Henning Arne Brandtmar, født 07-11-1916 (København), angriber, 15 kampe/2 mål (1940/41).
Ungdom: HIK. Senior: HIK (1934/39) og B.93 (1940/42). Angriber med favoritpladsen på højre fløj. Henning skiftede sammen med sin lillebror, forsvarsspilleren Per Brandtmar, fra HIK til B.93 i efteråret 1940. Det var på de tider, hvor klubskifter vakte opsigt. De var velkomne i B.93, der havde mistet de to stjernespillere Helmuth Søbirk og Kaj Hansen til Frem.
Brødreparret debuterede i samme kamp, 10-11-1940 i Idrætsparken mod KB 4-5 (1-1). Holdet var: Hans Pedersen – Poul L. Hansen, Ernst Spiegelhauer – Arno Nielsen, Per Brandtmar, Erik Sørensen – Henning Brandtmar, Erik Petersen, Helmut Nielsen, Poul O. Hansen og Ib Eskildsen.
Det lignede en sikker sejr til B.93, da Henning Brandtmar i det 68. minut med et debutmål bragte holdet foran 4-2. Men så blev broderen Per Brandtmar alvorlig skadet (hoften), og måtte udgå. Da begrebet 12-mand først blev indført i sæsonen 1968 (og pokalturneringen 1967/68), måtte B.93 spille kampen til ende med kun 10 mand. Det benyttede KB, og i særdeleshed Jørgen Iversen, ved at score tre mål på 10 minutter. Henning Brandtmar var med i efteråret 1941, hvorefter han blev afløst af Oluf Baltzarsen. Hennings lillebror Per Brandtmar var mere holdbar, han spillede 122 kampe for B.93.
Henning Brandtmar døde den 12. juli 1978 (Gentofte). Han blev 61 år.
14. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

