Magnus Bøttker, født 11-08-2004, angriber, 15 kampe/2 mål (2024).
Ungdom: Silkeborg. Senior: Silkeborg (2023), B.93 (2024) og Nykøbing FC (2025>).
Magnus Bøttker spillede hele sin ungdomstid i Silkeborg. En talentfuld angriber på 183 cm. Han var tæt på, at få debut for Silkeborg, men måtte nøjes med træningskampe. I slutningen af 2023 fik han ophævet sin kontrakt et halvt år før udløb. I stedet indgik han i februar 2024 en 2-årig kontrakt med B.93 (1. division), hvor der var udsigt til mere spilletid.
Han fik sin debut 1. april 2024 da B.93 ude mødte Hillerød (i Farum). Det var første runde i nedrykningsspillet, hvor B.93 (med 28 p.) skulle kæmpe mod Hillerød (30 p.), AC Horsens (25 p.), HB Køge (18 p.), Næstved (14 p.) og Helsingør (12 p.) om at undgå de to nedrykningspladser. Holdet var:
Michael Falkesgaard – Emil Møller, Osvald Søe, Abdullah Iqbal, Daniel Thøgersen – Niels Morberg, Mikkel Mouritz, Nicolaj Thomsen – Jeppe Erenbjerg, Sebastian Clemmensen og Ahmed Daghim. På bænken: Aris Vaporakis, Andreas Heimer, Emil Christensen og Tobias Blidegn – som alle ikke kom ind. Ind kom: Fisnik Insaki, Jacob Egeris, Jonathan Matthys, Ryan Johnson Laursen og Magnus Bøttker.
Det blev til et klart nederlag på 0-4, en dårlig start på nedrykningsspillet.
Magnus var på bænken – og kom ind – i de først 8 af 10 kampe i nedrykningsspillet. Han var herefter indestarter i udekampen mod Helsingør (3-0). Mod HB Køge på Østerbro Stadion kom han ind og scorede et flot mål i massakren på 7-1.
I efteråret 2024 blev det 6 kampe, heraf 2 som indestarter. Halvt inde i sæsonen blev han skadet for resten af året. Han scorede i pokalkampen mod B1908 (4-1).
Magnus blev i foråret 2025 udlejet til Nykøbing FC i jagten på at få mere spilletid. Efter et par måneder blev lejeaftalen ændret til en 3-årig kontrakt med Nykøbing FC, så godt var talentet faldet til. Han skal så være med til at genrejse Nykøbing FC, som rykkede ud af 2. division.
25. maj 2025 / Palle ”Banks” Jørgensen

