Ivar Jensen Blegvad, født 18-01-1963 (København), forsvarsspiller, 23 kampe/4 mål (1986/91).
Ivar var ungdomsspiller i klubben. Han var en stor, muskelløs, forsvarsspiller, der ikke trak sig i tacklingerne. Hans hovedspil var på højt niveau. Hans hurtighed, eller mangel på samme, betød at han befandt sig bedre i midterforsvaret end ude som back.
Ivar fik sin debut på førsteholdet lørdag den 6. september, Der var en årsag til, at han efter kampen overvejede, at stryge sig efternavn og blot kalde sig Ivar Jensen.
Modstanderen på Østerbro Stadion var B1913. Umiddelbart en let opgave, idet B.93 fire uger forinden havde vundet den omvendte kamp med 3-1. Træneren Allan Steen havde dog visse problemer. Han kunne ikke disponere over Johnny W. Hansen (karantæne), Claus Munkedal, Leif Funcke Nielsen, Jan Henriksen og Claus Mortensen. Dette gav en opstilling med et noget uprøvet forsvar med en småskadet Ole Petersen ’i spidsen’.
Holdet var: Bo Nielsen – Ivar Blegvad (debut), Lars Højberg, Ole Petersen, Steen Larsen – Jan Jacobsen, Per Jønsson, Henrik ’OB’ Nielsen (debut) – Jens Kolding, Torben Rasmussen og Henrik Nielsen. På bænken: Them Dandanel og Lars Mortensen.
Det blev ingen storsejr over B.1913, tværtimod må man sige. Den løbende scoring var: 0-1 (2. min.), 0-2 (5. min.), 0-3 (10. min.), 0-4 (15. min.), 1-4 (29. min., Jens Kolding, str.) – så er der pause – 1-5 (60. min.), 1-6 (64. min.), 2-6 (66. min., Lars Mortensen), 2-7 (79. min.) og 2-8 (86. min.). Katastrofe.
Som man kan fornemme fik Ivar ikke nogen stor debut. På pladsen som højre back var han en katastrofe. Enten var han ualmindelig nervøs, eller også havde han været på druk hele natten (og formiddagen, red.). Efter 27 minutter blev en rundtosset Ivar udskiftet med Them Dandanel, som fik en fiber et kvarter senere og blev udskiftet med Lars ’grønært’ Mortensen.
Der skulle gå knap fem år før Ivar igen dukkede op på 1. holdet. Det var sidste kamp i foråret 1991, hvor det på Østerbro Stadion gjaldt Kastrup. En kamp der gjaldt absolut intet. Foråret 1991 blev benyttet til, at omlægge fra kalenderårsturnering til efterår/forår. Der var flere ting der blæste Ivars vej; han var sluppet af med alle holdkammeraterne fra B1913-kampen og han spillede på sin rigtige plads i midterforsvaret. Det blev en sejr på 4-2 (0-2) og Ivar udlignede til 2-2 på et fremragende hovedstød efter et hjørnespark fra Thomas Christiansen (der blev professionel i Barcelona ugen efter, red.). Nu var Ivar glad igen.
Ivar spillede hele efteråret 1991, for det meste i midterforsvaret. Sæsonen sluttede med en meget nervepirrende kamp i Greve, hvor et nederlag havde sendt B.93 ud af divisionerne. Det blev til en sejr på 1-0 efter et flot langskudsmål af Leif Funcke Nielsen. Og så kunne Ivar gå på pension med god samvittighed.
Ivar spillede 79 kampe på 2. holdet i perioden 1982/93, kampantal år-for-år: 1, 0, 1, 0, 16, 15, 0, 0, 7, 12, 9 og 12. Ivar fik sit internationale gennembrud, da han på DS-holdets ’studietur’ til Tjekkoslovakiet scorede begge mål i kampen mod Victoria Praha (2-1). Til gengæld måtte han nøjes med tredjepladsen i bukseløbet på hovedgaden.
Ivar er stadig aktiv på veteran- eller superveteranholdet. Han er flyvende, når han er på arbejde som pilot.
30. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

