Poul Bjønholt, født 11-02-1945 (Holbæk), angriber, 18 kampe/3 mål (1973/74).
Poul Bjørnholt kom fra Køge Boldklub i 1970. Han havde tilbage til 1964, som nyoprykket senior, spillet 3 kampe/2 mål (1964) for Køge. Poul Bjørnholt var en letbenet angriber med en pæn teknik. Juristen var klar til, at lægge sag an mod forsvarsspillere som tacklede.
De første fire år han spillede i klubben blev det til beskedne otte kampe på 2. holdet. Poul Bjørnholt havde travlt med meget andet. Han var sekretær for den legendariske kulturminister Niels Mathiasen.
Poul Bjørnholt debuterede på førsteholdet den 27. maj 1973 i udekampen mod B1913 i 2. division. Han afløste Bent Andersen, der var skadet hele foråret. Holdet var: Henrik Juul – Hans Paulander, Finn ’Ludo’ Jensen, Erling Bøje, Ejgil Roland Petersen – Kenn Hansen, Jan Højland, Finn Ilsø – Jens Kolding, Poul Bjørnholt og Poul Verner Hansen. På bænken: Ole Petersen. Træner: Knud Petersen.
Det blev en fin debut for ’Bjørnen’ og en sikker sejr på 3-1 på mål af Finn Ilsø (2) og Poul Verner Hansen (1).
Poul ’Bjørn Holt’ spillede 14 kampe/3 mål i 1973-sæsonen, hvor han – stort set – var fast mand. Han var også med i de fire første kampe i den nye sæson 1973, hvor han gjorde tjeneste ude på venstrefløjen. I kamp fire i Horsens (1-0) var han udsat for et alvorligt uheld. I et sammenstød med Horsens’ målmand Gunnar Larsen var Poul Bjørnholt så uheldig, at brække anklen samt rive to ledbånd over. Medens holdkammeraterne rejste hjem med de to point, måtte Poul blive på hospitalet i en uges tid.
Poul kom sig aldrig rigtig over skaden, og det nærmeste han kom 1. holdet var da han var holdleder et par sæsoner. Da 1. holdet var på Gran Canaria i januar 1974 var Poul Bjørnholt og Bjarne Kolding leder på turen. De oprettede et sekretariat på ’den lokale’. Fordelen var, at så vidste man altid hvor man kunne finde dem.
Den mest berømte kamp Poul spillede for B.93 foregik på det lukkede 7. hold. I sidste runde, den 22. oktober 1977, mødte holdet hjemme på banerne op mod Idrætsparken den evige konkurrent KB, som skulle vinde kampen for at blive mestre, B.93 kunne klare sig med uafgjort. Efter 0-3 ved pausen blev det 0-4, men så fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark. Det sparkede Poul Bjørnholt langt over, ja det var ved at ryge ind i Idrætsparken, hvor OB med 2-2 mod B.93, blev mestre i fjerdesidste spillerunde.
Tilbage til KB-kampen. Med under et kvarter igen, mente KB’erne, at det var på tide at ringe hjem ti KB og bestille smørrebrød. Men så reducerede Poul så til 1-4, indskiftede John Madsen scorede to gange, og så stod det pludselig 3-4. Og i absolut sidste minut headede Poul til bolden med nakken, og den sneg sig forbi KB-målmanden Nils Jensen (Tykke Nils), og derved sluttede kampen 4-4. Der ligger et holdbillede på hjemmesiden af dette mirakelhold. Og smørrebrødet står stadig urørt ude på KB.
Som jurist (fra Københavns Universitet i 1972) var Poul Bjørnholt ofte benyttet som dirigent på klubbens generalforsamling. Allerede som 28-årig blev Poul Bjørnholt kontorchef i Amtsrådsforeningen, den hidtidig yngste. Han var sekretær for kulturminister Niels Matthiasen (1924/80) frem til dennes død.
Poul Bjørnholt var ofte i medierne. Han var formand for Københavns City Center, han startede Copenhagen Jazz Festival (1979), og han startede BogForum (1992), og så var han gift med Britta Michaelsen, skuespiller og danser. Bjørnholt gik på pension i 2006. Han nyder sit otium på Langeland sammen med hustruen Tine Garsdal.
26. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

