Bjerregaard, Henning

Henning Bjerregaard, født 06-03-1927 (Århus), angriber, 135 kampe/62 mål (1950/59). Spillede 1 A-landskamp/0 mål (1954), hvor han repræsenterede AGF. Hans enlige landskamp var mod Schweiz (1-1). Angrebet var: Poul Pedersen (AIA), Bent Sørensen (Vejle), Henning Bjerregaard (AGF), Aage Rou Jensen (AGF) og Jens Peder Hansen (Esbjerg).

Ungdom: AGF. Senior: AGF (1946/50), B93 (1950/54), AGF (1954/56) og B93 (1956/59). Bjerregaard var en særdeles målfarlig centerforward, der var stærk både på jorden og i luften. Han var topscorer i 1. division i 1950/51 med 11 mål for B.93. Han gentog sucessen i 1954/55 denne gang med 15 mål for AGF. Da AGF i efteråret 1955 vandt 5-1 over KB, var det Bjerregaard der scorede samtlige fem mål.

Bjerregaard vandt DM i 1955 og 1956 med AGF. Og i 1955 var han også med til at vinde DBU’s første pokalfinale (AGF – Aalborg Chang 4-0). Bjerregaard blev indskrevet i fodboldens historiebøger, da han åbnede scoringen i det 54. minut.

Henning Bjerregaard var en stor og stærk centerforward. Han både sparkede og heade godt, og var gennem hele karrieren en målfarlig herre. Han indskrev sig også i B93’s historiebøger. Det skete, da han i 1958 scorede sejrsmålet i den berømte kamp i Næstved (2-1). På et mildt frispark sparkede han mod 22-årige Søren Wolstrups mål, og bolden gik i nettet via en Næstvedspiller i muren. Sejren betød, at B.93 (og B.1903) rykkede op i 1. division, efter Næstved havde ført historisk stort.

Den 32-årige reklamekonsulent fik en brat afsked med fodbolden den 8. august 1959. Og det var så dramatisk – og sørgeligt – som det kunne være. Efter en kamp i Idrætsparken mod AB (3-4), var der efterfølgende arrangeret middag med damer i klubben. På vej hjem i bil til Fredensborg blev han hovedperson i en tragisk trafikulykke på Kongevejen ved 29,2 kilometerstenen ved Brønsholm. Han påkørte en modgående scootermed to 23-årige udlændinge fra Bergen og Bremen. Begge de unge mennesker overlevede ikke. Henning Bjerregaard, som var påvirket af alkohol, slap uskadt. Han fik en dom på 1 års ubetinget fængsel.

Henning Bjerregaard døde den 9. oktober 2014, han boede Ponydal i Helsingør. Han blev 87 år.

11. oktober 2014 / Palle “Banks” Jørgensen