Bech, Kenneth

Kenneth Bech, født 18-02-1964 (RH, København), angriber, 37 kampe/8 mål (1988/89).

Kenneth Bech kom fra AB før sæsonen 1988. Han var en lille, tætbygget angriber med et giftigt venstreben. Inden sæsonen startede var Kenneth til prøvetræning i FC Groningen i Holland, men vendte retur uden kontrakt.

Kenneth fik sin debut som 24-årig i 88-sæsonens første kamp, hvor B.93 på Østerbro Stadion mødte Vanløse (1-1). En kamp i 2. division, som var næstbedste række. Der var 14 hold i alle fire DM-rækker (1., 2. og to 3. divisioner).

Holdet var: Jean Jensen – Thomas Olsen, Claus Mortensen, René Johansson, Thomas Lykke (debut) – Johnny W. Hansen, Carsten Friis, Kenneth Bech (debut) – Wlady Jatczak, Henrik Pedersen (debut) og Mukremin Jasar. På bænken: Michael Dahl og Christian Koldbech. Træner: Allan Steen.

Kenneth var med i 25 af årets 27 kampe. Bedst huskes han fra hjemmekampen mod OKS. Efter 16 minutter viste lystavlen 0-3, så scorede Kenneth Bech 1-3 (30.), Jens Kolding 2-3 (35.), Kenneth Bech 3-3 (40.) og Jens Kolding 4-3 (75.).

Sæsonen 1988 var turbulent. Efter otte kampe blev den populære træner Allan Steen fyret. Han blev erstattet af Karsten Aabrink, som havde mest forstand på ishockey. En upopulær beslutning, som heller ikke havde effekt. Fra oldboysholdet genindkaldte man Jens Kolding (19 kampe), Ole Petersen (9 kampe) og Peter Hertz (4 kampe). Alligevel måtte B.93 tage billetten ned i 3. division, sammen med Slagelse og Kastrup.

Kenneth var med i 12 ud af 13 kampe i foråret 1989, hvor Arne Nielsen var ny træner. B.93 oversomrede på en 2. plads to point efter Birkerød. I efteråret – uden Kenneth Bech – fortsatte B.93 det gode spil, og endte på 1. pladsen, som betød direkte oprykning.

Kenneth Bech, hvis mor hedder Lone, skiftede til Fremad Valby i 1990. Året efter skiftede han til Hillerød. Kenneth vendte senere tilbage til Fremad Valby, hvor han endte med at blive førsteholdstræner.

31. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen