Aagesen, Gunnar

Gunnar Aagesen, født 02-01-1952 (Frederiksberg), forsvarsspiller, 52 kampe/0 mål (1971/79).

Gunnar har altid kun spillet i B.93. Han var med i den stærke ungdomsårgang med Jens Kolding, Find Juhl Jensen og Jan Højland som alle fra 1952. Gunnar var enten back eller midtbanespiller. En god tekniker med en fin sparketeknik. Hans målfarlighed fremgår af hans ovennævnte ’nøgletal’.

Gunnar Aagesen, også kaldet ’Gunnar Hug’, debuterede på 1. holdet den 24. maj 1971 i udekampen mod Herfølge i 3. division/øst. Trods datoen var det en meget kold (og regnfuld) onsdag aften. Det forhindrede dog ikke divisionsholdets mest trofaste tilskuer Jens Jørgensen, at cykle fra København til Herfølge (og retur). Efter ni kampe i 3. division havde holdet kun 10 point, og det var UK ikke tilfreds med, så der var tre debutanter til kampen. Udover Gunnar var det Ejgil Roland Petersen og Børge Bech Jensen.

Holdet: Palle ’Banks’ Jørgensen – Ejgil Roland Petersen, Leif Kronholm, Finn ’Ludo’ Jensen, Gunnar Aagesen – Jan Petersen, Erling Bøje – Børge Bech Jensen, Jan Højland, Bent Andersen og Jens Kolding. På bænken: Finn Ilsø. Træner: Erik Dennung. Kampen endte 1-1, målscorer Bent Andersen.

Gunnar fik en lidt blandet karriere på 1. holdet. Da der var spillet fem år, var kampantallet på 10. Tallet blev forøget med 19 (i 1977), 18 (i 1978) og 5 (i 1979), hvor B.93 alle årene var i 1. division.

Gunnar spillede hele 104 kampe på 2. holdet i løbet af ni sæsoner (1971/79). Han var i 1971 med til at vinde Danmarksserien med 22 kampe (15 vundet, 3 uafgjorte, 4 nederlag) og 41-15 i målscore. Holdet (ud fra kampantal): Palle ’Banks’ Jørgensen – Per Torp Laursen, Find Juhl Jensen, Ejgil Roland Petersen, Nels Conrad – Birger Jørgensen, Jan ’Nummer’ Petersen, Gunnar Aagesen – Mogens Jørgensen, Poul Verner Hansen og Børge Bech Jensen.

Sejren fejrede Gunnar med at drikke igennem i cointreau. Som han kunne drikke som postevand.

Ved debutkampen i Herfølge delte Gunnar Aagesen jobbet som backs med en anden debutant Ejgil Roland Petersen. Senere i livet delte de to debutanter formanden Ove Bech Jensens to døtre (en til hver), så nu er de svogre.

Gunnar ’Hug’, der har arbejdet indenfor spedition hele livet, har ikke forulempet sin krop med fodbold de sidste mange år.

24. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen