Andersen, Ole

Ole Andersen, født 06-03-1939 (København), angriber, 52 kampe/10 mål (1958/60 + 1965).

Ungdom B.93. En talentfuld venstre wing, høj og spinkel. Benyttede ofte sin egen hjemmelavet finte med at sparke over bolden. Var en kort periode i Skovshoved (1961). Rejste ligesom mange andre 93’ere til Schweiz i 1961.

Skurken i den sammenhæng var 1. holdtræneren Frank Petersen, som udover at bryde sin kontrakt (1960), lokkede mange af spillerne til Schweiz. Størst tab var angrebstalentet Leif Poulsen (Sløjfe), der i foråret havde scoret 14 mål i 14 kampe.

Ole Andersen, der blev kaldt ”Mik-Mak”, vendte efter tre år i Schweiz, tilbage til København for en kortere periode (2 kampe/0 mål). Sportsredaktøren på Ekstrabladet, navnkundige Julius Larsen (Julle), skrev at Ole Andersen spillede som hullet i en schweizerost efter en kamp i Idrætsparken mod B1903 (1-3). Det blev Oles sidste kamp.

Kort efter rejste han igen til udlandet. Ole har boet ualmindelig mange forskellige steder i udlandet, bl.a. en del år i Schweiz, England og USA. Periodevis har han været fodboldtræner rundt omkring i verden, bl.a. Schweiz og Færøerne. Ole har boet i Schweiz (Luzern) de sidste mange år.

Ole er en unik tegner, og har bl.a. tegnet mange fodboldbøger for FIFA. Som prikken over i’et lavede han design og udførte pokalerne til U17 verdensmesterskaberne. Med forord af Joâo Havelange (tidligere præsident FIFA) udgav Ole i 1993, under navnet Olé Andersen, bogen ’Fodboldens Supertricks’, med nogle fremragende tegninger. Meningen med bogen var, at læserne skulle lære at træne ligesom stjernerne.

Siden 1966 har Ole boet i udlandet. Uanset årstiden går han altid med solbriller. Han har altid været til fest og farver – og har aldrig haft noget imod det kvindelige køn. Han er gift med Barbara Chamberlain, hvilket betyder at hans nevø er Alex Oxlade-Chamberlain fra Arsenal.

Den 74-årige Olé ville i 2013 udgive en tegneserie, ’The Platter Cartoons’, som handlede om Sepp Blatters dobbeltgænger Sepp Platter, Bogen udkom aldrig, det fik Sepp Blatter stoppet ved domstolen.

Ole Andersen, der det meste af tiden boede i udlandet, døde 18-05-2025 (86 år). Han boede i Schweiz.

23. juli 2025 / Palle “Banks” Jørgensen