Andersen, Gert

Gert Andersen, født 30-04-1956 (Sjørring), forsvarsspiller, 2 kampe/0 mål (1980/81).

Gert Andersen kom fra Sjørring i 1979. Han var en habil forsvarsspiller, venstre back. Gert fik et par kampe på 2. holdet i sin første sæson. Og i 1980 fik han så sin debut på 1. holdet, da den normale venstre back Jens Stovgaard blev skadet. I turneringskamp nummer ni i 1. division gjaldt det hjemmekampen på Østerbro Stadion mod Køge.

Holdet var: Jean Jensen – Kim Hansen, Ole Petersen, Peter Hertz, Gert Andersen – Find Juhl Jensen, Jan Højland, Johnny Petersen – Allan Lundgren, Lars Hansen og Tonny Madsen. På bænken: Henrik Thomsen og Carsten Jørgensen. Træner: Erik Dennung.

Kampen blev tabt 1-2, målscorer Allan Lundgren. B.93 havde ellers startet turneringen flot med 8 kampe-5 sejre-1 uafgjort-2 nederlag, så nederlaget mod oprykkerne fra Køge var ikke forventet. B.93 sluttede sæsonen på en fin plads som nummer seks.

Til næste kamp var Gert Andersen erstattet af Carsten Jørgensen. Og Gert måtte vente et helt år før der igen blev brug for ham på førsteholdet. Han kom på bænken – og kom ind – i udekampen mod Næstved (0-2) i næstsidste kamp i foråret 1981.

Gert Andersen spillede 16 kampe på 2. holdet, fordelt med 2/1979, 7/1980 og 7/1981.

Hvis du vil hilse på Gert Andersen, skal du en tur til Thisted. Men pas på, han er ansat indenfor ordensmagten.

26. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen