Andersen, Flemming

Flemming Andersen, født 12-08-1968 (Søborggaaard), forsvarsspiller, 15 kampe/0 mål (1994).

Flemming Andersen kom til klubben fra Næstved i starten af 1994. Han havde spillet fire kampe for Næstved, et tal han efter tiden i B.93 forøgede til 23 kampe/0 mål (1993/98). Flemming var en solid forsvarsspiller, som for det meste gjorde tjeneste som højre back.

Flemming debuterede på førsteholdet som 25-årig i hjemmekampen på Østerbro Stadion mod B1913. En kamp i 1. division.

Holdet var: Jan Hoffmann – Flemming Andersen (debut), Peter Bo Hansen, Leif Funcke Nielsen, Dan Lübbers – Thomas Raaschou, Peter Madsen, Michael Madsen – Per Lisdorf (debut), Flemming Jørgensen og Danny Jung. På bænken: Cliff Hansen og Jens Bjerre Nielsen (debut). Træner: Erling Bøje.

Det blev til en sejr over B1913 (3-1). Målscorer: Danny Jung (2) og Flemming Jørgensen (1). Det blev en fin debut til Flemming Andersen, der var med som højre back i de første fire kampe. Da Henrik Fricke var klar igen, røg Flemming på bænken.

I forårsturneringen 1994 vandt B.93 suverænt 1. division med 14-9-5-0 og målscore 37-13. Det udløste ikke nogen form for oprykning, kun retten til at forblive i 1. division i efteråret 1994. Her blev B.93 så nummer fem, og det udløste oprykning til den såkaldte Kvalifikationsliga (til superligaen), som blev afviklet i foråret 1995, men det var uden Flemming.

Flemming Andersen spillede 15 kampe i kalenderåret 1994 (ud af 34 kampe), heraf de syv som indestarter. Derudover sad han på bænken, uden at komme ind, i fem kampe. Han spillede 20 kampe på 2 holdet i 1994, hvor John Bredal var træner.

Ved udgangen af 1994 stoppede Flemming. Han skiftede til Lillerød, og gjorde senere comeback for Næstved.

Flemming bor i Præstø.

6. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen