Vælg en side

Spillerprofiler
(S)

Her finder du spillerprofiler for alle spillere på B.93’s divisionshold i fodbold gennem historien med efternavne, der starter med S.

Find flere spillerprofiler her. God fornøjelse!



S
aid, Haydar

Haydar Agil Said, f. 15-02-1992 (Irak), midtbanespiller, 1 kamp/0 mål (2011).

Haydar startede som ungdomsspiller i Skjold. Spillede som U19-spiller i FCK. Da han ikke fik forlænget kontrakten startede han sin seniorkarriere i B.93. Efter et halvt år skiftede Haydar til Avarta i foråret 2012. Han skiftede i foråret 2014 til Svebølle. Og i foråret 2015 skiftede han så til Hvidovre.

Efter tre kampe på bænken (uden at komme ind), debuterede Haydar i den svære hjemekamp mod HIK (efteråret 2011), hvor han erstattede en skadet Jakob Abildgaard (Sean Christoffersen blev flyttet over som venstre back).

Holdet var: Simon Bloch Jørgensen – Haydar Said, Mads Nielsen, Mads Heisterberg, Sean Christoffersen – Jannik Zimling, Mourad El Bariaki, Danny Mirabel – Beran Cmili, Bassel Jradi og Sadulla Elezi. På bænken: Mikkel London, Mohammed Azaquoun og Valon Ljuti – som alle kom på banen. Resten af bænken var: Nicolas Nielsen (målmand), Christian Bagger, Mustafa Al-Sarej og Nico Jørgensen. Tæner: Thomas Petersen.

Det blev ikke til nogen debutsejr, idet HIK vandt kampen med 3-0. Og Haydar fik et gult kort.

Haydar er irakisk statsborger.

I Avarta har Haydar vist sig som en flittig målscore, bl.a. scorede han i hjemmesejren 3-2 over B.93 i efteråret 2013.

13. marts 2014 / Palle “Banks” Jørgensen

 

Sainoski, Dzevdet

Dzevdet Sainoski, f. 08-06-1973 (Makedonien), midtbanespiller, 8 kampe/3 mål (2000).

Senior: Vardar Skopje/Makedonien, NEC Nijmegen/Holland (1997/99), Hannover 96/Tyskland (1999/00), B.93 (2000), Farum/FC Nordsjælland (2001/04) og Ølstykke (2004/06).

Sainoski kom til B.93 i efteråret 2000 fra den tyske storklub Hannover 96. Årsagen til han søgte til Danmark, var at han var blevet gift med en dansk pige i Tyskland. Sainoski havde spillet på det makedonske A- og U-landshold (i alt 30 kampe). Han var en fremragende tekniker, og så sparkede han lige godt med begge ben. Sainoski var en type der helst ville sparke alle frispark og hjørnespark.

Dzevdet Sainoski, som havde kælenavnet ’Decko’, debuterede som 27-årig for B.93 i udekampen mod Frem i sæsonen 2000/01 den 24. september 2000. En kamp i 1. division.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Thomas Høy, Thomas Madsen, Per Krøldrup, Morten Karlsen – Dzevdet Sainoski, Thomas Axel Madsen, Newroz Dogan – Lasse Sigdal og Mirko Selak. På bænken: Vedran Covic (målmand), Ulrik Drost Kenneth Christiansen og Dragan Bakovic (ikke benyttet). Træner: Christian Andersen.

Det blev til et sikkert nederlag på 0-3 mod Frem. Sainoski var stort set med i resten af efterårets kampe. Han spillede otte kampe og scorede tre mål. Det første i pokalkampen i Horsens (4-3), og de to sidste mod Birkerød (3-0) i det der skulle blive hans sidste kamp for B.93.

Allerede om sommeren lå det klart, at træneren Christian Andersen havde lavet kontrakt med Farum (som også lå i 1. division) fra årsskiftet. Alligevel valgte man, at lade Christian fuldføre sin kontrakt i efteråret 2000. Da han rejste tog han Sainoski med til Farum.

Efter afslutningen på sin karriere er Sainoski gået trænervejen. Han har bl.a. været assistenttræner i Ølstykke og AB Tårnby. Da Christian Andersen overtog konkurstruede Frem i 2009, hvor der ikke måtte indgå spillerkontrakter, valgte han Sainoski som assistenttræner. Senere var Sainoski ungdomstræner i B.93 i en kortere periode.

Dzvedet Sainoski bor i Farum.

12. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 


Salame, Awab

Awab Salame, f. 30-03-1999, forsvarer, 4 kampe/0 mål (2017).

Da B.93 drog til Dalum den 25. maj 2017, var det uden Adam Emme Jørgensen, Aske Lundsgaard, Martin Heisterberg, Emmanuel Ogude og Sean Christoffersen, som alle enten var skadet eller havde karantæne. Det gav debut til U19-spilleren Awab Salame på holdet, der så således ud:

Ronni Raun – Mads Walter, Awab Salame, Emil Farver og Jack Wander – Anton Peterlin, Andreas Heimer og Mikkel Moritz – Marcus Salandy-Defour, Mohammad Ali og Nicolai Olsen. Indskiftet: Kristian Holm, Omar Roshani og Søren Nørgaard. Træner: Sune Jensen.

Kampen i Dalum sluttede 1-1 (Andreas Heimer) og Awab fik en flot debut. Så kampen efter mod Aarhus Fremad (1-0) fik han sin hjemmedebut. Denne gang som højre back.

20. juni 2017 / Palle ‘Banks’ Jørgensen

 

 

 


Salandy-Defour, Marcus

Marcus Salandy-Defour, f. 13-12-1993 (USA), angriber, 13 kampe/1 mål (2017/18).

Marcus kom til klubben fra USA i starten af 2017. Han kom fra University of Virginia. Marcus viste sig, at være en lynhurtig højre kantspiller, som spillede med stor energi. Så klubben tegnede en kontrakt på 1½ år.

Marcus fik sin debut allerede i årets første kamp, som var en pokalkamp mod selveste FCK den 1. marts 2017. Kampen blev flyttet til Parken, idet baneforholdene på Østerbro Stadion ikke var i orden så tidligt på året.

Holdet: Ronni Raun – Nicklas Granzow, Martin Heisterberg, Aske Lundsgaard og Emil Farver – Kristian Holm, Anton Peterlin og Nicolai Olsen – Marcus Salandy-Defour, Sebastian Czajkowski og Emmanuel Ogude. Indskiftet: Peter Bjur, Andreas Heimer og Leonel Montano. Ikke benyttet: Lucas Chang-Andersen, Mads Nielsen, Sean Christoffersen og Mohammad Ali.

Det blev ikke nogen stor debut for Marcus, der havde svært ved at finde fodfæste angiveligt pga. forkert støvlevalg. Og allerede i det 34. minut blev han udskiftet med en anden debutant, 17-årige Peter Bjur. FCK vandt en sikker sejr på 3-0 og det så 3.984 tilskuere.

Det blev til yderligere fem kampe for Marcus i foråret, hvor han kæmpede med skader.

20. juni 2017 / Palle ‘Banks’ Jørgensen

 

 

Salomonsen, Henry

Henry Salomonsen, f. 05-12-1925 (København), angriber, 154 kampe/18 mål (1945/57).

Ungdom: B.93. Senior: B.93. Som 32-årig skiftede Henry Salomonsen, altid kaldt ”Salle”, til Fremad Amager. Det skulle vise sig, at Fremad Amager blev hele Salle-familiens klub.

Salle var en særdeles dribleglad højre wing. Han henrykkede sig selv og publikum med sine mange finurlige finter og shows. Han var en rigtig publikumsspiller. Det var ikke altid han henrykkede UK, og så måtte han ned på 2. holdet. Salle var fast højre wing – i 2. halvdel – da B.93 vandt DM-guld i sæsonen 1945/46

Salle var med da B.93 i december 1953 vandt den sidste KBU-pokalturnering. I finalen mødte man favoritterne fra AB (med 10 landsholdsspillere). Men B.93 overraskede og vandt 2-1. Salle var også med i foråret 1954, hvor B.93 for første gang i historien rykkede ud af 1. div. (0-0 i Køge). Klubbens første kamp uden for den bedste række, blev spillet i KFUM-parken mod KFUM. Nedrykkeren vandt 2-0, og det var Salle der scorede klubbens første mål i 2. division.

Salle var den absolutte ukronede indendørs konge. Det var lige et spil for ham. Henry optrådte i mange år i indendørsstævner med et showhold, kaldet Stjerneholdet, bestående af bl.a. Per Henriksen (Frem), Dirch Passer (B.93) og Flemming Nielsen (B.93/AB). Holdet spillede altid for fyldte huse. Når Salle sprang op på ryggen af Dirch Passer, og headede bolden i kassen jublede tilskuerne.

De næste knap 50 år var Henry indbegrebet med Fremad Amager. Hans søn Jørgen Salomonsen (f. 1952) spillede 255 kampe for Fremad A. Hans børnebørn, Peter og Michael Østergaard, spillede også for Fremad Amager (og senere AB 70).

Henry Salomonsen døde den 7. januar 2006 (Amager). Han blev 80 år.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 


Samba, Lamin

Lamin Nørlem Samba, f. 16-05-1995 (København), forsvar, 1 kamp/0 mål (2015).

Lamin Samba kom til B.93 i sommerpausen 2015 fra Lyngby, hvor han havde været på kontrakt. Samba er en spillende midtforsvarer. Han minder en del om Mathias ’Zanka’ Jørgensen, både i udseendet og i spillestilen. Faderen er fra Gambia, moderen er dansk.

Samba debuterede allerede i efterårets anden kamp, en pokalkamp ude mod serieholdet Sundby. Holdet var: Ronni Raun – Nico Jørgensen, Marco Holst, Lamin Samba (debut), Johan Bendixen (debut) – Anton Peterlin (debut), Kristian Karsum, Andreas Helmer – Omar Roshani, Olcay Senoglu og Oliver Drost. Indskiftet: Bjørn Zabell, Danny Mirabel og Simon Carstensen. Trænere: Morten Rutkjær og Philip Bank.

Det blev den forventede pokalsejr. Selvom Sundby kom foran midt i første halvleg, var der reelt aldrig tvivl om kampens udfald. B.93 vandt 4-1 på mål af Olcay Senoglu (2), Oliver Drost og Marco Holst.

Kort efter sin debut blev Lamin Samba langtidsskadet, og derved var han ude resten af efteråret 2015.

Han meldte sig ud af klubben i februar 2016.

11. april 2016 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 

 

 


Samson, Børge

Børge Georg Einar Emanuel Samson, f. 23-12-1911 (Otterup), angriber, 3 kampe/2 mål (1935/36).

Børge Samson debuterede i KBU-turneringen mod Skovshoved på B.93’s baner. Der var afbud fra Svend Petersen, så man rykkede Carl Stoltz over som højre wing, så debutanten kunne få sin favoritplads som venstre wing.

Holdet var: Svend Jensen – Fritz Tarp, Børge Holmfred – Poul L. Hansen, Poul Zølck, Haldur Lasthein – Carl Stoltz, Kaj Hansen, Henry Nielsen, Kaj Uldaler og Børge Samson.

B.93 vandt kampen overbevisende med 7-1. Målene blev scoret af Henry Nielsen (4), Kaj Uldaler (2) og debutanten Børge Samson (1).

Børge Samson fik genvalg ugen efter, denne gang var det ikke en KBU-kamp, men en kamp i DM-turneringen (1. division). Det var sidste sæson, der blev spillet to sideløbende turneringer. Det kunne være svært for publikum, at skelne mellem de to turneringer. Når f.eks. B.93 mødte KB, skulle fodboldfolket skelne om, hvilken en af turneringerne det gjaldt. Der var ikke noget der dengang hed internettet, mobiltelefon, oddset og sms-tjenesten.

DM-kampen var mod Helsingør (2-0). Målscorer var Kaj Uldaler og Børge Samson. Sidste kamp Børge spillede var en DM-kamp mod KB (0-2) – og her scorede han ikke.

Gennem mange år havde klubben et meget aktiv medlem, Gunnar Samson, som bl.a. var ham der leverede billeder til medlemsbladet. Gunnar, årgang 1906, var storebroderen. De var begge født i Otterup.

Børge Samson døde den 11. november 1988 (Nørrebro). Han blev 76 år.

7. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sander, Tom

Tom Sander, f. 07-08-1972 (RH, København), angriber, 86 kampe/17 mål (1990/93). Spillede 20 J-landskampe/8 mål (1988/89) – alle kampene for B.93.

Ungdom: B.93 og Lyngby. Senior: B.93 (1990/93), HIK (1995/97), TSV Harrislee/Tyskland (1997/99) og KFUM (2001 – 8 kampe/5 mål).

Tom Sander var en lille teknisk og hurtig offensiv spiller. Godt skud med venstrebenet og fuld af energi. Tom var med på det stærke ynglingehold, der i 1990 nåede helt frem til DM-finalen. Her blev det til samlet nederlag til Kim Brinks tropper fra OB. Første finalekamp på Østerbro Stadion sluttede 1-1 med Tom Sander som målscore. I returkampen blev det til et stort nederlag på 1-6 (Mikkel Dyrting).

Ynglingeholdet, der havde Finn ’Ludo’ Jensen som træner, havde udover Tom Sander spillere som Mark Mladenovic, Dan Lübbers, Mikkel Dyrting, Morten Møller, Ditlev Ulriksen, Kasper Steenbach og Michael Nielsen.

Sin bedste kamp på 1. holdet spillede Tom Sander utvivlsomt den 12. maj 1991, hvor AB på Østerbro Stadion blev besejret med 5-0 (2. division). Tom scorede hattrick, da han scorede til 3-0 (75. minut), 4-0 (82. minut) og 5-0 (88. minut). I sine tre hele sæsoner på 1. holdet (1991, 92 og 93) var Tom stort set fast mand.

Sidst vi hørte om Tom Sander (2006) spillede han hyggebold i Vejle. Han arbejdede som tagdækker, efter han tidligere havde været salgskonsulent indenfor erhvervsbeklædning.

18. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

 

Sariboga, Vehbi

Vehbi Sariboga, f. 02-05-1984 (Tyrkiet), angriber, 3 kampe/1 mål (2005).

Vehbi Sariboga kom til klubben i sommeren 2005 fra Albertslund IF. Vehbi debuterede i den første kamp i sæsonen 2005/06, som var en udekamp mod Brøndby II. En kamp i 2. division/øst. B.93 havde ikke været helt nede i 2. division siden halvsæsonen i efteråret 1993. Det var et skræmmende ringe hold, det var lykkedes træneren Ole Mørk at stable på benene. Vel nok det dårligste i historien.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Bjarke Vind, Kasper Larsen, Mike Linde Andersen (debut), Yves Mavula (debut) – Kim Madsen, Aske Krohn – Emil Dyre Nielsen, Amin El-Chaer (debut), Henrik Lyngsø Olsen og Anders Hadberg. På bænken: Esben Madsen (målmand), Ronnie Mirabel (debut), Vehbi Sariboga (debut) og Michael Szymanski. Træner: Ole Mørk.

Det blev til et nederlag på 0-2. Det nye hold var chanceløs mod Brøndbys divisionsreserver. Vehbi Sariboga kom ind i det 76. minut for Bjarke Vind.

Vehbi Sariboga var også på bænken i de to næste kampe. Først i pokalkampen ude mod VLI (Veterinær-og Lanbohøjskolens Idrætsforening), hvor han kom ind (67. minut) for Anders Hadberg, og scorede til slutresultatet 2-0. Og tre dage senere var han på bænken i sin eneste kamp på Østerbro Stadion. Det var mod Hvidovre (0-3), hvor han kom ind i det 70. minut for Amin El-Chaer.

Forårets 14 kampe indbragte – ikke overraskende – kun ni point. Kontrakten med Ole Mørk blev ikke forlænget.

Vehbi Sariboga, der blev kaldt ’Werner’, gik tilbage til Albertslund. Han har også spillet for Skovlunde og GVI. Da der blev indført DM i futsal i 2008 vandt Albertslund IF. Året efter, i 2009, genvandt AIF titlen, og det var med Vehbi ’Werner’ Sariboga på holdet.

17. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Scharff, Helge

Helge Villy Albeck Scharff, f. 30-11-1893 (Frederiksberg), midtbanespiller, 224 kampe/1 mål (1913/31). Han spillede 1 A-landskamp/0 mål (1917) i Stockholm mod Sverige (2-1). Scharffs enlige landskamp skete under dramatiske omstændigheder. Scharff var nemlig linievogter(!), da klubkammeraten Michael Rohde brækkede benet efter 25 minutters spil.

I venskabskampe måtte hvert land have en reserve, som måtte indsættes ved skader i 1. halvleg. Det var normal praksis, at de to reserver passede jobbet som linievogter. De aftalte med dommeren om de kun skulle vinke når bolden var ude, eller om de også skulle vinke ved offside. Scharff var således både varm og halvvejs med i spillet, da han kom på banen som reserve. Han var endda så tændt, at han var tæt på at blive udvist ved sin første tackling. Han var ellers en såkaldt rolig spiller.

Ungdom: Lydia, Skjold og B93. Scharff spillede som regel venstre half. Han var en uopslidelig, sej og stædig spiller, som aldrig gav op – altså en typisk holdspiller. Han var altid meget seriøs og altid i god træning, også lang tid efter karrieren var endt. Scharff vandt DM i 1916 og 1927. Han var med i 20 sæsoner i træk.

Målfarligheden var overordentlig beskeden, idet Scharff scorede præcist 1 mål på 20 år. Målet faldt, da B93 besejrede HIK 10-1 i KBU’s pokalturnering i 1918.

Helge Scharff, civilingeniør, blandt venner kaldt “Skipper”, var også et stort aktiv for B.93 udenfor banen. Han sad i bestyrelsen i 19 år (1936/55), heraf de tre sidste år som formand.

Scharff var ugift og viede hele sit liv til B.93. Han havde en stædig mening, hvilket Kaj Hansen og Arne Sørensen oplevede, da de fortrød, at de havde fået penge af Skovshoved i den såkaldte Salamander-sag. Her var ingen kære mor, de blev begge meldt til DBU, og erklæret for professionelle.

Scharff modtog: DIF’s ærestegn (1953), DBU’s guldnål (1953) og blev æresmedlem af B.93 (1957) kort før sin død. Han er også beskrevet i de separate sider om hhv. æresmedlemmer og formænd.

Helge Scharff døde dem 22. november 1957 (Charlottenlund). Han blev 63 år.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 


Schouboe, Holger

Holger Schouboe, f. 05-04-1878 (Ringsted), målmand, 10 kampe/0 mål (1906/07).

Holger Schouboe afløste som målmand Holger Poulsen i 1906, og de to gange Holger var de benyttede målmænd de næste par år, indtil de så blev erstattet af endnu en Holger, nemlig Holger Prytz.

Holger Poulsen havde stået de to første kampe i sæsonen 1906/07 mod KB (5-0) og AB (5-5), hvorefter han blev afløst af Holger Schouboe, som debuterede mod Frem (6-1), herefter fulgte kampe mod Olympia (6-2), Frem (7-0), AB (5-5) og Olympia (4-0).

Sæsonens sidste kamp var mod KB (3-4). Med nederlaget stod B.93 og KB lige med 12 point. Det betød, at der ikke blevet kåret nogen KBU-vinder, og det var uden betydning, at B.93 havde en målscore på 41-17 og KB tilsvarende 24-20. Skandaløst.

Holger Schouboe stoppede før foråret 1908, hvilket bragte klubben i store målmandsproblemer. Således måtte de normale angribere August Lindgren og Axel Thufason på skift vogte buret i foråret 1908.

Holger, der var kontorist, var gift med Ellen Laura, født 22-07-1890.

3. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Schubert, Jan

Jan Schubert, f. 20-11-1942 (København), angriber, 7 kampe/1 mål (1961/64).

Jan Schubert var ungdomsspiller i B.93. Han var en spinkel, teknisk, offensiv spiller, der ikke brød sig om modspillere der tacklede. Schubert spillede ikke back (Bach), men wing (vist et forsøg på at være morsom, red.).

Jan Schubert var med på juniorholdet i 1958, der så således ud: Ole Gade Lorentzen – Ebbe Møller, Briton Smetana – Jørgen Finkelstein, Gunnar Hansen, Arne Kristensen – Jan Schubert, Hardy Bengtsen, Steen Bo Caspersen, Finn Jacobsen og Knud Kristensen.

Schubert fik sin debut på 1. holdet som 18-årig. Hans første kamp var den 9. september 1961 i Nykøbing Falster mod B1901 (3-1). En kamp i 2. division. Han var med i stedet for Palle Mogensen. Holdet var:

Bent Jørgensen – Leif Rønnow, Henry Jørgensen – Bjarne Eklund, Leif Petersen, Finn Pedersen – Jan Schubert, Kurt Olsen, Arvid Christensen, Svend Petersen og Finn Jensen (CIK). Træner: Halvor Larsen.

Kampen efter gjaldt det Randers Freja i Idrætsparken med 2.900 tilskuere. En del tilskuere var ved, at forlade parken, da Jan Schubert udlignede otte før tid på et oplæg fra Arvid Christensen. Kort efter gjorde Svend Petersen det til slutcifrene 2-1 til hjemmeholdet.

Schubert spillede sine sidste fire kampe i slutningen af foråret 1964, hvor B.93 var rykket op i 1. division. Nu spillede Schubert ikke wing men innerwing. Han var med i Idrætsparken mod AGF (3-1), en kamp som for alvor satte gang i pointhøsten.

Jan Schubert sluttede sin fodboldkarriere i HIK. Antallet af kampe m.v. har vi ikke lige styr på.

Jan Schubert kom indtil for få år siden jævnligt i klubbens vaskeri i kælderen på ’Slottet’ på Svanemølleanlægget, idet han var ejer af et servicefirma, der reparerede industrivaskemaskiner. Nu kommer han ikke længere, idet han i 2008 blev ramt af en alvorlig hjerneblødning.

20. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Schultz, Carl

Johan Carl Christian Schultz, f. 04-04-1898 (København), angriber, 45 kampe/30 mål (1914/24).

Carl Schultz, der var en målfarlig centerforward, kom fra Aarhus. Han debuterede i første kamp i sæsonen 1914/15, hvor han kun var 16½ år gammel. Trods sin unge alder, var han med i samtlige sæsonens kampe. B.93 blev en suveræn vinder af KBU-mesterskabet med 10 kampe og 19 point foran KB (13 p.) og AB (10 p.). Der blev ikke spillet om DM pga. 1. Verdenskrig. Det var ærgerligt, for det var nok endt på Østerbro.

Sin bedste sæson havde Carl Schultz året efter, 1915/16-sæsonen, hvor han spillede 17 kampe og scorede 18 mål. I DM-finalen vandt B.93 over KB (3-2). Holdet var: Hans Julius Rützebeck – Oluf Kinck Petersen, Emil Jørgensen – Christian Grøthan, Helge Scharff, Lauritz Hansen – Svend Aage Andersen, Michael Rohde, Carl Schultz (1 mål), Anthon Olsen (2 mål) og Otto Palby.

Carl var ingen træningsnarkoman, tværtimod. Efter han havde scoret tre mål mod B1903 (4-3) i april 1916, kom avisen Idrætten med denne svada: ”Carl Schultz, der scorede tre mål, havde været sat af pga. manglende træningsflid. Unge mand, De er meget naiv. Tror de man sovende bliver en første klasses fodboldspiller. Træn hver eneste dag i to år i hurtigløb over 50 meter, og lad os så tales ved. Hvis det ikke hjælper, vil jeg råde dem til at grave Deres støvler ned – så kan De give Dem til at spille hockey”.

I perioden 1914/17 spillede han 36 kampe/26 mål og i 1923/25 spillede han 9 kampe/4 mål. Han var således væk i seks sæsoner, inden han gjorde et beskedent comeback.

Carl Schultz døde den 3. september 1970 (Holbæk). Han blev 72 år.

6. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Schultz, Thorvald

Rasmus Ludvig Thorvald Schultz, f. 09-09-1896 (Skarild), angriber, 6 kampe/7 mål (1918/19). Spillede 3 A-landskampe/0 mål (1923/25) for Vejen.

Ungdom: Skive. Senior: Skive (1912/15), Fredericia (1916/17), Vejen (1917/18), B.93 (1918/19), Fredericia (1919/20), Vejen (1920/25) og Fredericia (1926/30).

Thorvald er historisk, idet han blev den første A-landsholdsspiller fra Provinsen. Siden den første officielle landskamp i 1908 (19. oktober) var der gået knap 15 år, og Danmark havde spillet 46 landskampe, hvor man alene havde benyttet spillere fra københavnske klubber.

Den 17. juni 1923 blev ’forbandelsen’ brudt. Thorvald Schultz fra Vejen debuterede i Idrætsparken mod Schweiz (3-2). Kriteriet for landsholdsudtagelsen var kampen mellem København og Provinsen (9-1), som var den første af slagsen. Den københavnske presse fordømte, at UK havde taget skridtet til at udtage en spiller fra Provinsen; også selvom det var Thorvald Schultz, der havde scoret det enlige mål for Provinsen. Debutanten fik meddelelsen via et telegram, han modtog seks dage før kampen, og han var sikker på, at det var nogle kammerater, der gjorde grin med ham.

Thorvald gjorde en pæn figur og fik da også suppleret med yderligere en landskamp både i 1924 og 1925. Efter debutkampen lød kritikken: “Til stor forbavselse for de københavnske tilskuere afslørede Thorvald Schultz sig som en spiller, der ikke alene var i besiddelse af en ideel fysik, men også en mand, der med legende lethed gik ind i positionsspillet med de dominerende københavnere. Tilmed kunne Schultz en så værdifuld ting til bunds, som at skyde til en bold med begge ben”.

Da Thorvald kom til København for at studere et år, valgte han at spille for B.93. Han nåede kun, at spille seks kampe inden han igen rejste til Jylland. Han var en type, der kunne se en målchance før den opstod.

Efter han stoppede med fodbolden, var han træner for bl.a. ØB-Fredericia, Horsens, Fredericia og Vejen. Thorvald har udgivet en bog om sin fodboldtid sidst i 20’erne. Thorvald blev i 1927 ansat på Idrætsbladet, hvor han markerede sig med en af de bedste penne gennem tiderne.

Thorvald var den A-landsholdsspillere der blev ældst med sine 93 år og 4 måneder. Hans rekord blev slået af Erik Køppen i 2016.

Thorvald Schultz døde den 11. januar 1990 (Fredericia). Han blev 93 år (og 4 måneder).

18. marts 2017 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Schumacher, Jonas

Jonas Martin Lysholdt Schumacher, f. 01-01-1985 (København), forsvarsspiller, 51 kampe/2 mål (2004/08). Spillede 1 U20-landskamp/0 mål (2005) for B.93.

Ungdom: B.93. Senior: B.93 (2004/05 – 41 kampe/2 mål), FCK/KB (2005/06), Hvidovre (2006/07 – 20 kampe/1 mål) B.93 (2007/08 – 10 kampe/0 mål). Jonas spillede efterfølgende i Køge, Ølstykke, Lyngby, HIK, Skjold og GVI – alle steder kun relativ kort tid.

Jonas Schumacher var med på juniorholdet der vandt J-DM i 2001. Træner for holdet var Niels Frederiksen, som aktuelt er superligatræner i Lyngby.

Den talentfulde trup bestod af: Målmænd: Sebastian Vestergaard og Troels Gadegaard. Forsvar: Jeppe Hestehave, Jannik Sano, Jonas Schumacher, Michael Jakobsen, Niklas Svendsen, Kenneth Bjergsted og Jonas Troest. Midtbane: Jeppe Brandrup, Patrick Vest, Kim Madsen, Kristian Markussen, Benjamin Jakobsen, Jesper Kristensen, Rihan Aslani, Anders Hedegaard og Thomas Hansen. Angreb: Bajram Fetai, Martin Bernburg og Sezer Canbaz.

Som det fremgår af navnene var der mange der har fået en fin karriere med Michael Jakobsen, Jonas Troest, Bajram Fetai og Martin Bernburg i spidsen.

Jonas var venstrebenet, og spillede langt de flest kampe som venstre back. Han havde et godt og langt spark. Når han gik med frem, var han ofte ret lang tid om at komme retur. Hans tilbageløb var ikke i verdensklasse, der var ikke meget Formel 1 over Schumacher i disse situationer.

Jonas debuterede den 27. marts 2004 i udekampen mod Brønshøj, kamp nummer 16 i sæsonen 2003/04 i 1. division.

Holdet var: Theis F. Rasmussen – Jonas Troest, Sladan Peric, Jimmy Müller, Jonas Schumacher (debut) – Morten Kirk, Ole Puggaard, Nicolas Drost – Peter Nymann Mikkelsen, Lars Andersen (debut) og Peter Fensholm. På bænken: Nicolas Nielsen (målmand), Tim Ilsø, Michael Jørgensen og Thomas Wagner (debut). Træner: Peter Nielsen (debut).

Kampen på Tingbjerg blev tabt med 0-2. Det lå klart, at den nye træner Peter Nielsen, tidligere A-landsholdsspiller, vigtigste opgave ville blive, at holde B.93 væk fra de tre nedrykningspladser. Og det lykkedes, da B.93 i næstsidste kamp vandt 1-0 over Vejle (Nicolas Drost), lå sagen klar.

Jonas Schumacher var på lidt af en rundtur, efter han havde spillet for B.93 i sin anden periode. I sæsonen 2012/13 var han med til, at spille GVI op i 2. division. Han lagde herefter støvlerne på hylden, og blev assistenttræner for Hvidovre (2015).

15. juni 2015 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Schytte, Jens Peter

Jens Peter Schytte, f. 31-10-1955 (København), angriber, 2 kampe/0 mål (1980).

Ungdom: GVI og AB (ynglinge). Senior: KFUM (1974/76) og AB (1977/79). Jens Peter kom fra AB ved starten af 1980. Han var tæt på, at få sin debut allerede i den første kamp i sæsonen på Østerbro Stadion mod AaB. Fra bænken måtte han nøjes med, at glæde sig over Lars Hansen scorede begge kampens to mål.

Da Jens Peter havde åbenbart siddet pænt på bænken, for han blev genvalgt til næste kamp – og igen med start på bænken. Det var kampen mod Fremad Amager, som skulle spilles på den frygtede Sundby Idrætspark.

Holdet var: Jean Jensen – Kim Hansen, Ole Petersen, Peter Hertz, Jens Stovgaard – Find Juhl Jensen, Jan Højland, Jørn Siverts, Johnny Petersen – Lars Hansen og Henrik Thomsen. På bænken: Tonny Madsen og Jens Peter Schytte. Træner: Erik Dennung.

Denne gang kom Jens Peter Schytte på banen, da han afløste Henrik Thomsen. Og B.93 vandt med 2-1 på mål af Johnny Petersen og Tonny Madsen. Det så 3.700 tilskuere.

Jens Peter fik endnu en indskiftning, det var i forårskampen på Østerbro Stadion mod B1903 (2-2), hvor Tonny Madsen scorede begge mål. Det så 2.700 tilskuere og Jens Peter, der igen kom ind i stedet for færingen Henrik Thomsen.

I foråret 1980 spillede Jens Peter ni kampe på 2. holdet, her blev det til to mål. Efter forårssæsonen forlod han B.93. Jens Peter Schytte bor i Aarhus.

28. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

 

 

 

 

Schaarup, Andreas

Andreas Schaarup, f. 30-04-1984 (Hørsholm), målmand, 9 kampe/0 mål (2004/05).

Andreas Schaarup, der havde spillet i Helsingør (ungdom) og Nivå, kom til klubben i starten af 2004. Det samme gjorde den nye træner Peter Nielsen, der havde været assistenttræner i FCK, men nu skulle stå på egne ben.

I foråret 2004 konkurrerede Theis F. Rasmussen med Nicolas Nielsen om at være førstemålmand. Andreas måtte nøjes med at være tredjemålmand, og håbe på de to andre brækkede armen, helst samtidigt. Det skete ikke, så han måtte nøjes med, at sidde på bænken en enkelt kamp.

Før efteråret 2004 skete en del, træneren Peter Nielsen stoppede, ejerne Preben Elkjær og Thomas Olsen stoppede også. Derved var divisionsholdet uden træner, uden spillere og uden penge. Det lykkedes klubben, at få Dan Lübbers og Danny Jung til at påtage sig jobbet som spillende trænere. De havde kun kort tid til, at få samlet en trup.

Førstemålmanden Theis F. Rasmussen skiftede til AB. Til gengæld kom målmanden Selahattin Mecovski fra Prespa.

Andreas kom til at debutere i pokalkampen den 11. august 2004 ude mod Allerød.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Michael Jensen, Dan Lübbers, Martin Lundby Jensen, Jonas Schumacher – Christian Brøndum, Ole Puggaard, Kim Madsen – Peter Fensholm, Anders Hadberg og Olcay Senoglu. På bænken: Andreas Schaarup (målmand), Polat Boskurt, Adam Geertsen og Danny Jung (ej benyttet). Træner: Danny Jung og Dan Lübbers.

Pokalkampen blev vundet 2-1. Trænerduoen skiftede Andreas ind i starten af 2. halvleg ved stillingen 2-0. Han fik mere, at se til end påregnet. Allerød reducerede dog først i sidste minut.

Andreas kom med i de tre sidste kampe i efteråret 2004, da Nicolas Nielsen var blevet skadet. Det var mod: AB (3-3), Horsens (1-3) og Næstved (2-3). Nicolas blev også skadet i slutningen af foråret, så Andreas fik yderligere fem kampe på cv’et: SønderjyskE (0-2), Fredericia (2-2), HIK (0-5), Frem (1-4) og Skjold (2-3).

Som det fremgår af resultaterne var Andreas ikke med i 93’s guldalerperiode. Trænerduen Jung/Lübbers var erstattet af Ole Mørk i starten af foråret 2005, men det blev det ikke bedre af, nærmere tværtimod. Og B.93 røg ud af 1. division med føn og klem.

Andreas havde i øvrigt den vane, nogle vil kalde det uvane, at blive på banen i pausen, og få en af reserverne til at sparke på ham. Nå, det kan være han ikke kunne lide the og småkager.

I sæsonen 2005/06 sad Andreas på bænken i 19 kampe uden spilletid. Så vidt muligt spillede han (også) på 2. holdet. Så havde han fået nok af det, og skiftede til Humlebæk.

16. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sefort, Per

Per Willy Sefort, f. 21-03-1966 (København), angriber, 55 kampe/10 mål (1995/97)

Per Sefort kom til klubben i starten af 1995 fra Landskrona i Sverige. Sammen med klubkammeraten fra KB, midtbanespilleren Johnny Kongsbøg, var de nogle år tidligere rejst til svensk fodbold. Per Sefort var en lille (177 cm.), teknisk god midtbanespiller eller angriber, som var ret så målfarlig.

B.93 skulle spille i Kvalifikationsrækken (til Superligaen) i foråret 1995. Det var en handicapturnering, hvor holdene startede med forskellige bonuspoint (fra tre til otte). Det betød, at B.93 lå næstsidst med fire point før turneringen startede!

Det var ikke kun Per Sefort, der var ny i klubben. Der var tilgang af Thomas Jensen (Brønshøj), Tammi Haddaoui (Frankrig), Assaad Trad (Lyngby), Søren Frandsen (HIK), Jesper Strandquist (AaB), Mikkel Grønlykke (Lyngby). Og fra egne rækker kom Brian Jensen (The Beast), Jacob Sørensen, Thomas Gammelgaard, David Rasmussen, Søren Christoffersen og Morten Rutkjær.

Per Sefort debuterede som 29-årig i den anden kamp, hjemme mod Herfølge.

Holdet var: Jan Hoffmann – Søren Frandsen, Thomas Madsen, Dan Lübbers, Thomas Jensen – Mads Øland, Per Sefort, Peter Bo Hansen – Flemming Jørgensen, Riffi Haddaoui og Tammi Haddaoui. På bænken: Leif Funcke Nielsen og Henrik Fricke. Træner: Allan Hebo Larsen.

B.93 fik revanche for premierenederlaget i Viborg (0-4), idet de slog Herfølge 2-0. Det var debutanten Per Sefort, der slog sejren fast med en scoring til 2-0 kort før pausen. Det blev kun til to sejre (fire uafgjorte, otte nederlag). Derved kvalificerede B.93, AB, Fremad Amager og Ølstykke sig ikke til det forjættede land. Op rykkede Herfølge, Vejle, Viborg og Ikast.

Per Sefort var med i de to kommende sæsoner 1995/96 og 1996/97. Efter fire års turneringskluddermor, var man tilbage til helårsturneringer. Det fejrede DBU ved, at belønne en sejr med 50% mere end  tidligere. I begge nævnte sæsoner lå B.93 i 1. division (næstbedste række), og i begge sæsoner sluttede klubben som nummer otte.

I sæsonens første kamp i 1996/97 vandt B.93 med 2-0 hjemme over Haderslev. Det lyder meget stille og roligt. Efter to minutter scorede Morten Rutkjær til 1-0, efter fem minutter blev samme sparket i hovedet og hentet af en ambulance på banen, efter ti minutter scorede Per Sefort til 2-0, efter 15 minutter blev Per Sefort udvist for en tackling bagfra, efter 60 minutter blev Peter Hasselgren (B.93) udvist. Med kun ni mand en halv time holdt et hårdt kæmpende hjemmehold skansen.

Per Sefort er noget ved musikken i firmaet RH-Stolen. Han overrakte et sponsorat i form af stole til KB’s ungdomsafdeling for nylig. Per har slået sig på golfen i Dyssegaards Golfklub. Han bor i Søborg.

8. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Segerlund, Kenth

Kenth Segerlund, f. 24-08-1967 (Søborggaard), midtbanespiller, 11 kampe/0 mål (1990)

Senior: Brøndbyerne, Gladsaxe/Hero, Lyngby, B.93 og Brønshøj. Kenth kom fra Lyngby op til sæsonen 1990. Han skiftede året efter til Brønshøj, for hvem han opnåede over 100 kampe.

Alligevel benævnte Brønshøj ham som klubbens fodboldnomade nummer et i et kampprogram anno 1995.

Kenth var en offensiv midtbanespiller eller angriber. Han fik sin debut som 22-årig for B.93 i udekampen mod B1909 den 11. juni 1990. Også hans angrebskollega Ulrik Frederiksen var debutant. En kamp i 2. division.

Holdet var: Bo Nielsen – Thomas Olsen, Michael Petersen, Søren Christoffersen, Claus Mortensen – Wlady Jatczak, Claus Pedersen – Frank Husum, Kenth Segerlund, Ulrik Frederiksen og Kim Valentin. På bænken: Chris Hansen og Thomas Lykke. Træner: Arne Nielsen.

Kampen endte 2-2. Målscorere Thomas Olsen og Thomas Lykke. Og Kenth fik en fin debut. Han var også angriber i de to næste kampe, så røg han på bænken. I efteråret spillede han tre kampe i de bagerste rækker.

Han supplerede sine 11 kampe på divisionsholdet med 16 kampe/3 mål på 2. holdet.

Kenth er stadig aktiv. Han optræder bl.a. på Stjerneholdet, der introducerer ham som tidligere Brøndby-spiller og U21-landsholdsspiller. Det er korrekt, at han spillede for Brøndby (1 kamp!).

Derimod har han aldrig været på noget DBU-landshold. Så lad være med at betale fuld pris, hvis du skal ind og se Stjerneholdet.

4. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Seidler, Kenneth

Kennit Seidler, f. 14-04-1917 (København), forsvarsspiller, 7 kampe/0 mål (1937/42).

Kenneth hed egentlig Kennit, men da han altid blev kaldt Kenneth, så kalder vi ham Kenneth for ikke at forvirre begreberne.

Kenneth debuterede som 20-årig på førsteholdet i Idrætsparken mod AaB (1. division).

Han var en ung lovende 2. holdsspiller man forventede sig meget af. En arbejdsom forsvarsspiller.

Holdet mod AaB: Svend Jensen – Henry Nielsen, Ernst Spiegelhauer – Leo Nielsen, Aage Nørregaard, Kenneth Seidler – Kaj Hansen, Erik Petersen, Kaj Uldaler, Poul O. Hansen og Carl Stoltz.

Kampen blev vundet 4-2 (3-2). Bortset fra Erik Petersen scorede de andre fire angribere.

Kenneth blev ikke udtaget til næste kamp, og hans karriere på førsteholdet blev ikke som forventet.

Det blev kun til syv kampe i løbet af fem år.

Han kom i A-spilleudvalget allerede som 24-årig, og det var åbenbart ikke for at udtage sig selv. Han sad i 1941 i udvalget sammen med Henry Uldaler, Ernst Spiegelhauer, Aage Vitt Nielsen og Harry Willadsen.

Udvalget meddelte den nye træner Carl ’Skomager’ Hansen, at de godt vil modtage tips, men at det er dem der sætter holdet! Sådan.

Kenneth (Kennit) Seidler døde den 4. marts 1997 (København). Han blev 79 år.

7. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Seir, Esben

Esben Seir Jørgensen, f. 12-06-1972 (Glostrup), forsvarsspiller, 8 kampe/1 mål (1991/93).

Esben Seir var ungdomsspiller i B.93. Han forsvarsspiller eller bagerst midtbane. En spiller der gik til makronerne. Esben var med da ynglingeholdet opnåede DM-sølv ved at tabe finalen til OB (1-2, 1-6). Med på holdet var spillere som Mark Mladenovic, Dan Lübbers, Kasper Steenbach og Michael Nielsen der alle kom på førsteholdet. Øvrige på holdet var Jorge Oslev, Daniel Posin, Jim Nielsen, Morten Møller, Mikkel Dyrting, Ditlev Ulriksen, Claus Jensen, Henrik ’Bulle’ Hansen, Dennis Glavas og Michael Mazzoni. Træner var Finn ’Ludo’ Jensen.

Esben Seir fik sin debut på 1. holdet, netop fyldt 19 år, i forårets sidste kamp, som var på Østerbro Stadion mod Kastrup. En kamp i 2. division/øst som ingen betydning havde.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Jan Jacobsen, Michael Petersen, Ivar Blegvad, Esben Seir (debut) – René Johansson, Michael Nielsen (debut), Leif Funcke Nielsen – Cliff Hansen, Flemming Jørgensen og Thomas Christiansen (debut). På bænken: Michael Jørgensen og Kasper Steenbach.

Esben, med vinderefternavnet Seir, fik sig en sejr i sin debut. Kampen blev vundet 4-2. Målscorer: Flemming Jørgensen (2), Ivar Blegvad og debutanten, dansk/spanieren Thomas Christiansen (1), der skrev kontrakt med Barcelona kort tid efter.

Esben spille seks kampe i 1991 og yderlige to i 1993, hvor han scorede i udekampen mod Nørresundby (6-4), i det der skulle vise sig, at blive hans sidste kamp på divisionsholdet.

Esben spillede 46 kampe på 2. holdet (1991/93) fordelt med: 1991/20 kampe, 1992/9 kampe og 1993/17 kampe. Det første år var Claus Vandborg træner, de to sidste var træneren hans gamle ungdomstræner Finn ’Ludo’ Jensen på 46 år.

Esben stoppede fodboldkarrieren i slutningen af 1993. Han skulle være judo-kæmper. Så pas bare på. Esben bor i Valby.

6. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Selak, Mirko

Mirko Selak, f. 30-01-1978 (Kroatien), angriber, 38 kampe/23 mål (2000/01).

Ungdom: Hajduk Split. Senior: Hajduk Split (1997/99), B.93 (2000/01) og Frem (2001/05 – 110 kampe/62 mål). Rejste retur og spillede for de kroatiske klubber, hold fast: FC Metalurh Zaporizhzhya (2005 /07 – 24 kampe/3 mål), NK Istra 1961 (2007), NK Mosor Zrnovnica (2007), Anagennisi Artas (2008), Anagennisi Karditsas (2009) og NK Zmaj Makarska (2009/10).

Mirko Selak og hans landsmand, målmanden Vedran Covic, kom i april måned 2000 til klubben fra den kroatiske klub Hajduk Split. Det var ejeren af tivolirestaurationen Hercegovina, den nyslåede FIFA-agent, kroaten Ivan Juric, der stod bag de overraskende klubskifter.

Mirko Selak på 182 cm. var en typisk frontangriber, han havde et særdeles giftigt venstreben, og han skød på alt. Han var også stærk i hovedspillet. Han havde været på det kroatiske U17 og U19-landshold.

Mirko debuterede som 22-årig i kamp 24 i turneringen 1999/00, den 7. maj 2000, hjemme mod Randers Freja. En kamp i 1. division.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Thomas Høy, Per Krøldrup, Thomas Madsen, Flemming Frandsen – Newroz Dogan, Mads Spur-Mortensen, Lasse Sigdal – David Rasmussen, Ulrik Drost og Jeppe Tengbjerg. På bænken: Tim Jensen (reservemålmand), Thomas Aksel Madsen, Anders Højlund og Mirko Selak.

Kampen blev vundet overbevisende med 6-3. Mirko kom på banen i slutningen af kampen. Mirko var også på bænken i sæsonens sidste seks kampe. Som indskifter scorede han to mål mod Horsens (7-1) og Farum (3-2). Og B.93 sluttede på tredjepladsen kun et point efter Viborg, der rykkede op i Superligaen.

I sæsonen 2000/01 (1. division) var Mirko forfremmet til fast indestarter. Da B.93 i august måned på Østerbro Stadion slog Vejle med 3-2, scorede Mirko alle tre mål. Han fik for alvor sit gennembrud, da superligaklubben Lyngby på Østerbro Stadion blev besejret med 4-1, og Mirko scorede to mål.

I pokalturneringen spillede B.93 fire kampe, og Mirko scorede i dem alle. Først ude mod NFA 4-2 (3 mål), så omtalte hjemmekamp mod Lyngby 4-1 (3 mål), herefter ude mod Horsens 4-3 (1 mål) og til slut mod FC Midtjylland 5-6 efter 1-1 ord. og 1-1 forlænget spilletid (2 mål).

Efter sæsonen 2000/01 blev Mirko købt af Frem, hvor han også fik stor succes med 62 mål i 110 kampe. I år 2002 blev Mirko valgt til ’årets spiller’ i 1. division.

Efter fire år i Frem skrev Mirko Selak kontrakt med hjemlandets FC Metalurh Zaporizhzhya. Han fortrød skiftet fra Frem, men da kroaterne forlangte 1 million kroner for at hæve kontrakten, måtte han rejse hjem. Han fik aldrig samme succes i Kroatien som i Danmark.

12. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Senoglu, Olcay

Olcay Senoglu, f. 10-05-1984 (Vigerslev), angriber, 141 kampe/75 mål (2004/18). Spillede 10 ung-landskampe, fordelt med: U20/4 kampe/1 mål, U19/5 kampe/2 mål og U18/1 kamp/0 mål for hhv. Lyngby (3 kampe) og Farum/FCN (7 kampe).

Ungdom: Glostrup IF32 (6-13 år), Avarta (13-15 år), B.93 (15-16 år), Lyngby (17 år) og Farum (17-18 år).

Senior: Farum/FC Nordsjælland (2002/04 – 14 kampe/1 mål), B.93 (2004/efterår – 17 kampe/11 mål), Køge (2005 – 25 kampe/10 mål), Genclerbirligi/Tyrkiet (2005/06 – 3 kampe/0 mål), Køge (2006 – 15 kampe/3 mål), Trelleborg/Sverige (2007/08 – 23 kampe/2 mål), B.93 (2009/forår – 16 kampe/10 mål), Frem (2009/august – 6 kampe/0 mål), B.93 (2009/efterår – 11 kampe/3 mål), Blokhus (2010/forår – 15 kampe/9 mål), BSV/Søllerød Vedbæk (2010/11 29 kampe/9 mål), Fremad Amager (2011/12 – 30 kampe/20 mål), FC Vestsjælland (2012/efterår – 14 kampe/1 mål), B.93 (2013/15 – 85 kampe/47 mål), Fremad Amager (2016/17) og B.93 (2018/efterår – 12 kampe/4 mål).

Som ungdomsspiller var Olcay flittig til at skifte klub. Den livlige trafik fortsatte han med som senior. Så Olcay har indtil videre repræsenteret 14 forskellige klubber i Danmark incl. Jylland, Sverige og Tyrkiet.

Olcay er en lille venstrebenet spiller, han er hurtig og så har han en utrolig målnæse. Han har et gyldent venstreben som har scoret mange mål på frispark og straffespark. Olcay har scoret mål på stribe i de forskellige klubber han har repræsenteret.

Olcay, eller ’Olle’ som han blev kaldt, havde nogle succesfulde år som junior i B.93. Han vendte tilbage til klubben som 20-årig, da B.93 var i store vanskeligheder. Før sæsonen 2004/05 havde klubejerne Preben Elkjær og Thomas Olsen trukket sig ud. Den til lejligheden sammensatte trænerduo Danny Jung og Dan Lübbers savnede gode spillere, og Olcay var en stor hjælp.

Olcay fik sin debut i den første kamp i den frygtede turnering 2004/05, som foregik i 1. division. Første modstander var Køge på udebane den 1. august 2004, og Køge var gigantfavoritter.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Polat Bozkurt, Dan Lübbers, Martin Lundby Jensen (debut), Michael Jensen – Christian Brøndum, Ole Puggaard, Morten Kirk – Peter Fensholm, Danny Jung og Olcay Senoglu (debut). På bænken: Selahattin Mecovski (målmand), Kim Madsen, Danny Mirabel (debut) og Anders Hadberg (debut).

Det blev en spændende og underholdende kamp, hvor det rekonstruerede 93-hold fik et meget overraskende point via resultatet 4-4 (2-0). Efter 12 minutter førte B.93 2-0 (Danny Jung og Olcay Senoglu). Det blev 3-1 (66. min. ved Olcay Senoglu) – og Køge fik udvist Janus Blond – det blev alligevel 3-2 og 3-3, men så blev det 4-3 (83. min. Christian Brøndum). Kort før tid udlignede Bo Henriksen for Køge til 4-4. Bo Henriksen kom senere til B.93 og blev senere en kendt træner for Brønshøj og Horsens.

Olcay spillede 17 kampe/11 mål i efteråret 2004. Han spillede 16 kampe/10 mål i foråret 2009. Om sommeren skiftede han til Frem som amatør, bob-bob, de måtte ikke skrive kontrakter pga. økonomien. Efter fem kampe i august måned, vendte Olcay tilbage til B.93 og spillede 11 kampe/3 mål i efteråret 2009.

I august måned 2011 stod han frem i aviserne, og fortalte at han omsider havde taget mod til sig, og opløst sit to år gamle tvangsægteskab med sin tyrkiske kusine.

Med 14 forskellige klubber er det svært at have klubfølelse, men Olle udtalte flere gange, at B.93 er hans egentlige klub. I foråret 2013 vendte Olcay tilbage til B.93, som kæmpede for oprykning til 2. division. Og det skulle Olcay hjælpe til med. Det gjorde han så. Med 11 mål og en del assistens i 14 kampe spillede han en af hovedrollerne, da B.93 i suveræn stil vandt DS, og efter et års fravær, vendte tilbage til DM-turneringen.

Efter et par gode sæsoner i B.93 foretog Olcay endnu et klubskifte. Han vendte tilbage til storsatsende Fremad Amager (januar 2016), hvor han så var et par år. Lillejuleaften 2017 kunne B.93 så meget glædeligt annoncere, at Olle med sit 15. seniorklubskifte var vendt tilbage til sin hjerteklub på Østerbro. I alt har Olle skiftet klub 19 gange siden han skiftede fra Glostrup IF32 til Avarta som 13-årig.

Olcay spillede 12 kampe/4 mål for B.93 i foråret 2018. Herefter stillede han divisionsstøvlerne på hylden. I B.93 nåede han op på 141 kampe og hele 75 mål. Det placerer ham som nummer 54 på listen over flest kampe og som nummer 14 på listen over flest mål.

Denne gang skiftede Olcay ikke klub, han blev en del af det nyoprettede seriehold (serie 2), som Martin Heisterberg havde startet op.

Olcay Senoglu er medstifter af rejsebureauet Olsen, som har Tyrkiet som speciale.

19. oktober 2018 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 

 

Shabani, Venhar

Venhar Shabani, f. 13-06-1985 (Jugoslavien), angriber, 68 kampe/9 mål (2006/09).

Venhar Shabani kom til klubben fra Skjold i 2006. Han havde inden da spillet i FC Nordsjælland (2. hold). Venhar var hurtig og en eminent dribler. Han havde det med, at overdrive sine driblinger, men det er jo meget normalt for den slags individualister.

Venhar Shabani debuterede som 20-årig på førsteholdet. Det skete i den første kamp i sæsonen 2006/07, hvor modstanderen var Greve på Østerbro Stadion. En kamp i 2. division/øst.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Morten Jørgensen, Mark Strøm (debut), Jimmy Müller, Thomas Høegh (debut) – Kristian Nielsen (debut), Martin Drescher (debut), Claus Nielsen (debut) – Glenn Marcher, Henrik Lyngsø Olsen og Peter Fensholm. På bænken: Goran Alikalfic (målmandsreserve), Kasper Larsen, Venhar Shabani (debut) og Mustafa Al-Saraj. Træner: Michael Schäfer.

Det blev en storsejr på 6-1 over Greve. Selvom sæsonen gav andre store sejre mod KB (5-0), Glostrup (6-0), Roskilde (4-0) og ikke mindst Brønshøj (8-2), sluttede B.93 nede på 6. pladsen.

I sæsonen 2006/07 spillede han 22 kampe/4 mål. I 2007/08, hvor han var skadet det meste af foråret, blev det til 22 kampe/3 mål. I 2008/09 hed tallene 24 kampe/2 mål. Venhar var ikke med i returkampen i Brabrand 2-3. Han var indskifter i den første kamp på Østerbro Stadion (0-0).

Da B.93 ikke længere satsede på ham, skiftede han til Brønshøj i sommeren 2009. Hans første sæson 2009/10 var med nogen succes, han blev ofte benyttet på bænken. Herefter forsvandt han ud af billedet.

Venhar spiller i sæsonen 2014/15 i Liria FB (SBU-klub med inspiration fra Kosovo) i Serie-1 sammen med bl.a. Sadulla Elezi. Cheftræner er Bashkim Zibiri. Alle med rødder fra B.93.

19. august 2014 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Shawkat, Rang

Rang Shawkat Barawy, f. 07-04-1986 (Irbil, Irak), forsvarsspiller, 54 kampe/0 mål (2008/13). Spillede 1 U20-landskamp/0 mål, 9 U19-landskampe/1 må og 4 U18-landskampe/0 mål i perioden 2003/06.

Ungdom: B.70 Taastrup (7-14 år) og Lyngby (14-18 år). Senior: Lyngby (2003/08 – 107 kampe/1 mål), B.93 (2008/09 – 40 kampe/0 mål), Birkerød (2010), Fremad Amager (2010/12) og B.93 (2012/13 – 14 kampe/0 mål).

Rang Shawkat er en stærk forsvarsspiller med en enorm fysik, spiller helst i midterforsvaret. Han kan også benyttes på midtbanen. Han var ungdomsspiller i B.70 Taastrup, hvor han bl.a. spillede sammen med Lasse Schøne. Som drengespiller vandt den lille forstadsklub det uofficielle DM.

Da han kom til B.93 midt i efteråret 2008, havde han allerede spillet over 100 kampe for Lyngby. Han debuterede for B.93 06-08-2009 i hjemmekampen (Valby Idrætspark) mod Værløse (1-1).

Holdet var: Jakob Thomsen – Jeppe Hestehave, Mark Strøm, Mads Ibenfeldt, Emil Farver – Emil Dyre Nielsen, Dragan Bakovic, Mads Heisterberg – Alban Shipsani, Jan Isaksen og Geert Baunsgaard. På bænken: Ulrik Thomsen (målmand), Mikkel London, Venhar Sabani og Rang Shawkat. Træner: Benny Gall.

Herefter var Rang Shawkat – stort set – fast indestarter i resten af sæsonen. I den allersidste kamp, som var den famøse kvalifikationskamp i Brabrand (2-3) spillede Rang højre back. Og ligesom det øvrige forsvar gik han på sommerferie en halvleg for tidligt.

Rang Shawkat spillede hele efteråret 2009, for det meste som oprydder på midtbanen. Han ville bruge mindre tid på fodbolden, og startede op i DS-klubben Birkerød. Skiftede til en anden DS-klub Fremad Amager, som rykkede op fra Danmarksserien, i øvrigt sammen med Birkerød.

Rang vendte tilbage til B.93 i sommeren 2012. Han ville godt være med til, at spille klubben tilbage til 2. division. Det samme som han havde gjort med Fremad Amager i 2011. Det blev kun tll otte kampe i efteråret for Rang. Det skyldtes, at han var fire uger i Irak. I foråret 2013 blev det til seks kampe, og B.93 vandt DS, og var dermed retur i DM-turneringen. Herefter stoppede Rang med divisionsfodbold. I januar 2015 dukkede han (igen) op i DS-klubben Birkerød.

Rang er født i den kurdiske by Irbil. Rangs lillebror, Rand Shawkat, har spillet ungdomsfodbold i Farum.

24. januar 2015 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Shipsani, Alban

Alban Shipsani, f. 17-12-1987 (Sverige), angriber, 27 kampe/17 mål (2008).

Alban Shipsani kom til klubben fra Værløse i januar 2008. Inden da havde han spillet i FC Nordsjælland, der havde et talentsamarbejde med Værløse. Senior: Værløse (2006/07), B.93 (2008), Follo/Norge (2009/10), Landskrona/Sverige (2011) og Asker/Norge (2012).

Alban Shipsani var en typisk frontangriber, venstrebenet, hurtig og meget målfarlig – og så havde han et særdeles godt og hårdt skud. Og han skød på alt, også selvom der var en medspiller i en bedre position.

Alban Shipsani debuterede som 20-årig den 23. marts 2008 på udebane mod Glostrup (1-0). Sæsonens kamp nummer 16 i 2. division/øst.

Holdet var: Ulrik Thomsen – Jeppe Hestehave (debut), Mark Strøm, Mads Heisterberg, Emil Farver – Fragan Bakovic, Michael Rytkönen (debut), Bashkim Ziberi – Venhar Sabani, Alban Shipsani (debut) og Jan Isaksen. På bænken: Heine Lysemose (reservemålmand), Lars Hjortshøj, Mohamed Ali (debut) og Mikkel London (debut). Træner: Benny Gall (debuterende).

Kampen blev afviklet i sne og slud, og var tæt på at blive afbrudt i 2. halvleg. Det havde været surt, for Jan Isaksen havde scoret i første halvleg. Debutanten Jeppe Hesthave scorede også, men det var et rødt kort.

Efter fem målløse kampe kom der gang i målmaskinen i foråret 2008: Greve 3-3 (2 mål), Skjold 3-1 (2 mål), KB/FCK 2-4 (1 mål), BSV 2-1 (1 mål), Brønshøj 1-3 (1 mål), Roskilde 0-3 (0 mål), Brøndby/II 2-3 (1 mål) og sæsonens sidste kamp mod Holbæk 5-0 (1 mål). Alban Shipsani havde gjort opmærksom på sin eksistens.

I den nye sæson 2008/09, hvor B.93 havde hjemmebane i Valby Idrætspark, scorede Alban Shipsani i sæsonens første tre kampe, ude mod Skjold 3-0 (1 mål), hjemme mod Avarta 5-1 (3 mål) og hjemme mod Brønshøj 2-2 (1 mål).

Det blev til ni mål i hans 14 kampe i efteråret 2008.

Alban Shipsani måtte stoppe i B.93 ved udgangen af 2008, idet han af familiemæssige årsager måtte rejse til Norge, hvor ægtefællen havde fået arbejde. Alban skiftede af samme årsag til norske Follo FK, hvor han tilsyneladende ikke har fortsat sit ’målorgie’. Efter et ophold i Sverige, vendte Alban tilbage til norsk fodbold i Asker. Her blev han involveret i en sag om matchfishning efter kampen Asker-Frigg.

19. marts 2015 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sigdal, Lasse

Lasse Sigdal Jensen, f. 27-07-1973 (Roskilde), angriber, 83 kamp/19 mål (1998/01).

Ungdom: Himmelev/Veddelev og Brøndby (12-18 år). Senior: Brøndby, Ølstykke, Roskilde (1996/98), B.93 (1998/01), Farum (2001/02), Skjold (2002/03), HIK (2003/04), Skjold (2004/05), BSV (2006) og Roskilde (2007).

Lasse Sigdal kom til klubben i forbindelse med opstarten til den svære sæson 1998/99, hvor klubben debuterede i det fine selskab i Superligaen. Lasse var en hårdtarbejdende offensiv midtbanespiller, der for det meste blev benyttet i angebet.

Lasse fik sin debut i sæsonens første kamp, hvor B.93 på hjemmebanen Østerbro Stadion skulle møde de forsvarende danske mestre Brøndby. Lidt af en udfordring for debutanten.

Holdet var: Kim Toxværd – Christian Bank (debut), Jan Christoffersen, Jonny Laursen, Asaf Fazal – Ketil Clorius, Flemming Frandsen, Kenneth Christiansen, Thomas Madsen – Anders Højland og Thomas Høy. På bænken: Lasse Sigdal (debut), Casper Bøje og Thomas Maale (debut). Træner: Erling Bøje.

Kampen endte med det forventede nederlag. Efter føring 1-0 efter tre minutter (Anders Højlund), og pausestilling 1-1, sluttede kampen 1-5. Der var 5.560 tilskuere. Det blev ikke sæsonens eneste nederlag. I de 33 kampe endte de 27 med nederlag. I kamp otte, ude mod Lyngby, scorede Thomas Maale til 1-0 i det 43. minut, men minuttet efter trak Lasse et dumt rødt kort for en grov tackling, og så tabte B.93 kampen med 1-2. Lasse spillede 18 superligakampe, han scorede mod FCK (1-2) og Silkeborg (2-2.).

I sæsonen 1999/00 var Lasse med i samtlige 33 kampe. Med 10 mål havde han sin væsentlige andel i den flotte sæson, som sluttede med en tredjeplads kun et point efter Haderslev og en returbillet til Superligaen. Sæsonens succestræner var Christian Andersen, der var kommet fra FCK, hvor han var blevet fyret efter blot en kamp.

Lasse var også fast mand i sæsonen 2000/01, hvor B.93 sluttede på en midterplads i 1. division, 15 point fra oprykning og 13 point fra nedrykning. I efteråret var Christian Andersen fortsat træner, selvom han allerede om sommeren havde bebudet, at han havde lavet kontrakt med Peter Brixtofte og Farum fra nytårsskiftet. Ny træner i foråret var den tidligere Herfølge-spiller Jesper Pedersen (far til 13-årige Nicklas Pedersen, red.).

Efter tre år i B.93 kom Lasse Sigdal til Farum tiltrukket af den nye træner Christian Andersen.

Lasses far, Per Holger Jensen (årgang 1937), spillede i B1901 og Roskilde. Den stærke back spillede 4 U-landskampe/0 mål (1958) for B1901. Han bor i en beskeden villa i Himmelev med byens bedste udsigt.

Lasse Sigdal er kommet tilbage til B.93 i 2010, hvor han spiller oldboys.

11. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Simonsen, Anders Dahl

Anders Dahl Simonsen, f. 09-03-1983 (Hellested, Stevns), midtbanespiller, 42 kampe/3 mål (2013/14).

Anders kom til B.93 i sommerpausen 2013. Han kom fra 2. divisionsklubben Rishøj – efter en afstikker til Melbourne – der i sæsonen 2013/14 var blevet placeret i vestkredsen. B.93 var rykket op fra DS, og skulle spille i østkredsen. Anders, arkitekt, ville drosle ned på træningen pga. manglende tid, men Olcay og Mikkel Christoffersen fik overbevidst ham om, at han skulle spille i B.93. Og derved fik han kortere til træning.

Ungdom: Køge og Herfølge (på skift). Senior: Herfølge (2002/05 – 3 superligakampe/0 mål), Brønshøj (2005/06 – 28 kampe/1 mål), Herfølge (2006/09 – 59 kampe/15 mål), HB Køge (2009/10 – 8 kampe/0 mål), FC Roskilde (2010 – 12 kampe/2 mål), Rishøj (2010/12 (107 kampe/16 mål), Melbourne Sharks, Australien (2013 – 16 kampe/3 mål) og B.93 (2013/efterår>).

Anders er en meget arbejdsom midtbanespiller, der ikke skåner sig selv. Han debuterede i sæsonens første kamp 03-08-2013, hjemmekampen mod Fremad Amager på Østerbro Stadion. Holdet var:

Nicolai Jørgensen – Christian Andreasen, Philip Bank, Mikkel Christoffersen, Jonas Lorentzen – Thomas Høegh, Danny Mirabel, Olcay Senoglu – Thomas Raun, Mads Rønne og Emil Dyre Nielsen. På bænken: Ronni Raun (målmand), Anders Simonsen, Chris Sørensen og Nico Jørgensen. Træner: Kim Splidsboel med Rene Rasmussen, Nicolas Nielsen og Jens Kolding som assistenter.

De 750 tilskuere til lokalopgøret så en lige kamp, der sluttede 2-1 til udeholdet.

Af efterårets 19 kampe (8-5-6 målscore 28-25) var Anders med i de 16. Han var skadet mod Næstved (0-3), AGF i pokalturneringen (0-2) og Egedal (2-4). Måske ikke helt tilfældigt, at det blev til nederlag i de tre kampe Anders ikke deltog i. I foråret 2014 deltog Anders i 13 af de 15 kampe. Han var selv skyld i at det ikke blev til 14 kampe. En fredag aften i Nykøbing (Falster), fik han et gult kort i begge halvlege, og så var det farvel. Iøvrigt klubbens første udvisning i to år.

Anders Simonsens første sæson i B.93 må så afgjort siges at have været en succes. Han var indestarter i 28 af sine 29 kampe. I efteråret 2014 blev det til 13 kampe. Der smuttede fem kampe pga. skader og karantæne (gule kort).

I en af de første træningskampe i foråret 2015, ude på B1908’s nye kunstbane, sad benet fast, og Anders måtte hjælpes fra banen, korsbåndet var røget. Det betyder, at Anders er ude i hele 2015. Et hårdt tab for holdet.

25. februar 2015 / Palle ‘Banks’ Jørgensen

 

Simonsen, Magnus

Magnus Agergaard Thing Sionsen, f. 13-03-1901 (Stenlille), angriber, 79 kampe/79 mål (1919/28). Spillede 4 A-landskampe/0 mål (1922/27). Magnus, kaldet ”Simon”, debuterede som centerforward i udekampen mod Norge (3-3). Med på holdet var bl.a. Poul Graae og Valdemar Laursen, og disse tre blev senere nogle meget fremtrædende journalister på Politiken.

Efter en pause på 4 år spillede “Simon” sin sidste landskamp i Idrætsparken mod Holland (1-1). Efter kampen indtraf følgende spøjse situation: “Simon” spillede ikke sin bedste kamp. En ung knægt, der efter kampen skældte “Simon” ud for en kludedukke, fik sig en ordentlig lussing af ingeniør Kristian Middelboe (DBU), og drengen blev tilmed trukket ned i omklædningsrummet, hvor han måtte bede Simonsen om forladelse.

Ungdom: B.93. Senior: B.93 (1918/23), Stade Francais/Frankrig (1924/26) og B.93 (1926/27). Magnus var en meget målfarlig midtangriber, hurtig og et hårdt skud. En væsentlig årsag til Magnus Simonsens manglende succes på landsholdet var, at han arbejdede i Paris i flere perioder. Han spillede her som amatør for Stade Francais, der dengang var et af verdens stærkeste klubhold.

Simon vandt DM med B.93 i 1927. I finalen blev Skovshoved besejret med 5-1.  I en udtagelseskamp i 1923 vandt København over Provinsen med de knusende cifre 9-1, og Simon scorede fire mål.

Magnus Simonsen vendte som 31-årig hjem til et job som sportsredaktør på Politiken, i hvis spalter han brillerede igennem 40 år under signaturen “Simon”. Han var altid let genkendelig med ternet jakke/tøj, ternet tørklæde og sixpence. Simon udførte et meget energisk og debatvækkende arbejde. Han var kendt for udtrykket “Han var kold som en brøndgravers røv”.

Magnus Simonsens sidste opgave blev dækningen af OL i München i 1972, hvor der for første gang var EDB-skærme til rådighed. Han døde kun en måned efter at have været aktiv i München. Derved havde Danmark mistet en stor personlighed. Simon modtog i 1961 DIF’s ærestegn for sin indsats som sportsjournalist.

Magnus Simonsen døde den 10. oktober 1972 (Brønshøj). Han blev 71 år.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 

Siverts, Jørn

Jørn Siverts, f. 01-12-1953 (København), midtbanespiller, 8 kampe/1 mål (1980).

Jørn Siverts var ungdomsspiller i B1903. Han skiftede i 1972 til Dalgas, hvor han spillede indtil han i 1979 skiftede til Herfølge (2. division), hvor han var kontraktspiller. Året efter skiftede han til B.93 på kontrakt. Jørn Siverts var kendt som en arbejdsom offensiv midtbanespiller.

Siverts debuterede i sæsonens første kamp. På Østerbro Stadion gjaldt det AaB i 1. division (bedste række).

Holdet var: Jean Jensen – Kim Hansen (debut), Ole Petersen, Peter Hertz, Jens Stovgaard – Find Juhl Jensen, Jan Højland, Jørn Siverts (debut), Johnny Petersen – Lars Hansen og Henrik Thomsen. På bænken: Tonny Madsen og Jens Peter Schytte (ikke ind). Træner: Erik Dennung.

Kampen blev vundet 2-0, begge mål scoret af Lars Hansen. Det så 1.500 tilskuere.

Jørn Siverts var med i sæsonens første ni kampe. I kamp tre, ude mod Esbjerg (1-0), scorede han sit eneste mål i landets bedste række. Et velvalgt tidspunkt.

Resten af 1980-sæsonen spillede Jørn Siverts på 2. holdet, hvor det blev til 16 kampe og to mål.

Efter sæsonen 1980 skiftede Jørn Siverts tilbage til Dalgas. Også flyttemanden Flemming Kofoed flyttede retur til Dalgas.

28. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sjøberg, Leif

Leif Sjøberg, f. 31-10-1930 (Rønne), målmand, 23 kampe/0 mål (1952/54)

Leif Sjøberg debuterede som 21-årig i udekampen i 1. division mod B1909. Han afløste den normale angriber Arne Rasmussen, der var benyttet på kassen som en nødløsning. Holdet mod B1909:
Leif Sjøberg – Leif Rønnow, Vagn Helstad – Svend ’Boston’ Nielsen, Poul Andersen, Knud Petersen – Orla Mikkelsen, Leif Bergqvist, Henning Bjerregaard, Henry Salomonsen og Eyvind Berger.

Kampen blev vundet 3-0 på mål af Henry Salomonsen (2) og Henning Bjerregaard (1). Og Sjøberg fik en fornem debut, tre fine redninger i anden halvleg.

Leif Sjøberg vogtede målet i resten af sæsonens (1952/53) 14 kampe. Han var dog ikke med i jubilæumskampen mod Juventus (1-2) i en overfyldt Idrætspark med 41.800 tilskuere. Klubben havde lånt landsholdsmålmanden Per Henriksen (Sorte Per) fra Frem. Så Sjøberg måtte nøjes med, at glæde sig over en plads på første række til kampen.

Kort inde i sæsonen 1953/54 blev Sjøberg sat af til fordel for Kai Orla Jensen. I sæsonens tre sidste kampe vendte Sjøberg tilbage. Kai Orla havde ikke nerver til de nedrykningskampe. Det var mod Esbjerg (4-1), KB (1-2) og Køge (0-0).

I kampen mod KB scorede backen selvmål i sidste minut, og derved led B.93 forårets eneste nederlag. I sidste kamp i Køge stillede B.93 op med: Leif Sjøberg – Leif Rønnow, Knud Petersen – Flemming Nielsen, Poul Andersen, Børge Christensen – Henry Salomonsen, Henning Bjerregaard, Kaj-Ove Møller, Jørgen Jacobsen og Helge Nielsen/Nitrup.

Kampen sluttede 0-0 (13.000 tilskuere). Derved blev Køge provinsens første danske mestre og B.93 rykkede ud af den bedste række for første gang.

Det blev Leif Sjøbergs sidste kamp. Han blev igen afløst af Kai Orla Jensen.

Leif Sjøberg, der boede i Charlottenlund, døde 11-07-2020. Han blev 89 år.

4. november 2021 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Skovbjerg, Bo

Bo Skovbjerg, f. 15-03-1954 (Rougsø), målmand, 101 kampe/0 mål (1981/83).

Ungdom: B1903. Senior: B1903 (1973/80) og B.93 (1981/83).

Bo Skovbjerg var en stor (190 cm.) og stærk målmand, der både var god på stregen og i feltet. Det meste af sin seniortid i B1903 havde Bo stået i skyggen af Per Poulsen. Som træner havde han haft Erik Dennung (1976/79), og det var Dennung der lokkede Bo til B.93 i 1981. Ved samme lejlighed hentede Dennung også Keld Kristensen på Lyngbyvejen.

De debuterede begge i første kamp i 1981 (1. division, bedste række), som pudsigt nok var mod B1903 på Østerbro Stadion. Bo Skovbjerg holdt buret rent, og Keld Kristensen scorede med et drømmeskud, og B.93 vandt kampen 1-0. Endnu en gang havde Dennung set rigtigt. Bo Skovbjerg afløste Jean Jensen, der havde vogtet målet de tre foregående år.

Sæsonen 1981 tegnede godt. Efter 11 kampe førte B.93 rent faktisk 1. division. Det var kun Knud Lundberg på Aktuelt der skrev om triumferne, de øvrige aviser strejkede. Men så kom der en lang periode på 17 kampe uden sejre, og så var festen forbi. Slutresultatet blev en 11. plads, seks gammeldags point over stregen.

Før sæsonen 1982 var B.93 dømt til nedrykning. Sådan kom det ikke til at gå. B.93 reddede sig i tredjesidste runde ved at vinde 3-0 over KB, der samtidig blev ekspederet ned i 2. division. I pokalturneringen var B.93 kommet i finalen efter sejre over Køge (2-1), Ikast (2-1), Næstved (2-1) og Avarta (3-0). Modstanderen var minsandten B1903, der blev besejret 3-3 (2-2 ordinære kamp) og 1-0 i den nye finale.

I den første finalekamp førte B.93 med 2-1, men 58 sekunder før tid dømte Per Frickmann straffe mod Bo – ikke verdens største straffe – og Pierre Larsen udlignede. Pokalsejren betød E/C-deltagelse. Dynamo Dresden blev ekspederet ud med 2-3 (ude) og 2-1 (hjemme). Festen sluttede mod Waterschei fra Belgien (0-2, 1-4).

Bo sidste sæson var i 1983. Efter 85 kampe i træk blev Bo så slemt skadet i Næstved, at han ikke kunne deltage i forårets to sidste kampe. Han blev erstattet af Jean Jensen. Bo spillede alle kampe i efteråret, og spillede derved 101 kampe ud af 103 mulige. B.93 røg ud af 1. division, og Bo røg på pension. Han havde fået en datter samme år i september.

Bo Skovbjerg, der bor i Hareskoven, vendte tilbage til Lyngbyvejen, hvor han nu spiller på supermasters. Ikke længere som målmand, men som en hængende angriber, meget hængende. Her spiller han sammen med Keld Kristensen og en del af pokaltaberne fra 1982. Civilt er han teamchef i KMD.

18. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Slatanach, René

René Slatanach, f. 06-04-1965 (Ballerup), angriber, 9 kampe/1 mål (1994).

Ungdom: Ballerup. Senior: Ballerup, HIK, Frem (1986/88 – 44 kampe/9 mål), Brøndby, Brønshøj, B.93 og HIK.

René Slatanach kom til klubben fra Brønshøj i efteråret 1994. Han var kendt som en høj og farlig angriber eller midtbanespiller. René blev købt af Brøndby, da Morten Olsen var træner (1990/92).

René debuterede for B.93 som 29-årig. Det skete i hjemmekampen den 20. september 1994 mod Brønshøj. En kamp i 1. division, der var en ren efterårsturnering med 10 hold og 18 kampe.

Holdet var: Jan Hoffmann – Peter Madsen, Henrik Fricke, Thomas Raaschou, Michael Madsen – Mark Mladenovic, René Slatanach, Cliff Hansen, Jan Carlsen – Riffi Haddaoui og Flemming Jørgensen. På bænken: Mads Øland og Flemming Andersen. Træner: Allan Hebo Larsen.

Kampen endte med et nederlag på 0-1 mod Renés tidligere klub. Den omvendte kamp en måned tidligere var også sluttet 1-0 til udeholdet. René var med i resten af efterårets otte turneringskampe. Han scorede et vigtigt mål hjemme mod AB til 2-0 (Kenneth Perez reducerede til slutresultatet 2-1).

René var også med, da B.93 spillede sin første kamp i Parken f. Idrætsparken efter ombygningen (1990/92). Det skete i hjemmekampen mod Ølstykke (1-1), hvor målscoren var Jan Carlsen. De var sæsonrekord med 2.093 tilskuere.

I efterårets sidste kamp var B.93 på besøg i Holstebro. Kravet var en sejr, for at blive mellem de seks bedste, som gav adgang til forårets Kvalifikationsliga (til superligaen). Bagud 0-1 klarede ’Hoffer’ et straffespark, men B.93 var bagud til fem minutter før tid. Men så scorede Riffi Haddaoui og Flemming Jørgensen og sikrede en fornøjelig hjemtur. Det var René sidste kamp for B.93.

Vi skal have Renés klubforløb (med årstal) helt på plads. Det bliver ikke noget problem, idet vi har en god livlinje i Teddy Tange Petersen, der spillede venstre wing på klubbens juniorhold i pokalfinalen i Idrætsparken den 17. juni 1956 mod Frem (4-1).

8. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Smith, Per

Per Jørgen Henry Jørgensen Smith, f. 29-09-1959 (Kalundborg), angriber, 3 kampe/1 mål (1981/82).

Per, med de mange navne, kom til B.93 før sæsonen 1981 fra Kalundborg. Efter at have spillet på 2. holdet i hele 81-sæsonen, kom han på 1. holdet i sæsonens absolut sidste kamp, udekamp mod Vejle, en kamp i 1. division (bedste række).

Holdet var: Bo Skovbjerg – Kim Hansen, Ole Petersen, Peter Hertz, Peter de Witt – Find Juhl Jensen, Keld Kristensen, Jan Højland, Wlady Jatczak – Tonny Madsen og Jens Kolding. På bænken: Per Smith og Ole Rojas. Træner: Erik Dennung.

Det blev til et nederlag på 2-3, målscorer Wlady Jatczak og Jens Kolding. Derved sluttede B.93 på 11. pladsen efter en ejendommelig sæson. Efter 11 runder førte B.93 rækken, så fulgte 17 kampe uden sejre. Livet blev reddet da forbandelsen blev brudt med en sejr på 2-0 over Herfølge (målscorer: Lars Hansen og Jens Kolding).

Der gik et helt år før Per spillede sin kamp nummer to. Og igen var det i Vejle, og igen var han 12-mand, og igen tabte B.93 med et enkelt mål, denne gang 3-4. Målscorer var denne gang Lars Francker (2) og Per Smith, der bragte B.93 foran 2-0 i starten af 2. halvleg. Det var årets næstsidste kamp.

Per var, til trods for målet, igen kun 12-mand i årets sidste kamp, som B.93 havde flyttet fra den normale hjemmebane Østerbro Stadion til Idrætsparken af hensyn til tv. Modstanderen AGF kunne blive mestre ved, at vinde kampen. Da B.93 var fri af nedrykningsstregen, tydede alt på en let sejr til Henning Jensen & Co. Den anden guldkandidat OB, var sure over at venskabsklubben B.93 havde flyttet kampen væk fra Østerbro Stadion. OB havde åbenbart helt glemt, at de stillede med et reservespækket hold mod B1903 i sidste runde af sæsonen 1953/54.

Da kampen i Idrætsparken sluttede 2-2 (Jens Kolding og Keld Kristensen) blev OB mestre, idet fynboerne hjemme slog B1901 med 5-1. Og så kunne forholdet OB/B.93 fortsætte. Og Per Jørgen Henry Jørgensen Smith havde spillet sin sidste førsteholdskamp. Per spillede 29 kampe på 2. holdet i perioden 1981/83, fordelt med 1981/21, 1982/2 og 1983/6.

Efter tiden i B.93 spillede Per en fin halvsæson i Roskilde (2. division). Han sagde nej tl en kontrakforlængelse, og lagde støvlerne på hylden som 24-årig.

Pers far, journalisten Henry Smith, har været over 50 år på Kalundborg Folkeblad. Han har skrevet forskellige meget interessante bøger, bl.a. fodboldbøgerne ’De var frederikshavnere’ og ’Verdens hårdeste skud’.

Per Smith, der er områdedirektør ved Kommunedata, bor i Smørum; kun et udspark fra redaktionens fodermester.

10. januar 2012 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Soidik, Daniel

Daniel Josef Krüger Soidik, f. 18-01-2000, forsvarer, 16 kampe/0 mål (2020/22).

Ungdom: FCK og Lyngby. Senior: Lyngby (2018/19) og B.93 (2020/forår>).

Daniel Soidik kom til B.93 i foråret 2020. Fra sin tid i Lyngby kendte Daniel den nye cheftræner i B.93 Thomas Nørgaard, der havde været Superligatræner i netop Lyngby. Daniel Soidik er en forsvarsspiller, der spiller med stor energi.

I foråret 2020 skulle B.93 spille 6 kampe (resten af grundspillet) og herefter 11 kampe i op- eller nedrykningsspillet. Sådan kom det ikke til at gå. Første kamp var 8. marts, ude mod Avarta som lå på 6. pladsen, med fire point mere end B.93 på 7. pladsen. Altså en meget afgørende kamp om netop 6. pladsen, som var kravet for at komme i oprykningsspillet. Holdet var:

Alexander Horsebøg (debut) – Daniel Soidik (debut), Christian Stokholm, Adam Emme Jørgensen og Benjamin Lund – Hamid El Idrissi (debut), Mikkel Mouritz og Lauge Persson – Jeppe Erenbjerg, Daniel Stückler og Nicolai Olsen. Indskiftet: Matthias Andersen, Søren Nørgaard og Mican Atici (debut). Cheftræner Thomas Nørgaard (debut) og assistenttræner Emil Dyre Nielsen (debut).

Kampen sluttede 1-1 (Daniel Stückler). Efter kampen lukkede Danmark ned for al fodbold pga. corona. Der gik tre måneder før næste kamp blev spillet.

Daniel var også med da turneringen blev genoptaget i reduceret form. Første kamp var mod Næsby (4-0), herefter en tur til Ringkøbing (5-1). I næste kamp mod Dalum (2-0) blev han skadet, og derved mistede han de sidste tre kampe i nedrykningsspillet, som i øvrigt blev vundet af B.93.

Daniels skade var værre end først antaget og han var ude omkring 1 år. Da han var tilbage i foråret 2022 blev det til 5 kampe som indskifter. Han fik ikke forlænget kontrakten og skiftede til HIK.

27. november 2022 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 

 

Spiegelhauser, Ernst

Ernst Ivar Spiegelhauer, f. 26-04-1914 (København), forsvarsspiller, 122 kampe/0 mål (1936/45).

Ungdom/senior: B.93. Ernst Spiegelhauer var en høj og bundsolid højre back, der ikke gjorde det sværere end det var. Han spillede i den tid hvor en back, sjældent kom over midterlinjen. Han var i mange år, den markspiller der havde spillet flest kampe uden at score. Hans rekord blev overgået af Thomas Madsen i år 2000, og efterfølgende ’forbedret’ til 131 kampe.

Spiegelhauer vandt DM i både 1939 og 1942. Begge sæsonerne var han med i alle sæsonens kampe.

1939: Svend Jensen – Poul L. Hansen, Ernst Spiegelhauer – Arno Nielsen, Henry Nielsen, Erik Sørensen – Helmuth Søbirk, Kaj Hansen, Erik Petersen, Kaj Uldaler og Jørgen Hammeken.

1942: Hans Pedersen – Poul L. Hansen, Ernst Spiegelhauer – Arno Nielsen, Per Brandtmar, Arne Sørensen – Olaf Baltzarsen, Kaj Hansen, Helmut Nielsen, Jørgen Hammeken og Harald Lyngsaa.

Der var ikke mange af disse spillere, der ikke var landsholdsspillere. Spiegelhauer var en af de få. Han sluttede sin karriere som 50-årig, hvor han spillede en 4. holdskamp (4-4 mod FB), sammen med sin søn Bjarne. Politikens fotograf var på plads på bane 1, og bragte et billede af far-og-søn der hånd-i-hånd forlader banen.

Spiegelhauer, eller ’Spidder’ som han blev kaldt, var medlem af spilleudvalget i mange år. Han overtog jobbet som ynglingetræner efter Eyvind Berger i 1963. Han var en meget afholdt træner. Senere (1967) blev jobbet videreført af Knud Petersen.

Spiegelhauer, der var håndværker, var en af hovedkræfterne, da klubben flyttede fra Pavillonen til de nye lokaler i Stadiontribunen. Det indbragte ham en guldnål. Spiegelhauer sad i bestyrelsen 1948/53.

Ernst Spiegelhauer døde den 29. november 1996 (Emdrup). Han blev 82 år.

19. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Spur-Mortensen, Mads

Mads Spur-Mortensen, f. 23-09-1974 (RH, København), midtbanespiller, 32 kampe/10 mål (1999/06). Spillede 5 D-landskampe/2 mål, 17 J-landskampe/1 mål, 12 Y-landskampe/3 mål og 1 U-landskamp/0 mål i perioden 1990/95 for hhv. B1921 (22 kampe) og Vejle (13 kampe).

Ungdom: B1921 og Vejle (17/18 år). Senior: Vejle (1992/94 – 73 kampe/3 mål), Næstved (1995/96 – 36 kampe/1 mål), AB (1996), Nykøbing FA (1996), AB (1997/98), Nykøbing FA (1998), AB (1998/99 – i alt 24 Superligakampe/0 mål), B.93 (1999/00 – 28 kampe/10 mål), Farum (2000/01), AO Kerkyra/Grækenland (2001/02), HIK (2002/03), SC Cambuur/Holland (2003), HIK (2004/05), B.93 (2006 – 4 kampe/0 mål), HIK (2006/07) og Jægersborg (2008/skadet). Som 33-årig sluttede Mads karrieren.

Mads (180 cm/78 kg) var en midtbanespiller med en højt udviklet sparketeknik, både mht.de lange spark og de direkte frispark. Han manglede noget fysisk styrke.

Træneren Christian Andersen tog ham med, da han skiftede fra B.93 til Farum (2000). Det blev ingen succes, og Mads ragede uklar med både Christian Andersen og daværende ’direktør’, borgmester Peter Brixtofte.

Som det fremgår af hans klubforløb, så var det ikke eneste gang, at Mads skiftede klub. Hele 16 gange startede han op i en klub (ny eller gammel) i sin karriere som seniorspiller. Trafikken mellem AB og Nykøbing FA (nu: LFA), skyldtes at AB lejede ham ud i to omgange.

Mads var spået en stor fremtid som ungdomsspiller. Han blev hentet til talentfabrikken i Vejle, hvor han blev optaget på Vejles fodboldskole. Vejles træner, Allan Simonsen, gav Mads debut på 1. holdet medens han endnu var ynglingespiller. Senere blev han hentet til Næstved af cheftræneren Peter Bonde.

Kort tid efter at have indstillet karrieren blev Mads Spur-Mortensen assistenttræner under Jakob Friis-Hansen i Fremad Amager (2. division). Jobbet varede kun fire måneder, idet Jakob Friis-Hansen blev fyret, og i solidaritet stoppede Mads samtidig.

19. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 


Steen, Jørn

Jørn Preben Steen, f. 07-10-1922 (Aalborg), angriber, 2 kampe/0 mål (1944)

Jørn Steen, venstre wing, spillede kun to kampe, men hvilke. Forårets pokalsemifinale og pokalfinale med i alt over 50.000 tilskuere. Der var nu en forklaring på dette ’morads’. Jørn Steen var kommet fra Aalborg Chang, og måtte derfor ikke deltage i anden halvdel af DM-turneringen.

Han debuterede derfor i KBU-pokalsemifinalen mod Fremad Amager i Idrætsparken, hvor han var kommet med i stedet for Ib Eskildsen. Det blev til en sejr på 2-1 (2-0), begge mål scoret af Helmut Nielsen.

Til finalen mod Frem stillede B.93 med samme 11 spillere, og holdet var:
Ove Jensen – Poul L. Hansen, Arne Sørensen – Ingemann Petersen, Per Brandtmar, Knud Børge Overgaard – Kaj Hansen, Erik Sørensen, Helmut Nielsen, Jørgen Hammeken og Jørn Steen.

Finalen, der blev spillet fredag aften, blev et tilløbsstykke. Det kom helt bag på arrangørerne, så tilskuerforholdene var skandaløse. Der var alt for få kontrollører, og mange tilskuere kunne intet se. Det officielle tal var 37.000 men der har nok været 40.000. Mange slap udenom tælleapparaterne ved at planke den.

Kampen, der blev ledet af Valdemar Laursen (KB), blev en gyser. Frem førte 2-0, så udlignede B.93 ved Arne Sørensen (75. minut) og Helmut Nielsen (85.). I absolut sidste minut scorede Kaj Christiansen sejrsmålet, så Frem vandt 3-2. Ærgerligt, især for klubbernes kasserer.

Hvad der skete med Jørn Steen efter foråret har vi ikke helt styr på. Til gengæld ved vi, at Per Krøldrup og Troels Jensen kom også fra Aalborg Chang, men i mellemtiden var der gået 55 år.

Jørn Steen døde den 22. september 1997 (Søllerød). Han blev 74 år.

10. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Steenbach, Kasper

Kasper Steenbach, f. 17-12-1972 (Gentofte), forsvarsspiller, 16 kampe/1 mål (1991/93). Spillede 2 D-landskampe/0 mål (1987) for B.93.

Ungdom: B1903 (6-10 år), B.93 (10-16 år), Helsingør (16-17 år) og B.93 (17-18 år). Senior: B.93 (1991/93).

Kasper ”Tvebak” var en høj ranglet teknisk og rolig forsvarsspiller med en god spilforståelse. Hans hurtighed var på Lundberg-niveau, dog med pil opad.

Kasper debuterede på førsteholdet som 18-årig, den første kamp i foråret 1991, ude mod Roskilde (2-2).

Holdet var: Bo Nielsen – Jan Jacobsen, Michael Pedersen, Rene Johansson, Kasper Steenbach – Claus Pedersen, Leif Funcke Nielsen – Kim Valentin, Cliff Hansen (1 mål), Flemming Jørgensen og Tonni Jensen. På bænken: Frank Husum (1 mål) og Ulrik Frederiksen træner: Arne Nielsen.

Det var et hektisk forår, idet der pga. omlægning af turneringen til efterår/forår, skulle spilles dobbeltturnering på den halve tid. Der var 10 hold i 2. division/øst, så i løbet af tre måneder skulle der spilles 18 kamp. Af disse deltog Kasper i de ni. Hans enlige divisionsmål blev scoret 22-09-1991 på Østerbro Stadion mod Helsingør (1-3). Et flyvende hovedstød, og tavlen skiftede.

Kasper stoppede allerede som 21-årig. Det var en kombination af sine studier til journalist kombineret med manglende motivation. Han spillede 43 kampe på 2. holdet (1991/93).

Kasper, kaldet ”Stone” eller ”Stun”, er bl.a. forfatter (sammen med Christian Thye-Petersen) til bogen ”Spillet om FCK”, der udkom i 2002. Han har haft sin faste ugentlige klumme om Superligaen i MetroXpressen.

Kasper startede, i forbindelse med et u-landsprojekt, et ungseniorhold i landsbyen Ndasamum i Ghana i 1996. Han var sportsjournalist på Jyllands-Posten (1998/99), korrespondent for BT i London (2000) og journalist på Euroman (ca. 2001/04). Kasper har været udsendt af Tipsbladet med fast ophold i Italien (2007). Aktuelt er han kultursouschef på Politiken.

1. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Stokholm, Christian

Christian Stein Stokholm, f. 16-04-1992 (Hvidovre), forsvarer, 53 kampe/3 mål (2018/20).

Ungdom: Taastrup FC (6-8 år), Himmelev/Veddelev (9-12 år) og Brøndby IF (13-19 år). Senior: B 68 Toftir/Færøerne (2011), Frem (2012/18 – 189 kampe/5 mål) og B.93 (2018/2020).

Efter forårssæsonen 2018 mistede B.93 sit midterforsvar. Martin Heisterberg var gået på pension og Morten Fraysse var skiftet til Helsingør FC. Det lykkedes, at få kontakt – og kontrakt – med Christian Stokholm, der de sidste 6½ år havde været fast mand for Frem. Han fik Morten Hegaard, der ellers var på kontrakt i Helsingør FC, som makker.

Christian er en rutineret og klog forsvarsspiller. Det var en overraskelse, at han skiftede fra Frem til B.93. Han kunne ikke blive enig med Frem om en kontraktforlængelse. Og i øvrigt er han ikke i familie med den tidligere landsholdsspiller Nikolaj Stokholm.

Christian fik sin debut i efterårets første kamp, hjemme mod Brønshøj (0-4). Holdet var:

Conrado Januario – Mads Walter, Christian Stokholm, Adam Emme Jørgensen og Matthias Andersen – Aske Lundsgaard, Søren Nørgaard og Mikkel Mouritz – Fredrik Kofoed, Omas Roshani og Nicolai Olsen. På bænken: Anders Thomsen, Emil Dyre Nielsen og Leonel Montano (der alle kom ind) samt Carl Emil Kristensen og Victor Michaelsen.

Nederlaget i premieren til Brønshøj var skuffende. Da der var spillet 12 kampe, havde B.93 på hjemmebane opnået 1 point (Slagelse 1-1). Til gengæld havde de seks udekampe givet 18 point.

Christian var med i samtlige turneringskampe i efteråret 2018. Han blev ’dagens helt’, da han i hjemmekampen mod Skovshoved udlignede til 3-3 kort før tid efter hjørnespark. I foråret 2019 spillede Christian, som havde overtaget anførerbindet fra Aske Lundsgaard, 16 ud af 17 kampe, og det var stadigvæk med Morten Hegaard som makker i midterforsvaret. Og Christian var sæsonens bedste spiller.

Også i corona-sæsonen 2019/20 var Stokholm makker med Hegaard, og det var et succesrigt par.

Efter sæsonen besluttede 28-årige Stokholm at stoppe, da han skulle være far og i gang med en uddannelse indenfor politiet. Det var det samme der skete med målmanden Ronni Raun for et par år siden.

31. juli 2020 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 

Stoltz, Carl

Carl Niels Jim Stoltz, f. 01-07-1905 (Frederiksberg), angriber, 187 kampe/85 mål (1928/38). Spillede 8 A-landskampe/3 mål (1925/36), fordelt på klubberne Frem (1) og B.93 (7).

Ungdom: Frem. Senior: Frem (1925/27 – 38 kampe/23 mål) og B.93 (1928/38). Som 22-årig skiftede Carl Stoltz fra Frem til B.93. Det skete sammen med den jævnaldrende Kaj Uldaler. Et virkeligt stort tab for Frem – og en tilsvarende gevinst for B.93. Dette opsigtvækkende dobbeltskift fik enorm betydning for begge klubber de næste 10 år.

Carl Stoltz var hurtig, han havde en glimrende boldbehandling, han centrede godt og skød lige godt med begge ben. Han forstod kunsten at gå lige imod målet. Han kunne spille begge wingpladser og blev også benyttet som centerforward.

Carl Stoltz, der var repræsentant, vandt med DM med B.93 i 1929, 30, 34 og 35. Da B.93 vandt DM i 1939, var han med i alle kampene i første halvdel af sæsonen, inden han lagde støvlerne på hylden. Så det blev til fem DM-titler, kun overgået af målmanden Svend Jensen med seks DM’er.

I alle DM-årene var Carl Stoltz venstre wing og Kaj Uldaler venstre innerwing. Deres spil på venstrefløjen var en medvirkende årsag til, at B93 gik under betegnelsen ’Champagneholdet’ i 30’erne. Vi takker Frem for denne Frem-ragende aflevering.

Carl Stoltz døde den 14. juli 1977 (Solrød Strand). Han blev 72 år.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 

 

 

Stovgaard, Jens

Jens Erik Stovgaard (f. Stougaard Knudsen), f. 07-07-1950 (Nakskov), forsvarsspiller, 54 kampe/0 mål (1976/80). Spillede 1 Y-landskamp/0 mål (1968) for AB.

Ungdom: Måløv (10-13 år), Værløse (13-15 år) og AB (15-18 år). Senior: AB (1969-75 – ca. 36 kampe) og B.93 (1976/80). Jens var en udpræget venstrebenet spiller, teknisk god, hurtig på de første meter. Han var anfører, da AB vandt Y-DM i 1968.

Jens måtte stoppe pga. efterveerne fra en hofteskade, han pådrog sig, da han på Østerbro Stadion faldt ned i cementkanten, der adskiller græstæppet og cindersbanen (og som af samme årsag blev skiftet til træ). Han gennemgik efterfølgende to operationer i hoften – uden den store succes.

Jens, MBA’er, har været produktchef hos Philips og direktør i Time System. Han blev i 1990 direktør i den danske børsnoterede virksomhed Coloplast. Han var en periode chef for afdelingen i Atlanta (USA). Nu er han direktør for datterselskabet Amoena Breats Care.

Han var født Jens Erik Stougaard (med u) Knudsen. Efternavnet Knudsen blev smidt ud i 1974, da han blev gift – og ved en skrivefejl i kirkebøgerne blev Stougaard til Stovgaard. Sådan kan det gå, når man bliver gift.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 

 

 

 

Strack, Aroldo

Aroldo Strack, f. 25-09-1978 (Brasilien), midtbanespiller, 1 kamp/0 mål (2002).

Aroldo Strack er klubbens – foreløbig – eneste brasilianer på førsteholdet. Det blev dog ikke lige den karriere, man havde forventet af en brasilianer.

Aroldo Strack var på bænken til udekampen mod Herfølge i efteråret 2002. Han blev ikke benyttet. Derfor var det helt på sin plads, at 23-årige Aroldo blev udtaget til næste kamp. Det var hjemmekampen mod Horsens den 29. september 2002. Spillerunde 10 i sæsonen 2002/03 i 1. division.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Christian Brøndum, Sladan Peric, René Tengstedt, Niels Madsen – Glenn Marcher, Troels Jensen, Peter Rewers, Peter Fensholm – Bashkim Ziberi og Dennis Bo Mortensen. På bænken: Theis F. Rasmussen (målmand), Michael Larsen, Aroldo Strack og Carsten Trier Andersen. Træner: Jesper Pedersen.

Aroldo Strack debuterede da han blev skiftet ind i det 51. minut. Træneren Jesper Pedersen var åbenbart ikke tilfreds med hans indhop, så i det 78. minut blev han flået ud igen. Det kan man da kalde udlændingefjendsk politik.

Ikke overraskede valgte Aroldo Strack at skifte efter efteråret. Hans nye klub blev Brønshøj, hvor han fik divisionskampe med fuld spilletid.

I 2010 var Aroldo Strack med til at åbne en fodboldskole for herboende brasilianske børn. Som støtte havde han allieret sig med Cesar Santin fra FCK.

15. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Strand, Erik

Niels Erik Strand, f. 11-10-1939 (København), angriber, 6 kampe/2 mål (1957/58).

Erik Strand var som juniorspiller udtaget til KBU-fællestræning, sammen med holdkammeraterne Bjarne Eklund, Otto Jacobsen, Erik Botofte og Jørgen Arthur Hansen (meget lillebror til Lille Kaj). Det var dog kun Botofte, der senere blev læge, som kom på KBU-holdet.

Det stærke juniorhold vandt KBU-pokalfinalen ved at besejre Frem med 4-1 i Idrætsparken. Uden en skadet anfører Erik Botofte var holdet: Henrik Nielsen – Helge Jensen, Otto Jacobsen – Bjarne Eklund, Erik Strand, Svend Gehrs – Jørgen Arthur Hansen, Bjarne Nielsen (Bokser), Kurt Olsen, Ivan Løvenskjold og Teddy Tange Petersen.

Erik Strand var en teknisk offensiv spiller. Han debuterede som 18-årig på førsteholdet i den absolut sidste kamp i den lange sæson 1956/57 på 1½ år (omlægning til kalenderårsturnering). På Østerbro Stadion var modstanderen B1913 (0-3). Holdet var: Kurt Hansen – Leif Rønnow, Leif Petersen – Henry Jørgensen, Poul Andersen, Børge Christensen – Henry Salomonsen, Erik Strand, Leif Poulsen, Jørgen Jacobsen og Palle Mogensen.

Erik Strand var med i yderligere fem kampe i foråret 1958, hvor han scorede mod Brønshøj (1-1) og Horsens (2-0). Han fik ikke nogen lang karriere, idet han valgte uddannelsen frem for fodbolden.

Erik Strand blev tidlig gift med badmintonstjernen Ulla Rasmussen (født 21-03-1943), der spillede damedouble med storesøsteren, Kirsten Rasmussen (gift Jørgensen). Ulla Strand opnåede at vinde 23 danske, 17 nordiske, 10 All England-mesterskaber, og var en de absolut største i dansk badminton. Ulla døde af brystkræft som 64-årig den 7. august 2007.

Erik Strand blev kun 52 år. Sammen havde Erik og Ulla to børn, en pige og dreng.

Erik Strand døde den 26. maj 1992 (Østerbro). Han blev 52 år.

17. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

Strandquist, Jesper

Jesper Nielsen Strandquist, f. 24-09-1972 (Aalborg), angriber, 3 kampe/1 mål (1995).

Jesper Strandquist kom til klubben fra AaB i starten af 1995. Jesper en lille (176 cm.) angriber, hurtig og målfarlig.

Det var ikke kun Jesper, der var ny i klubben. Der var tilgang af Thomas Jensen (Brønshøj), Tammi Haddaoui (Frankrig), Per Sefort (Sverige), Søren Frandsen (HIK), Assaad Trad (Lyngby), Mikkel Grønlykke (Lyngby). Og fra egne rækker kom Brian Jensen (The Beast), Jacob Sørensen, Thomas Gammelgaard, David Rasmussen, Søren Christoffersen og Morten Rutkjær.

Disse 12 skulle erstatte Jan Carlsen, Thomas Raaschou, René Slatanach og Cliff Hansen. Det giver et overskud på otte hvis kursen sættes til 100.

I foråret 1995 skulle B.93 forsøge, at kvalificere sig til Superligaen via Kvalifikationsligaen. Det lykkedes ikke, måske var det fordi Jesper måtte nøjes med, at spille på 2. holdet (13 kampe) under træneren John Bredal. Det blev til et rødt kort mod Frem, der befandt sig i DS efter klubbens første konkurs i 1993.

Jesper fik som 22-årig sin debut i den første kamp i turneringen 1995/96. Efter fire år med halvårsturneringer, som ingen normale mennesker kunne finde ud af, var turneringerne igen helårsturneringer. Modstanderen var AB på Gladsaxe Stadion.

Holdet var: Jan Hoffmann – Peter Madsen, Henrik Fricke, Thomas Jensen, Mads Øland – Dan Lübbers, Michael Madsen, Peter Bo Hansen, Morten Rutkjær – Riffi Haddaoui og Jesper Starndquist. På bænken: Brian Jensen (målmandsreserve), Christian Nordskov og David Rasmussen. Træner: Allan Hebo Larsen.

Jesper fik ikke den bedste oplevelse i sin debutkamp. AB vandt kampen med 6-0 (3-0).

Jesper fik genvalg til næste kamp, en pokalkamp hjemme mod Helsingør. Selvom B.93 tabte 2-4 blev det en halv succes. For det første scorede Jesper, og for det andet score holdet som sådan for første gang efter seks målløse kampe.

Jesper modtog genvalg, og hjemme på Østerbro Stadion blev det til endnu et nederlag, denne gang 1-3 mod Herning. Det blev Jespers sidste kamp, tre kampe, tre nederlag.

Jesper skiftede til HIK.

Jesper Strandquist bor nu igen i Jylland, nærmere betegnet Blokhus. Han har i 2011 gennemført et maraton i Aalborg med tiden: 0 dage, 3 timer, 56 minutter og 15 sekunder.

8. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Strøm, Mark

Mark Strøm, f. 24-11-1982 (København), forsvarsspiller, 98 kampe/6 mål (2006/09).

Ungdom: HIK, B.93 og Silkeborg. Senior: Silkeborg, Birkerød (2003/04), Glostrup IC (2004/06) og B.93 (2006/09).

Mark Strøm var en fysisk stærk spiller, forudseende, god placeringsevne og stærk i pasningsspillet. Var desuden stærk i hovedspillet. Hans oplagte plads var i midterforsvaret, hvor han kunne udnytte sit overblik og undgå de lange løbedueller. Hurtighed var ikke hans styrke.

Mark blev hentet til B.93 som junior af juniorholdets træner Frank Nielsen. Efter at have været på Spots College i Silkeborg spillede Mark i Birkerød og Glostrup indtil han – for anden gang – blev hentet til B.93 af Frank Nielsen, der nu var klubbens talentchef.

Mark var anfører på divisionsholdet. Og han mindede i øvrigt en del om Henrik Fricke, der spillede samme plads i 1992/95.

Mark Strøm debuterede som 23-årig på førsteholdet. Det skete i den første kamp i sæsonen 2006/07, hvor modstanderen var Greve på Østerbro Stadion. En kamp i 2. division/øst.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Morten Jørgensen, Mark Strøm (debut), Jimmy Müller, Thomas Høegh (debut) – Kristian Nielsen (debut), Martin Drescher (debut), Claus Nielsen (debut) – Glenn Marcher, Henrik Lyngsø Olsen og Peter Fensholm. På bænken: Goran Alikalfic (målmandsreserve), Kasper Larsen, Venhar Sabani (debut) og Mustafa Al-Saraj. Træner: Michael Schäfer.

Det blev en storsejr på 6-1 over Greve. Selvom sæsonen gav andre store sejre mod KB (5-0), Glostrup (6-0), Roskilde (4-0) og ikke mindst Brønshøj (8-2), sluttede B.93 nede på 6. pladsen. Mark Strøm spillede samtlige sæsonens 28 kampe. Han scorede mod LFA (3-2), Glostrup (6-0), Brøndby II (2-1) alle efter hjørnespark. Og så scorede han i pokalkampen i Helsingør (10-11, ordinær kamp 2-2) i straffesparkskonkurrencen.

I sæsonen 2007/08 var Mark med i 30 ud af sæsonens 31 kampe. Han var ikke med mod B1908 (1-3) pga. for mange ostemadder. Det var en blød sæsonen med en 9. plads.

I sæsonen 2008/09 var Mark med i 31 ud af 34 kampe. Det var en flot sæson, selvom hjemmebanen var flyttet til Valby Idrætspark pga. renovering af Østerbro Stadion, som dog endte med, at blive en rigtig lortesæson. B.93 sluttede tre point efter FC Vestsjælland, og skulle spille play off kampe mod Brabrand. Efter 0-0 hjemme og pauseføring 2-0 i Brabrand, koksede det hele i det første kvarter af 2. halvleg, og B.93 tabte med 2-3. En enorm skuffelse og en svær dag at være anfører. Aldrig har afstanden mellem Brabrand og Østerbro været så lang.

Mark var med i efteråret 2009, hvor han spillede ni kampe. Han sluttede i vinterpausen, da klubben satsede på de unge.

Mark er dog stadig med i førsteholdstruppen, nu som fysioterapeut. En uddannelse han tog samtidig med sin aktive karriere.

15. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 


Strømann, Gotfred

Gotfred August Strømann (egentlig Strömann), f. 15-06-1870 (Frederiksberg), angriber, 2 kampe/0 mål (1899).

Det blev kun til to kampe for Strømann i sæsonen 1899/00. Det var et år hvor der ikke blev kåret nogen KBU-vinder. Situationen var den, at B.93 (målscore 17-8) og AB (målscore 21-11) begge havde 10 point for 8 kampe.

Deres indbyrdes kampe var sluttet 3-1 og 1-2 med B.93 nævnt først. Alt det kunne være lige meget, idet KBU kun regnede med point, og der var åbenbart ikke tid til en omkamp.

Gotfred Stømann spillede som de fleste fodboldspillere også cricket. Og den sport var han noget bedre til.

Gotfred var søn af maskinarbejder Fritz Ferdinand Strömann og hustruen Rasmine Christine, f. Jørgensen. Selv havde Gotfred succes med som gas- og vandmester, at grundlægge firmaet G. Strømann A/S (i 1899). Firmaet eksisterer stadigvæk og har fortsat til huse på adressen Jægersborg allé 11 i Charlottenlund.

Gotfred Strømann døde den 3. marts 1956 (Charlottenlund). Han blev 85 år.

23. januar 2012 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

 

 

 

 

 

 

Stückler, Daniel

Daniel Gharabaghi Stückler, f. 13-04-1997, angriber, 31 kampe/9 mål (2019/20).

Ungdom: Lyngby og Brøndby (17-18 år). Senior: Brøndby (2014/16 – 9 kampe/1 mål), HB Køge (2017 – 9 kampe/0 mål), FC Helsingør (2017/18), Lyngby (2018/19) og B.93 (2019/efterår>).

Ung-landskampe: U16 (2012/13 – 11 kampe/5 mål), U17  (2013/14 – 13 kampe/6 mål), U18 (2014/15 – 4 kampe/2 mål) og U19 (2014 – 14 kampe/3 mål) – i alt 42 kampe/16 mål.

Daniel Stückler, på 184 cm., er en målfarlig frontangriber. Som ungdomsspiller lavede han mål på stribe. Så mange, at han i 2014 fik en treårig kontrakt med Brøndby IF. Allerede som 17 årig (og 14 dage) fik han sin debut for Brøndby, som klubbens hidtidige yngste spiller. Han levede dog ikke op til talentet. Det medførte rokader til HB Køge, FC Helsingør og retur til barndomsklubben Lyngby.

Det betød, at da Daniel Stückler kom til B.93 i sommeren 2019, så var han hverken i form eller kampform. Alligevel fik han sin debut i sæsonens første kamp, på Svanemølleanlægget mod Hillerød, hvor B.93 stillede op således:

Victor Michaelsen – Adam Emme Jørgensen, Christian Stokholm, Morten Hegaard og Matthias Andersen – Philip Rejnhold, Søren Nørgaard og Mikkel Mouritz – Magnus Krogh Hansen, Daniel Stückler og Lauge Persson. Indskiftet: Youssef Dhaflaou, Haitam Hajjami og Kemson Fofanah. Træner: Danny Jung.

Det blev en katastrofal sæsonstart, idet hjemmefavoritterne tabte hele 1-5. Ved julepausen havde B.93 for 16 kampe opnået 19 point og lå som nummer syv før de sidste seks kampe. Holdets suveræne topscorer var Daniel Stückler med 6 mål.

Foråret 2020 blev usædvanligt pga. corona-pandamien. Så i stedet for at spille 17 kampe måtte B.93 nøjes med 7 kampe.

20. december 2020 / Palle “Banks” Jørgensen

 

 


Staal, Jacob

Jacob Emil Peter Staal, f. 18-01-1877 (København), angriber, 21 kampe/0 mål (1896/02).

Jacob Staal er historisk, idet han deltog i klubbens første officielle turneringskamp, søndag den 12. april 1896. Kampen, der blev spillet på Blegdamsfælleden kl. 13:00, var mod KB, og endte med et nedelag på 0-2. Begge mål blev scoret af Vilhelm Schultzer.

Holdopstillingen: 1. Alfred Hauch – 2. August Lange, 3. Peter Mikkelsen – 4. V. Neuhausen, 5. Axel Andersen Byrval, 6. Lauritz Olsen – 7. Johannes Gandil, 8. Oscar Sørensen Windinge, 9. Jacob Staal, 10. Christian Knauer og 11. Christian Arnesen.

KBU-turneringen havde kun deltagelse af AB, KB og B.93. Frem deltog ikke i årets turnering pga. dårlige resultater i sidste sæson (4 kampe/0 point, målscore 4-22). Axel Andersen Byrval og Peter Mikkelsen var derfor skiftet midlertidigt til B.93.

Jacob Staal havde en ganske god boldbehandling. Han spillede forstandigt, og kunne skyde, når han havde god tid. Men han var langsom og derfor i virkeligheden ikke meget værd. Således beskrev holdkammeraten, sportsjournalist Oscar Sørensen Windinge, hans fodboldmæssige evner.

Jacob Staal kom fra MB (Melchioranernes Boldklub), der var den ene halvdel af de to lukkede klubber, der var grundlaget for stiftelsen af B.93. Den anden klub var ØB (gamle ØB). Som så mange andre fodboldspillere spillede Jacob også cricket. Han var en af datidens mest elegante spillere. Han var en ganske brugbar overarmskaster.

Jacob Staal var bogtrykker. Han var initiativtager til Væddeløbsbladet, som han udgav for første gang i 1913. I forordene kunne læses: “København er en storby nok til at kunne bære et fuldt ud moderne væddeløbsblad, og det er derfor uden betænkeligheder jeg skrider til udgivelse af dette blad, tilmed da sæsonen vil byde op imod 70 væddeløbsdage”. Ved bladet 100 års jubilæum i marts 2013 blev bladets stifter hyldet for initiativet. Dog kunne redaktionen godt forstå, at Jacob havde ændret interesseområde, efter de havde læst om hans fodboldemner på B.93’s hjemmeside.

I september måned 2013 fik vi fremsendt et profilbillede fra Christina Staal af hendes oldefar.

Jacob Staal døde den 8. november 1919 (København). Han blev således kun 42 år.

22. september 2013 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

 


Suder, Emil

Emil Preisler Suder, f.25-02-1891 (København), 10 kampe/0 mål (1911).

Emil Suder debuterede i den anden kamp i foråret 1911, hvor han afløste en skadet Oluf Kinck Petersen, bedre kendt som ’pyro’, som højre back. Kampen var mod B1903 på 93’s baner.

Holdet var: Bernhard Nielsen – Emil Suder (debut), Harald Hansen – Jacob Tannenberg, Ove Palsby, Emil Jørgensen – Victor Klein, Alf Olsen, Otto Palby (debut), Viggo Malmquist og Einar Madsen.

Kampen blev vundet af B.93 med 6-1 efter pausestillingen 6-0. Det var den anden debutant Otto Palby, der stjal billedet. I første halvleg scorede debutanten fire mål. Det er spørgsmålet om denne præstation nogensinde er overgået – det menes ikke.

Emil Suder var med i de seks første kampe i efteråret 1911, bl.a. pokalsemifinalen mod Frem (1-7). Udover det store nederlag var kampen noget specielt af flere årsager.

Det var første gang B.93 spillede en kamp i Idrætsparken, når bortses fra åbningskampen hvor B93/KB spillede med et fælleshold. Og B.93 havde en debutant ved navn Michael Rohde.

Under et ophold i Singapore blev Emil angrebet af malaria og døde.

Emil Suder døde den 29. april 1914 (Singapore). Han blev 23 år. Emil blev begravet fra Holmens Kirke i juli måned samme år.

4. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 


Sundquist, Jørgen

Jørgen Sundquist, f. 02-02-1937 (Frederiksberg), forsvarsspiller, 1 kamp/0 mål (1959).

Jørgen Sundquist var ungdomsspiller med bl.a. Ole Flemming Hansen og Erik Jepsen. De var alle tre med på påsketuren 1954 med 1. ynglinge til Schweiz.

Det blev kun til en enkelt kamp på 1. holdet til den solide back. En gammeldags back, med vægt på det fysiske (ud af kommunen). Hans enlige kamp var en 1. divisionskamp i Idrætsparken mod Vejle. Sundquist erstattede Leif Rønnow, der var skadet. Datoen var 1. november 1959, og holdet var:

Tommy Andersen – Jørgen Sundquist, Henry Jørgensen – Anders Yrfeldt, Poul Andersen, Børge Christensen – Kurt Olsen, Jørgen Jacobsen, Leif Petersen, Palle Mogensen og Ole Andersen.

Ikke overraskende tabte B.93 kampen til de forsvarende danske mestre. Nederlaget blev beskedent 2-4, målscorer Jørgen Jacobsen og Børge Christensen.

Til næste kamp var Leif Rønnow klar igen, og så var det retur på 2. holdet med ’Sunner’. Ligesom ’Sunner’ røg ud, så røg B.93 også ud. Og det var med et ordentligt brag. 22 kampe, 2 vundne, 2 uafgjorte og 18 nederlag. Målscore 27-62. B.93 var rykket op i 1958 efter dramaet i Næstved, og samtidig var træneren Leo Nielsen stoppet og erstattet af Arno Nielsen. Der var 148.000 tilskuere til de 22 kampe.

Sammen med Ole Flemming Hansen var ’Sunner’ initiativtager til ændring af klubbens love, primært ny struktur for spilleudvalgene. Vi er tilbage i 70’erne. Jørgen Sundquist, der bor i Lyngby, var i bestyrelsen i perioden 1970/72.

16. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Supperi, Allan

Allan Supperi, f. 17-01-1962 (København), angriber, 7 kampe/0 mål (1989). Spillede 7 Y-landskampe/2 mål (1979) for Frem og 3 J-landskampe/0 mål (1978) for Vigerslev.

Ungdom: Vigerslev (6-16 år) og Frem (17-18 år). Senior: Frem (1979/82 – 68 kampe/15 mål), Brøndby (1983/84 – 8 kampe/1 mål), Fremad Amager (1984/86), FB (1987/88), B.93 (1989), Fremad Amager (1990) og Greve (1991).

Allan Supperi, eller ’Suppe’ som han blev kaldt, var en talentfuld angriber som ung. Ved Norway Cup, med 17.000 ungdomsspillere, blev han kåret som den bedste spiller.

Som seniorspiller kom det til at knibe med fysikken, og han var for let at kyse. Hans bedste sæson var i 1981 (2. division), hvor han scorede 13 mål for Frem. Samme år var han med i pokalfinalen, hvor Frem tabte 1-2 til Vejle. Da han var 21 år fik han kontrakt med Brøndby, men det blev kun til otte kampe.

Efter lidt rundtur landede Allan Supperi i B.93 i 1989, hvor den gamle Frem’er Arne Nielsen (bror til målmanden Leif Nielsen) var træner. I løbet af foråret blev det til syv kampe, hvoraf de fem var som indskifter. Det blev også til fire kampe på 2. holdet.

Hans debutkamp var ude mod Fremad Valby (0-2) i 3. division/øst. Holdet var: Bo Nielsen – Thomas Olsen, Frederik W. Nielsen, René Johansson, Leif Funcke Nielsen – Claus Pedersen, Chris Hansen, Wlady Jatczak – Allan Henriksen, Henrik Pedersen og Kenneth Beck. På bænken: Allan Supperi og Kristian Kolbech.

Allan har arbejdet i samme boligselskab siden 1983 – det år, hvor han skrev kontrakt med Brøndby.

Hans finske far, Erkki Supperi, spillede fodbold i Finland.

18. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Svendsen, Erik

Erik Henry Svendsen, f. 17-07-1937, angriber, 8 kampe/0 mål (1960/61).

Ungdom: Hvidovre. Senior: Hvidovre (1954/59) og B.93 (1960/61).

Erik Svendsen kom til B.93 i 1959 fra Hvidovre, hvor han havde fået sin debut (21-08-1954), hvor han kun var 17 år.

Erik Svendsen scorede i sine to første kampe for Hvidovre mod hhv. Rødovre (1-4) og Mariendal (1-3). Hvidovre spillede på det tidspunkt i Københavnsserien, først i 1963 vendte Hvidovre til DM-turneringen. Erik spillede en del kampe for Hvidovre de følgende fire sæsoner, og han var jævnligt på måltavlen.

Erik Svendsen debuterede for B.93 (2. division) den 16. oktober 1960 i udekampen mod B1901 (2-6). En anden debutant var angriberen Kurt Sørensen (kommet fra B1903). De afløste Arvid Christensen (skadet) og Ole Andersen (rejst til Schweiz). Holdet var:

Bent Jørgensen – Leif Rønnow, Henry Jørgensen – Bjarne Eklund, Leif Petersen, Anders Yrfeldt – Hans Erik Petersen, Jørgen Jacobsen, Kurt Sørensen, Erik Svendsen og Kurt Olsen. Træner: Bendt Jørgensen (Frem).

Alle Erik Svendsens otte 1. holdskampe var ret så målrige, se selv: B1901 (2-6), AIA (1-5), Næstved (3-3), Brønshøj (4-4), Ballerup, pokalkamp (5-1) – og i 1961 – KB, pokalkamp (1-5), Brønshøj (0-4) og Odense KFUM (2-5).

Lidt underligt omtaler klubbens medlemsblad ikke noget om hans ankomst til klubben. Og han er heller ikke nævnt i Politikens referater fra hans otte kampe for B.93.

Der gik lang tid før vi fandt oplysninger om Erik Svendsen, som altså er lidt sparsommelige.

5. august 2020 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Svendsen, Peter

Peter Jørgen Svendsen (nu: Krøyer), f. 09-11-1964 (København), forsvarsspiller, 6 kampe/0 mål (1988/90). Spillede 5 D-landskampe/0 mål (1980) for B.93. De fem landskampe blev spillet i løbet af tre dage ved et stævne i Frankrig. I truppen var det kun Henrik Andersen, der blev A-landsholdsspiller.

Ungdom: B.93. Senior: B.93 (1986-91), Kastrup (1991/92 – ca. 30 kampe), B.93 (1992/93 – 2. hold) og HIK (1994 – 8 kampe). Peter var angriber som ungdomsspiller, men som senior blev han midtbaneslider.

Peter, kun kendt som ”Tysker”, var en spiller, der gik til stålet. Der blev tacklet igennem. Teknikken var ikke i højsædet.

Tysker debuterede på 1. holdet i hjemmekampen mod Helsingør (0-1), efteråret 1988, 3. division/øst. Holdet var: Tom Jensen – Thomas Olsen, Claus Mortensen, Ole Petersen, Thomas Lykke – Carsten Friis, Leif Funcke Nielsen – Kenneth Beck, Jens Kolding, Steen M. Jensen og Mukremin Jasar. På bænken: Michael Dahl og Peter Svendsen. Træner: Allan Steen.

Det blev ikke til mange kampe på 1. holdet. Til gengæld spillede Tysker ikke færre end 142 kampe på 2. holdet. Det skete i perioden 1986/99, hvor det årlige kamptal var: (1986>): 10, 20, 23, 13, 11, 10, 19, 29, 0, 3, 0, 0, 0 og 4 (<1999). Som træne havd han Allan Steen, Finn Ludo Jensen, Claus Vandborg og John Bredal.

Tysker spiller gammelmandsfodbold i B.93, når han ellers har tid.

Han følger sin talentfulde søn, Kristian Krøyer, der var ungdomsspiller i AB. Som senior skiftede Kristian til Stenløse, som i forbindelse med fusionen med Ølstykke skiftede navn til FC Egedal fra sæsonen 2011/12.

Tysker er udlært blikkenslager, selvstændig siden 2000. Hans halvbror er den tidligere førsteholdsspiller Frederik W. Nielsen.

25. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 


Svensson, Jason

Jason Christopher Palitang Svensson, f. 27-08-1994 (København), forsvarer, 23 kampe/0 mål (2013/15).

Ungdom: B.93. Jason spiller i det centrale forsvar. Han er nærkampsstærk, hurtig, og god til at bryde pasninger. Han er arbejdssom.

Jason fik sin debut på førsteholdet som 18-årig. Det skete i første runde af pokalturneringen, hvor B.93 for første gang skulle kvalificere sig til DBU-pokalen via to indledende kampe under KBU. Det skyldtes, at B.93 for første gang befandt sig uden for DM-turneringen. Første hindring var Serie2-holdet FC Sydhavnen, som tog imod på Stadionbanen ved siden af Valby Idrætspark.

Holdet var: Frederik Bruhn – Markus Leding, Martin Heisterberg, Marco Holst, Rang Shawkat – Thomas Høegh, Danny Mirabel, Philip Bank – Mads Heisterberg, Olcay Senoglu og Emil Dyre Nielsen. På bænken: Jackie Christensen, Jason Svensson og Kim Tandrup. Træner: Kim Splidsboel.

Det blev en solid sejr på 7-0 (5-0) på bl.a. to mål af Martin Heisterberg. Kampen var usædvanlig, idet der ikke var linjedommere, fri udskiftning og 10 minutters udvisning ved gult kort. Det havde B.93 ikke prøvet før. Jason var også med i næste runde af pokalturneringen på udebane mod Rødovre, hvor B.93 kvaificerede sig til DBU-pokalen med en sikker 3-0 sejr.

I sæsonen 2013/14 (2. division) opnåede Jason ingen kampe på førsteholdet. Til gengæld sad han på bænken i syv kampe uden at blive benyttet. Normalt er der syv spillere på bænken, og de tre benyttes i langt de fleste tilfælde (90%). Til gengæld spillede Jason fast i efteråret 2014, hvor han spillede højre back i 16 kampe. Jason afløste en skadet Mads Heidelbach, og det gjorde han på bedste vis. I foråret 2015 var det Jasons tur til at være skadet. Så meget at det kun blev til fire kampe.

I sæsonen 2015/16 var han ikke med i truppen. I april 2016 fik han et internationalt spillercertifikat på anmodning fra amerikanske Kokomo Mantis FC i Indiana som spiller i 4. division.

15. juni 2016 / Palle ‘Banks’ Jørgensen



Svensson, Per Ove

Per Ove Svensson, f. 25-08-1935 (København), angriber, 2 kampe/0 mål (1959).

Per Ove Svensson kom til klubben som 22-årig i januar 1958. Det var forventet, at han skulle være en af de fem angribere fra forårets start. Men efter en træningsaften blev Per Ove på knallert påkørt af en bilist, og lå i lang tid alvorlig syg. Han slap dog uden mén og kunne i efteråret påbegynde træningen på ny.

Per Ove fik sin debut på 1. holdet den 11. oktober 1959 (1. division), hvor modstanderen var Esbjerg i Idrætsparken. Holdet var: Tommy Andersen – Leif Rønnow, Henry Jørgensen – Leif Petersen, Poul Andersen, Anders Yrfeldt – Hans Erik Petersen, Palle Mogensen, Kurt Olsen, Jørgen Jacobsen og Per Ove Svensson. Træner: Arno Nielsen.

Det blev til endnu et nederlag til det absolutte bundhold B.93, der tabte med 0-4. Det så 6.600 tilskuere. Per Ove var også med i næste turneringskamp, igen i Idrætsparken, igen nederlag (1-2 mod KB) og igen med pænt mange tilskuere (4.000).

Sæsonen 1959 sluttede med 22 kampe, 2 vundne (Frem 2-0 og B1903 1-0), 2 uafgjorte (B1903 1-1 og Skovshoved 1-1), 18 nederlag (2-3, 2-5, 0-4, 0-1, 0-1, 0-4, 2-4, 1-4, 2-4, 3-4, 1-2, 2-4, 1-2, 1-3, 0-4, 1-2, 2-4 og 2-5). Målscore 27-62. Der skulle heldigvis gå 39 år før et lignende mareridt gentog sig (1998/99 i Superligaen).

Ved det årlige indendørsstævne i KB-hallen, tre søndage i januar måned, fejrede B.93 ofte store triumfer. Blandt deltagerne var de københavnske storklubber AB, KB, Frem, B1903 samt Skovshoved, Fremad Amager og som regel var Køge også med. I 1959 blev stævnet, alle mod alle, vundet af B.93 med Leif Rønnow, Børge Christensen, Jørgen Jacobsen, Ole Andersen, Leif Petersen, Palle Mogensen, Per Ove Svensson og indendørskongen Henry Salomonsen.

Det blev kun til disse to kampe for den lille hurtige venstre wing, der aldrig kom sig rigtig over sit trafikuheld.

17. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

Swatez, Benjamin

Benjamin Joseph Swatez, f. 26-06-1981 (USA), angriber, 4 kampe/0 mål (2004).

Benjamin Swatez var en amerikansk angriber, der tidligere havde spillet i University of California. Han forsøgte, at komme til Europa, og havde været til prøvetræning i forskellige klubber i Sverige og i Silkeborg IF hos Viggo Jensen. Han var en fysisk stærk angriber med et godt hovedspil.

Da han ikke opnåede kontrakt i nogle af klubberne tilbød han sig i B.93. Amerikaneren debuterede i hjemmekampen mod Brønshøj den 24. oktober 2004. Kamp nummer 12 i sæsonen 2004/05 i 1. division.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Polat Bozkurt, Martin Lundby Jensen, Anders Bjerring Qvist, Jonas Schumacher – Kim Madsen, Ole Puggaard, Morten Kirk – Anders Hadberg, Danny Jung og Olcay Senogle. På bænken: Selahattin Mecovski (målmand, skiftet ind), Michael Jensen, Benjamin Swatez og Bjarke Vind (ej benyttet). Træner: Danny Jung og Dan Lübbers.

Den underholdende kamp endt med et nederlag på 3-4.

Benjamin var også på bænken i efteråret tre sidste kampe mod AB (3-3), Horsens (1-3) og Næstved (2-3). Han kom ind i alle kampene uden det dog lykkedes ham at score.

Benjamin rejste videre ud i samfundet efter de fire kampe. Det bliver vist mere end svært, at få et profilbillede af amerikaneren. Det lykkedes, som det fremgår.

17. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Szymanski, Michael

Michael Szymanski, f. 13-07-1974 (Skælskør), angriber, 14 kampe/0 mål (1997/06).

Michael Szymanski debuterede som 23-årig i pokalkampen ude mod Kastrup, der blev spillet på Tårnby Stadion den 3. september 1997.

Holdet var: Jesper Nielsen – Morten Karlsen, Thomas Madsen, Asaf Fazal, Thomas Raaschou – Søren Meibom, Jan Christoffersen, Daniel Jensen – Kenneth Christiansen, Thomas Høy og Christian Kronholm. På bænken: Morten Jørgensen (debut), Michael Szymanski (debut) og Kim Rømer. Træner: Johnny Petersen.

Pokalkampen blev vundet med 8-7 efter ordinær kamp (1-1), forlænget spilletid (0-0) og straffesparkskonkurrence (7-6). Det blev til yderligere tre indskiftningsopgaver i sæsonen 1997/98, hvor B.93 spillede i 1. division, og endte med at rykke op i superligaen.

I Superligasæsonen 1998/99 spillede Michael ni kampe, de første otte som indskifter. I sidste kamp, ude mod AGF (1-2), havde han sin eneste kamp som indestarter. Kampen var flyttet fra Aarhus Stadion, der var blevet gravet op, så kampen blev afviklet på ’Bane 2’ ved siden af stadion. Alligevel var der 2.184 tilskuere.

Der skulle gå seks år før Michael fik sin sidste kamp. Det skete i første kamp i sæsonen 2005/06, hvor B.93 på udebane mødte Brøndby II i 2. division/øst. Det var klubbens første kamp i 2. division siden efteråret 1993, hvor man rykkede op i 1. division. Sæsonen 2004/05 blev skæbnesvangre, den foreløbig sidste i 1. division. Den startede med ejerne Preben Elkjær og Thomas Olsen trak sig, så klubben hverken havde spillere, træner eller penge.

Kampen i Brøndby blev tabt med 0-2. Efteråret sluttede med 14 kampe og ni point. Træneren Ole Mørk blev erstattet af Michael Schäfer, som sammen med Erling Bøje og andre gode klubfolk fik samlet et næsten helt nyt hold til foråret 2006. Projektet lykkedes, og B.93 sluttede som nummer otte, ni point over stregen.

Michael Szymanski er noteret for 91 kampe på 2. holdet ved udgangen af 1999, fordelt med 1995 (19 kampe), 1996 (19 kampe), 1997 (15 kampe), 1998 (24 kampe) og 1999 (14 kampe). Klubben har statistik over 2. holdskampe 1970/99.

11. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Søbirk, Helmut

Helmuth Arne Torkild Emin Søbirk, f. 08-09-1916 (Valby), angriber, 44 kampe/31 mål (1938/40). Han spillede 30 A-landskampe/10 mål (1935/45), fordelt på klubberne Frem (18) og B.93 (12).

Senior: Frem (1935/37), B.93 (1937/39) og Frem (1940/48 – i alt 146 kampe/57 mål). Helmuth kom fra Frem da han var knap 21 år. Helmuth Søbirk var en hurtig og opfindsom spiller, som var meget vanskelig at neutralisere. Han var en fræk angriber, der elskede at drible og gøre grin med modstanderne.

Grundet sin hurtighed fik han øgenavnet “Smut”, fordi han ofte smuttede forbi backen, og så var øgenavnet samtidig i “familie” med hans fornavn.

Helmuth Søbirk skiftede til B93 i sommeren 1937. Hele efteråret måtte han pga. karantænereglerne kun spille på 2. holdet. Alligevel blev han udtaget til efterårets tre landskampe. Søbirk blev derved den første 2. holdsspiller (Københavnsserien) på A-landsholdet.

Til kampene i Københavnsserien var der over 3.000 tilskuere på B.93’s baner bag Idrætsparken, når Søbirk var med.

Søbirk var med til at vinde DM med B.93 i 1939 med 18-15-1-2 og en imponerende målscore 75-21. Holdet var: Svend Jensen – Poul L. Hansen, Ernst Spiegelhauer – Arno Nielsen, Henry Nielsen, Erik Sørensen – Helmuth Søbirk, Kaj Hansen, Erik Petersen, Kaj Uldaler og Jørgen Hammeken.

Søbirk spillede to år i B93, før “Smut” smuttede tilbage-til-Frem. Han tog sin faste makker på højrekanten Kaj Hansen med i “kufferten”, men “Lille-Kaj” vendte heldigvis tilbage til B.93 året efter.

Søbirk, der var fætter til landsholdsmålmanden Ove Jensen(B93), var radioforhandler og senere portør. Han blev gift 11. juli 1943 på Københavns Rådhus med frøken Helga Rytz Nielsen.

Helmuth Søbirk døde den 19. august 1992 (Birkerød). Han blev 75 år.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 

Søbye, Jens Peter

Jens Peter Søbye, f. 12-09-1931 (Flemløse), målmand, 1 kamp/0 mål (1955).

Jens Peter spillede ikke lørdag den 17. september 1955, idet klubbens 5. hold havde turneringsfri. Det blev hans held. Lørdag aften blev den normale målmand Kurt Hansen skadet under arbejdet (sort vel). Og da både 2., 3. og 4. holdet havde spillet lørdag eftermiddag, var disse målmænd spærret.

Med rystende hånd måtte man derfor have fat i 23-årige Jens Peter, klubbens femte bedste seniormålmand.

Kampen gjaldt HIK på Gentofte Stadion, en kamp i 2. division. Holdet var: Jens Peter Søbye – Leif Rønnow, Knud Petersen – Flemming Nielsen, Aage Christensen, Aksel Kørner – Palle Mogensen, Jørgen Jacobsen, Leif Bergqvist, Børge Christensen og Ole Bang.

Kampen blev vundet med 2-0, begge mål scoret af Jørgen Jacobsen. Og reserve-reserve-reserve-reservemålmanden Jens Peter Søbye stod aldeles udmærket. Han holdt buret rent og klarede et par farlige situationer på overbevisende måde.

Fynboen, Jens Peter Søbye, kom ikke siden i nærheden af 1. holdet. Han måtte nøjes med, at glæde sig over, at der aldrig er scoret på ham på 1. holdet. Og hvem kan ellers prale af en sådan rekord – ingen.

Jens Peter Søbye døde den 17. maj 1986 (Svendborg). Han blev 54 år.

16. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Søe, Osvald

Osvald Gabriel Søe, f. 07-03-2005, forsvarer, 18 kampe/1 mål (2023).

Ungdom: FCK, Svendborg/Oure og B.93 (siden 2021). Senior: B.93 (2023>).

Osvald er en moderne forsvarsspiller, der er sikker på bolden. Det må forventes, at han får mange kampe de kommende år.

Han fik sin debut på 1. holdet – 06-04-2023 – som 17-årig i udekampen mod Kolding IF. Holdet var:

Aris Vaporakis – Simon Wæver, Jacob Egeris, Emil Christensen, Abdullah Iqbal – Niels Morberg, Mikkel Mouritz, Nicolaj Thomsen – Jeppe Erenbjerg, Tammer Bany og Emmanuel Ogude. Skiftet ind: Antonio Bustammante, Andreas Heimer, Frederik Høgh, Jonathan Mathys og Osvald Søe.

Det blev til et nederlag i topkampen i Kolding på 1-2. Det var Frederik Høgh, der reducerede til 1-2 i 85. minut. Osvald kom ind i 59. minut i stedet for Ahmed Daghim.

Kampen efter, hjemme mod HIK, var Osvald forfremmet til indestarter. Han spillede i midterforsvaret sammen med Jacob Egeris, og ydede en flot indsats. Det blev til en sikker sejr på 3-1. Og derved kunne B.93 starte oprykningsspillet på 1. pladsen med 50 point foran Aarhus Fremad (48), Kolding IF (47), Esbjerg (43), AB (42) og Thisted (28).

Osvald fik 7 kampe i oprykningsspillet, alle som indskifter, og tre gange uden at blive benyttet. Og som bekendt rykkede B.93 op i 1. division (sammen med Kolding IF).

I efteråret 2023 var B.93 oprykker i 1. division (NordicBet Ligaen). Osvald fik sin første kamp som indestarter i pokalkampen mod Listrup, som blev vundet rekordstort med 16-0. Osvald scorede sit første mål for B.93, og det var til 7-0 i det 31. minut. Osvald var udtaget til 1. holdet i 20 kampe (ud af 21). Han var indestarter i 7 kampe, blev indskiftet i 2 kampe og kom ikke på banen i 11 kampe.

10. december 2023 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Søndergaard, Tom

Tom Søndergaard, f. 02-01-1944 (København), angriber, 86 kampe/13 mål (1962/67). Spillede 19 A-landskampe/4 mål (1964/67) og 1 B-landskamp/0 mål (1965) – alle kampe for B.93.

Ungdom: B.93. Senior: B.93 (1962/67), SK Rapid Wien/Østrig (1968/69), AFC Ajax Amsterdam/Holland (1969/70), FC Metz/Frankrig (1971/72) og HIK (1977).

Allerede som ungdomsspiller var man klar over, at her havde klubben et stortalent. Som ynglingespiller var han med til, at vinde pokalfinalen 3-2 over KB i Vanløse Idrætspark. Problemet var om han kunne administrere sit talent, for han var ikke altid lige seriøs. Tom var en fantastisk dribler, og ingen kunne som ham gøre en back rundtosset. Tom var meget vellidt over alt, måske lige bortset fra af landets backs.

Da B.93 i 1963 rykkede op i 1. division, ved at vinde sidste kamp 3-0 over Odense KFUM, var Tom en af sæsonens bedste. Sit gennembrud fik han i 1964, hvor B.93 spillede mange gode kampe i den bedste række. I 1966 vandt B.93 med 8-0 ude over Viborg, Tom lagde op til seks mål, og nåede også at bestille en pølse under kampen. En kamp i 1967 mod Vanløse (0-0) nåede han ikke lige frem til, vækkeuret svigtede! Og så var der hug i pressen.

Tom fik sin landsholdsdebut i Malmø mod Sverige (1-4). Han fik en fin debut og blev udråbt som bedste dansker. til trods for at hans direkte modstander var den stærke back Hans Rosander. Tom scorede Danmarks første mål uden for Europa, da Israel i 1964 blev besejret 1-0 i Tel Aviv. Året efter spillede Danmark mod Norge (2-2), og det var med Tom på venstre fløj; de fire øvrige angribere var alle fra Vejle, nemlig Kaj Poulsen, Poul Bilde, Tommy Troelsen og Ole Fritsen.

Danmark spillede i 1967 en række fremragende kampe mod bl.a. DDR (1-1), Island (14-2), Norge (5-0), Holland (3-2) og DDR (2-3). Spillet var bygget op omkring Tom Søndergaard og Finn Laudrup, der var de kreative offensive kræfter. Toms – og det meste af 67-holdets – landsholdstid sluttede helt automatisk, da stort set hele holdet rejste til udenlandske klubber.

Tom Søndergaard var en meget driblestærk venstre wing. Han blev senere venstre innerwing, så man kunne få ham mere med i spillet og derved udnytte hans store evner. I 1967 skrev Knud Lundberg “Tom Søndergaard er helt eventyrlig. Han kan det hele og kan lave flere ting på én gang. Han er utrættelig og ganske frygtløs, og hans finter, gliden af og ryk er uimodståelige”.

Tom Søndergaard var en publikumsspiller, der forstod at underholde tilskuerne. Målmanden Jørgen Henriksen gengav om kampen mod Island (14-2) “Jeg kan huske, at Tom Søndergaard driblede forbi en islænding og stoppede og stillede sig op på bolden og spejdede efter en medspiller, han kunne spille fri til scoring inde i feltet”. Den charmerende Søndergaard elskede sjov og ballade.

Tom blev mester og pokalvinder med Rapid i 1968, i øvrigt sammen med Jørn Bjerregaard (AGF). Tom blev den første dansker i Ajax, hvor han spillede sammen med berømthederne Johan Cruyff, Piet Keizer og Johan Neeskens. Han var med til at vinde “The Double” med Ajax i 1970. Tom sluttede som professionel, da han rejste hjem fra Metz i utide. Tom Søndergaard og professionel fodbold passede dårligt sammen, da han udover fodbolden, også ville have det sjovt.

Da Metz forlangte 70.000 kroner i ”porto” for at sende hans spillerlicens, slog Tom Søndergaard sig på trænerjobbet (bl.a. HIK, Hero og Farum), samtidig med, at han fik sit gamle job som skolelærer i Ballerup tilbage. Med hjælp fra DBU (Erik Hyldstrup) fik Tom i 1977 frigivet sin licens fra Metz, og HIK-træneren trak i spilletøjet igen for en kort periode. Desværre kom han sjældent i B.93, efter han var vendt hjem fra udlandet.

Tom Søndergaard døde den 16. juni 1997 (Frederikssund) Han blev 53 år.

18. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sørensen, Arne

Arne Sørensen, f. 27-11-1917 (København), forsvarsspiller, 89 kampe/20 mål (1941/46). Spillede 30 A-landskampe/4 mål (1937/46), fordelt på B1903 (16 kampe) og B.93 (14 kampe).

Ungdom: B1903 (9/18 år). Senior: B1903 (1935/41 – 87 kampe), B.93 (1941/46), Stade Francais/Frankrig og FC Nancy/Frankrig.

Arne (178 cm/74 kg) var et kæmpetalent, en blændende boldkunstner, som havde et usædvanligt rent spark. En yderst begavet spiller, som med større lyst og energi kunnet have nået det helt store. Han kunne spille alle forsvarspladser, og blev også på landsholdet benyttet både som back og i hele halfbackkæden.

Arne Sørensen skiftede til B.93 som 23-årig. Han var raget uklar med holdkammeraterne i B1903, som ikke ønskede ham på holdet. Arne var den første, der spillede 25 A-landskampe i træk. Det tog ham otte år! Arne Sørensen blev DM-vinder tre gange, 1938 (B1903), 1942 (B.93) og 1946 (B.93).

Arne Sørensen (B.93), Kaj Hansen (B.93), Egon Sørensen (Frem), Kaj Christiansen (Frem) og Børge Mathiesen (B1903) var med i kampen Jylland-København, der foregik i Aarhus (23.09.1945). Ved hjemkomsten blev de fem spillere idømt karantæne for resten af efteråret. Som årsag opgav DBU og KBU spillernes dårlige opførsel (for meget druk på turen). Pressen rasede mod karantænerne.

Arne spillede i B.93, indtil han som 28-årig, sammen med holdkammeraten Kaj Hansen (Lille Kaj), indgik en aftale om at spille for Skovshoved. DBU fik nys om, at der var penge under bordet (Salamander-sagen) og begge blev erklæret professionelle. Handskemager Lund (Salamander handsker) var pengemand i Skovshoved, og han tiltrak med – sorte penge – spillere.

Begge måtte derfor rejse til udlandet for at spille fodbold. Arne spillede i Francais og FC Nancy i Frankrig. Arne var som spiller ret udisciplineret, i særdeleshed udenfor banen. Der findes ikke mange bestyrelsesreferater fra hans periode i B.93 (1941/46), hvor han ikke var på dagsorden.

Stik mod alle odds blev han en meget succesfuld træner. Den største succes var, da han som landstræner førte holdet til OL-sølv i Rom (1960). Og det skete blot to måneder efter flykatastrofen i Kastrup Lufthavn (16.juli 1960), hvor samtlige ombordværende otte spillere omkom. Per Funch Jensen (KB), Arne Karlsen (KB) og Børge Bastholm Larsen (Køge) var udtaget til OL. De øvrige fem var: Kurt Krahmer (KB), Søren Andersen (Frem), Ib Eskildsen (Frem), Erik Jensen (AB) og Erling Spalk (Ikast). Kun piloten Stig Vindeløv overlevede (han døde i 2009). Også som klubtræner fik Arne stor succes, han vandt DM med Esbjerg (1963), KB (1968) og Hvidovre (1973).

Arne Sørensen udgav fodboldbøgerne “Fodbolden ruller for Danmark” (1959), “Med til OL” (1960) og “Vejen til Landsholdet” (1961). Han var udlært blikkenslager, og var med til at opføre den nye hovedtribune i Idrætsparken (1955).

Arne Sørensen døde den 1. maj 1977 (Gentofte). Han blev 59 år.

18. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

Sørensen, Carl

Anders Carl Henrik Sørensen, f. 15-12-1877 (Sundby, Amager), målmand, 8 kampe/0 mål (1897/99).

Carl Sørensen, målmand, var ikke ret høj, men en væver og en hurtig målmand, der med træning kunne være blevet noget bedre. Han var en brillant sportsmand og en god kammerat, hvilket følgende sandfærdige historie vil bevise. Vi giver ordet til hans holdkammerat, journalisten Olaf Sørensen Windinge:

Efter at holdet mod AB var sat, kom Sørensen og meddelte med bedrøvet mine, at vi desværre ikke kunne gøre regning på ham; thi han skulle have bryllup den dag. Vi anede ikke hvad vi skulle gøre; anden målmand havde vi nemlig ikke.”

Nå, det endte med, at Sørensen lovede at se at få brylluppet udsat til en anden dag, og det blev det, skønt alt var klappet og klart; vielsen berammet og bryllupsgæster indbudt. Vi fik senere at vide, at vor målmand i den anledning havde haft sin første ægteskabelige kontrovers, og at kæresten var noget picqueret. Det kunne man jo i og for sig heller ikke fortænke hende i”.

B.93 tabte desværre kampen.

Carl Sørensen var i 1898 med til, at besejre mægtige KB (3-0) for første gang i klubbens historie. Det gjorde ikke præstationen mindre, at B.93 måtte spille hele kampen med kun 10 mand. Det skyldtes, at Knud V. Høyer i sidste øjeblik blev forhindret i at give møde, og man havde ingen reserve at sætte i hans sted.

Carl Sørensen, der var jernbanemand, afløste Frederik Nielsen i kassen i 1897. Det blev kun til otte kampe, idet han efter et par år blev afløst af John Nielsen, der kom fra ØB.

22. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sørensen, Carsten

Carsten Sørensen, f. 24-06-1960 (RH, København), angriber, 9 kampe/1 mål (1979). Spillede 5 Y-landskampe/0 mål (1977/78) for Glostrup IC.

Ungdom: Glostrup IC. Senior: B93 (1979) og Glostrup IC. Carsten skiftede til B.93 da han blev seniorspiller. Han var en talentfuld angriber, der havde spillet fem Y-landskampe for sin barndomsklub.

Han spillede kun en enkelt sæson i B.93 inden han vendte tilbage til barndomsklubben, hvor han senere blev omskolet til venstre back.

Han opnåede i 1979 beskedne ni kampe for B.93 og af disse var de otte med start på bænken. Han sad yderligere to gange på bænken, men da han ikke kom ind tæller disse ikke i statistikken – sådan er det. Som et kuriosum kan nævnes, at da begrebet 12-mand blev indført (1967/68) registrerede Esbjerg det ikke som en tællende kamp, hvis en spiller kom på banen indenfor de sidste fem minutter.

Carsten debuterede den 28. april 1979 i 1. divisionskampen på Østerbro Stadion mod B1901 (3-0). Holdet var: Jean Jensen – Carsten Jørgensen, Ole Petersen, Peter Hertz, Ole Jensen – Find Juhl Jensen, Steen Jepsen, Johnny Petersen – Henrik Thomsen, Lars Hansen og Claus Dalgaard. På bænken: Kim Lyshøj og Carsten Sørensen. Træner: John Sinding.

Carsten Sørensen spillede 16 kampe på 2. holdet i 1979, der blev nummer tre i DS. Han blev holdets topscorer med fem mål, foran Gunnar Aagesen, Dennis Brooker og Steen Larsen (Kalundborg), der alle scorede fire mål. Søren ’Hattens’ Rasmussen, Ib Møller, Klaus Kaae og Steen Jepsen blev noteret for hver tre mål.

Carsten har været træner for dameholdet Horsens SIK, hvor han var med i bestyrelsen. Hans datter Michelle Sørensen (Horsens SIK), årgang 1982, var på U-21 landsholdet. Carsten, uddannet speditør, har siden 1997 været salgschef i IT-branchen. Han bor i Horsens.

26. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sørensen, Chris

Chris Nygaard Sørensen, f. 08-05-1989 (Brædstrup, Horsens), angriber, 31 kampe/7 mål (2012/14).

Chris var ungdomsspiller i Hanstholm, Thisted og Haderslev/SønderjyskE. Han skiftede kun klub, når familien flyttede.

Senior: SønderjyskE (2008/09), Vejle (2009 – 4 kampe/1 mål), SønderjyskE (2010/11 – ialt 10 kampe/2 mål), Fremad Amager (2011/12) og B.93 (2012/>). Chris var udlejet til Vejle i efteråret 2009. Da kontrakten med sønderjyderne udløb i sommeren 2011, flyttede han til København for at studere.

Efter et år i Fremad Amager skiftede Chris til B.93 i sommeren 2012. Han havde hørt meget godt om B.93, og ville gerne være med i projektet med at få traitionsklubben tilbage til divisionerne.

Chris er en høj targetspiller på 191 cm., der vinder de fleste hovedstødsdueller. Selvom han i efteråret 2012 var ude med skader i flere omgange, lykkedes det Chris med seks mål i ni kampe, at blive holdets topscorer i halvsæsonen. I sin debutkamp, en pokalkamp mod Avarta (4-0), scorede Chris to kasser.

I anden halvdel af sæsonen 2012/13, hvor B.93 var med i kampen om oprykning til 2. division, opnåede Chris kun fire kampe, idet han igen blev skadet. Han var dog med i kampen i Frederikssund (2-1), der betød oprykningen til 2. division, selvom der endnu manglede to kampe. I sæsonen 2013/14 i 2.division/øst spillede Chris kun 18 kampe, de 12 med start på bænken. Og højst overraskende scoede targetmanden ikke. Og igen var han meget skadesplaget.

25. juni 2014 / Palle ‘Banks’ Jørgensen

Sørensen, Erik

Erik Anders Peter Sørensen, f. 05-09-1916 (København), midtbanespiller, 74 kampe/2 mål (1936/43). Spillede 1 A-landskamp/0 mål (1939). Kampen var den første i DBU’s 50 års jubilæumsturnering, hvor modstanderen var Finland.

Selvom Danmark vandt overbevisende med 5-0, opnåede Erik Sørensen ikke genvalg til finalekampen (6-3 over Norge). UK mente, at han havde bestilt for lidt.

Ungdom B.93. Erik Sørensen var en ganske lille fløjhalf. Han var teknisk god. Han var med til vinde DM i 1939. Der var 10 hold i 1. division, og med 18 kampe og 31 point (målscore75-21) blev B.93 en sikker vinder, syv point foran KB og 11 point foran AB.

Holdet var: Svend Jensen – Poul L. Hansen, Ernst Spiegelhauer – Arno Nielsen, Henry Nielsen, Erik Sørensen – Helmuth Søbirk, Kaj Hansen, Erik Petersen, Kaj Uldaler og Jørgen Hammeken. Kun venstre back Ernst Spiegelhauer blev ikke landsholdsspiller.

DBU markerede 100 året for den første landskamp (19-10-1908) ved at invitere alle tidligere landsholdsspillere til ’jubilæumskampen’ mod Wales (0-1) på Brøndby Stadion (19-11-2008).

Erik Sørensen, der var den ældste nulevende landsholdsspiller, tilmeldte sig, men meldte afbud på kampdagen. Måneden efter døde han. Ældste landsholdsspiller er Thorvald Schultz, han blev 93 år.

Erik Sørensen flyttede, efter han var blevet enkemand, fra lejligheden i København til sit sommerhus i Dronningmølle.

Erik Sørensen døde den 14. december 2008 (Dronningmølle). Han blev 92 år.

12. juli 2011 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 

Sørensen, Fredericio

Fredericio Sørensen, angriber, 15 kampe/5 mål (1901/03).

Fredericio kom fra Birkerød Kostskole. Han var lidt for langsom til at være en helt ud tilfredsstillende centerforward, men han havde en god behandling af bolden, og sparkede udmærket på mål.

Fredericio var med på klubbens første udenlandsrejse, som gik til Ungarn og Bøhmen. Det var her, at man i Budapest spillede mod holdet med det forunderlige navn: Budapesti Posta-es Tavirde Tisztwiselök Sport-Egyesülete. B.93 vandt kampen 2-0. De fire kampe i Ungarn og Bøhmen blev alle vundet (24-0 i målscore). På vejen hjem spillede man mod Slavia i Prag (4-3).

23. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

 

 

 

 

Sørensen, Henrik

Henrik Torben Sørensen, f. 28-04-1956 (Lillerød), angriber, 104 kampe/14 mål (1978/84).

Ungdom: Lillerød og B1903 (17-18 år). Senior: B1903 (1975/77), B.93 (1978/81 – 92 kampe/13 mål), Roskilde (1982) og B.93 (1983/84 – 12 kampe/1 mål).

Henrik Sørensen var en hurtig og driblestærk angriber. Henrik kom til B.93 i 1978, det første år med betalt fodbold. Klubben havde haft tegnedrengen fremme, og hente flere stærke spillere udefra. Udover Henrik (B1903) var det Peter Hertz (Ballerup), Kim Lyshøj (B1903), Lars Hansen (KB), Frank Olsen (Køge) og Klaus Juliussen (Næstved).

Den første kamp i betalt fodbold fandt sted lørdag den 1.april, hvor B.93 mødte AGF (3-1) i Idrætsparken i 1. division (bedste række). Lars Hansen scorede de to første mål, Ole Jensen fra AGF reducerede i 2. halvleg inden Henrik Sørensen afgjorde kampen tre minutter før tid.

Det historiske hold var: Peter Jørgensen – Gunnar Aagesen, Ole Petersen, Peter Hertz, Jan Ilsø – Ole Jensen, Find Juhl Jensen, Kim Lyshøj – Henrik Sørensen, Lars Hansen og Frank Olsen. På bænken: Finn Ilsø og Steen Jepsen. Træner. John Sinding.

Spillerkontrakterne i B.93 var typisk skruet sammen med en beskeden månedsløn kombineret med en pæn bonus (600 kroner pr. point). Henrik var sammen med Ole Petersen, Frank Olsen og Finn Ilsø dem der tjente mest i bonus første sæson. Hele DKK 21.300 røg der ind på kontoen som bonus.

Henrik var med, da B.93 i 1980 spillede to forrygende kampe i træk i Idrætsparken. Først KB blev besejret med 3-1 og derefter fik Hvidovre en sæk på 6-1. Derimod var Henrik ikke med, da B.93 i 1982 blev pokalvinder. Henrik var nemlig, efter at have siddet på bænken det meste af efteråret 1981, taget et smut til Roskilde – ikke for at handle – i 1982, hvor Erling Bøje var en succesfuld træner.

Henrik vendte tilbage til B.93 i efteråret 1983, hvor det kun blev til yderligere 12 kampe. Men han blev dog medlem af ’Klub 100’ i kampantal.

1. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

Sørensen, Jacob

Jacob Sørensen, f. 06-01-1976 (Gentofte), forsvarsspiller, 5 kampe/0 mål (1995).

Jacob Sørensen var ungdomsspiller i klubben. Han var en udpræget forsvarsspiller, stærk i markeringerne.

Jacob fik sin debut som 19-årig på førsteholdet. Det skete i næstsidste kamp i den rene forårsturnering 1995, hvor B.93 spillede i Kvalifikationsrækken (til Superligaen). Modstanderen var AB på Østerbro Stadion.

Holdet var: Jan Hoffmann – Søren Frandsen, Henrik Fricke, Jacob Sørensen, Thomas Jensen – Mads Øland, Mark Mladenovic, Morten Rutkjær – David Rasmussen, Riffi Haddaoui og Tammi Haddaoui. På bænken: Michael Madsen og Peter Madsen. Træner: Allan Hebo Larsen.

Kampen blev tabt 0-1. Det betød mindre, idet det allerede var afgjort, at B.93 ikke blev blandt de fire bedste, som rykkede op i Superligaen. Oprykkere blev Herfølge, Vejle, Viborg og Ikast. De fire øvrige hold Ølstykke, Fremad Amager, AB og B.93 skulle spille i 1. division i den nye sæson 1995/96.

Efter fire år med halvårssæsoner, blev turneringen igen – omsider – ændret til helårsturneringer.

I turneringen 1995/96 fik Jacob yderligere fire kampe på cv’et. Alle kampene var med start på bænken. Det var mod HIK ude (1-1), Holstebro hjemme (0-3), Fremad Amager hjemme (1-1) og B1909 hjemme (5-2).

Redaktionen har beklageligvis ikke lige styr på hvad der herefter skete med Jacobs karriere. Når sporhundene er blevet fodret, bliver de sluppet løs.

19. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sørensen, Jørgen Leschly

Jørgen Leschly Sørensen, f. 24-09-1922 (Lumby, Fyn, angriber, 16 kampe/17 mål (1945/46). Han spillede 14 A-landskampe/8 mål (1946/49), de første fire for B.93, resten for OB. Jørgen Leschly deltog ved OL i 1948, men var kun med i bronzekampen mod Storbritannien (5-3), hvor han scorede 1 mål. Hans landsholdskarriere sluttede automatisk da han i 1949 blev professionel i Italien (ligesom det meste af 48-holdet).

Ungdom: Lumby. Senior: OB (1939/45), B.93 (1945/46), OB (1946/49), Atalanta/Italien (1949/53 – 134 ligakampe/51 mål), AC Milan/Italien (1953/55 – 64 ligakampe/28 mål) og OB (1957/59 – i alt ca. 300 kampe/72 mål).

Jørgen Leschly var en uhyre farlig angrebsspiller, der var kendt for sin store gennembrudskraft, kraftbetonet spil, lange flotte afleveringer og nogle drønende langskud. Han fik betegnelsen “Det fynske uvejr”. Da han i 1945 skulle læse et år på Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL) på Nørre Allé, spurgte han AB (som lå på Nørre allé), om de kunne bruge ham. AB-træneren Arne Kleven mente nok, at han kunne bruges på 2. holdet. Det blev derfor i stedet B.93, der fik (stor) glæde af Leschly. B.93 blev danske mestre i 1945/46 (for sidste gang), og Leschly blev topscorer i 1. division med 16 mål. Han blev også divisionstopscorer for OB i 1946/47 og 1948/49.

Efter fire år i Atalanta skiftede Leschly til AC Milan, hvor han overtog pladsen efter den svenske legende Gunnar Gren. Den berømte svenske innertrio GRE-NO-LI blev i stedet til SO-NO-LI (Leschly blev kaldt Sorensen i støvlelandet). De to andre spillere i remsen er Gunnar Nordahl og Nils Liedholm.

I 1955 vandt Leschly det italienske mesterskab med Milan. Da Milan i EC vandt 4-2 ude over russiske Dynamo Moskva, scorede Leschly to gange imod selveste Lev Jashin. På vej hjem fra Milan til OB (1955) spillede Leschly lige en kamp på Europaholdet, som i Belfast vandt 4-1 over Storbritannien.

Ligesom John Hansen (Frem) gjorde Leschly comeback i dansk fodbold efter at have udstået to års karantæne. Han benyttede – som John Hansen (Frem) – ventetiden til at være træner (for OB). Da John Hansen og Jørgen Leschly havde udstået den latterlige karantæne, blev de begge store publikumsmagneter overalt i landet. Publikum havde sjældent lejlighed til at se danske stjerne, medens de spillede i udlandet.

Leschly udgav i 1955 bogen “Fodbold for 8 millioner”. Han sad i DBU’s UK i 8 år (1964/72). Den aktive skoleinspektør modtog OB’s guldnål i 1972. Leschly var en stor fortaler for at få indført betalt fodbold i Danmark, og han fremsatte i 1976 forslag om en 10-punktserklæring. Først to år senere blev betalt fodbold indført. Broderen Svend fik en enkelt U-landskamp. Lang tid efter sin karriere – i 1969 – fik Jørgen Leschly slettet efternavnet Sørensen.

Jørgen Leschly døde den 21. februar 1999 (Odense). Han blev 76 år.

13. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 


Sørensen, Kell

Kell Lindstrøm Sørensen, f. 24-06-1948 (København), angriber, 3 kampe/0 mål (1973). Spillede 1 J-landskamp/0 mål (1964) for Fremad Amager. Hans enlige kamp i rødt-og-hvidt foregik i Tårnby mod Sverige (3-1). Kells angrebskollegaer var Ole Mørk, Ole Edeling og Bent Outzen.

Ungdom: Tårnby (7/12 år) og Fremad Amager (12/18 år). Senior: Fremad Amager (1967/68), KB (1969/72) og B.93 (1973).

Kell Sørensen var en lille velnæret venstre wing med en god sparketeknik, rimelig hurtig – men doven. Han stoppede som 25-årig pga. en knæskade. Det blev til beskedne tre kampe for B.93. Kell spillede sammen med Bent Andersen (Lange Bent) som junior og ynglinge i Fremad Amager.

Kell kom til B.93 i 1973. Han kom med i førsteholdstruppen. Ovenpå den flotte 72-sæson gjaldt det nu 2. division. Efter første kamp var tabt 1-4 ude mod IHF/Fuglebakken, fik Kell en plads på bænken i hjemmekampen mod OB. Han fik sin debut, da han afløste midtbaneslideren Vagn Müller, nu skulle der satses offensivt. Det hjalp nu ikke så meget, B.93 tabte med 1-5 til OB.

Holdet var: 1. Henrik Juul – 2. Leif Kronholm, 3. Finn ’Ludo’ Jensen, 4. Erling Bøje, 5. Hans Paulander – 6. Preben Kjærsgaard, 7. Finn Ilsø, 8. Vagn Müller, 9. Kenn Hansen – 10. Find Juhl Jensen og 11. Jens Kolding. Og 12-manden var som sagt Kell Sørensen. Træner: Knud Petersen.

I de to næste kampe, ude mod Slagelse (0-0) og hjemme mod Brønshøj (0-1) var Kell Sørensen med i hele kampen, ude på venstre fløj. I kampen mod Brønshøj måtte han notere sig for en advarsel. Resten af året spillede han på DS-holdet, hvor det blev til 11 kampe/1 mål (mod Rødovre, 2-0, hjemme).

Kell er en kendt person i Kastrup Boldklub, hvor han har været ungdomstræner, leder af mastersholdet og forpagter af restaurationen. Uddannet sejlmagerrigger. Arbejder nu indenfor ejendomsbranchen.

Kell døde 05-04-2020 (71 år). Han døde af sygdommen ALS, samtidig med corona virus var på sit højeste.

11. april 2020 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sørensen, Knud

Knud Sørensen, f. 29-10-1931 (København), målmand, 5 kampe/0 mål (1956/57).

Senior: B.93. Knud Sørensen havde fodbold som sin bibeskæftigelse. Han prioriterede håndbolden noget højere. Han opnåede derfor kun fem kampe for B.93, hvor han afløste målmand Kurt Hansen. Alle kampe blev spillet i sæsonen 1956/57, der var helt speciel, idet den varede 1½ år (omlægning til kalenderåret).

Knud Sørensen var målmand for HG i håndbold, hvor det blev til 13 A-landskampe, hvoraf de fire var i markhåndbold (11-mands på en fodboldbane). Han stod sit livs kamp, da Danmark i 1955 i Dortmund (8.000 tilskuere) sensationelt besejrede de vesttyske vice-verdensmester med ’Atom-Otto’ i spidsen med 14-13.

Han var med som tredjemålmand efter Bent Mortensen (Schneekloth) og Bent Mortensen (Helsingør) ved VM i Sverige i 1958. Knud Sørensen, 179 cm/70 kg., spillede hele sin seniortid for HG (1949/62), hvor han var med til at vinde DM fire gange (1956, 60, 66 og 67).

Udover Knud Sørensen har også Kai Orla Jensen, Jørgen Petersen og Claus Munkedal spillet på såvel håndboldlandsholdet som på klubbens 1. hold. Det er der ingen andre klubber der kan stikke. AGF kan prale af en tangering af rekorden (Aksel Mathiassen, Finn Frandsen, Ove Rohde og Aage Rou Jensen). Frem har haft tre ’gengangere’, målmændene Bent Koch, Egon Sørensen og Kjeld Svanevig.

Knud Sørensen, der var kontormand hos jerngiganten Lemvigh-Müller & Munck, har været gift med klubkammeraten (håndbold) Elisa Ludvigsen (18 A-landskampe) siden 18. april 1962, hvor de blev viet i Adventskirken. Regn selv ud hvornår de har guldbryllup.

13. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 


Sørensen, Kurt

Kurt Sørensen, f. 26-11-1934 (København), angriber, 3 kampe/0 mål (1960/62). Spillede 1 Y-landskamp/0 mål (1953) for B1903.

Ungdom: AB (10-15 år), B1903 (15-18 år). Senior: B1903 (1953/59), B.93 (1960/62) og B1903 (1963/68 – i alt ca. 65 kampe). Kurt var en hurtig, uortodoks, pågående og spinkel angriber. Spillede enten centerforward eller højre wing. Han blev af spasmageren Kaj Lerby (B1903) døbt ”Tyndben” og ”Tyndhyleren”. Kaj er far til den tidligere landsholdsspiller Søren Lerby.

Kurt kom til B.93 i 1960. Efter spillerflugten til Schweiz (se under træneren Frank Petersen) stod klubben og manglede angriber, bl.a. var den målfarlige centerforward Leif Poulsen (Sløjfe) rejst til alpelandet.

Kurt debuterede i udekampen (2. division) mod B1901 (2-6) efter afbud fra Finn Jacobsen.

Holdet var: Bent Jørgensen – Leif Rønnow, Henry Jørgensen – Bjarne Eklund, Leif Petersen, Anders Yrfeldt – Hans Erik Petersen, Jørgen Jacobsen, Kurt Sørensen (debut), Erik Svendsen (debut) og Kurt Olsen. De 2.600 tilskuere så Leif Rønnow og Hans Erik Petersen score for udeholdet. Træner var Bendt Jørgensen (Frem).

Kurt spillede tre år for, klubben før han vendte tilbage til Lyngbyvej. Støvlerne røg på arkiv som 34-årig pga. rygproblemer. Kurt var udlært maskinarbejder, arbejdede senere som rørlægger, flymekaniker, automekaniker og kørelærer. Kurts svoger var Kurt Olsen (141 kampe for B93), og hans nevø var Carsten Jørgensen (104 kampe for B.93). Så skulle det vist være på plads.

Kurt Sørensen døde den 1. oktober 2008 (Vig). Han blev 73 år.

13. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sørensen, Morten

Morten Sørensen, f. 27-09-1986 (Gladsaxe), forsvarsspiller, 3 kampe/0 mål (2006).

Morten Sørensen kom fra FC Nordsjælland. En fysisk stærk forsvarsspiller.

Morten Sørensen på 19 år fik sin debut i pokalkampen i Vordingborg den 9. august 2006.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Dragan Bakovic, Mark Strøm, Jimmy Müller, Morten Sørensen – Martin Drescher, Claus Nielsen, Thomas Høegh – Mustafa Al-Sarej, Ronny B. Petersen og Venhar Sabani. På bænken: Goran Alikalfic (målmand), Kristian Nielsen, Henrik Lyngsø Olsen og Carl Bjarke Petersen (ej benyttet). Træner: Michael Schäfer.

Moren fik en debutsejr, idet Vordingborg blev besejret med beskedne 2-0. Målscorer var Kristian Nielsen og Mustafa Al-Sarej. Og i øvrigt røg B.93 ud i næste runde, da man tabte 10-11 oppe i Helsingør. Rigtig gættet, det var efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Ordinær kamp 2-2, forlængelse 0-0, straffe 8-9. Og i øvrigt var Morten ikke med i denne kamp.

Mortens to sidste kampe var begge med start på bænken, det var ude mod Slagelse (2-2) og hjemme mod Brønshøj (8-2). I den historiske kamp mod Brønshøj kom Morten ind allerede i det 20. minut for en skadet Morten Jørgensen.

Vi napper lige den løbende score i Mortens afskedskamp: 1-0 (01.) Henrik Lyngsø Olsen, 1-1 (05.) Kristian Lund, 1-2 (20.) Thomas Maale, 2-2 (27.) Jimmy Müller, 3-2 (30.) Thomas Høegh – så holder vi pause – 4-2 (55.) Henrik Lyngsø Olsen, 5-2 (67.) Ronny B. Petersen, 6-2 (70.) Kristian Nielsen, 7-2 (74.) Peter Fensholm og 8-2 (84.) Ronny B. Petersen. De sidste seks minutter plus tillægstid havde B.93 adskillige muligheder for, at score et tocifret måltal. Brønshøjs forsvar sejlede i den grad.

Redaktionen må beklage, men vi har ikke for nærværende styr på, hvad der skete med Morten og hans karriere efterfølgende. Vi må købe noget råt kød til sporhundene (sept. 2011). Taktikken lykkedes, idet den anerkendte sportsredaktør René Larsen fra Frederiksborg Amtsavis oplyser, at Morten har spillet en del år i Stenløse med et kampantal omkring de 100. Han er aktuelt med i truppen på overbygningen FC Egedal (Stenløse og Ølstykke), hvor han dog er handicappet af søndagsarbejde.

19. december 2012 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

Sørensen, Per

Per Ove Sørensen, f. 16-07-1933 (København), angriber, 20 kampe/9 mål (1953/58). Spillede 1 Y-landskamp/0 mål (1951) for B.93.

Ungdom: B.93. Senior: B.93 (1952/54), Næstved (1954 – 3 kampe/1 mål), B.93 (1955/58) og Standard (seriefodbold). Per Sørensen var en lille spirrevip, en strålende fodboldspiller, der – trods sin ringe højde – var stærk i hovedspillet. Absolut ingen slider. Som ung var venstrebenet koldt, men så gik han ned til den gule mur og trænede med støvle kun på venstrebenet – og så blev han ”tobenet” (kilde: Mogens ”Købmand”).

Per aftjente sin værnepligt i Næstved, og ligesom Ingemann Petersen (B.93), gav det nogle få kampe for den lokale klub. Da Jesper Hallgren i 2009 udgav bogen ”70 år med de grønne”, havde han problemer med, at finde frem til en del af disse rekrutter. Så måtte vi (Banks og agent Larsen) jo hjælpe ham. Pers debutkamp (2. division) for Næstved var pudsigt nok mod nedrykkerne B.93 (07-11-1954). Hans gamle klub vandt 3-2 på mål af Jørgen Jacobsen (2) og Leif Bergqvist (1).

Per var som ung ansat hos sin far, som var skrædder. Kom senere til farvefabrikken I. C. Hempel og herefter Irma.

Per Sørensen døde den 23. august 2010 (Brøndby Strand). Han blev 77 år.

13. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

 

Sørensen, Søren Koefoed

Søren Koefoed Sørensen, f. 08-06-2000, forsvarsspiller, 76 kampe/3 mål (2019/23).

Ungdom: Skjold (6-8 år) og B.93 (8-18 år). Senior: B.93 (2019>).

Søren Koefoed Sørensen, på 181 cm., var U19-spiller, da han som 19-årig fik sin debut på 1. holdet i udekampen mod Vanløse. Der var blevet en plads ledig, da midterforsvaren, anfører Christian Stokholm, havde karantæne efter fire gule kort. Søren gled direkte ind på holdet, som var således:

Conrado Januario – Adam Emme Jørgensen, Søren Koefoed Sørensen, Morten Heegaard og Matthias Andersen – Godwin McKay, Mikkel Mouritz og Lauge Persson – Nicolai Olsen, Daniel Stückler og Benjamin Lund. Indskiftet: Haitam Hajjami og Magnus Krogh Hansen. Træner: Danny Jung.

B.93 kom foran 1-0 på et flot mål af Daniel Stückler. Længe lignede det en udesejr, men Vanløse udlignede ufortjent til 1-1 sidst i kampen. Og Søren fik en flot debut, han spillede med stor ro.

Søren er med i førsteholdstruppen i sæsonen 2019/20. Da Christian Stokholm i foråret 2020 meddelte, at han sluttede i sommerpausen fik Søren i stedet chancen i midterforsvaret. Det klarede han flot, og det blev til et mål i udekampen mod Ringkøbing (5-1). Det blev også til et rødt kort i hjemmekampen mod Vejgaard (1-3).

I sæsonen 2020/21 spillede Søren 24 kampe (ud af 31 mulige). I efteråret 2020 blev han mest benyttet som indskifter, men i foråret 2021 tilkæmpede han sig en fast plads i midterforsvaret. Han har en god placeringsevne og så har han en imponerende springkraft.

I sæsonen 2021/22 var han fast mand med 29 kampe, heraf de 26 som indestarter. Og i efteråret 2022 blev det til yderligere 14 kampe. I oktober 2021 gik han målamok og scorede mod Næstved (3-6) og Kolding (2-1). I foråret 2023 var han ude med en skade. Dog nåede han, at få en plads på bænken i den sidste kamp, hjemmekampen mod Thisted. Kravet var mindst uafgjort, så kunne Esbjerg ikke nå B.93. Kampen sluttede 1-1, og derved var en oprykningsplads til 1. division sikker. Søren måtte se til fra bænken, han kom ikke i spil.

I efteråret 2023 var B.93 rykket op i 1. division. Det blev kun til 4 kampe, alle som indskifter, for Søren. Det var i pokalkampen mod Listrup (16-0), pokalkampen mod Brønshøj (5-0) og turneringskampene mod Vendsyssel (0-1) og FC Helsingør (2-0). Så han havde en fin målscore på 23-1.

10. december 2023 / Palle ”Banks” Jørgensen

 

 

 

Saabye, Ib

Ib Saabye (Ottosen, slettet i 1969, via en bindestreg) , f. 13-10-1946 (København), målmand, 3 kampe/0 mål (1979).

Ib Saabye var målmand i ØB, og han blev regnet for den bedste målmand på Fælleden. Han forsøgte sig i Hvidover (1974 – 11 kampe) og Glostrup IC. Og i 1979 valgte han, at prøve lykken i naboklubben B.93. Af andre nye kan nævnes Johnny Petersen (AB), Mogens Fog (AB), Claus Dalgaard (retur fra OB) og Carsten Sørensen (Glostrup IC).

Til gengæld havde B.93 mistet Finn Ilsø (B1903), Jan Ilsø (Fremad Valby), Frank Olsen (Køge) og Frank Rasmussen (Vanløse).

Ib Saabye fik sin debut i den første kamp i sæsonen 1979, den anden med betalt fodbold. Modstanderen var AGF på Østerbro Stadion i 1. divisionskampen.

Holdet var: Ib Saabye – Carsten Jørgensen, Ole Petersen, Peter Hertz, Kim Lyshøj – Johnny Petersen, Find Juhl Jensen, Ole Jensen – Lars Hansen og Dennis Brooker. På bænken: Ib Møller og Ole Rojas. Træner: John Sinding.

Kampen endte med et nederlag på 0-3. Ib var også målmænd i de to næste kampe, som var hjmme mod Næstved (0-2) og ude mod AaB (3-1).

Ib Saabye var ikke altid helt enig med trænerstaben John Sinding og Erling Bøje, om hvor tit man skulle træne. Han ville også have tid til, at besøge sit sommerhus. Efter de første tre kampe blev Ib vraget og erstattet af klubbens egen talentfuld målmand Jean Jensen.

Og Ib spillede resten af foråret på 2. holdet (7 kampe). Mener han vendte tilbage til ØB. Han ville næsten hellere spille i marken end stå på mål. Det kan jo være han fik lov til det i ØB (som nu hedder ØIF, efter fusionen med Ryvang). Ib bor i Albertslund.

26. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen