Vores allesammens Jørgen Ritnagel har endnu en gang påtaget sig en tjans i B.93`s tjeneste. Denne gang som klubbens repræsentant i Nordhavn IF.

Ritter blev valgt ind i bestyrelsen på generalforsamlingen der blev afholdt i april 2017.

Nordhavn I.F. er en paraply-organisation for idrætsklubber, som enten ligger i Nordhavn eller tæt på. Pt. er der ni medlemmer – to kajak-klubber (Svanen og Nordhavn), en vinterbade-klub Norvin), en gymnastik/danse-klub (NOU), en løbe-klub (Løb & Motion), den internationale skole (CIS), Danmarks største triathlonklub (TRI Club), Skjold og B.93.

Formålet med Nordhavn I.F. er at styrke idrætten ved at optage eksisterende og nye foreninger, at udvikle og støtte idrætsaktiviteter samt at fremme idrætspolitisk indflydelse og anlægsinvesteringer. Samarbejdspartnere er By & Havn og Københavns Kommune.

Bestyrelsen består af seks personer heraf to fødte medlemmer som er fra DGI og Idrætsforum København.

Skrevet af Claus Vandborg
Foto af Jørgen Ritnagel: Christian Winther