Klubbens formand Hans Drachmann har igen kigget skrevet en julehilsen til alle medlemmer. Se den herunder og tjek evt. også hilsenen fra julen 2016 til sammenligning.

Kære alle

Om få dage går vi ind i 2018. Det år, hvor vores gamle klub fylder 125 år.

Det skal fejres. Jubilæumsudvalget er i gang, og jeg håber, at mange vil være med i arbejdet og deltage i festlighederne.

For der er grund til at fejre, at B.93 fylder 125 år. Der er som bekendt ikke mange idrætsklubber i Danmark, der kan prale af at have været med i så mange år og sat så markant og positivt et præg på både dansk fodbold og dansk tennis. B.93 er mere end en klub. B.93 er et stykke levende dansk kulturhistorie.

Vi kan da også roligt fastslå, at klubben er i god form af en næsten 125-årig at være. Vi har 3.000 medlemmer, der tilsammen udgør en god klub, som det er en fornøjelse at komme i, og hvor vi forsøger at få alle til at føle sig velkommen.

Vi har styr på økonomien. Tennisafdelingen er i forrygende form og har et lovende talentarbejde i gang, ligesom de bedste seniorer er på vej frem. Der er ingen tvivl om, at vi om nogle få år skal være tilbage i de bedste rækker. Fodboldafdelingen har stor bredde, producerer talenter som altid og vi har den bedste og mest professionelle ledelse af vores 2. divisionshold, som vi har set. Og til foråret spiller de bedste kvinder om oprykning til den bedste række.

Der er masser af ting, vi skal gøre bedre, og der er områder, hvor vi skal finde bedre fodslag, men vi står ved indgangen til 2018 med bedre muligheder end i mange år for at komme fremad både sportsligt i begge sportsgrene og organisatorisk.

En af de vigtigste begivenheder i 2017 var kommunens vedtagelse af en lokalplan for Østre Gasværk Kvarteret. Planen betyder, at der vil blive flyttet rundt på vores fodboldbaner, formentlig i 2019-2020. Det har vi sagt ja til, fordi det gav den bedste plan for kommunen, og fordi det giver os i B.93 et bedre anlæg. Desværre bliver det ikke større, men det bliver mere samlet og samtidig mere åbent og indbydende. Det ser vi frem til.

Til foråret færdiggøres den nye kunstgræsbane på fodboldbanerne, hvilket også vil blive en stor forbedring.

Vi fik i efteråret relanceret klubbens hjemmeside takket være vores fantastiske webredaktion. Vores caféudvalg arbejder på at skabe bedre rammer for klublivet. Og så blev 2017 året, hvor vi med støtte fra kommunen fik gennemført en tiltrængt renovering og fornyelse af villaen på det gamle anlæg, hvor tennisspillerne holder til. Villaen er en lille perle for klubben, og det er en fornøjelse at se, hvor flot den fremstår nu.

I begyndelsen af det nye år vil vi også få indrettet og åbnet et nyt sundhedscenter i klubben, der kan tilbyde både forebyggende behandling, skadesbehandling og fysisk træning. Vi håber, det bliver til glæde for mange medlemmer. Mere information følger inden længe her på hjemmesiden.

Mit store håb for 2018 er, at vi tager skridt til at styrke fællesskabsfølelsen i B.93 og samarbejdet på tværs af afdelinger, køn og alder. Klubfølelse og klubliv er ingen selvfølge i dagens Danmark. Lad os vise, at vi kan det i B.93.

Tak til klubbens ansatte, de mange frivillige og medlemmerne for en stor indsats i 2017. God jul og godt nytår til alle.

Vi ses i klubben.

Hovedbestyrelsesformand
Hans Drachmann
dra@b93.dk