Klik billedet
20070513 Minimultibane anlægges Udskriv Email
Untitled document

Nu kommer minimultibanen foran B.93's klubhus

Mandag den 14. maj klokken 6.00 indledes arbejdet med at etablere en minimultibane på græsarealet foran B.93's Klubhus. Banen er blevet muliggjort gennem støtte fra Erindringsmøntmidlerne, DBU, Dansk Tennis Fond og sidst men ikke mindst et meget generøst tilsagn fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formål. B.93 takker mange gange for støtten som muliggør dette spændende anlæg. B.93 bidrager også selv økonomisk.

Der bliver tale om en bane på 14 x 28 meter, som anlægges af Virklund Sport. Underlaget bliver 2. generationskunstgræs, som betyder, at banen kan anvendes til en række forskellige idrætsgrene.

Fodbold, minitennis, basketball, volleyball, fodtennis, badminton, futsal med mere. Kun fantasien sætter grænser.

Banen vil blive forsynet med bander hele vejen rundt, to metalmål til fodbold, basketkurve, samt standere til diverse net midt på banen. Der vil være et hegn, der er tre meter højt på de tre sider. Bag det ene mål mod Øresundsskolen vil hegnet være fem meter højt. Som led i træningen af de tekniske færdigheder - læs: evnen til at holde bolden nede - er der indført et forbud mod at sparke bolden over hegnet.

Eltel Networks vil forsyne banen med lys, så den også kan anvendes om aftenen og i vinterhalvåret.

Som sagt bliver hallen placeret foran klubhuset på et område, der ikke indgår i klubbens lejekontrakt, men som kommunen velvilligt har stillet til rådighed. Banen bliver åben for hele lokalområdet. Driften af den lægges ind under brugerbestyrelsen for Svanemølleanlægget.

Vi glæder os meget til den nye bane, som efter planen skal stå klar lige inden sommerferien. Majken Gilmartin, der er træner i pigeafdelingen og initiativtager til Eurowoman Streetsoccer, har luftet planer om en stor indvielsesturnering, hvor alle hendes seje piger og kvinder kommer og laver en opvisningsturnering. Og med fest bagefter i klubhuset. Mere om det senere. Hvis nogen vil hjælpe til, så meld jer til nu. Vi kan gøre det til en fest for hele lokalområdet. Det kan blive fantastisk.

Anlægget af minibanen er endnu et led i et meget markant løft af klubbens fysiske rammer, som der p.t. arbejdes med. Den store kunstgræsbane er netop blevet åbnet og bruges allerede flittigt. Arbejdet med at lægge kunstgræs på trekantstykket mellem banen og jernbanen er netop gået i gang og skulle gerne være afsluttet cirka 1. juni, hvorved vi har endnu en minibane og træningsareal på det lækre kunstgræs.

Endelig arbejder hovedbestyrelse og byggeudvalg ihærdigt videre med planerne om et stort halbyggeri på halgrunden ved siden af klubhuset. Der er mange opgaver, der skal løses, problemer, der skal ryddes af vejen, og penge, der skal skaffes, men projektet begynder at tage form, så der er optimisme. Hvis vi kan skaffe 6-7 millioner ekstra, vil hallen også komme til at indeholde indefodboldbane, så kender I nogen, der kunne tænke sig at yde en skærv til dette gode formål, så sig bare til. Eller er der nogen, der vil igangsætte en klubindsamling eller lotterier, så hold jer ikke tilbage.

Samlet set står vi med muligheden for at give den gamle klub et kæmpemæssigt løft på anlægssiden.


Venlig hilsen
Hans Drachmann

 

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 4023
Senest opdateret: 22 september 2016