Klik billedet
20070318 Helhedsplan for idrætten med mere Udskriv Email
Untitled document

Foråret nærmer sig, og infobrevet er tilbage med en række forårsfriske og gode nyheder fra den gamle klub.


Helhedsplan for idrætten på Østerbro

Overborgmester Ritt Bjerregaard og kulturborgmester Martin Geertsen præsenterede sidste mandag en helhedsplan for idrætten på Østerbro som indebærer flere gode løsninger for B.93. Planen betyder, at Parken Sport & Entertainment får lov at udvide den gamle tribune og køber Østerbro Skøjtehal for at rive den ned og opføre en ny håndboldhal til 4.000-5000 tilskuere, som også kan bruges til koncerter med dobbelt så mange mennesker.

Det gode ved den løsning er, at den samtidig baner vej for flere andre. Kommunen vil nemlig anvende pengene fra salget til Parken - cirka 53 millioner kroner - til gavn for idrætten på Østerbro. Der skal bygges en ny skøjtehal. Der skal bygges nye omklædningsrum til Fælledklubberne i dagslys ved Østre Alle. Og det indgår i planen, at B.93 sælger den gamle tennishal til Sparta og bygger ny ved Svanemøllen, mens Østerbro Stadion bliver renoveret.

Vi har i B.93 været aktive for at samle idrætsklubberne på Østerbro om en fælles holdning, som tilgodeser alle på fornuftig vis, og det er der lagt op til med den løsning, som borgmestrene fremlagde. Helhedsplanen tilgodeser Sparta, KIF og andre atletikklubber. Den tilgodeser B.93 og Skjold, som bruger Østerbro Stadion. Den tilgodeser Fælledklubberne. Og den afsætter et pænt beløb til opførelse af en ny skøjtehal. Alt det hilser vi i B.93 med glæde.

Et udestående problem er dog, at der skal findes et sted at bygge den nye skøjtehal. Her støtter B.93 sammen med det øvrige idrætsliv på Østerbro skøjteklubbernes ønske om, at det skal være på Østerbro. Vi håber og tror, det vil være muligt. At tvangsflytte skøjteklubberne vil ikke være rimeligt.


Østerbro Stadion

Planen indebærer som sagt, at Østerbro Stadion skal renoveres, så det kan bruges til både fodbold på 1. divisionsniveau og til atletik på internationalt niveau. Fodboldbanen skal udvides, så den opfylder DBUs krav, og DBU har sagt god for planen. Samtidig anlægges der 8 rundløbsbaner mod i dag 6, så stadion kan bruges til atletik på højt niveau. Atletikforbundet har sagt god for denne løsning.

For at få plads til både græs og løbebaner bliver den gamle trætribune ved Idrætshuset erstattet af en mindre med blot et par tilskuerrækker. Samtidig bliver der hakket lidt af B93-tribunen på den anden side, men der vil stadig være plads til små 7.000 tilskuere, når vores 1. hold spiller, og det glæder vi os til.

Der er ikke sat dato på, hvornår arbejdet går i gang, men det skal være færdigt i foråret 2009. Vi håber, det bliver et flot nyt Østerbro Stadion, og vi glæder os i B.93 meget over, at kultur- og fritidsforvaltningen har fundet denne løsning, som tilgodeser både fodbold og atletik. Og når vi om nogle år kommer i superligaen, så skal vi nok finde en smart løsning på det også.


Ny tennishal ved Svanemøllen

B.93 og Sparta har nu underskrevet den aftale om salg af tennishallen for 15 millioner kroner, som også indgår i helhedsplanen. Købsaftalen er betinget af, at kommunen inden den 1. juli har sagt ja til, at B.93 kan opføre en ny hal på anlægget ved Svanemøllen eller evt. på den ubenyttede del af Østre Gasværks-grunden. Grunden ved siden af klubhuset er i øjeblikket blokeret af overvejelser om en vej fra Nordhavnen til Lyngbyvej, hvor en af linjeføringerne kan gå hen over halgrunden. Kommunen har i helhedsplanen noteret, at denne sag skal være afklaret i juni.

Vi håber derfor, at det hele falder på plads. Med byggeriet af en ny hal til tennis og måske også til indendørs fodbold står vi med en fantastisk chance for at give B.93 et løft og skabe ny fremgang og et fantastisk anlæg. Da pengene ikke nødvendigvis rækker til det hele på en gang, kan der blive tale om en etapeløsning, men vi er fast besluttet på, at det skal ende i en rigtig god løsning.


Arkitekten er valgt

Hovedbestyrelsen har netop besluttet at vælge arkitektfirmaet Entasis til at stå for opførelsen af den nye hal. Entasis ledes af Christian og Signe Cold, der selv er aktive tennisspillere i klubben. Entasis har opført en række præmierede byggerier - blandt andet den nye indgangsbygning i Zoologisk Have og en tilbygning til Kildeskovhallen.


Nyt bookingsystem og økonomi og medlemsstyringssystem

Og nu, mens vi er ved tennissporten, så har klubben indkøbt et nyt edb-system, så der ny er åbnet for online-booking af tennisbaner. Du kan booke direkte via linket til venstre på b93tennis.dk.

Det nye system er samtidig et økonomi- og medlemsstyringssystem for hele klubben, som blandt andet gør det muligt at opkræve kontingentet via PBS. Det skulle alle medlemmer gerne komme til at opleve inden længe. Det betyder så, at medlemmerne bare melder sig til, og så betaler de altid til tiden, og der er styr på det hele, og vi slipper for rykkere og surhed og pengemangel og alle den slags kedelige ting.

Men lige en enkelt bemærkning i den anledning: Der er stadig medlemmer, der er i restance med kontingentet. Så skynd jer lige at få bragt den sag ud af verden med det samme. Så går det straks meget bedre. I får bedre samvittighed, og klubben får bedre økonomi!


Generalforsamling den 24. april

Hvordan det går i det hele taget får alle mulighed for at få mere at vide om, når der afholdes ordinær generalforsamling i klubhuset tirsdag den 24. april klokken 19.30. Generalforsamlingen er som bekendt foreningsdemokratiets festdag, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål, kritisere eller skamrose bestyrelsen, komme med forslag, stille op til valg eller melde sig som frivillig og alt muligt andet.

Som altid vil der også blive uddelt hædersbevisninger til markante klubmedlemmer, og der vil være en række andre festlige højdepunkter, som ingen må snyde sig selv for. Og der vil være mulighed for at købe lidt at spise og forfriskninger i restauranten. Det vil bestyrelsen i øvrigt godt opfordre alle hold til at gøre lidt mere fast og systematisk nu, når vi er på vej på græs inden så længe. Som I ved: Grunden til succesrige resultater på banen, lægges i restaurationen.

Vi ses den 24. april.


Kom og støt 1. holdet

Men inden da skulle vores 1. senior gerne være i gang med forårets kampe, hvor vi forhåbentlig kommer til at spille med om oprykning til 1. division. Det er der, vi hører hjemme, og der skal vi op.

Efter en lidt usikker start på træningskampene, er der kommet mere facon over spillet de seneste uger, der har budt på fire sejre og en uafgjort i fem kampe mod 1. divisionshold: Fremad Amager blev slået 1-0, HIK 4-2, Næstved 3-2, Herfølge 3-1 og i går blev det så 0-0 mod Frem i en noget vindblæst affære. Der er kamp træningskamp mod AB ude på tirsdag og sidste forberedelseskamp er på søndag mod Lyngby.

Og sæt allerede nu kryds i både din og hele familiens og alle vennernes kalendere ud for lørdag den 31.3. klokken 15.00, hvor 1. holdet spiller mod Lolland Falster Alliancen på Østerbro Stadion. Der er lagt nyt rullegræs på udsatte steder, og der vil som sædvanlig blive serveret lækre delikatesser og kolde drikkevarer til både børn og voksne. Så lad os nu alle sammen ses på Østerbro Stadion. Husk, at vi i efteråret scorede 5-6 mål i snit på hjemmebane. Det skulle gerne gentage sig.

Tjek den samlede kampkalender ud på b93.dk. Så kan I alle planlægge jeres liv her i foråret.

Vi ses.


Venlig hilsen

Hans Drachmann
B.93 Nyhedsbrevet

 

Skrevet af Hans Drachmann   
Antal hits: 4530
Senest opdateret: 22 september 2016