Klik billedet
Cricket fra 1893 - 1918 Udskriv Email
Artikel indeks
Cricket fra 1893 - 1918
Side 2
Alle sider
Untitled document


B.93's crickethistorie (fra 1893 til 1918)


Cricket var den eneste sportsgren da klubben blev stiftet i 1893, og klubnavnet blev derfor meget naturligt ”Cricketklubben af 1893”.

Op til klubbens 25 års jubilæum skrev, dr. med Valdemar Brummerstedt (født 09-07-1888 – død 27-05-1941) en rapport om de første 25 år med cricket. Selvom han skiftede til AB i 1905 fuldendte han arbejdet.

Tilsvarende skrev fodboldspilleren, journalisten Olaf Windinge Sørensen (født 10-09-1877 – død 26-10-1934) en meget udførlig omtale om fodbolden i B.93 i perioden 1896/1918. Olaf fortsatte – og fuldendte - skriverierne, selvom han – også – skiftede fra B.93 til AB i 1905.

Det påtænkte jubilæumsskrift udkom ikke pga. klubbens økonomi. Første gang klubben udgav et jubilæumsskrift var i 1943 ved 50 års jubilæet. Dette jubilæumsskrift havde stor glæde af de første 25 år var belyst så omhyggeligt. Begge skribenterne var døde før 50 års jubilæet.

Valdemar Brummerstedt kom oprindelig fra Østerbro Boldklub, der gik ned i 1892, og året efter blev en del af B.93. Valdemar opnåede to kampe på førsteholdet i fodbold (1898/99), selvom han ikke var nogen særlig god fodboldspiller. Han var langt bedre til cricket. Som læge var han flittig benyttet blandt klubberne i København.

I 50 års jubilæumsskriftet fra 1943 kan man læse: ”Valdemar Brummerstedt, den nu afdøde læge, hørte som gammel ØB’er til en af vor klubs medstiftere. Brummerstedt var ikke alene en af cricketspillets ivrigste forkæmpere, men selv en brillant underarmskaster og udmærket markspiller, og han lagde et stort arbejde i klubbens tjeneste i den halve snes år, han var medlem. I 1905 indvalgtes han – for anden gang - i bestyrelsen, men kom allerede samme år i så alvorlig modstrid med sine fæller her, at han (i 1906) fandt anledning til at forlade klubben. Han indmeldte sig i AB, som han tilhørte ved sin død. Brummerstedt skrev i sin tid vor klubs crickethistorie fra 1893 til 1918”.

Om sit brud med klubben skriver Brummerstedt i sin nedennævnte beretning: "Året 1905 blev min sidste sæson i B.93, idet jeg af forskellige, private grunde fandt mig foranlediget til at trække mig tilbage fra den klub, som jeg havde været med til at stifte, og hvor jeg havde tilbragt en stor del af mit liv".

Det kan forekomme noget specielt, at Brummerstedt, der udmelder sig i 1905 fuldfører en beretning der dækker perioden 1893/18, hvor han således ikke har været medlem af klubben de sidste 13 år.

Som det fremgår nedenfor under 1915, har Brummerstedt stadig en tilknytning til klubben, idet den legendariske formand I. C. Gandil, der er ugift, bor hos familien Brummerstedt i Pinsen. Det er herfra, at I. C. Gandil tager på cykeltur en morgenstund og falder død om. Det er Brummerstedt der kort inden hører formandens sidste ord. Uddrag fra beretningen:

"Han døde en smuk og lykkelig død. Under et besøg på landet hos forfatteren af denne bog (som aldrig blev udgivet, red.), døde formanden på en cykletur i den forårsgrønne bøgeskov. Hans hjerte havde i mange år været svagt, og en lille anstrengelse ved at køre opad en brat bakke var tilstrækkelig til at afslutte hans liv.

Gandil var tidlig oppe, erindrer jeg, den dejlige sommermorgen, og da vi forundrede spurgte ham, hvorfor han, der ellers ikke var udpræget morgenmand, var stået så tidlig op, svarede han med et fornøjet smil: ”Når vejret er så dejligt, så syntes jeg ikke man har råd til at miste for meget af dagen”. Han havde ret; der var ingen tid at spilde af den lyse dag."

Det er specielt interessant at læse Brummerstedt-beretning, idet han var med fra klubbens start. Valdemar Brummerstedt var blandt de 23 stiftere af klubben. Han sad i bestyrelsen af to omgange, nemlig 1895/96 og 1905.

Vi gengiver nedenfor ordret – også tegnsætningen - Valdemar Brummerstedt’s notater, som fylder 62 sider maskinskrevne A4-sider.

---------------

Cricket i 25 år i B.93

Skrevet af Valdemar Brummersted

 

1893


Det er med en blanding af lyst og ulyst, jeg begynder på at skrive cricketspillets historie fra B.93’s stiftelse og til nu, da klubben har nået den ærværdige alder af 25 år.

Det er for mig næsten som at skrive en ’nekrolog’ over en kær ungdomsven, som man har levet en stor del af sit liv sammen med.

Lidet anede vi unge, som den gang stiftede klubben under navnet ”Cricketklubben af 1893”, at navnet hurtig skulle forandres, og at den sport, som førte os sammen og holdt os trofast sammen gennem de første vanskelige år, skulle år for år sygne hen for at ende med at indtage det nuværende, ret trøsteløse standpunkt.

Men opgivet håbet om at opleve en ny blomstringsperiode for det nogle spil har jeg dog ikke helt, og jeg sætter mit håb til den opvoksende slægt, som måske vil indse, at bedre sommersport findes der ikke.

For os unge mennesker fra den gamle Østerbro Boldklub og Melchioranerboldklubben, som i forening lagde grunden til den nye klub, var der ingen tvivl, ingen diskussion om, at cricket var den bedste sport af alle. Om alt muligt andet kunne vi være uenige og diskutere, men ikke om vor yndlingssport. Den tog os ganske fangne, vi ofrede den al vor fritid, vore få penge og al vor interesse. De var skyld i mange familiescener, da forældrene slet ikke kunne forstå, at sønnerne kunne foretrække at løbe på Fælleden i den stærke sommervarme og slå til en bold frem for at deltage i skovture, Tivoliaftener og lignende ellers så tillokkende forlystelser.

Men navnlig i klubbens første år betragtede vi det som en kær pligt at møde så tidlig og så ofte som muligt om hverdag aftenerne, og de fleste søndage var optagne enten af træning eller kampe.

Klubben stiftedes ikke med nogen svimlende ”aktiekapital”, og af økonomiske grunde måtte vi begynde under beskedne forhold.

Vi var uhyre heldige med det første ”lokale”, idet vi fik overladt en del af den gamle villa, Nørre allé 49 for en billig pris.

Villaen ses endnu – den er ikke blevet kønnere med årene – på hjørnet af Nørre allé og Tagensvej, og vi fandt den fortræffelig. Der var, så vidt jeg husker, tre stuer og adgang til have med et lille lysthus, og om sommeren tilbragte vi mange aftener derude med gemytlig passiar. En yndet sport var at ”spille ring”. Seks metalringe i en snor, en krog på en træstamme, det var hele arrangementet. Det gjaldt om at få så mange ringe svinget ind på krogen som muligt i seks slag, og væddemålene drejede sig næsten altid om øl.

Der blev drukket mange ”gamle Carlsberg” i den have og helt afholdende var de fleste af spillerne ikke.

Inventaret i lokalerne var så spartansk som vel muligt, men fordringerne var beskedne den gang i forhold til vore dage, og vi befandt os yderst vel i de tarvelige omgivelser, hvor vi blev til 1896.

Rekvisitterne var det også småt med, og på grund af pengemangel måtte både bolde og navnlig boldtræer lappes så længe som muligt, og det faldt mig ofte svært at overtale den brave drejemester i Nørre Farimagsgade til at gøre endnu et forsøg på at redde et boldtræ, som var i stykker både i skaftet og pladen. Han var den eneste, der kunne, og han var oftest lumsk ked af et arbejde, som ikke gav ret megen fortjeneste.

Men på et område måtte der ikke spares, og det på spilledragterne. Jeg tør rolig påstå, at der aldrig her i byen har været et mere velklædt og ensartet hold end ”Cricketklubbens”.

Det fordredes af alle spillerne, at de skulle være iført hvis hue med blåt skjold, hvid flonelsskjorte og benklæder og blåt bælte, og ingen fik lov til at spille en kamp uden at være reglementeret klædt.

Spillepladsen blev valgt med største omhu på Blegdamsfælleden, hvor nu Rigshospitalets by ligger, og gærdepladsen var efter omstændighederne ganske god. Man må erindre, at vi i de første år ikke brugte ”tæppe”, men spillede på græs. Det var lidt risikabelt til hård kastning, og mange slemme knubs vankede der; men derved lærte man også at være hurtig i vendingen, og til markspil var Fælleden med sit ældgamle, elastiske grønsvær, ganske udmærket. Og belysningen var uendelig meget bedre end på vore nuværende lukkede baner.

Vi begyndte at træne kl. 18:00, og vi ventede ikke til midt i juni med at komme i gang. Var vejret rigtig mildt, begyndte vi så småt sidste i april og holdt ud til sidst i september.

Vi spillede altid, som om det var kamp, netspil kendte man ikke den gang, og det bød naturligvis markspillet de bedste chancer, hvorimod gærdespillet var ret tarveligt i sammenligning med nu. Man var nødt til at lære at stoppe en bold sikkert, hvis man ville undgå alt for mange, lange løbeture efter bolden, og man blev af hjertet hånet af kammeraterne, hvis man stoppede uden om.

Kastningen var udelukkende ”underarms” undtagen i Boldklubben Frem, der i de første par år var ene om at have overarmskastere, tilmed to meget fine kastere. Den ene var en harmonisk bygget mulat ved navn John Hughes, en glimrende sportsmand, lige god på alle spillets områder, den anden var en engelsk dværg, Sykes, der var ansat som montør hos ”Goldschmidt og Nordholm”. Han var en håbløs umulig montør, men en fortræffelig kaster, og han lavede i de første år ligefrem panik blandt cricketspillerne ved sin fint beregnede kastning. Han havde et ualmindelig stort hoved, vældig lange arme og et par stumpede ben, og jeg erindrer endnu det komiske indtryk, han gjorde på alle, når han kastede og altid fik overbalance, når kastet var endt. Hovedet var så stort og tungt, at det tyngede ham helt ned i venstre side.

Nå, men vi skal tilbage til træningen. Når spillet var endt, tog vi altid en ekstraomgang markspil. Wicketkeeperen gik til gærdet, og vi andre stillede os i en kreds uden om. Bolden blev nu slynget ud, enten højt til gribning eller henad jorden til stopning, og den skulle stoppes og stikkes ind i samme bevægelse og så fladt som muligt. Det var en glimrende øvelse, som gav varme i blodet, og derefter tog vi fat på gribeøvelser, idet en spiller, der slog særlig langt, som regel Frederik Nielsen, sendte bolden ud i alle retninger så højt og vanskeligt som muligt, og vi måtte så gribe med to hænder, med højre eller venstre alene, på kommando, ofte i fuldt løb. At vi blev gode markspillere ved disse øvelser er selvfølgeligt, og vi vandt mange kampe udelukkende på overlegent markspil.

Derfor undrer man sig også nu på sine gamle dage over, at folk klapper, når en spiller griber en høj bold. Det var for os den gang en så selvfølgelig ting, at en gribechance blev udnyttet næsten hver gang, og på Cricketklubbens første hold var i al fald syv mand fuldt ud på højde med vore nuværende bedste markspillere, og en indstikning til wicketkeeperen eller kasteren så god som den gang, kommer man næppe til at opleve.

Men på den anden side var gærdespillet som alt omtalt meget ringere. Det var i høj grad hjemmegjort, og på Cricketklubbens første hold var der ikke en eneste gærdespiller, som forstod at føre sit boldtræ korrekt.

Så oprandt da endelig den store dag, da den nystiftede klub skulle spille sin første kamp. Vi var meget uheldige ved lodtrækningen, idet Frem blev vor første modstander, og vi var meget benovede ved tanken om at skulle stå for deres farlige overarmskastning. Vi ville uhyre nødigt tabe den første kamp, det ville være et dårligt varsel, men vi havde ikke store forventninger om en sejr.

Dagen var den 25. juni (1893), og kamppladsen var en ”neutral” grund på Fælleden.

Vi blev sendt ind til gærdet først, og det gik os meget ilde. De fem første gærder fik næsten ingen points, og først da Gotfred Klint og Viggo Petersen kom sammen begyndte det at se lidt bedre ud. De scorede tilsammen 33 points (Klint 22) der var seks ekstra, og alle vi andre måtte nøjes med 11 points til deling.

50 point var ikke et imponerende resultat selv for den tid, men alligevel vandt vi første halvleg med ni point, idet vor kastning og markspil var fortræffeligt.

Vor anden halvleg blev endnu ringere, idet kun Viggo Petersen opnåede tocifret tal, og hele summen blev 43 points.

KB’s spillere, som lå lejrede udenom pladsen for at se på debutanten hånede os med rette for vort dårlige gærdespil, men til vor undskyldning tjente, at Frem’s kastning var ualmindelig god og overarme en ukendt vare for os.

Men, som vi senere skal se, fik vi revanche over KB kort efter.

Frem skulle nu score 53 point for at vinde, og de tre første gærder skaffede 20 points. Da det tilmed blev stærk regn, var alle chancerne imod os. Jeg havde det held at kaste den bedste spiller, Hughes ud for nul, men Harald Knauer (Frem), en broder til den senere så bekendte Christian Knauer, kom lidt i stød og scorede 20 points, inden han blev grebet elegant ud af Strømann, som ”short slip” på få alens afstand fra gærdet.

Der var 43 points for 8de gærde, men de sidste to mand fik kun tre points, og vi vandt således en lille, men yderst velkommen sejr med seks points. Og ”93” fik ”93” råbte gadedrengene, der var interesserede tilskuere, og det var jo et morsomt tilfælde.

For forfatteren af dette skrift var dagen yderst uheldig ved gærdet, idet jeg blev løbet ud for to points i første halvleg og kastet ud på første bold i anden halvleg af ”dværgen”. Men til gengæld havde jeg det held at tage 11 gærder for 24 points, så det bødede da lidt på det slette gærdespil.

Dagens sejr fejrede i ”Haven”, og mange skåler blev drukket i ”Gamle Carlsberg” på klubbens vel.

Da det var klubbens første kamp, kunne det måske more mange af de ”gamle drenge”, der spillede med i hin mindeværdige kamp at se regnskabet, som er taget fra Dansk Sportstidende.

Det tager sig således ud:

Første halvleg: Jensenius (0), Ipsen (1), Frederik Nielsen (1), Brummerstedt (2), O. Smith (3), G. Klint (22), Viggo Petersen (11), Strømann (4), Harald Simonsen (0), Aage Buntzen (0) og ekstra (6). I alt 50 point (Frem fik 41 point). I anden halvleg fik B.93 så 43 point mod Frems 46. Derved vandt B.93 med 93-87.

Kort efter spillede KB, som havde et godt hold mod Frem og tabte med ni stående gærder. Deres første halvleg gav os lejlighed til at give dem deres stikpiller tilbage med renter. De vidste nemlig på en prik, hvorledes man skulle behandle kastningen, da de lå ude som tilskuere, og vi var solgte, men da de skulle vise os det i praksis, gik det ikke helt godt.

Deres første halvleg blev på 10 points, hvoraf Johannes Nielsen, en af sin tids ypperste og eleganteste spillere, havde de seks; ”Mr. Extra” havde tre, og alle de andre havde 1 points til deling. KB tabte med ni stående gærder efter at have scoret 62 points i anden halvleg.

Den næste kamp spilledes mod AB, som i første halvleg fik 75 points, medens vi fik 145. Men i anden halvleg opnåede AB så 136 points, og vi fik kun 64, så vi tabte med to points (209-211).

Det var et ærgerligt nederlag, som skyldtes en ren tilfældighed. Frederik Nielsen havde scoret nogle points og sendte derefter en bold ud over grænsen, så at vi kun manglede tre points i at vinde. Der blev kastet, inden markspilleren, der havde været ude efter bolden, var kommet på plads, og da den næste bold til vor store glæde susede ud for en tilsyneladende sikker 4’er, dukkede der pludselig en mand frem fra tilskuerpladsen og greb bolden sikkert nok. Dermed forvandlede vor glæde sig til sorg, thi sidste mand faldt for nul, og kampen var tabt. Jeg husker, at Frederik Nielsen ærgrede sig meget over, at han var blevet grebet ud af en spiller, der var iført grå bukser og ”seler”. Han følte det som en personlig fornærmelse.

Der blev nu trænet om muligt endnu stærkere end før til næste kamp mod KB, som man den gang ligesom nu havde særlig mod på at få fat i.

Det var en brændende hed sommerdag, en af de varmeste jeg har spillet på, og vi var alle ganske ødelagt af solen, da kampen var færdig. Men vi havde den trøst, at KB blev slået overlegent med syv stående gærder, og at vi var dem overlegne på alle områder, navnlig markspil og kastning. Cricketklubben scorede 155 – 25 points for tre gærder (deraf Jensenius 50) medens KB opnåede 72 – 105.

I denne kamp spillede Rasmussen Tjæreby en særdeles god ”inning”, idet han scorede 22 points, en meget smuk præstation i gamle dage. Otto Smith havde 28 og Viggo Petersen 21.

Den nye klub stod efter denne kamp som vinder af turneringen og var derved berettiget til æren af at spille den repræsentative kamp mod et udvalgt hold fra de tre andre klubber.

Jeg måtte desværre rejse til udlandet inden denne begivenhed, hvilket var mig en ren sorg; men Cricketklubben klarede sig uden mig og vandt denne fine kamp med tre points. Det var nogle beskedne sejre i det år, og points var så små, fordi kastningen havde overtaget over gærdespillet.

Tallene så således ud: Cricketklubben af 1893: 38 og 94 (132). Det udvalgte hold: 55 og 74 (129). Dog var det et skår i glæden, at kampen utvivlsomt blev vundet på en fejlkendelse, idet Hughes blev dømt ”grebet ud” på en bold, der ramte hans underarm. Men Dansk Sportstidende skriver, at CK 93 havde trænet ivrigt, medens de andre havde drevet, og den unge klubs markspil beskrives som noget af det bedste, der er set herhjemme.

At der er blevet spillet godt i marken, og at kastningen har været god, vil man forstå, når man hører, at de sidste fire gærder blot skulle score seks points for at vinde. De fik kun tre. Dagens kastere var: Viggo Petersen, G. Klint og Harald Simonsen.

Det var således en vellykket start ”Cricketklubben” havde haft, men jeg må tilføje, at den var vel fortjent, fordi ingen klub tidligere havde gennemført en så rationel træning.


1894

Klubbens andet år (1894) var nok godt, men vi blev dog kun nummer to, idet Frem vandt turneringen. Af de 11 faste førsteholdsspillere var allerede fire gået fra, nemlig Jensenius, vor wicketkeeper og sikreste gærde, Strømann, Simonsen og Georg Nielsen.

Af de fire, der kom i stedet, var Johannes Gandil den, der senere blev mest kendt og berømt – men desværre for cricketsporten – væsentligst som fodboldspiller. Nogen god cricketspiller blev han aldrig, men han var meget adræt i marken. Katberg meldte sig også ind, men spillede først i 1895 på førsteholdet.

KB fik det år sin bane på Forchhammersvej i brugbar stand. Den var anlagt i 1893, og OB fik også en god bane, hvor flere gode cricketspillere blev uddannede, deriblandt Frederik Mouritzen.

Kampen mod AB var den første, men den blev afbrudt på grund af regn. Vi vandt efter første halvlegs resultat.

Vi begyndte at øve os i overarmskastning, og Frederik Nielsen viste de bedste anlæg og blev efterhånden en brugbar, senere en meget god kaster.

I kampen mod Frem led vi et stort nederlag med 1 halvleg og ni points, og her viste Axel Andersen (nu Byrval) sig for første gang som en meget lovende spiller og scorede dagens højeste points (34).

Søndag den 8. juli 1894 indviedes KB’s nye, gode bane med en kamp mod Cricketklubben (B.93, red.). Vi var uhøflige nok til at slå banens indehaver med 28 points.

Frem spillede som nummer et den repræsentative kamp, som de tabte.

På DBU’s generalforsamling den 30. juni 1894 vedtog man indførelse af to dages kampe (søndag og en eller flere hverdagsaftener).


1895

I 1895 gik det også ganske godt, men vi tabte dog mod KB, som nu havde fået en ganske god overarmskaster uddannet. Det var Thor Sick-Petersen, en af cricketspillets ivrigste tilhænger endnu den dag i dag.

På vort hold var der dukket nogle nye navne frem, hvoriblandt Volmer Sørnsen, der også vil være den nuværende generation bekendt, idet han på sine lidt ældre dage atter gav sig til at spille cricket efter flere års fraværelse.

Af andre, der har indskrevet deres navne i klubbens annaler kan man fra det år nævne, Jean Castberg og Jacob Staal, der var en af de dages eleganteste spillere. Han var tillige en ganske brugbar overarmskaster. Clary Hansen, med øgenavnet ”Clajs”, var også med på holdet, og en mere fornøjelig og pudsig fyr fandtes ikke i klubben.

Jeg husker, at han en aftenstund, da vi fulgtes hjem fra klublokalet ned ad Tagensvej, pludselig erklærede, at der voksede roser i grøften langs Blegdamshospitalet. Vi protesterede naturligvis på det bestemteste med dette udslag af naturens luner, men han holdt fast ved sit, og til vore store overraskelse kunne han fra grøften fremskaffe de dejligste roser, som han møjsommelig på udturen havde stukket ned i jorden blot for at drive spas.

På sådanne indfald var han rig, den gladeste kammerat blandt alle glade, og han og Viggo Petersen ”tykke Viggo”, som han altid kaldtes, formåede altid at holde lystigheden vedlige i klubben.

Cricketklubben vandt i 1895 ret let over AB, og føjede en ny sejr til denne ved at slå OB på Fælleden med 10 stående gærder.

Kuriøst var det, at på vort hold kastede Viggo Petersen og Brummerstedt under hele kampen, og vore underarmsbolde gjorde lyst i OB’s rækker, medens OB, provinsklubben, kunne møde med to gode overarmskastere, den ganske unge, flot byggede Mouritzen og Edvard Hansen (der var venstrehåndskaster). Men vi havde nu vænnet os bedre til overarmsbolde og klarede som sagt kampen helt fint.

Også en ’englænderkamp’ vandt vi med seks stående gærder efter en fin første halvleg. Det var et blandet hold af officerer og menige fra Kongeskibet Osborne, som var en jævnlig gæst her i byen, hvor de tidligere havde spillet mod KB.

Matroserne var meget misfornøjet med officerernes præstationer, kan jeg huske, og Newburry en af vore gamle venner og holdets bedste kaster, pegede foragtelig ned i regnskabet og sagde ”four officers – got nothing”. De havde virkelig fire nuller.

Jeg tror aldrig, jeg har trykket så mange udstrakte hænder og blevet klappet så mange gange på skulderen som den dag. Tilskuerne var den gang ligeså ivrige for cricket, som de nu er for fodbold, og vi måtte gennemgå den samme skærsild som vore fodboldherrer nu efter en vunden englænderkamp.

Vi var vist indvendig ganske fornøjede derover, og jeg var yderst tilfreds med at have taget 10 gærder for 16 points.

I en påfølgende kamp slog vi Frem med otte stående gærder, hvilket glædede os i høj grad, da vi året i forvejen havde tabt med en halvleg.

Men vi havde trods sejrene et yderst svagt hold på gærdespillets område, ikke én mand, der var sikker på at score en god ’inning’ og boldtræføringen lod meget tilbage at ønske.

Ingen af spillerne kunne ’cutte’ en bold korrekt undtagen Jacob Staal, og vi havde ingen læremestre som AB senere fik i Charles Buchwald, Danmarks bedste cricketspiller.

Vi måtte lære os selv, så godt vi kunne, og de fejl, vi havde, groede fast og var aldrig senere til at pille ud af os.

Klubben fik sin første fuldendt elegante og stilfulde spiller flere år efter, da Ove Petersen, nu Palsby, som junior trådte ind i klubben efter en kortvarig uddannelse i ØB. Vi klarede os på godt markspil og god underarmskastning og navnlig på vor energiske træning.


1896

Blev et ret dårligt år for vor klub, idet vi led et stort nederlag mod AB og senere mod KB, der nu var i stærk fremgang i kraft af at have en god bane.

I 1896 spillede Buchwald første gang som ganske ung mod os, og skønt han ikke udmærkede sig ved gærdet, kunne man dog straks i ham se en vordende første klasses spiller. Hans markspil imponerede i høj grad, og vi fik at vide at AB ventede sig meget af ham allerede den gang.

1896 blev et mærkeår i dansk cricket, idet KB da indførte at spille på cocosmåtte efter daværende kaptajn Kalckaes råd. Han havde læst om, at englænderne i Sydafrika måtte spille på sådanne måtter, og da vore baner var alt andet end ideelle, betød det et stort fremskridt, skønt det i begyndelsen generede kastningen for os andre, der ikke havde råd til en sådan flothed. Man var i første kamp ganske desorienteret, når man skulle skrue sin bold. Bolden traf ofte kanten af måtten og blev slået ud over grænsen til ’leg’. Men det var alligevel en stor forbedring for gærdespillet, og halvlegene blev efterhånden betydelig større end i de første år.

Cricketklubben (af 1893) fik i 1896 en kærkommen forstærkning af sit ret svage hold, idet Christian Knauer, der nu er en stor mand, kommandant i Kongo i belgisk tjeneste, indmeldte sig i klubben. Han var allerede da en særdeles god wicket-keeper, en af de bedste vi nogensinde har haft, og da han tillige var et godt gærde betød han et betydeligt plus for holdet. Også Olaf Winding Sørensen kom i 1896 ind i klubben som nybagt student, men han var bedre som fodboldspiller end som cricketspiller.

En kamp blev også spillet i Odense, mod OB, som efter en meget spændende anden halvleg vandt med to stående gærder.

Vi var lidt kede af dette nederlag, men en af de uforglemmelige, fornøjelige aftener hos formanden, sagfører Max Smith, trøstede os en del.

Han var sjælden i den nye, blomstrende provinsklub og var som en fader for alle de unge spillere. Han og hans elskværdige hustru havde altid åbent hus for spillerne, og den gæstfrihed, man mødte i deres hyggelige hjem, står altid blandt de lyseste minder fra svundne tiders sportsrejser. Hans glæde over den vundne sejr var ham derfor vel undt.

Et lille lyspunkt i denne dårlige sæson var der dog, idet vi vandt over ØB, der havde et ganske godt hold; men mod KB tabte vi atter, skønt Christian Knauer spillede en særdeles god ’inning’, da sagerne stod værst.

B.93 (klubben ændrede i 1896 navn til Boldklubben af 1893, red.) havde svært ved at stille et godt hold, fordi tilgangen af gode spillere var så ringe, medens KB og AB fik adskillige fuldt færdige spillere fra Sorø og Herlufsholm.

På dette tidspunkt og adskillige år frem i tiden bliver det uhyre vanskeligt at skrive cricketspillets historie i B,93, idet klubbens eget arkiv har formøblet alle optegnelser af betydning på en mystisk måde, og de ugentlig udkommende Sportsbladets optegnelser er så mangelfulde, at man får det indtryk, at redaktionen har ladet et af de yngste bude besørge anmeldelserne.

Vedkommende anmelder deler kampene i to slags: ”De spændende og interessante”, og ”De ikke videre spændende og interessante”, og da der ikke nævnes andet end points for halvlegene, men hverken spillernes navne, points eller kasteanalyse, så bliver opgaven unægtelig vanskelig. Man var ikke videre hurtig i vendingen den gang, og bladet Idræt udkom i fred og ro om lørdagen. Næsten alle spalterne var reserverede for cykelløb, sejlsport og lignende, og cricketkampene blev kun omtalte, når der var lidt plads tilovers.

For at give læserne et begreb om stilen i datidens cricketreferater vil jeg citere ordret nogle stykker deraf: ”Knauer fra B.93 udmærkede sig ’adskillige gange’ ved lange, kraftige slag, der ’jævnlig’ indbragte ham et par 5’ere og 6’ere. Da B.93 efter regnskabet dog kun opnåede 65 – 86 points, kan der næppe have været så farlig mange par 5’ere og 6’ere”.

En anden smuk buket stammer fra et referat af samme yngling, der har overværet en kamp mellem ØB og Frem. Det lyder sålunde: ”ØB gjorde sig god umage ved nydelige kast af Munck og Axel Jensen, men klubbens markspil kunne være bedre. At gribe fejl efter for mange bolde giver modstanderne altid for mange chancer. Vejret var under spillet ret godt, og i godt solskinsvej kunne begge kampene spilles til ende”.

Det er den slags referater, som det er vanskeligt at finde nogen mening i, men der findes nu ingen bedre.

Værre er det, at adskillige kampe overhovedet ikke er refererede.


1897

I 1897 gik det B.93, som klubben nu kaldes, betydelig bedre, takket være vor energiske træning under Knauers ledelse. Han var ved aftentræningen ganske utrættelig. Vi måtte gentage de gamle øvelser med gribning og indstikning til gærdet, og han lagde modigt fingre til selv de hårdeste indkast. Han havde i den tid næppe nogensinde 10 raske fingre, men han var utrolig hårdfør.

Vi fik i den første kamp rigtig fat i AB, som vi besejrede med seks stående gærder, og vor bedste overarmskaster, Frederik Nielsen, var nu blevet helt god og bidrog meget til sejren.

Derefter slog vi Frem med otte stående gærder og vandt med en halvleg – 82 over en ny klub Dana. Og ØB fik ligeledes prygl, men så vidt jeg husker tabte vi mod KB, som var i stadig stæk fremgang og havde gode overarmskastere. OB’s bedste spiller og navnlig fineste kaster, Frederik Mouritzen havde nemlig indmeldt sig i KB, hvor han i en meget lang årrække har gjort sit bedste for at holde cricketspillet vedlige. Han, Thor Sick-Petersen og, så vidt jeg erindrer, også Thorvald Petersen var en meget ubehagelig trio af kastere at spille imod.


1898

Blev ikke nogen succes for B.93. Ganske vist vandt vi over AB og Dana, som var en trøstens klub for de større klubber, men vi tabte overfor ØB, som i den unge Munck havde fået en god overarmskaster.

Kampen mod Frem skulle afgøre, hvem der skulle bliver nummer et: KB, AB eller Frem. Den spilledes på Fælleden, hvor vi for første gang flottede os med at bruge tæppe. Det hjalp imidlertid ikke os, fordi vort gærdespil var så usselt, og vi led et forsmædeligt nederlag med 10 stående gærder.

Kampen mod KB, som var opsat til bedre tider, blev aldrig spillet, hvorfor erindrer jeg ikke mere.


1899

I 1899 blev der indført at tage entré til kampene på KB’s baner, og denne forholdsregel gavnede ikke interessen for cricketspillet. Folk ville nu en gang ikke betale for en forlystelse, som altid havde været gratis tidligere, og tilskuermængden blev mindre.

På Fælleden var der derimod tilskuere nok, ofte så mange og så interesserede, at de generede spillet i høj grad. Man faldt ofte over en sådan ’nærgående’ tilskuer, når man i fuld fart løb efter en høj bold for at gribe den, og så blev man skældt ud i tilgift.

Den første kamp i det år var mod AB, som havde et helt godt hold, medens vi kun ved en kraftanstrengelse fik stablet 11 spillere på banen, blandt dem Strømann, der i lang tid ikke havde spillet.

Det blev en af de hårdeste kampe, jeg har været med til, idet den varede syv timer uden frokostpause. Man spiste sit medbragte smørrebrød, når der var lejlighed, fik en lunken bajer hos vor gamle, brave kagekone, madam Petersen, og så kilede man på igen.

Jeg husker denne kamp så tydelig, fordi vi vandt den, efter at stillinggen havde været næsten håbløs, og fordi det væsentligst var G. Klint og Strømann, som ved træningen ugen forud havde været komplet umulige ved gærdet, der scorede de nødvendige points, og det var mange. AB fik i første halvleg 77, vi nøjedes med 60, hvoraf Frederik Nielsen havde de 30. Derefter scorede AB så 102, hvoraf Buchwald havde 35. Vi skulle derfor score 120 points for at vinde, og det var den gang en mægtig halvleg.

En af vore bedste spillere var så gal i hovedet over situationen, at han tog sit gode tøj og gik, men heldigvis fik vi lov at sætte en reserve ind til gærdet i hans sted; det var jo tilsyneladende ganske ligegyldigt.

De fleste gærder faldt for få points, men da Klint og Strømann kom sammen, så spillede disse to gamle sig fra en rædsom begyndelse således op, at vi begyndte at glæde os over, at nederlaget dog ikke blev så stort.

Men de blev ved med at score med drabelige slag, indtil vi havde 64 af de 68, som behøvedes for at vinde. Så faldt Klints gærde, og vi havde kun reserven tilbage. Vi havde ikke en gang valgt ham endnu. Efter længere diskussion satte vi Georg Gielfeldt, som den gang var en lille bitte fyr, ind på denne uriaspost. Han var forsynet med to mægtige benskinner og handsker, og så vaklede han bleg og nervøs ind til gærdet. Han så i den grad komisk ud med de store skinner, som nåede omtrent op til hofterne, at vi var ved at dø af grin.

Vi formanede ham til at holde ’skeen’ stille og ikke flytte sig for bolden. Han fik den første bold, som traf hans benskinne, og i samme nu lød et flerstemmigt brøl fra AB: ’Ben for’. Men Edvard Gandil, som var dommer, var af en anden mening – og på næste bold skrabede Gielfeldt sig en ’ener’ til med den gale side af boldtræet; Strømann fik slag og sendte den næste bold langt ud over snoren. Sejren var vundet, ganske vist på en uhyre tvivlsom dommerkendelse, men vi var så begejstrede, at vi ikke tog os det nær.

Georg Gielfeldt var situationens herre, og jeg vover at påstå, det var den bedste ’inning’ han har spillet i sin lange karriere som cricketspiller.

Den næste kamp var mod KB og vi tabte naturligvis igen. KB havde atter fået forstærkning, idet Jürs og Bronée fra Sorø Akademi var blevet medlemmer, og de scorede flest points 39 og 38 i en halvleg. KB fik 171, vi kun 59 – 75. I denne kamp debuterede Peter Petersen, der senere blev KB’s sikreste gærde.

Referenten skrev således om ham: ”Den unge, lovende Peter Petersen gik allerede ud ved de første slag. Det var kedeligt for Peter, som var så lovende!”.

Over Frem vandt vi uden sværdslag, idet Frem ville have kampen udsat, hvad vi ikke ville gå med til, og da Frem ikke mødte, blev vi erklæret for vindere.

Referenten følte sig foranlediget til følgende udgydelse: ”Denne sidste affære vil antagelig afføde en hel del polemik, men sikkert er det, at den allerede har afsat en hel del ondt blod”. Jeg husker ikke de frygtlige følger mere.

Da vi ligeledes slog ØB overlegent, blev vi dog i 1899 nummer to, skønt vort hold var meget dårligt.


1900

Jeg tror ikke, at B.93’s cricketspillere ved det højtidelige århundredeskifte har ønsket held over deres sport i det kommende år. Hvis de har det, er deres ønsker i al fald ikke blevet bønhørte. Der blev sat en del rekorder i det nye år, og B.93’s seniores bidrog deres ved en rekord, som var yderst sørgelig for en klub, der var stiftet som cricketklub, idet de tabte alle deres kampe i turneringen.

Ludvig Sylow, KB, havde indtil året 1900 haft rekord 92 points for en halvleg, men den blev nu slået af Charles Buchwald (AB), der scorede 131 mod Frem. De forbedrede gærdeforhold og anvendelse af tæppe virkede nu godt, kun ikke fos os desværre.

Vi havde dog en opmuntring, idet vore juniorer den 1. juli slog AB’s juniores med en halvleg og 152 points og Harald Hansen satte den dag en rekord, som formodentlig aldrig bliver slået af en junior her i byen, idet han scorede 164 points, en glimrende præstation for en dreng.

Vort hold var i stærk tilbagegang, mange af støtterne var faldne fra, og de nye, der kom i stedet var navnlig som gærdespillere ikke videre talentfulde.

Havde vi endda haft Dana at spille imod kunne vi formodentlig have noteret én sejr, men de spillede ikke mere med.

Men B.93 fik dog i det nye år fattet en vigtig beslutning, måske netop på grund af nederlagene, at klubben skulle og ville have en bane ligesom KB.

Der blev spekuleret over det og talt om dette nye projekt tidlig og silde, og da klubben i 1899 havde fået en mand med store evner og ubøjelig energi til at træde ind som medlem, så fik planen efterhånden en fastere form og vi begyndte at håbe på muligheden af at overvinde vanskelighederne.

Denne mand var I C. Gandil (I. C. står for Jørgen Christian, red.), en broder til Johannes og Edvard, og skønt han aldrig havde været aktiv deltager i spil, omfattede han dog boldsporten med så stor interesse, at han hurtig ofrede al sin energi og store forhandlingsdygtighed for at skaffe klubben de nødvendige betingelser for fortsat trivsel. I slutningen af året 1899 var bestemmelsen taget, at vi skulle have en bane. Grunden var fundet og alle de utrolig store forhindringer blev efterhånden overvundne, så vi var på det rene med, at i året 1901 skulle B.93 nå sine ønskers mål, at få en stor, moderne og velindrettet bane.


1901

Dette år blev vendepunktet i B.93’s liv, idet vor klub efter så få års forløb blev en baneejende klub.

Jeg husker så tydelig, at vi gamle og ivrige medlemmer tilbragte en stor del af vor dag med at følge de forberedende arbejder, som aldrig kunne gå hurtig nok for vore utålmodige sjæle.

Vi ville helst have haft, at det hele havde stået parat til at tage i brug med det samme, men vi havde ikke som Aladdin lampens mægtige ånd til at udføre vore ønsker. Der er ikke noget eventyrligt i retning af hurtighed over vore danske arbejdere, og vi var meget misfornøjede med fremskridtet, skønt det vistnok gik for fuld damp hele dagen.

Men endelig stod banen da færdig i foråret 1901, og vi havde fået indrettet os så bekvemt som muligt i et stort skur ovre ved Lægeforeningens Boliger.

Efter fodboldsæsonens afslutning tog vi fat på træningen og forsøgte at få så meget som muligt ud af det meget dårlige materiale, vi havde at arbejde med.

De andre klubber, navnlig KB og AB, havde langt bedre spillere end vi, og navnlig var det rent galt fat med vort gærdespil. Vi havde ikke en eneste første klasses gærdespiller, og også vor kastning var meget ringe i sammenligning med de andre klubbers.

Af de kampe, der særlig har bidt sig fast i min hukommelse skal jeg omtale kampen mod AB, som vi tabte med en halvleg og 92 points. Deraf havde Buchwald, der nu allerede var en yderst generende modstander 122 points.

Det var jo galt nok, men langt værre gik det mod KB, idet denne klub på sin egen bane scorede den største halvleg (427 point), der er scoret i dansk cricket indtil 1917 – da AB passerede denne sum for tabet af fem gærder. Også denne gang var B.93 det gik ud over. Men til ære for B.93’s daværende mandskab må jeg bevidne, at vi holdt ud, skønt tre eller fire af holdets elleve fik uopsættelige forretninger, som tvang dem til at forlade banen, og ud fik vi vore modstandere væsentligst ved Christian Knauers glimrende markspil. Jeg husker Johannes Gandil og jeg fik taget livet af de fleste KB’ere, men Knauer havde hovedæren.

Peter Petersen scorede 130 points og Johannes Nielsen 97. Vi havde i første halvleg opnået den svimlende sum af 49 points, og i anden halvleg fik vi temmelig medtagne spillere kun 25 points for fem gærder.

Trods de gruelige klø vi havde fået, var vi glade over, at vi havde fået alle modstanderne ud, inden dagen var omme, og det glædede os meget, at den udmærkede sportsmand, Hasselbalch fra KB efter kampen kom hen til os og komplimenterede os for, at vi, skønt vi kun var syv mand i den sidste del af kampen, dog ufortrødent havde fortsat den ulige og ganske håbløse kamp. Det var en drøj dag for os, men vi trøstede os med, at vi syv dog i al fald havde konstateret, at vi have lært at holde ud, hvor galt det så end gik.

Men kampen medførte selvfølgelig en del splid mellem spillerne, og i den næste kamp mod Frem kunne B.93 for første gang i sin levetid ikke møde med noget kampdygtigt hold. Vi måtte sende afbud og tabte uden sværdslag. Vi havde i det år dog den trøst, at vort udmærkede juniorhold slog KB’s med en halvleg og 102 points.


1902

Er det år, jeg husker mindst godt, og alle oplysninger om vore bedrifter er forsvundne komplet. Det er for øvrigt kun til gavn for B.93, thi et husker jeg, og det er, at vi fik prygl i alle de kampe vi spillede med undtagelse af ØB-kampen. Vi havde aldeles ikke det sportslige udbytte af den nye bane, som de ivrigste af os havde ventet. Der var så meget, der lokkede spillerne bort fra den alvorlige træning, og den værste konkurrence var tennisspillet.

Det lå godt for de fleste cricketspillere, man behøvede kun at være to for at kunne få en match i gang, og var man først begyndt, skulle sættet naturligvis spilles færdig først. Det var en sand kamp for os få trofaste at få draget spillerne ud, og der faldt mange hvasse replikker af ved disse lejligheder.

Som læserne vil kunne se heraf, stod det i 1902 i lige så galt til med cricket som i 1917; man spåede spillet en snarlig død – ligesom nu – men endnu har man ikke fået taget livet af det. Så vidt jeg erindrer begyndte Thorald Petersen (senere Høyen) at spille på seniorhold det år. Harald Hansen var også med, men af det oprindelige hold fra 1893 var der kun et par stykker tilbage. Jeg selv begyndte også at tabe humøret og min tror på cricketspillets levedygtighed og jeg følte, at hvis der ikke hændte noget ekstraordinært til næste sæson, så var dets dødsdom fældet – i al fald for vor klubs vedkommende.


1903

Det ekstraordinære indtraf imidlertid lige på dette kritiske tidspunkt, og 1903 blev måske den mest fornøjelige cricketsæson i klubbens tilværelse, bortset fra stiftelsesåret.

En ren tilfældighed var skyld deri, idet dr. Folmer Hansen, vor berømte tennismester, som havde hørt mine hyppige klager over min yndlingssport forfald, en dag fik den udmærkede idé at tale herom i den britiske Legation.

Den engelske gesandt, sir Goschen, havde to sønner, hvoraf den ældste var i diplomatiet, den yngste studerede ved Eton College. Begge var ivrige cricketspillere og det samme gjaldt legationssekretæren, Mr. Peto. De blev straks interesserede for ideen om at dyrke ’the national game’ her i København i lighed med hvad englænderne gør overalt, hvor de kommer hen på jordkloden. Og ikke ret længe efter at denne samtale havde fundet sted, havde B.93 æren af at få Mr. E. Goschen og Mr. Peto til medlemmer; den yngste Goschen kom lidt senere ind i klubben, men han betød ikke så meget for klubben.

Den måde, hvorpå Mr. E. Goschen gjorde sin entré i B.93, er så karakteristisk for englænderen, at jeg ikke kan nægte mig fornøjelsen af at skrive den ned i dette jubilæumsskrift (som altså ikke blev til noget, red.).

En sommereftermiddag rullede en elegant vogn op foran min beskedne bolig, og Mr. Goschen, ledsaget af tjeneren ved gesandtskabet ringede på for at tale med mig. Jeg var lige gået over på banen, men min hustru tilbød at vise ham vej derover, og de fulgtes så ad.

Jeg stod ned på banen, da han kom ind; han kom hen og forestillede sig, kiggede lidt på spillepladsen, tog sin jakke af og to minutter efter sin entre var han allerede i færd med at kaste til mig. Der var intet unødvendigt vrøvl, vi spillede hele tiden, og da han kom til gærdet, var jeg hurtig klar over, at jeg havde med en særdeles fin spiller at gøre.

Få dage efter kom Mr. Peto, en ualmindelig køn og flot bygget spiller, også derover, og fra den tid og til udgangen af sæsonen var de som regel med på vort førstehold. Peto var en fortrinlig slåer, ikke så sikker ved gærdet som Goschen, men i stand til at score i en fart ved lange, dristige slag. Unge Goschen, der lidt senere blev medlem, var ganske flink (betyder god, red.) efter sin alder, han var vel 17-18 år, men havde dog ingen særlig succes.

Men året 1903 skulle endnu tilføje vort crickethold en første klasses mand, der endnu den dag i dag er den bærende kraft for B.93’s hold på grund af sin fortrinlige kastning. Det var englænderen Mr. George Peel Harvey (spillede også fire kampe på førsteholdet i fodbold, red.), der i det år tog ophold i København. Han var den første gode venstrearmskaster, vi har haft, udholdende, velberegnende og en fortræffelig sportsmand helt igennem, og han var absolut den mest værdifulde tilvækst, som cricketholdet nogensinde har fået i B.93.

Holdet, som året i forvejen var helt dårligt, blev nu pludselig som forvandlet. Træningen blev drevet med en i lang tid ukendt iver, og de stilfulde englændere havde den bedste indflydelse på holdets hele optræden.

De bedste spillere var det år: Harald Hansen, Albert Hansen (med tilnavnet ’Sorte’), Ludvig Petersen (nu Palsby), Olaf Winding, Hans Peter Katberg, Thorald Petersen (nu Høyen), brødrene Goschen, Pato, Harvey og min ringhed. Som reserve fungerede væsentligst Axel Hansen (Haralds bror), Axel Jensen (fra ØB) og Johannes Gandil.

Vi spillede vore sædvanlige kampe mod AB, Frem, KB og ØB og gik ubesejrede igennem, skønt vi kun vandt over ØB. De tre andre kampe trak så længe ud, at de ikke blev spillet færdig. Om det var særlig regnfuldt den sommer, i al fald om søndagen, husker jeg ikke mere, men noget sådant har nok været tilfældet.

Ludvig Petersen, Thorald Petersen, E. Goschen og jeg var hovedkastere. Harvey deltog kun i en kamp nemlig mod KB og tog fem gærder for 31 points.

Klublivet florerede rigtig den sommer, og vi havde mange hyggelige og fornøjelige aftener, deriblandt et ’rødgrødsgilde’ hvori englænderne deltog. Sige rødgrød korrekt var dem umuligt; tungen slog de mærkeligste saltomortaler under forsøget på at udtale dette ’barbariske’ ord, men spise denne danske sommerret, det kunne de. Der var sang og taler på dansk og engelsk og en dejlig blanding af begge sprog, og aftenen endte med ’lygtedans’ ude på banen til stor forargelse for befolkningen i Lægeforeningens Boliger; de kunne ikke sove for alt det spektakel vi holdt udenfor deres vinduer.

Sådan skal netop en cricketsæson forløbe, og jeg tror, at de fleste af deltagerne i disse beskedne gilder morede sig betydelig bedre, end vore spillere nu gør, når de samles til bespisning på Skydebanen.

Men Goeschen kom som ’et meteor’ og forsvandt lige så hurtig, idet hans diplomatiske karriere tvang ham til at rejse herfra året efter, medens Peto blev endnu et år i klubben.

Vi fik dog inden sæsonens slutning lejlighed til at spille en lille ’friendly match’ englænderne mod danske. Kampen overværedes af gesandten, Sir Goeschen og hustru, som var interesserede tilskuere. Englænderne vandt en kneben sejr, væsentligst ved Goeschens brillante gærdespil og Harveys kastning.

Vort udmærkede juniorhold vandt alle sine kampe det år, men det talte også en del ’fine navne’, hvoriblandt Ove Petersen (Palsby), Hagbard Vestergaard, Brødrene Klein, Edvard Skaarup, Erhard Wiig, Axel Thufason, Christian Sørensen og Anthon Olsen var de mest kendte.

Ove Petersen (Palsby), der, så vidt jeg husker, var 13-14 år (korrekt, født 29-10-1890, red.), var den eleganteste junior-cricketspiller, jeg har set.

Hans halvleg på 113 points mod Frem var ganske glimrende for en spinkel, lille dreng. Han scorede alt i alt 212 points i seks halvlege, samtidig med at han var den bedste kaster. Hans ’average’: 536 kast, 19 maiden overs, 123 points og 37 gærder er selv for en dreng ganske fortrinlig.

Hagbard Vestergaard havde i samme sæson 20 gærder for 86 points, hvilket heller ikke er helt ilde.



Skrevet af Klaus B. Johansen   
Antal hits: 14356
Senest opdateret: 10 november 2011