Klik billedet
Medlemsblade 1930 - 1939 Udskriv Email
Untitled document


1930. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm

1930_300pxFormanden Olaf Lindstrøm indledte årsskriftet med en beretning om året. Det havde været et af de år, der længe vil blive mindet. Såvel sportsligt som økonomisk havde året været et rekordår. Fodboldholdet havde vundet alt. Interessen for motionstennis var stærkt stigende, hvilket betød, at kontingentkontoen havde nået en særdeles smuk højde. Medlemstallet ved midsommertid var rekordagtigt med 2509 medlemmer og ved udgangen af året 1806 medlemmer. Forskellen skyldes, at tennis opererede med sæsonmedlemskaber om sommeren.

Tennishallen blev i 1930 klubbens ejendom, idet det selskabet (A/S Københavns Tennishal), der i sin tid oprettedes i anledning af opførelsen, overdrog hallen til B.93 til arv og eje. Der blev sendt venlige tanker til de mænd, der for 20 år siden satte sig i spidsen for at skaffe klubben en tennishal. Med mod og energi gik afdøde formand I. C. Gandil ind for sagen og fik en række gode mænd interesseret. Trods mange besværligheder fik I. C. Gandil gennemført foretagendet, således at klubben nu stod med en bygning, der tilhørte B.93 uden nogen art af gældsforpligtigelser. (Tennishallen blev solgt til Sparta i 2008 for 16 millioner kroner, red.).

Dødsfald. Den tidligere målmand John Nielsen var død den 5. december 1930 efter kort tids sygdom. Han blev kun 52 år. John hørte som ung til dem, der tilbragte størstedelen af deres fritid på den gamle Blegdamsfælled i leg med bolden. Han var en fortræffelig målmand, og John Nielsen opnåede 30 kampe (1898/02). Han var også en god cricketspiller. John Nielsen var takket være sin elskværdige optræden og sit uforlignelige humør overordentlig populær. På sit sygeleje blev han pr. telefon underrettet om slagets gang i pokalfinalen mod Frem (4-3).

Fodbold. Placeringer 1929/30: 1. hold (nr. 1), 2. hold (nr. 1), 3. hold (nr. 3), 4. hold (nr. 2) og 5. hold (nr. 4). Ungdom: 1. ynglinge (nr. 6), 2. ynglinge (trukket), 1. junior (nr. 3), 2. junior (nr. 4), 3. junior (nr. 1) og 4. junior (nr. 3). I alt spillede de 11 hold: 168 kampe, 107 vundet, 19 uafgjort og 42 tabte – målscore 623 - 289.

Førsteholdet vandt KBU-turneringen med 10 kampe og 16 point foran B.1903 (16 p.), KB (10 p.), Frem (9 p.), HIK (8 p.) og AB (6 p.). Halvdelen af de 10 kampe i KBU-turneringen talte – efter lodtrækning - også med i den nye DM-turnering, som var en enkeltturnering med 10 hold. Det var eneste sæson, at en kamp talte i to turneringer. DM-turneringen blev vundet af B.93 (17 p.), foran Frem, B1903, KB, AB, Horsens, AaB, B.1901, OB og Korsør. Slutstillingen fortæller tydeligt om magtforholdet mellem København og Provinsen. I KBU-pokalfinalen spillede B.93-Frem 2-2 (18.000 tilskuere). Det betød en ny kamp - til glæde for de to kasserere – som blev vundet af B.93 med 4-3 (20.000 tilskuere).

Cricket. Der var deltagelse af rekordagtige seks hold, AB, KB, B.93, Frem, FCC og et nyt hold ACC. Det lykkedes kun B.93, at vinde en enkelt kamp (111-76 over Frem), og holdet endte på 5. pladsen. I pokalturneringen vandt B.93 over ACC, men tabte stort til KB (55-210). Klubbens 2. hold tabte til AKK, hvorefter holdet blev trukket pga. manglende tilslutning. Juniorholdet med brødrene Kaare og Palle Bloch-Jørgensen og Henry Nielsen (Brormand) vandt til gengæld rækken ved at besejre AB i slutkampen. Der var lys forude til seniorafdelingen.

Tennis. Der var mange positive ting i tennisafdelingen, men der var et altoverskyggende minus, som måtte bogføres i det sportslige regnskab. Povl Henriksen havde meldt sig ud af sin gamle klub. Han havde i mange år, til glæde for klubben, deltaget med stor hæder i så godt som alle tennisbegivenheder, og hans ’frafald’ skulle derfor ikke anføres, uden at det blev erkendt, at denne løsning på en i sig selv ubetydelig, men dog principiel, sag, var til stor sorg for klubbens bestyrelse, mest dog på grund af den mangel på forståelse og imødekommenhed, der vistes klubben fra Henriksens side (Povl Henriksen skiftede til KB, red.).

Udendørsbanerne var omdannet til røde rasolbaner. Allerede i slutningen af marts måned kunne disse tages i brug, uden den ellers forudgående ’sæsonblødhed’, som man ellers kendte fra grusbanerne. Endvidere havde banerne en udmærket evne til at opsuge fugtigheden efter regnskyl.

Årsskriftet indeholdt nu igen en oversigt over bestyrelse og udvalg.

Bestyrelsen: Kontorchef Olaf Lindstrøm (formand), materialforvalter Richard Lillie (næstformand), ingeniør Svend Berendt (kasserer), redaktør Johannes Gandil, arkitekt C. J. Klein, direktør Fritz Tarp, prokurist Poul Jensen, grosserer Helge Hassel og grosserer Viggo Hansen. Revisorer var: Aut. revisor Victor Klein og ekspeditionssekretær Kaj Bruhn.

Spilleudvalg. Fodbold: Poul Jensen (formand), Edvin Andersen, Svend Petersen, Charles Jensen og Aage Vitt Nielsen. Cricket: P. H. Wiinstedt (formand), Poul Zølck, Max Nielsen, Michael Johansen og Henry Christensen. Tennis: Helge Hassel (formand), Niels Holst, P. T. Jørgensen, Ove Hansen og Baunøe.


1931. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm 

1931_300pxIndledning til årsskriftet var forfattet af klubbens formand Olaf Lindstrøm. Fodboldholdet kunne ikke gentage de imponerende resultater fra 1930, hvor holdet vandt alle tre turneringer (KBU, DBU, KBU-pokalen). Det blev dog til en ny triumf i pokalturneringen, hvor AB blev besejret med 5-1. Klubben havde indgået et arrangement med den engelske træner, Mr. David Steel fra Huddersfield. Det var et kostbart arrangement, som man forventede DBU ville yde tilskud til.

Årets begivenheder indenfor fodbold blev overskygget af klubbens rejse i Påsken til England. Turen blev benyttet til at spille en kamp i London mod Ilford (2-2). Det var første gang et dansk hold spillede i spillets moderland England. På turen var den tidligere KB’er Nils Middelboe (Chelsea) en stor hjælp.

Medlemstallet havde fået et tand opad, ved midsommertid var tallet 2609 og ved udgangen af året 1800 (hvor sæsonmedlemmer i tennis ikke talte med).

Fodbold. Placeringer 1930/31 (KBU): 1. hold (nr. 4), 2. hold (nr. 1), 3. hold (nr. 7), 4. hold (nr. 2) og 5. hold (nr. 8). Ungdom: 1. ynglinge (nr. 1), 2. ynglinge (nr. 3), 1. junior (nr. 3), 2. junior (nr. 1), 3. junior (nr. 3) og 4. junior (nr. 5). I alt spillede de 11 hold: 181 kampe, 114 vundet, 17 uafgjort og 50 tabte – målscore 675-335.

KBU-rækken blev vundet af B.1903 foran KB, Frem, B.93, AB, HIK, Fremad A. og KFUM. Fem af disse hold deltog også i 1. division, enkeltturnering med 10 hold, hvor slutstillingen blev: Frem, KB, B.93, AB, AGF, B.1903, AaB, OB, Horsens og B.1901. Som det fremgår, havde AGF sneget sig ind mellem de fem københavnske hold.

Cricket. Der deltog fem hold i den bedste række, nemlig AB, KB, B.93, ACC og FCC. Det var et mindre end sidste år, idet Frem kun spillede i den næstbedste række. B.93 endte på en beskeden 4. plads, idet man kun vandt over ACC (240-60). Det næstbedste hold sluttede som nummer to. Juniorrækken var blevet udvidet til to rækker. B.93 vandt begge rækker.

Tennis. Afdelingen syntes desværre at være gået noget i stampe. Nogen fornyelse af de gamle, veltjente stridshæfter var endnu ikke gået igennem, og selv om året ikke bragte tilbagegang, måtte det alvorligt håbes, at klubbens ansigt udadtil snart måtte gennemgå en tiltrængt foryngelseskur, således at den måtte generobre den sportslige førsteplads, som klubben tidligere havde indtaget. Træner var fortsat Josef Kozeluh, som gjorde det fortræffeligt. På herresiden var Arne Velschow-Rasmussen det absolut stærkeste kort. Tilsvarende var Else Dam den bedste damespiller.

Tennisanlægget var blevet forsynet med nyt hegn, og derudover havde man anskaffet den kostbare ’En-tout-cas’-bane, som man regnede med ville bringe medlemmerne glæde. Også tennishallen havde gennemgået en kostbar restaurering, der havde gjort den lys og venlig. Klubmestre blev Arne Velschow-Rasmussen i HS, Ellen Kaas i DS og F. Kinck Petersen og P. R. Jørgensen i HD. Der blev ikke spillet i DD og MD.


1932. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm 

1932_300pxFormanden Olaf Lindstrøm havde skrevet forordene til årsskriftet. Året ville ikke gå over i klubbens historie, hverken sportsligt eller økonomisk. Førsteholdet i fodbold var i gang med en fornyelse, generationsskifte. Man kunne dog glæde sig over, at holdet var blevet pokalvinder for fjerde år i træk, og også var blevet KBU-mester. Medlemstallet var ved midsommertid 2545 og ved udgangen af året 1920 (pga. sæsonmedlemmer, tennis).

Klubben fyldte 40 år i 1933, og øverst på formandens ønskeseddel stod:

At 1933 i sportslig henseende må blive et år, vi længe må mindes med glæde, og at vi må føre bevis for, at B.93 hører til i toppen både i fodbold, i cricket og i tennis”.

Fodbold. Placeringer 1931/32 (KBU): 1. hold (nr. 1), 2. hold (nr. 1), 3. hold (nr. 2), 4. hold (nr. 3), 5. hold (nr. 7) og 6. hold (nr. 8). Ungdom: 1. ynglinge (nr. 2), 2. ynglinge (nr. 2), 1. junior (nr. 5), 2. junior (nr. 5), 3. junior (nr. 3) og 4. junior (nr. 3). I alt spillede de 12 hold: 179 kampe, 118 vundet, 17 uafgjort og 44 tabte – målscore 848-311.

I pokalfinalen vandt B.93 med 2-1 over KB på to mål af Kaj Uldaler, det så 16.500 tilskuere. Derved havde B.93 vundet pokalen fire gange i træk over hhv. B.1903, Frem, AB og KB. KBU-turneringen blev vundet af B.93 foran B.1903, KB, Frem, Fremad A., Skovshoved, AB og HIK.

I DM-turneringen blev slutstillingen: KB, AB, B.93, B.1903, Frem, AaB, AGF, OB, Fremad A. og Horsens. I sæsonens første kamp (23-08-1931) vandt B.93 i Idrætsparken med 15-5 over AaB, og kampen er stadig den mest målrige i hele DM-historien. Holdopstillingen i den historiske kamp: Holger Demant – Fritz Tarp, Ejner H. Hansen – Poul Zølck, Poul Jensen, Haldur Lasthein – Svend Petersen (0 mål), Michael Rohde (2 mål), Henry Nielsen (3 mål), Kaj Uldaler (5 mål) og Carl Stoltz (4 mål). Et af de 15 mål var et selvmål.

Cricket: Som forrige år var der seks hold med i KBU-turneringen, idet Frem var tilbage i den bedste række. B.93 vandt alle fem indledende kamp over Frem (178-47), FCC (258-113), KB (241-194), AB (117-105) og ACC (148-140), men tabte i finalen mod KB (383-384 for fire gærder). I pokalturneringen vandt B.93 over ACC, men tabte i næste runde til KB (147-216). Det næstbedste hold sluttede på en delt 2. plads. Der var også i år to juniorhold med i rækken, 1. junior delte 3. pladsen med KB, medens 2. junior blev rækkevinder.

Spillere på 1. holdet: Erik Christensen (Maler), P. H. Wiinstedt, Henry Nielsen, Poul Zølck, Henry Christensen, Svend Petersen, A. Olsen, Frode Petersen, N. Lage, Hjalmar Hansen, Michael Johansen, Aa. Dam, G. Hansen, E. Wiinstedt, Henry Uldaler og Knud Petersen.

Tennis. Ved udgangen af 1932 var B.93 landets største tennisklub, idet klubben i medlemstal stod som nummer et. Samtidig råder klubben over et anlæg, der måtte betegnes som langt det bedste i landet. Der var otte moderne hurtigtørrende baner. Der var sket den ændring, at træneren Josef Kozeluh nu også var ansat om sommeren, og dette forsøg blev belønnet efter fortjeneste, idet hr. Kozeluh var fuld besat fra morgen til aften.

På herresiden var der sket det, at Axel Petersen var vendt tilbage som amatør, hvilket utvivlsomt ville bidrage til en forstærkning af klubbens spillestyrke. Sammen med Axel Petersen skulle Ernst Asmussen og Arne Velschou-Rasmussen udgøre en god trio. Blandt damerne var det værd at bemærke, at frøken Martha Pio i klubmesterskabet slog selveste fru E. Dam. Af de øvrige damer ligger vel de nærmeste reserver i frøkenerne Inge Behrens og Ellen Kaas.


1933. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm 

1933_300pxFormanden indledte årsskriftets årsberetning således:

Det år, der gik, blev ikke noget mærkeår i vor historie. Det mest bemærkelsesværdige var vel nok vor 40 års fødselsdag, der blev fejret af os selv på værdig vis og mindet af klubbens mange og trofaste venner”.

I slutningen af året opskræmtes klubben ved rygterne om, at Idrætsparken nu ønskede at benytte sig af sin kontraktlige ret til at tage 17 meter af fodboldbanen og tennisanlægget, idet det skulle være alvor med opførelsen af en ny ståtribune på Idrætsparkens opvisningsbane, som længe havde været under ventilation. Bestyrelsen var trådt i forhandlinger med værten, Idrætsparken, for at gøre et forsøg på at opnå lempelser på forskellige områder. Disse forhandlinger var stadig løbende i starten af 1934. Det var bestyrelsens håb, at det måtte lykkedes den – efter klubben nu i over 30 år havde været til huse på den plet, alle elskede – hos Idrætsparken at opnå et for klubben mest muligt gunstigt resultat.

Fodbold. Placeringer 1932/33 (KBU): 1. hold (nr. 2), 2. hold (nr. 3), 3. hold (nr. 5), 4. hold (nr. 6) og 5. hold (nr. 1). Ungdom: 1. ynglinge (nr. 1), 2. ynglinge (nr. 3), 1. junior (nr. 1), 2. junior (nr. 3), 3. junior (nr. 2) og 4. junior (nr. 2). I alt spillede de 11 hold: 204 kampe, 135 vundet, 22 uafgjort og 47 tabte – målscore 941-363.

KBU-turneringen blev vundet af Frem foran B.93 og KB, der alle havde 10 point. Frem vandt pga. indbyrdes kampe. DBU-turneringen blev også vundet af Frem. På de efterfølgende pladser fulgte B.1903, AGF, KB, AaB, AB, Esbjerg, B.93, Fremad A. og OB. Der var ved, at komme mere jævnbyrdighed mellem København og Provinsen, således sluttede B.93 helt nede på 8. pladsen. KBU-pokalturneringen blev vundet af KB, der i finalen slog Fremad A. (3-2).

Cricket. Som sidste år var der seks hold med i KBU-turneringen, samme hold som sidste år. B.93 tabte til AB, KB og Frem og vandt over FCC og ACC, hvilket gav en placering som nummer fire. Til gengæld vandt B.93 for første gang nogensinde pokalfinalen. Efter sejre over ACC (152-84) og Frem (171-130) mødte B.93 i finalen KB, der blev besejret med 166-117. Det blev til en delt 3. plads for 2. holdet. Der var i år kun tilmeldt et juniorhold. De unge mennesker blev nummer to i turneringen. Til gengæld vandt de for anden gang den private pokalturnering ved at besejre Frem i finalen.

Tennis. I dagene forud for selve klubbens 40 års fødselsdag, den 19. maj, spillede man en jubilæumsturnering med klubbens 36 bedste herrer og damer. Holdet der vandt var: F. Gleerup, P. R. Jørgensen, E. Kühle, fru M. Blumenhagen, frøken Inge Behrens, Olaf Lindstrøm, P. Iversen, fru Jonna Bjerge (Gandil) og Christian Christensen.

Tennisafdelingens spilleudvalg bestod af: Niels Holst (formand), P. T. Jørgensen, Henning Holst, Viggo Hansen og Aage Warburg. I forbundets bestyrelse (DLTF) var klubben repræsenteret af Olaf Lindstrøm og Helge Hassel.


1934. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm 

1934_300pxÅrsskriftets indledende tekst af formanden var denne gang udeladt. Til gengæld var der verbale indledninger til hver af de tre sportsgrene, fodbold, cricket og tennis.

Fodbold. Den indledende tekst var skrevet af den tidligere landsholdsspiller Fritz Tarp, der sad i klubbens bestyrelse 1930/37 og aktuelt var formand for spilleudvalget i fodboldafdelingen.

Året 1934 havde været et fremragende år for 1. holdet, der vandt KBU-turneringen, KBU-pokalfinalen og DM-turneringen, altså en tredobbelt triumf og en gentagelse fra 1930. KBU-turneringen blev vundet med 7 kampe/12 point foran KB, AB, B.1903, Frem, Skovshoved, HIK og Fremad A. Pokalfinalen mod Frem sluttede 0-0 (22.000 tilskuere), og så skulle der, ligesom i 1930, spilles en ny finale – til glæde for holdenes kasserer – og den vandt B.93 med 4-2 (20.000 tilskuere).

I DM-turneringen så det sort ud ved årets start, idet de første tre kampe i efteråret kun havde givet to point. I forårets kampe blev det til disse opmuntrende resultater: Fremad A. (7-2), Skovshoved (3-1), Esbjerg (4-0), Frem (2-0), AaB (8-0) og AB (3-1). Og derved havde B.93 vundet DM for femte gang.

Placeringer 1933/34 (KBU): 1. hold (nr. 1), 2. hold (nr. 4), 3. hold (nr. 2), 4. hold (nr. 2) og 5. hold (nr. 6). Ungdom: 1. ynglinge (nr. 4), 2. ynglinge (nr. 4), 1. junior (nr. 7), 2. junior (nr. 3), 3. junior (nr. 2) og 4. junior (nr. 4). I alt spillede de 11 hold: 179 kampe, 117 vundet, 26 uafgjort og 36 tabte – målscore 767-274.

Cricket. Det var – ikke overraskende – P. H. Wiinstedt, der havde skrevet om cricket. Han havde været formand for spilleudvalget i mange år. Det gav Wiinstedt lejlighed til at anke over, at de respektive formænd altid havde beklaget sig over cricketresultaterne. Og Wiinstedt anførte endvidere, at det var spået gennem de sidste 25 år, at cricket ville udgå af klubbens program. Og Wiinstedt fortsatte:

”En bacille, der i de senere år har angrebet cricket og delvis fodbold i slutsæsonen, er den blandt ungdommen opstået idé, at det skal være sundere end sportsudøvelse at lægge sig ud i omtrent bar figur en hel søndag ved en badestrand og lade solen skolde sig, så man ikke kan røre sig flere dage efter”.

Førsteholdet blev nummer to i KBU-turneringen, hvor der deltog fem hold. Juniorholdet delte førstepladsen med de to andre hold, AB og KB, idet de tre hold hver vandt to kampe, og der var ikke tid til ekstra kampe.

Tennis. Det var Helge Hassel fra bestyrelsen, der berettede om tennisåret. Det havde været et jævnt godt år. De absolutte topspillere havde klubben ikke. Til gengæld havde man ikke tabt en klubkamp siden 1932. I indeværende år vandt B.93 over HIK (7-2), og KB (6-5).

Den bedste herrespiller var Fritz Glerup, der deltog i årets Wimbledon-turnering. Henning Wiig var stærkeste juniorspiller, og ham havde man store forventninger til. På spindesiden var Else Dam stadig den stærkeste, men hun blev presset bagfra af frøken Ellen Kaas, fru Johanne Louise Gleerup og frøken I. Behrens.

Klubmestre: Fritz Gleerup (HS), Else Dam (DS), Helge Plougmann/Ernst Asmussen (HD), Bara Grut/Helge Plougmann (MD) og Ellen Kaas/Inge Behrens (DD).


1935. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm 

Aarskrift_1935_300pxDet nye koncept fra 1934 med at en repræsentant fra de tre sportsgrene skrev om deres egen afdeling var tilsyneladende kommet for at blive.

Fodbold. Det var igen i år spilleudvalgsformanden Fritz Tarp, der skrev om fodboldåret. Som bekendt var B.93 forsvarende mestre i alle tre kategorier. Det lykkedes at forsvare DM-titlen, til trods for holdet sensationelt tabte 3-4 til Helsingør i den tredjesidste runde. Mesterskabet blev sikret i sidste kamp, da lokalrivalen KB blev besejret med 3-1.

I KBU-pokalturneringen ekspederede B.93 først KB ud (4-1), og herefter i semifinalen Frem (2-0). Så det var en større sensation, at B.93 tabte finalen til lykkebegunstigede HIK (1-2). I KBU-turneringen blev det til en beskeden 4. plads.

Placeringer 1934/35 (KBU): 1. hold (nr. 4), 2. hold (nr. 2), 3. hold (nr. 1), 4. hold (nr. 1) og 5. hold (nr. 2). Ungdom: 1. ynglinge (nr. 3), 2. ynglinge (nr. 1), 1. junior (nr. 2), 2. junior (nr. 2), 3. junior (nr. 6) og 4. junior (nr. 7). I alt spillede de 11 hold: 188 kampe, 110 vundet, 24 uafgjort og 54 tabte – målscore 640-344.

Cricket. Året var – som sidste år – beskrevet af spilleudvalgsformanden P. H. Wiinstedt. Klubben havde måttet afstå noget af sit areal til Idrætsparken, i forbindelse med der var blevet bygget en ny tribune. Det medførte, at cricketafdelingen havde fået en anden placering, hvilket Wiinstedt ikke mente, var noget problem, hvis klubben ellers ofrede lidt penge på en bås til vintertræningen.

Førsteholdet blev nummer tre ud af seks hold. Juniorholdet vandt rækken.

Tennis. Det fremgik ikke, hvem der havde skrevet årsberetningen for tennisafdelingen, men en del tydede på, at det var Helge Hassel, der også i år var skribenten. De traditionelle klubkampe mod KB (9-2) og HIK (9-4) gav også i år sejre. Disse klubkampe viste år efter år, at B.93, uden at have deciderede topspillere, kunne gennemføre at vinde alle hjemlige klubkampe.

Klubmesterskaberne, udendørs, fik følgende vindere: Helge Plougmann (HS), Johanne Louise Gleerup (DS), A. Ringsted/Jørgen Zahle (HD), Bara Plougmann/Helge Plougmann (MD) og Else Dam/Johanne Louise Gleerup (DD).


1936. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm 

1936_300pxEn ny kombination havde set dagens lys. Formanden skrev en overordnet beretning, og derudover skrev en repræsentant for hver af afdelingerne deres egen beretning. Olaf Lindstrøm mente ikke, at nogen af de tre afdelinger havde præsteret de bedste resultater. Og i økonomisk henseende var resultatet rigtigt dårligt. Regnskabet viste stort underskud, som skyldtes stærkt dalende indkomster fra fodboldkampe.

Fodbold. Igen var det Fritz Tarp der havde skrevet om fodboldåret, dog suppleret af Svend Aage Østerbye, der kunne berette om 1. holdets sommerture. Det var sidste år, at KBU-turneringen for 1. holdet eksisterede. Forklaringen var den logiske, at DM-rækken blev ændret til en dobbeltturnering, så kampantallet steg fra ni til 18. Den sidste KBU-vinder blev B.1903, der sluttede foran KB, Frem, B.93, B.1908, HIK, AB og Skovshoved.

I pokalturneringen mødte B.93 i første runde Frem. Første kamp sluttede 2-2 og der skulle derfor spilles en ny kamp, som Frem vandt sikkert med 3-0. Imponerende nok var der 36.000 tilskuere i alt til de to kampe. Det må da have skæppet godt i indtægtskassen. I DM-turneringen blev det til en beskeden 7. plads.

Placeringer 1935/36 (KBU): 1. hold (nr. 4), 2. hold (nr. 5), 3. hold (nr. 7), 4. hold (nr. 3), 5. hold (nr. 1) og 6. hold (nr. 1-2). Ungdom: 1. ynglinge (nr. 3), 2. ynglinge (nr. 1), 1. junior (nr. 1), 2. junior (nr. 8), 3. junior (nr. 5) og 4. junior (nr. 8). I alt spillede de 12 hold: 104 kampe – 64 vundet – 7 uafgjorte – 33 tabte – målscore 380-200.

Cricket. Beretningen var skrevet af P. H. Wiinstedt. Førsteholdet blev en beskeden nummer fire, der var de sædvanlige seks deltagende hold (AB, KB, B.93, Frem, ACC og FCC). I pokalturneringen vandt B.93 over FCC, men tabte herefter til AB. Det næstbedste hold sluttede som nummer to. Begge juniorhold spillede dobbeltkampe mod AB og KB, og B.93 tabte alle otte kampe.

Tennis. Beretningen var igen i år uden afsender, men vi tror stadig forfatteren var Helge Hassel. De årlige klubkampe mod KB (6-5) og HIK (8-3) gav igen sejre til B.93, og dette til trods for begge holdkampe var på ’fremmed græs’.

Årets klubmestre (udendørs) blev: Helge Plougmann (HS), Johanne Louise Gleerup (DS), Ernst Asmussen/Niels Holst (HD), Else Dam/Johanne Louise Gleerup (DD) og Bara Plougmann/Helge Plougmann (MD).

Beretningen sluttede af således:

”B.93 har gennem mange år ofret betydelige beløb på træning for kampspillerne, og det ville være ønskeligt, om det stod spillerne klart, at klubben til gengæld måtte forvente, at spillerne ved de lejligheder, hvor klubben ønsker at se dem som aktive deltagere, nemlig i de af B.93 arrangerede turneringer og klubkampe, stiller sig til disposition for klubben. I det forløbne år har det skortet noget på forståelsen heraf hos spillerne, men det må håbes, at dette vil ændre sig, når opmærksomheden henledes derpå”.


1937. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm 

1937_300pxÅrsskriftet startede med en nekrolog over den tidligere formand Gotfred Klint, der var skrevet af vennen, den nuværende formand Olaf Lindstrøm. For nogle år siden havde Klint trukket sig tilbage, idet han følte sig træt, men efter nogle års forløb syntes det, som om kræfter og helbred var blevet bedre. Pludselig brød en lungebetændelse ud og nedbrød den store, kraftige mand på få dage.

Godfred Klint navn hørte sammen med boldspillets indførelse herhjemme, og han var en af pionererne, en af de fornemste. Allerede som ung deltog han med liv og sjæl i fodbold, cricket og langbold i sin skoleklub: Melchioranernes Boldklub, som han blev formand for og deltog for sin klub i de store fodboldkampe i udstillingsåret 1888. Klint var B.93’s første formand indtil 1902. Da klubben mange år efter – i 1921 – var i nød for gode medarbejdere, lykkedes det at bevæge G. Klint til på ny at træde ind i bestyrelsen, og i 1923 blev han igen formand og sad som sådan til 1929. Klint var Ridder af Dannebrog, og modtog DIF’s hæderstegn, DBU’s ærestegn i guld og var naturligvis æresmedlem i B.93.

Fodbold. Beretningen var skrevet af Fritz Tarp, der kunne konstatere, at det ikke ligefrem havde været et strålende fodboldår. En tredjeplads i DM-turneringen fandt Tarp dog tilfredsstillende. Der var lys forude, idet Poul Hansen havde været skadet, og Helmuth Søbirk og Børge Petersen først måtte være med i det nye år. Den nye træner Poul Jensen (Pølse) havde arbejdet flittigt.

Placeringer 1936/37 (KBU): 1. hold (nr. 2), 2. hold (nr. 2), 3. hold (nr. 6), 4. hold (nr. 5), 5. hold (nr. 2) og 6. hold (nr. 1). Ungdom: 1. ynglinge (nr. 2), 2. ynglinge (nr. 2), 1. junior (nr. 6), 2. junior (nr. 8), 1. drenge (nr. 2) 2. drenge (nr. 2), 3. drenge (nr. 1). Det var første år, at der var en drengerække. I alt spillede de 13 hold: 96 kampe – 55 vundet – 15 uafgjorte – 26 nederlag – målscore 317-176.

Cricket. Beretningen skrevet af P. H. Wiinstedt, der indledte med at berette om at cricket havde to rækkevindere, nemlig 2. seniorhold og 2. juniorholdet. Wiinstedt var stolt af de to mesterskaber, som var kommet i land trods afdelingens benjamin-kår. Førsteholdet sluttede på en 4. plads ud af de sædvanlige seks hold. På juniorholdet fandt man navne som Jørgen Petersen (fisker-Jørgen), Helmut Nielsen, Palle Bloch-Jørgensen, John Andreasen, Erik Friis, Jørgen Hammeken, Knud Petersen, Ove Jensen, Eyvind Berger, Ib Eskildsen og Søren Windinge.

Tennis. Der var stadig ingen afsender på beretningen. Den største begivenhed i dansk tennis i 1937 var den store internationale turnering om de skandinaviske mesterskaber, som også talte som DM, indendørs. Grundet den store økonomiske risiko var de tre store klubber, B.93, HIK og KB, enedes om at afholde turneringen i fællesskab. Årets holdkampe mod HIK (8-5) og KB (5-6) resulterede i et af de sjældne nederlag til B.93 (mod KB).

Klubmestre, udendørs, blev: Arne Velschow-Rasmussen (HS), Else Dam (DS), Arne Velschow-Rasmussen/Helge Plougmann (HD) og Ellen Kaas/Jørgen Zahle (MD). Der blev ikke spillet damedouble pga. manglende tilslutning.


1938. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm

1938_300pxFormanden Olaf Lindstrøm havde skrevet den overordnede beretning, og de tre afdelinger havde skrevet deres egen beretning. Formanden glædede sig over, at fodbolden havde fulgt hans opfordring fra sidste år om ikke at tabe humøret, men arbejde og forsøge at komme i spidsen i københavnsk fodbold. Nu skyldte tennis og cricket klubben et tilsvarende opsving.

Bestyrelsen havde forhandlet med KI (Københavns Idrætspark) om en ombygning af Pavillonen samt en tilbygning til denne. Det nedsatte byggeudvalg kom imidlertid snart på den tanke, at det eneste rationelle ville være at nedrive alt det bestående og opføre en helt ny, moderne Pavillon. Det fremsendte udkast kunne KI imidlertid ikke gå ind for. Byggeudvalget måtte derfor gå tilbage til den oprindelige plan, og der ville i 1939 blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling.

Fodbold. Årsberetningen var denne gang skrevet af Poul Jensen (Pølse), altså holdets træner, der samtidig var klubbens pressesekretær. Det var første sæson, hvor den hæderkronede KBU-turnering ikke længere eksisterede. Dog eksisterede KBU-pokalturneringen fortsat (frem til 1953, red.). De stolte pokaltraditioner for B.93 blev ikke fulgt op i 1938, idet holdet røg ud i første runde med fuld musik, 1-5 mod Fremad A. i Sundby Idrætspark.

DM-turneringen 1937/38 sluttede med B.1903 som vinder foran Frem, KB, B.93 og AB. Altså fortsat en klar dominans af københavnerholdene. Placeringen som nummer fire var godkendt, idet holdet blev ramt af skader i foråret. I den sidste kamp manglede man således Svend Jensen, Poul L. Hansen, Poul O. Hansen, Kaj Hansen og Helmuth Søbirk.

Den første kamp i provinsen i efteråret – turneringen 1938/39 – foregik ude mod AaB (0-1). Kampen der foregik søndag den 11. september (bemærk datoen), var speciel, idet bestyrelsen lod holdet foretage rejsen pr. flyvemaskine. B.93 var således det første klubhold herhjemme, som benyttede sig af denne hurtige og moderne trafikforbindelse. Afrejse 08:30 – hjemkomst 19:00. I øvrigt blev det holdets eneste nederlag i efteråret.

Placeringer 1937/38: 1. hold (nr. 4), 2. hold (nr. 1), 3. hold (nr. 2), 4. hold (nr. 1) og 5. hold (nr. 1). Ungdom: 1. ynglinge (nr. 4), 2. ynglinge (nr. 1), 1. junior (nr. 3), 2. junior (nr. 3), 3. junior (nr. 2), 1. drenge (nr. 4) 2. drenge (nr. 1) og 3. drenge (nr. 3). Leder af ungdomsafdelingen var Michael Rohde, der havde Kaj Hansen (Lille Kaj) som assistent.

Cricket. Beretningen var også i år skrevet af P. H. Wiinstedt, der glædede sig over, at klubben havde spillet 22 kampe, hvoraf 16 var vundet. Klubbens bedste hold sluttede som nummer tre, ud af de sædvanlige seks hold. Klubbens 2. senior blev vinder, 1. junior blev nummer to og 2. junior blev også vinder.

Suveræn topscorer på 1. holdet blev V. Sørensen med 491 point, bl.a. opnået gennem tre centuries (100 point, red.), hvilket blev bemærket af alle danske cricketspillere.

Tennis. Beretningen var denne gang med ’afsender’, nemlig Jørgen Zahle, der var medlem af spilleudvalget. De traditionelle klubkampe mod HIK (5-6) og KB (3-8) gav – som noget nyt – begge nederlag. Det specielle ved disse klubkampe var, at deltagerne kun måtte spille en kamp (4/HS, 2/DS og 5/Doubler) og således skulle mønstre 16 spillere.

Klubmestre blev: Arne Velschow-Rasmussen (HS), Else Dam (DS), Arne Velschow-Rasmussen/Helge Plougmann (HD), Jonna Bjerge (Gandil)/Ib Gerdes (MD). Damedouble udgik pga. manglende deltagelse. Ved DM, indendørs, blev Ib Gerdes en overraskende vinder i herresingle.

Jørgen Zahle slutter beretningen:

”Året kan trods de enkelte lyspunkter ikke siges at have været helt godt, men vi må håbe, at vi snart kan komme op af den bølgedal, vi er nede i for øjeblikket, dog er de unge, som vi skal sætte vor lid til, desværre kun få, og den ene, Per Wivel, har vi endda til dels mistet, idet han for nogle år er bosat i Provinsen. At Helge Plougmann har skiftet klub (til HIK, red.) og Inge Behrens, grundet på sit giftermål, nu ikke mere står til klubbens disposition, har naturligvis også forringet vor styrke betydeligt”.

I eksterne organisationer var klubben repræsenteret med: Johannes Gandil i: DBU/Forretningsudvalg, DBU/Bestyrelsen, DBU/Udtagelseskomité og DBU/Lovfortolkningskomité. Svend Berendt sad i: DBU/Bestyrelsen og Stævnet/Bestyrelsen. Henning Holst sad i: Dansk Lawn-Tennis Forbund/Bestyrelsen og i Tennisstævnet/Bestyrelsen. Viggo Hansen sad i Tennisstævnet/Bestyrelsen. Fritz Tarp sad i Stævnet/Bestyrelsen.


1939. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm 

1939_300pxSom sædvanlig indledte formanden Olaf Lindstrøm med sin vurdering af året der gik, og han skrev:

”Det tegnede fra begyndelsen til at blive et godt år sportslig set fra vor vigtigste afdeling – fodbold – og det blev det. Vort 1. hold blev danmarksmestre for sæsonen 1938/39, var med i pokalfinalens slutkamp, slog Frem (2-1) og hjemførte pokalen samt gik ud af 1. halvdel af sæsonen 1939/40 som nr. 1 på listen. Året kunne ikke være bedre, og klubben er stolt af holdets fortrinlige ydelser og smukke resultater, som det er bestyrelsens håb må fortsætte i 1940”.

Pavillonen havde gennemgået en mindre ombygning, bl.a. var der kommet et nyt – og bedre – opholdsrum. En ombygning af omklædningsrummene var under udførelse. I et tiltag for at få de yngste til at spille fodbold havde klubben engageret den østrigske træner Hr. Baumgartner. Og i øvrigt opfordrede formanden medlemmerne til at vise borgersind, idet klubbens økonomi var præget af udgiftsstigninger pga. regulering af priser på alt i opadgående retning.

Fodbold. Beretningen var skrevet af Poul Jensen (Pølse). Som det fremgår af formandens beretning, havde det været en fremragende sæson. DM blev vundet i overlegen stil med 18 kampe og 31 point og en målscore på 75-21. Holdet var: Svend Jensen – Poul L. Hansen, Ernst Spiegelhauer – Arno Nielsen, Henry Nielsen, Erik Sørensen – Helmuth Søbirk, Kaj Hansen, Erik Petersen, Kaj Uldaler og Jørgen Hammeken. Herudover deltog Hans Pedersen, Børge Holmfred, Leo Nielsen, Poul Thomasen og Carl Stoltz.

Placeringer 1938/39: 1. hold (nr. 1), 2. hold (nr. 3), 3. hold (nr. 4), 4. hold (nr. 7), 5. hold (nr. 5) og 6. hold (nr. 2). Ungdom: 1. ynglinge (nr. 5), 2. ynglinge (nr. ), 1. junior (nr. 5), 2. junior (nr. 2), 3. junior (nr. 3), 1. drenge (nr. 1) 2. drenge (nr. 1) og 3. drenge (nr. 4). Leder af ungdomsafdelingen var Michael Rohde, der havde Kaj Hansen (Lille Kaj) som assistent.

Cricket. Beretningen var skrevet af P. H. Wiinstedt. Det var en resultatmæssig dårlig sæson, med kun fem sejre (heraf to uden kamp) i 17 kampe fordelt på to seniorhold og to juniorhold. Førsteholdet blev nummer fire ud af de sædvanlige seks hold.

Førsteholdet manglede et par gode kastere. Det blev til en klubrekord, da V. Sørensen scorede 160 point i kampen mod ACC (351-245). Juniorholdet blev nummer tre. Med på holdet var bl.a. Knud Petersen, Aage Christensen, Arne Petersen, Eyvind Berger og Thor Juul.

Tennis. Beretningen var denne gang skrevet af grosserer Helge Hassel, der sad i bestyrelsen. Forrige år havde tennis mistet Helge Plougmann til HIK. Nu var både Jørgen Zahle og Ib Gerdes også væk. Derfor kunne det ikke undre, at 1939 blev et resultatmæssigt meget utilfredsstillende år.

De sædvanlige klubkampe mod HIK (6-5) og KB (4-7) stillede krav om en stor bredde, idet ingen spillere måtte spille mere end en kamp. Med seks singlekampe og fem doublekampe, skulle hver klub altså mønstre 16 spillere.

Årets klubmestre: Arne Velschow-Rasmussen (HS), Ellen Holst (DS), Arne Velschow-Rasmussen/Erik Lindstrøm (HD) og Jonna Bjerge (Gandil)/Ib Gerdes (MD). Der blev ikke spillet damedouble.



Skrevet af Palle "Banks" Jørgensen, juni 2011.

Skrevet af Klaus B. Johansen   
Antal hits: 13820
Senest opdateret: 19 oktober 2011