Klik billedet
Medlemsblade 1940 - 1949 Udskriv Email
Untitled document


1940. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm
 

1940_300pxFormanden Olaf Lindstrøm indledte således:

”Det blev det værste år i klubbens historie (2. Verdenskrig) og det sværeste at komme igennem. Såvel sportsligt som økonomisk blev året et skuffelsens år. Vi har ikke kunnet yde den service, som vi de senere år var glad for at kunne yde. Jeg tænker på de åbne tennisbaners vedligeholdelse, som blev uhyre vanskeliggjort ved det nedlagte forbud imod at benytte vand gennem slanger, på såvel fodboldspillernes som tennisspilleres afsavn af varmt vand såvel på de åbne baner som i tennishallen, kaffe- og the- og sæberationering o.s.v. Udsigterne til forbedring i forholdene er desværre mørke”.

Året bragte en afslutning på nybyggeriet omkring Pavillonen og forbedringen af omklædningsrummene. Men det var ikke billigt at modernisere Pavillonen. Specielt den ældste del var betydelig mere medtaget end antaget. Og for at få den bedst mulige oplæring i ungdomsrækkerne havde man ansat Carl Hansen, bedre kendt som Carl ’Sko’mar’.

Fodbold. Beretningen var skrevet af Poul Jensen, 1. holdstræner og fodboldafdelingens pressesekretær. Træningen til forårets kamp startede allerede den 9. januar med gymnastik og boksning og fortsatte med løbetræning i Fælledparken.

Omklædningsrummene led under ombygningen, så efter træning i frostgrader var der styrtebad i koldt vand. Foråret startede også med to kolde dukkerter, 2-6 i Køge og 1-4 mod KB, og derved var førstepladsen fra efteråret sat til. KB blev DM-vinder foran overraskende Fremad A. og med B.93 på bronzepladsen.

Næstsidste kamp blev spillet lørdag i Århus mod AaB (1-4). Og dagen efter spillede holdet sin hjemmekamp mod AGF (4-2) i Århus. DBU havde opfordret til denne ændring pga. de vanskelige trafikforhold. Turen varede fire dage under ingeniør Helge Scharffs ledelse og var ganske vellykket.

Årsskriftet meddeler, at to af de bedste spillere forlod klubben kort før efterårsturneringen skulle starte. Man nedværdiger sig ikke til at fortælle navnene på de to (det var Helmuth Søbirk der gik tilbage til Frem og tog Kaj Hansen med i kufferten. Lille Kaj vendte dog allerede tilbage i februar året efter, red.). Trods denne åreladning tabte B.93 kun en enkelt kamp i efterårets fem kampe. Det var mod KB, der vandt 5-4 efter B.93 havde ført 4-1. Turneringsformen var ændret pga. krigen, hvor de indledende kamp blev spillet i geografiske puljer. Denne såkaldte ’Krigsturnering’ var i fem sæsoner.

Det nye opholdslokale i Pavillonen blev meget benyttet. Der var sammenkomster med dans, andespil og bridgeturneringer (nok ikke samtidigt, red.).

Ungdomsholdene klarede sig fornemt. Ungdomsafdelingen blev ledet af Michael Rohde sammen med Kaj Hansen (Lille Kaj) og med træner Baumgarten, der dog fratrådte ved udgangen af året. I stedet var Carl Sko’mar tiltrådt tidligere på året, til stor tilfredshed for Michael Rohde og også til klubbens fulde tilfredshed.

Cricket. Som sædvanlig var det P. H. Wiinstedt, der stod for cricket-delen. Det blev en fin sæson for 1. holdet, der kun tabte til KB (157-334), men alligevel måtte nøjes med en tredjeplads. Det næstbedste hold og juniorholdet spillede begge dobbeltkampe mod turneringernes øvrige hold AB og KB, og det blev til nederlag i alle kampene. Wiinstedt fremhævede to spillere, Ove Bech Jensen for et godt gærdespil og Hjalmar Hansen for sin kastning.

Tennis. Beretningen var skrevet af Helge Hassel. Sportsligt havde det været et utilfredsstillende år. Der havde dog været lyspunkter, idet den unge Henning Wiig erobrede klubbens singlemesterskab og sammen med Ib Gerdes doublemesterskabet og sammen med Katy Steen mixdouble. Damesingle blev vundet af Martha Thomsen. Damedouble af Martha Thomsen og Rigmor Madsen.

Hos damerne havde Birthe Levin vundet DM for juniores. Træneren Josef Kozeluh håbede Hassel, at man havde råd til at forlænge med. Der blev spillet en del klubkampe, kampe hvor spillerne kun måtte deltage i en kamp. Resultaterne mod: KB (2-11), HIK (2-11), Korsør (7-2), Skovshoved (3-6), Glostrup (4-3), Lyngby (5-0), AB (7-2) og Skovshoved (8-1).


1941. Årsskrift. Redaktør: Bestyrelsen v/formanden Olaf Lindstrøm 

1941_300pxEndnu en gang var det formanden Olaf Lindstrøm, der stod for indledningen på dette årsskrift (som skulle vise sig, at blive det sidste i historien, idet det blev afløst af medlemsblade i 1942, red.).

Det blev også Lindstrøms sidste år som formand, idet han kort før jul kunne meddele bestyrelsen, at han pga. manglende tid så sig nødsaget til at bede sig fritaget for formandsvirksomheden. Indtil generalforsamlingen i februar 1942 var næstformanden Richard Lillie konstitueret formand. Lindstrøm havde været formand siden 1929.

Det andet krigsår blev ikke så slemt som det første. Men på mange punkter mærkedes vanskelighederne: Afsavn på alle områder, ingen tennisbolde, intet vand til pasning af banerne (tennis og fodbold) og intet varmt vand i brusebadene.

Administrationen skiftede karakter i årets løb. Der blev ansat en inspektør som den øverste leder af klubbens anlæg, kontor m.v. Inspektøren var hr. Bendix Christensen. Det betød samtidigt, at bestyrelsen fandt det formålstjenligt at erstatte opsynsmand Bruun og hr. Lebret med yngre kræfter. Klubbens regnskabsvæsen var lagt om og moderniseret efter samarbejde mellem klubbens kasserer Helge Hassel, revisor Kai Bruhn, regnskabschef Hugo Andersen samt revisor Svend Aage Bruun.

Fodbold. Beretningen var skrevet af Aage Witt Nielsen, der sad i bestyrelsen og var formand for spilleudvalget. Ved årsskiftet var der skiftet træner for 1. holdet, idet amatørtræneren (=ulønnet) Poul Jensen var blevet afløst af den professionelle træner Carl Hansen (Sko’mar). I DM-turneringen (Krigsturneringen) blev B.93 nummer fire i københavnerkredsen, og det var præcis nok til at komme i kvartfinalen. Her havde B.93 trukket et af de svageste hold i turneringen, KFUM, men alligevel blev kampen tabt med 0-4. Det var en af de sørgeligste kamp i klubbens historie, og man håbede, at der hurtigt blev trukket et glemselens slør over kampen.

Et lyspunkt var, at B.93 endnu en gang vandt KBU-pokalfinalen, da KB blev besejret med 1-0 i finalen. Kampens enlige mål var noget specielt. KB-målmanden Eigil Nielsen klarede et skud fra Jørgen Hammeken på målstregen, men da han rejste sig op skubbede klejne Poul O. Hansen ham resolut ind over stregen med en regulær skuldertackling. Pokalhelten var lillebror til ’Lille Kaj’.

Cricket. Årsrapporten var traditionen tro begået af P. H. Wiinstedt. Det bedste hold blev en flot nummer to efter KB. De øvrige hold var AB, Frem og ACC. Klubben FCC (Frederiksberg Cricket Club) var ophørt, og en del af spillerne var gået i FB. Det næstbedste hold blev nummer fire og sidst. Juniorholdet blev nummer to.

De fem flittigste scorende på 1. holdet var: Ove Bech Jensen (470 point), Kåre Bloch-Jørgensen (452 point), Jørgen ’Fisker’ Petersen (343 point), Palle Bloch-Jørgensen (166 point) og P. H. Wiinstedt (163 point).


Tennis. Beretningen var denne gang skrevet af C. Schubart, der var ny på posten som spilleudvalgsformand. Årets sportslige resultater havde ikke været strålende. Tilgangen af unge spillere var meget ringe for såvel piger som drenge. Men som den debuterende skribent slutter af med:

”Har det sportslige resultat været ringe, kan man dog i det mindste trøste sig med, at det kammeratlige samvær i årets løb indenfor tennisafdelingen har været upåklageligt”.

Årets klubkampe: KB (5-10), HIK (3-12), Korsør (5-1), Glostrup (4-2), Lyngby (5-4), Skovshoved (2-7), Korsør (8-1) og AB (7-2). Klubmestre blev: Henning Wiig (HS), Else Dam (DS), Henning Wiig/Ib Gerdes (HD), Henning Wiig/Ellen Holst (MD) og Birthe Levin/Martha Thomsen (DD).


Juni 1942. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1942_300px

Det var klubbens første medlemsblad i historien. Fra bestyrelsens side havde man længe næret interesse for tanken om et medlemsblad, idet den i lange tider havde savnet et sådant meddelelsesmiddel til medlemmerne. Forslaget var fremsat under forudsætning af, at medlemmerne abonnerede på bladet, så det ikke belastede den hårdt prøvede økonomi. Da det var vigtigt, at alle voksne medlemmer fik bladet i hånden, besluttede bestyrelsen at udsende det uden ekstra gebyr.

Redaktionen blev ledet af klubbens inspektør, Hr. Bendix Christensen. Redaktionen bestod derudover af: klubbens formand Hr. Helge Hassel, Hr. Johannes Gandil, Hr. Aage Viit Nielsen, Hr. Svend Harder Sørensen, Hr. Lauritz Larsen og Hr. Viggo Hansen.

I vinterpausen muntrede spillerne sig med bordtennis. Vinder af seniorturneringen blev Kaj Hansen foran Finn Hunsbal. Hos juniorerne vandt Christian Kjærside foran Helmut Jespersen (der senere vandt DM, red.).

Det smukke bladhoved var tegnet af Bendix Christensen, som også havde lovet at forsyne bladet med nogle karikaturtegninger.  

Københavns Idrætspark havde vist klubben den imødekommenhed at gøre den aftalte lejeforhøjelse for i år afhængig af, at klubben opnåede et tilfredsstillende økonomisk resultat.

Bestyrelsen så således ud: Helge Hassel (formand), Richard Lillie (næstformand), Hugo Andersen (kasserer). Fra fodbold og cricket: Johannes Gandil, Helge Scharff og Aage Viit Nielsen. Fra tennis: P. T. Jørgensen, Frede Pedersen og C. Ramlow.

Spilleudvalg, fodbold: Aage Vitt Nielsen (formand), Ernst Spiegelhauer, Aage Nørregaard, Harry Willadsen og Kaj Skovgaard Nielsen.

Spilleudvalg, cricket: H. Wiinstedt (formand), Henry Uldaler, Ove Jensen, John Andreasen og Hjalmar Andersen.

Spilleudvalg, tennis: Frede Pedersen (formand), Viggo Baunøe, Svend Harder Sørensen, Jens Petersen og Viggo Steensen.


Juli 1942. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1942_2_300pxDet var åbenbart tanken, at der skulle komme et medlemsblad hver måned. Bladet var på otte sider med et begrænset antal annoncer, som højest fyldte en halv side tilsammen.

Førsteholdet havde vundet det danske mesterskab. I de fem krigsår var DM-turneringen ændret, idet man spillede indledende pulje geografisk opdelt, for at spare de lange rejser. B.93 mødte ØB i kvartfinalen (5-0) og B.1909 i semifinalen (4-0). Finalen vandt B.93 over AB med 3-2. Mesterskabspokalen blev overrakt af DBU’s formand, landsretssagfører Leo Frederiksen.

Medlemsbladet havde en kort omtale af de 12 vindere, idet Poul O. Hansen og Harald Lyngsaa havde spillet lige mange kampe. Holdet var: Hans Pedersen – Poul L. Hansen, Ernst Spiegelhauer – Arno Nielsen, Per Brandtmar, Arne Sørensen – Olaf Baltzersen, Kaj Hansen, Helmut Nielsen, Jørgen Hammeken og Harald Lyngsaa (Poul O. Hansen). Træner var Carl Sko’mar Hansen.

Ynglingeholdet havde passet deres træning med stor flid og vist god opførsel, hvilket blev belønnet med en tur til Næstved(!). Afrejse fra København lørdag middag. Hjemrejse søndag aften. B.93 vandt 3-1. Leder: Hr. Helge Scharff.

Klubmestre, tennis: Henning Wiig (HS), Birthe Levin (DS), Helge Hassel/P. T. Jørgensen (HD), Inge van Deurs/Anne-Lis Bruun (DD) og Poul Schmitz/Anne-Lis Bruun (MD).

Bestyrelsen havde vedtaget at lade udarbejde et festskrift til klubbens 50 års jubilæum næste år. Værket, der ville blive rigt illustreret, ville til sin tid kunne købes i klubben til en billig pris. Johannes Gandil og Ove Jørgensen skulle forestå redaktionen.

Masser af medlemmer havde budt medlemsbladet velkomment, og der var også kommet kritik af det første nummer. Kritikken havde i første omgang beskæftiget sig med bladhovedet, som mange fandt kedeligt.


August 1942. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1942_3_300pxForsidebilledet var af danmarksmesterholdet 1941/42, der slog AB med 3-2 i finalen. Det havde været en fin sæson, idet 2. holdet, 3. holdet og 4. holdet alle havde vundet rækken.

Truppen, 2. holdet: Ove Jensen, Svend Jensen, Aage Nørregaard, Christian Rosenkold, Arne Nielsen, Børge Nielsen, Eyvind Berger, Holger Andersen (Lille Holger), Hans Henning Michaelsen, Halvor Larsen og Finn Hunsbal.

Truppen, 3. holdet: Søren Christensen, Svend Groth, Børge Hartmann, John Caspersen, Børge Nielsen, Henry Villadsen, Palle Bloch-Jørgensen, Egon Andersen, Svend Aage Østerbye, Verner Christensen og Børge Petersen.

Truppen, 4. holdet: Gunnar Samson, Palle Bloch-Jørgensen, Egon Andersen, E. Henriksen, Preben Kargaard, Børge Hartmann, Poul Wennecke, Svend Havelykke, Aage Blomberg, Børge Christensen og Hans Rasmussen.

Medlemsbladet blev sendt gratis til alle senior- og ynglingeårsmedlemmer af B.93. Meget imponerende udkom der et blad hver måned siden staten i juni måned. Hvert blad var på otte sider.

I brevkassen havde Poul Christensen dette indlæg: "Ville det ikke være en god idé, om B.93, som den første klub herhjemme, lancerede den idé med at give fodboldspillerne numre på ryggen". Svaret: Spørgsmålet har før været drøftet, men har aldrig vundet bifald, hverken hos spillerne eller ledelsen.





September 1942. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1942_4_300pxDe to første sider var forbeholdt Aage Vitt Nielsen, der var formand for spilleudvalget. Træningskampene var gået fint. Dragør var blevet besejret med 9-1. I Odense vandt B.93 med 6-0 over OB, som fik lov at beundre Kaj Hansen og Olaf Balzersens fikse sammenspil. I Roskilde blev det til en ny storsejr, denne gang 13-3. Den sidste træningskamp blev tabt 0-2 mod AB.

Den første turneringskamp var mod ØB. Den faste centerhalf Per Brandtmar var under træningen blevet et offer for den nye epidemi blandt fodboldspillere. Han havde fået meniskskade. Kennit Seidler blev den nye centerhalf. Arne Sørensen, hvis kondition ikke rigtig havde slået til som fløjhalf, blev rykket op som venstre wing. Ved pausen førte ØB med 2-1 og kom yderligere foran 3-1, før de forsvarende danske mestre vågnede op og vandt 4-3.

Der var en del annoncer, men ingen af disse fyldte ret meget. Annoncørerne var: Lerches Sportsmagasin (Engelske fodboldstøvler), Svend V. Berendt (el-installatør), Alle Artex Forsikring (Knud Freudenthal), Aage Kofoed, Ndr. Frihavnsgade 62, der skriver: ”Som mangeårigt medlem af B.93, vil det glæde mig at se klubbens medlemmer som kunde i min boghandel”, Dansk Sportsleksikon, Cigarforretningen, Ryesgade 86 og H. H. Sørensen (anlægsgartner).

Cricket. Holdet led tilsyneladende af et kompleks overfor KB. I sidste kamp mod KB scorede de 289 points for tre gærder, hvorefter B.93 blev sendt til gærdet kl. ca. 21:15, og i den sidste halve time mistede holdet to gærder. Det var dog navnlig mørket, der var skyld heri. Taktikken for B.93 næste dag var at prikke sig til uafgjort, og på den måde blive nummer to i turneringen. Det lykkedes ikke.

I bladet er der for første gang en fortælling om en mand, der bevæger sig rundt i klubben og altid med Abelone på slæb. Han forsøger altid at komme af sted uden Abelone, men det lykkedes ikke. Og han må besvare alle hendes ’tåbelige’ spørgsmål.


Oktober 1942. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1942_5_300pxPå ny tilhørte de to første sider alt om førsteholdets kampe. I pokalturneringen skulle B.93 møde Fremad A. i Idrætsparken. Ved stillingen 2-3 var der flere B.93-tilhængere, der allerede havde forladt banen i nedtrykt sindstilstand over det dårlige spil. Men fem minutter før tid skete der noget der satte sindene i bevægelse. Helmut Nielsen fik en stikning, linjevogteren vinkede for offside, men det opdagede dommeren Asmussen ikke. Og derved sluttede kampen 3-3, og der skulle spilles ny kamp, og den vandt B.93 med 3-1.

Ved klubmesterskaberne i tennis for junior vandt Christen Brøgger finalen i herresingle over Knud Petersen. Hos pigerne vandt Karen Baunøe over Anne Louise Harboe.

Tennisafdelingen havde spillet en fodboldkamp mod KB's tilsvarende tennisspillere. Resultatet blev, at B.93 vandt med tenniscifrene 6-1. B.93 stillede med: Henning Wiig, Ib Gerdes, Niels Holst, Th. Bekkevold, Nils Harild, Leif Christoffersen, Svend Harder Sørensen, Eigil Gram, Kai Brandtberg, Ole Claussen og ikke mindst Christen Brøgger (senere landsholdsspiller i fodbold, red.).

Den tidligere formand Poul Groes havde 25 års jubilæum som overretssagfører. Klubben sendte ham en blomsterhilsen.  

Medlemsbladet indbød til en konkurrence om at designe et nyt bladhoved. Der var præmier i form af landskampbilletter.

I rubrikken ’Brevkassen’ havde et medlem indsendt dette brev:

"Det af bestyrelsen vedtagne projekt vedrørende udvidelse af klublokale og køkkenrum vil forhåbentlig af medlemmerne blive påskønnet som fortjent. På forhånd tak. Undertegnede tillader sig imidlertid at fremføre et ønske om endnu en forbedring i tilslutning til vort udmærkede marketenderi og skal i den anledning fremkomme med et forslag om, at der ud for en del af det flisebelagte areal mod fodboldbanen anbringes en indhegning som afgrænsning at de der opstillede serveringsborde. Det er indsenderens opfattelse, at en sådan afgrænsning vil kunne skabe en meget hyggelig plads for de medlemmer, der ønsker at indtage en forfriskning i klubben, og jeg skal derfor høfligst henstille, at forslaget snarest belejligt må blive taget under velvillig overvejelse. Ærbødigst, Niels Turin."


November 1942. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1942_6_Sidste_300pxSom sædvanlig startede de første par sider med Aage Wiit Nielsens gennemgang af førsteholdets kampe. I pokalsemifinalen mødtes B.93-B.1903. I kampen forinden havde B.1903 tabt 3-8 til AB, og det havde medført, at ikke færre end syv spillere var sat af til pokalkampen. Det blev ingen succes. Efter et kvarter stod det 2-2, ved pausen førte B.93 med 7-2 og vandt kampen med 12-4. Det så 10.000 tilskuere.

Førsteholdet havde spillet en træningskamp mod KFUM (2-3) på Gentoftes nye smukke stadion. Da banen var pragtfuld, havde man lov at vente, at B.93 ville anstrenge sig for at spille en god kamp. Det blev der desværre ikke noget af. Man havde indtryk af, at for flere af spillerne gjaldt det blot om at få kampen overstået. Det er jo desværre ikke første gang, vort hold har taget lidt for let på sagerne i privatkampe (Odense, Nyborg, Korsør). Det er at vise for ringe hensyn til modstanderne og til publikum, der har betalt entré i den tro, at danmarksmestrene vil kunne vise bedre fodbold end det, de ser til daglig. Det gavner heller ikke vor klubs renommé og kan skade ved senere arrangementer.

Bordtennis. I de sidste par år havde fodboldafdelingen dyrket bordtennisspillet med liv og lyst. Lokalerne man kunne tilbyde var for små til, at man kunne få det rigtige udbytte af dette fornøjelige spil. Klubben havde derfor lejet lokaler i Hermeshallen, hver onsdag kl. 18-20, hvor fire bordtennisborde stod til rådighed. Desuden var der træning for juniores, ynglinge og seniores i det gamle juniorlokale over mod Lægeforeningens Boliger.

Konkurrencen om et nyt bladhoved var afsluttet. Vinder blev arkitekt Mogens Rützou. Andenpræmien tilfaldt G. Rode-Jepsen. Det nye brevhoved kan ses på forsiden af dette medlemsblad.


December 1942. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1942_7_Sidste_300pxI turneringen spillede B.93 og AB 4-4 efter en underholdende kamp. To uger efter skulle holdene spille pokalfinale. Begge klubber havde vist udmærket spil i efterårets kampe, og særlig klubbernes indbyrdes turneringskamp havde lovet godt for finalen. Der blev da også sat publikumsrekord med 27.000 betalende tilskuere. Banen var vanskelig efter en uge med regn, og finalen levede ikke op til forventningerne. AB vandt kampen 3-1.

I referatet står, at B.93 skulle finde en ny centerforward pga. Helmut Nielsens udelukkelse. Ellers forbigås sagen i tavshed. Sagen var den, at FBU-KBU skulle spille unionskamp søndagen forinden i Odense. KBU-holdet kom til Odense om lørdagen, hvor der var arrangeret biograftur. Det ønskede Helmut Nielsen og Walther Christensen (Frem) imidlertid ikke. Da lederen Fritz Tarp (B.93) først kunne komme i kontakt med de to spillere søndag ved 10-tiden blev de straks sendt hjem, og fik efterfølgende karantæne i hele ni måneder. Og i øvrigt vandt FBU sensationelt 7-3.

Formanden Helge Hassel manede til ro omkring regnskabet, som alle mente ville blive med et pænt overskud pga. de store fodboldindtægter, bl.a. fra pokalfinalen. Der havde været store stigninger i udgifterne til personalets dyrtidstillæg, brændselsomkostninger, materialer og rekvisitter. For tennisafdelingens vedkommende havde der været betydeligt fald i indtægterne. Det skyldtes nedgang i medlemstallet pga. boldmanglen.

Efter pokalfinalen var der traditionen tro arrangeret en pokalfest (samme aften). B.93 holdt sin fest i ”Domus Medicas”. Fra festen sendtes en deputation under formandens ledelse til AB’s fest i Wiwex’s Selskabslokaler, hvor de overvundne fik lejlighed til at hylde sejrherrerne i tale og skåler. Til '93-festen var 41 herrer, efter middagen ankom damerne til kaffe og likør – og efterfølgende dans lige fra swing til rheinlænder-polka.


Januar 1943. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1943_1_300pxAndet år med medlemsblade, og første hele år. I alt udkom der hele 10 medlemsblade. Redaktionen bestod udover Bendix Christensen af formanden Helge Hassel, Johannes Gandil, Aage Wiit Nielsen, Svend Harder Sørensen og Viggo Hansen.

Forsiden var forbeholdt formanden Helge Hassels nytårshilsen. Året man gik ind i var i lyset af klubbens 50 års jubilæum og i mørket af anden verdenskrigs trængsler.

En gennemgang af holdenes placering var foretaget af Aage Wiit Nielsen. Alle fem seniorhold og oldboysholdet lå placeret i den øverste ende. Førsteholdet lå nede på en femteplads, men de havde to udsatte kampe mod B.1903 og Fremad A. i hånden. Og så kunne han meddele, at der i januar og februar måned hver tirsdag ville være gymnastik og boldøvelser i Idrætshuset fra kl. 19-20. Og det gjaldt hele seniorafdelingen.

Der var afholdt five-a-side den 20. december med en usædvanlig stor tilslutning, idet 60 deltagere fordelt på 12 hold havde meldt sig til denne morsomme turnering. Der blev spillet om en julegås til det sejrende hold, som blev: Arne Nielsen, Poul Thomasen, Preben Kargaard, Anders Møller og Laur. Larsen. Finalen blev vundet over: Jørgen Hammeken, Ove Jensen, Charles Jensen, Aage Nørregaard og Poul Offenbach. Efter turneringen samledes deltagerne i klublokalet, hvor man spiste den medbragte frokost og i øvrigt havde det fornøjeligt og hyggeligt ved det efterfølgende fælles kaffebord.

Bordtennis. For første gang deltog B.93 i Københavns Bordtennis Unions holdturnering med to seniorhold og to juniorhold. Formand for klubbens bordtennisafdeling var 24-årige John Andreasen.


Februar 1943. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1943_300px

I de tidligere årsskrifter (1914/41) var der en samlet oversigt over klubbens sportslige virksomhed. Med medlemsbladets indtog var det slut, idet man henviste til de løbende orienteringer.

Førsteholdet var uden egentlig træner efter Carl Sko’mar stoppede ultimo 1942. Træningen var lagt i hænderne på de gamle førsteholdsspillere, Poul Jensen, Michael Rohde og Fritz Tarp i samråd med Helge Scharff og Aage Wiit Nielsen.

Klubben havde i turneringen 1941/42, fem seniorhold (nummer 1, 1, 1, 1 og 4), to ynglingehold (nummer 2 og 3), tre juniorhold (nummer 2, 1, 1) og tre drengehold (nummer 5, 1, 3).

Cricket havde ikke den bedste sæson. Der var grund til at fremhæve Ove Jensen for hans gode gærde- og markspil. Ove scorede bl.a. century i første kamp. På 2. holdet var Henrik Andersen og Poul Zølck de dominerende spillere. Det var ikke som sædvanlig Wiinstedt, der havde skrevet om cricket, men derimod John Andreasen.

Tennis. Klubmestre blev: Henning Wiig (HS), Else Dam (DS), Helge Hassel/P. T. Jørgensen (HD), Inge van Deurs/Anne Lis Bruun (DD) og Poul Schmitz/Anne Lis Bruun (MD).

Generalforsamlingen skulle afholdes, torsdag den 18. februar kl. 19:00 i Park-teatrets selskabslokaler. Efter generalforsamlingen blev serveret tre stykker smørrebrød, øl og kaffe á kr. 4,50 incl. betjening. Brød-og smørkort skulle medbringes.

Prokurist Frede Pedersen blev 50 år den 2. februar. Frede havde været medlem af klubben i så mange år, at der næppe er en '93’er, der ikke kender hans venlige ansigt. Han havde siddet i tennisspilleudvalget i adskillige år og indvalgtes i 1940 i bestyrelsen.


Marts 1943. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1943_3_300pxGeneralforsamlingen. Der var mødt et meget betydeligt antal af medlemmerne. Som dirigent valgtes højesteretssagfører Victor Hansen. Formanden kunne oplyse, at man i det meste af året måtte undvære den ene fodboldbane (nærmest klubhuset), idet den skulle totalrenoveres. I stedet havde klubben fået stillet en bane i Fælledparken til rådighed. Klubbens jubilæum var nært forestående, men det var svært at tilrettelægge noget på længere sigt pga. krigen. Jubilæumsskriftet ville blive trykt i 1000 eksemplarer. Generalforsamlingen varede fra 19:00 til 20:50.

Bordtennis. Ved københavnsmesterskaberne vandt Helmuth Jespersen herresingle for juniores. I B-double, senior, vandt John Andreasen og Eyvind Berger. Klubmester, senior, blev Kaj Hansen foran Børge Petersen. Klubmester, junior, blev Helmuth Jespersen foran Jørgen Hilborg.

Tennis. Den årlige kamp mod HIK blev tabt med hele 1-12. De indbyrdes kampe var startet i 1933. B.93 havde vundet 1933, 34, 35, 36, 37, 39. HIK vandt i 1938, 40, 41, 42 og 43. Stillingen var således samlet 6-5 til B.93. I årets nederlag stillede B.93 med: Henning Wiig, Ib Gerdes, Niels Holst, Bent Kozeluh, Bent Barfod, Leif Christoffersen, Inge van Deurs, Rigmor Madsen.

Bridge. I den årlige turnering om Läkerol-pokalen spillede B.93 imod KB (2-14), AB (7-9) og HIK (14-2). Klubmester blev L. P. Hansen og P. R. Jørgensen foran John Andreasen og S. Harset.

Fodbold. Førsteholdet havde visse bekymringer. Poul Thomasen og Poul O. Hansen var på sygelisten, og Arne Nielsen (Klimer), som måske skulle have erstattet Helmut Nielsen (karantæne), havde fået arbejde i Kalundborg. Dog var Kaj Hansen, Knud Børge Overgaard og Per Brandtmar blevet deres knæskader kvit. Så der var trods alt håb om en god placering i jubilæumsåret.


April 1943. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1943_4_300pxJubilæumsfonden. Som det fremgår af forsiden, var der oprettet en jubilæumsfond, hvor pengene skulle komme fra en indsamling blandt medlemmer. Fonden skulle komme klubbens ungdom til gode i form af f.eks. en idrætslejr.

Divisionsholdet havde før starten af jubilæumsåret 5 kampe/5 point. Der var otte hold i Krigsturneringens Kreds 3 (København+Køge), og kravet var en 4. plads for at gå videre til kvartfinalen om DM. Træningskampene viste i høj grad, at B.93 manglende en frontangriber (medlemsbladet fortiede fortsat, at Helmut Nielsen havde karantæne hele foråret). De to første kampe gav sejre over B.1903 (4-1) og ØB (1-0).

Bordtennis. Resultater: 1. division (nr. 5), 2. division (nr. 4), 1. Junior (nr. 3) og 2. Junior (nr. 4). Leder af afdelingen var John Andreasen.

Cricket. Ville få en vanskelig sæson, den 50. i historien, idet cricket havde dårligere betingelser end nogensinde før. Klubbens bane kunne ikke bruges pga. renoveringen. Var der lyst og interesse, så ville man finde en udvej med hensyn til træning. Blandt andet af den grund startede sæsonen med at vise en cricketfilm. Leder af afdelingen var John Andreasen.

Gamle tennisbolde kunne sælges til klubben, som herefter sendte dem til dæk-og trykfornyelse, så de atter kunne benyttes til turneringer. Tre af de udendørs baner var allerede klar til den 21. marts, og det var vistnok klubrekord.








Maj 1943. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1943_5_300pxJubilæumsfondet savnede indskud, så der var endnu en opfordring til medlemmerne om at få åbnet tegnebogen. Samtidig kunne man stille forslag til hvad puljen skulle bruges til. Det endelig forslag – valgt af bestyrelsen – ville blive forelagt generalforsamlingen til godkendelse.

Klubbens 50 års jubilæumsfest skulle afholdes onsdag den 19. maj i Tennishallen. Arrangementet varede fra 18-24. Prisen for deltagelse var 10 kroner pro persona incl. garderobe. Påklædning: Festdragt (smoking, kjole eller mørkt tøj). Smør-og brødmærker skulle medbringes. Fødselsdagen ville blive indledt med standerhejsning, og derefter ville bestyrelsen mindes de afdøde formænd ved at nedlægge kranse på deres grave. Om eftermiddagen fra kl. 13 til 15 ville der være reception i klublokalet.

Bestyrelsen op til 50 års jubilæet var: Grosserer Helge Hassel (formand), materialforvalter Richard Lillie (næstformand), regnskabschef Hugo Andersen (kasserer). For fodbold og cricket: Direktør Johannes Gandil, civilingeniør Helge Scharff og kommunelærer Aage Wiit Nielsen. For tennis: Bankkasserer P. T. Jørgensen, prokurist Frede Pedersen og prokurist C. Ramlow.

Spilleudvalg, fodbold: Poul Jensen (formand), Aage Wiit Nielsen, Ernst Spiegelhauer, Aage Nørregaard og Kaj Skovgaard Nielsen.

Spilleudvalg, cricket: Henry Uldaler (formand), H. Wiinstedt, Ove Jensen, John Andreasen og Hjalmar Hansen.

Spilleudvalg, tennis: Jens Petersen (formand), C. Ramlow, Viggo Baunøe, Svend Harder Sørensen og Viggo Steensen.




Juni/Juli 1943. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1943_6_7_300pxMedlemsbladet indeholdt af gode grunde mest om det netop overståede jubilæum. Forsidebilledet er fra aftenfesten i Tennishallen. Fra morgenstunden var der en herlig stemning, da formanden Helge Hassel hejste flaget på klubbens baner. Det var et ret højtideligt øjeblik vel nok mest for Johannes Gandil, der var den, der mest af alle havde virket og levet for klubben i alle de hensvundne år.

Der var frokost på Langelinie for bestyrelsen og de svenske venner fra Hälsingborg Idrottsförening. Om eftermiddagen var der reception, og talrige gratulanter mødte op i klubhuset. Om aftenen var der en storstilet fest i den smukt dekorerede tennishal. Formanden oplæste et telegram fra Hans Majestæt Kongen, der udtrykte Hans Majestæts hjerteligste ønsker for klubbens fremtid. Og for Johannes Gandil, der samme aften blev dekoreret med Ridderkorset, blev der råbt et hurra, der var ved at rive taget af hallen.

Torsdag den 13. maj spillede B.93 to jubilæumskampe i Idrætsparken. Først spillede 1. ynglinge mod Køges ditto, der var sjællandske mestre. B.93 vandt en overbevisende sejr på 5-0. Herefter spilledes hovedkampen, hvor B.93’s oldboys mødte et hold fra stævneklubberne. B.93 vandt kampen 1-0 på et mål af Magnus Simonsen.

Tirsdag den 18. maj spillede B.93 i Idrætsparken selve jubilæumskampen. Klubbens 1. hold mødte Hälsingborg IF, og vandt en fortjent sejr på 3-1. Målscorer Ib Eskildsen, Jørgen Hammeken og igen Ib Eskildsen. Jubilæumsholdet var: Ove Jensen – Poul L. Hansen, Per Brandtmar – Arno Nielsen, Arne Sørensen, Knud Børge Overgaard – Kaj Hansen, Jørgen Hammeken, Arne Nielsen (Klimer), Eyvind Berger og Ib Eskildsen.

Klubmestre i tennis: Henning Wiig (HS), Martha Thomsen (DS), Henning Wiig/Leif Christoffersen (HD), Minna Jørgensen/Martha Thomsen (DD) og Henning Wiig/Else Dam (MD).  


August 1943. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1943_8_300pxBornholmsturen. Det var kutyme, at divisionsholdet rejste rundt i provinsen efter turneringen. I år gik sommerturen til Bornholm. På disse ture var der ofte en del reserver med, så det nærmest var et blandet hold. Det må have været en god tur, for den var beskrevet på over tre sider i medlemsbladet.

Bægerfest, var en anden årlig tradition. Festen blev holdt for de hold der var blevet rækkevindere. I år drejede det sig om 2. holdet og 4. holdet. Hver deltager fik overrakt et smukt bronzebæger.

Førsteholdets afslutningsfest blev holdt tirsdag den 29. juni i klublokalet. De spillere der tidligere havde modtaget "B.93's ring" var også indbudt. Årsagen var, at Svend Jensen og Poul Zølck skulle hædres med ringen. Efterfølgende takkede "Bagermanden" (=Poul Zølck) for hædersbevisningen og klubben for, hvad den havde været for ham gennem mange år, og han sluttede sin tale med følgende ord: Én gang B.93’er, altid B.93’er”.  

Cricketafdelingen havde klaret sig fint til trods for mangel på egen bane, bl.a. var det lykkedes, for første gang i mange år, at besejre KB. Særlig glædeligt var det, at det var et par ganske unge spillere, der ikke tidligere havde gjort sig særlig bemærket på 1. holdet, der lavede point, nemlig Mogens Wilhelmsen med 58 og John Jønsson med 45.

Efter 16 års forløb lykkedes det igen B.93 at vinde DM i herresingle på udendørs bane, årets fornemste tennismesterskab. Vor klubmester, Henning Wiig, tog arven op efter Axel Petersen. Han besejrede Jannik Ipsen i finalen med tre sæt mod nul.

I medlemsbladet var en kupon hvor medlemmerne kunne angive hvornår de var meldt ind. Årsagen var, at kontoret fik mange forespørgsler om hvor længe vedkommende medlem havde stået i klubben. Kontoret havde ikke tidligere overført indmeldelsesdatoen, når nye protokoller blev taget i brug.

Bridgeudvalget bestod af: K. Schrøder, H. Benz og O. Salomonsen. Turneringen skulle afholdes i klubbens mødelokale og strække sig over seks ordinære spilleaftener, der fortrinsvis bliver mandage, hvorefter der afsluttes med en festaften. Derefter spiller otte par holdkamp mod KB, AB og HIK om Läkerol-pokalen.


September 1943. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1943_9_300pxTil jubilæumsfonden var indtil videre indkommet kr. 6.323,-. Klubben ville overføre overskuddet fra veterankampen i Idrætsparken samt en gave fra DBU ved forbundets 50 års jubilæum, således at saldoen ville stige til kr. 12.293,-. Stadig et beskedent beløb. Skulle godkendes på næste generalforsamling.

Dødsfald. Den afholdte opsynsmand i tennishallen Aage Christoffersen var pludselig død, samme dag som han havde gennemgået hallens tilstand med formanden Helge Hassel. Aage Christoffersen havde været ansat i hallen siden 1922. Han var gift og havde tre børn. Hans alder fremgår ikke af nekrologen.

Også Pavli Lebret var død. Han kom til klubben i den tid fuldmægtig Aage Buntzen var klubbens kasserer. Hr. Lebret var ansat på klubbens kontor lige til 1941, hvor den fuldstændige omlægning af regnskabsvæsenet medførte en ændring også blandt klubbens funktionærer. Til trods for et stille væsen, der af og til virkede lidt mut var Lebret afholdt af klubbens medlemmer.

Klubmesterskaber for juniores i tennis. Som ventet blev Christen Brøgger mester i herresingle, men han måtte dog i slutkampen afgive sæt til den energiske og påpasselige John Brunbech. Damesingle blev vundet af Elisabeth Holten, der overraskende slog Birthe Nielsen, som ikke spillede nær så godt, som hun kan. Christen Brøgger vandt herredouble med Ole Dam og mixdouble med Kirsten Koefoed. Og endelig vandt Elisabeth Holten og Ulla Ørum damedouble.

Klubbens 50 års jubilæumsskrift kunne købes for kr. 3,50 ved henvendelse på kontoret. Det smukke festskrift var på 150 sider, og redigeret af Ove Jørgensen og Johannes Gandil.



Oktober 1943. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1943_10_300pxFørsteholdet startede træningen allerede sidst i juli måned. Mange af spillerne havde ikke deltaget i sommerturen og havde derfor ikke spillet bold et par måneder. Træningen blev ledet af Poul Jensen og Michael Rohde, der begge havde deltaget i DBU’s trænerkursus i Gerlev og der hentet nye impulser til gavn for træningen.

Efter en lang pause, som medlemsbladet formulerer det (var en karantæne på ni måneder efter udskejelser før kampen FBU-KBU), var Helmut Nielsen igen spilleklar. I de første træningskampe benyttede spilleudvalget et par af de nyoprykkede ynglingespillere, højre back Aage Christensen og højre wing Erik Andersen.

I sæsonens første turneringskamp (22.08.1943) mod Fremad A. (6-1) stillede B.93 op således: Ove Jensen – Aage Christensen, Per Brandtmar – Arno Nilsen, Arne Sørensen. Knud Børge Overgaard – Kaj Hansen, Jørgen Hammeken, Helmut Nielsen, Eyvind Berger og Ib Eskildsen. Og med fire pragtmål fejrede Helmut Nielsen sin tilbagevenden med manér.

På grund af undtagelsestilstanden skulle der gå 50 dage før næste kamp blev spillet. Den næste måned måtte ikke spilles træningskamp mod fremmed modstander, og for at skabe lidt mere interesse og afveksling arrangerede spilleudvalget en handicapturnering mellem klubbens seniorhold. Den 26.09.1943 havde man fået lov at spille en træningskamp mod B.1903 men uden tilskuere. Kampen blev dog aflyst pga. vejret.

Dødsfald. Helvig Klitgaard var død efter nogen tids håbløs sygdom. Helvig Klitgaard havde været ansat på kontoret de sidste 14 år. Pligtopfyldende og elskværdig, røgtede hun sit hverv, hendes gode humør gjorde hende ualmindelig afholdt af alle, hun kom i berøring med. Vi bevidner hendes familie vor dybeste deltagelse, således sluttede nekrologen fra bestyrelsen.

Cricket fejrede jubilæet ved en kamp i Næstved, da klubben ikke selv rådede over en bane. Inden starten fik hver deltager i turen en nøje skriftlig instruktion, hvori var indflettet en kraftig opfordring til at repræsentere klubben på den helt rigtige måde, både på og udenfor banen, og den blev fulgt. B.93 vandt kampen med tre point og et stående gærde. Efter kampen inviterede B.93 på middag i Rådhuscaféen. Der blev holdt flere smukke og heldigvis kortvarige taler, bl.a. af Henry Uldaler og P. H. Havemand Wiinstedt. Til kaffen serverede B.93 selv alsang, delvis a la pantomime, under Jørgen Petersen, også kaldet ’Fiskerjørgen’s ledelse.


November/December 1943. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1943_11_12_300pxFørsteholdet havde måttet spille fire turneringskampe i Idrætsparken helt uden tilskuere, idet tyskerne ikke ville give lov til større menneskeforsamlinger. Udover manglende entréindtægter var resultaterne også uden mange point: AB (2-2), KB (1-2), Frem (1-1) og ØB (0-1). Da forbuddet blev ophævet, gik det bedre: Køge (1-0) og B.1903 (7-1).

Helge Scharff blev 50 år den 30. november. Klubbens formand Helge Hassel havde i den anledning skrevet et portræt af civilingeniør Helge Scharff, også kaldet ’Skipper’, der siden 1936 havde været et meget aktivt medlem af bestyrelsen. Siden 1940 havde Scharff også haft sæde i DBU’s bestyrelse. I det hele taget var Scharff en meget aktiv person, medens han var indkaldt til underbådstjeneste læste han samtidig til cand. polyt.

Der var indkaldt til ekstraordinær generalforsamling søndag den 12. december kl. 10:00 i tennishallen. Den primære årsag var, at klubbens økonomi på grund af de herskende forhold (Krigen, red.) var i meget dårlig forfatning. Der var forslag om ekstra kontingent for 1944, bemyndigelse til at optage lån med pant i fast ejendom og forslag om ’Jubilæumsfond 1943’.

Idrætsmærket. Der havde været en del aktivitet for at mærket kunne erhverves. Det var Viggo Baunøe, der havde ledet prøverne. Man påtænkte at holde en sammenkomst for dem der havde bestået prøven: Guld med sløjfe: Helge Hassel. Guld: Viggo Baunøe, H. Benz, Niels Holst, Svend Jørgensen, Olaf A. Poulsen, Frede Pedersen, Axel Poulsen og Henry Uldaler. Sølv: Bendix Christensen. Bronze: Th. Bekkevold, Svend Bjarnæs, Mogens bjørn, Børge Christensen, Palle Bloch-Jørgensen, Poul Jørgensen, Knud Lund, Ove Petersen, Poul Wennecke og Henning Wiig.




Januar/Februar 1944. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1944_1_2_300pxRedaktionen bestod af Bendix Christensen som redaktør samt i bladudvalget, formanden Helge Hassel, Johannes Gandil, Aage Wiit Nielsen, Svend Harder Sørensen og Viggo Hansen. Der udkom syv numre af medlemsbladet i 1944.

Oversigten over klubbens sportslige virksomhed i 1943 (ikke 1944, som det fejlagtigt fremgår af forsiden). Sportslig havde året ikke bragt klubben de resultater, man gerne ville have set i jubilæumsåret. Det sørgeligste var, at 1. holdet spillede så svagt i foråret, at klubben ikke kom med i slutrunden om danmarksmesterskabet.

En årsag til det dårlige spil kunne være træningsforholdene, der aldrig havde været så ringe som i 1943. Der havde kun været en bane til rådighed, og dens tilstand var forfærdelig. Den var både for lille og for ujævn til, at der kunne spilles ordentlig bold, og Fælleden var om muligt endnu være.

Juniorlederen Michael Rohde fortalte om efteråret, der havde været i forbuddets tegn. Søndag efter søndag stillede holdene på B.93’s bane kl. 07:30 efter henstilling fra KBU i håb om, at tilladelse til at spille kampe blev givet. Først i november blev forbuddet ophævet. Senere kom så endnu et forbud, nemlig den såkaldte ’spærretid’.

Den årlige generalforsamling skulle afholdes onsdag den 23. februar kl. 19:00 i Park-teatrets selskabslokaler ved Østerbro Stadion. Oversigt over klubbens regnskab kunne afhentes på kontoret i tennishallen. Dagsorden ville senere blive opslået i klubbens lokaler.

Den ekstraordinære generalforsamling blev afholdt søndag den 12. december. Trods tidspunktet og det kolde vejr havde et stort antal medlemmer givet møde. Dirigent blev overretssagfører Poul Groes. Forslaget om kontingentforhøjelser, sikkerhedsstillelse i tennishallen m.v. blev enstemmigt vedtaget.

Det blev også vedtaget, at klubben overførte de kr. 5.000,- som den modtog som gave da DBU blev 50 år i 1939 til ’Jubilæumsfonden 1943’. Samtidig gav generalforsamlingen tilslutning til, at de omkring kr. 12.000 fra fonden blev benyttet til køb af en velegnet grund med oprettelse af en idrætslejr for unge for øje.


Marts/April 1944. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1944_3_4_300pxDer var afholdt ordinær generalforsamling den 23. februar. Dirigent blev kontorchef Kai Bruun. Økonomien var dårlig, dels havde divisionsholdet måtte spille fire kampe uden tilskuere, og dels var udlejningen i tennishallen ramt af spærretiden. Klubben havde fundet en grund i Melby ved Liseleje, som man påtænkte at købe på vegne af Jubilæumsfonden. Kvartermester Hansen havde tildelt klubben et pænt beløb i anledning af jubilæet, hvor hovedparten gik til juniorerne og resten til jubilæumsfonden.

Som led i besparelserne ville medlemsbladet kun udkomme seks gange i år. Kassereren Hugo Andersen kunne fremvise et regnskab med et underskud på kr. 43.644,67. Der skulle ske en markant ændring i bestyrelsen, idet Johannes Gandil efter 49 år valgte at trække sig. Han blev erstattet af Ernst Henriksen.

Som ny førsteholdstræner havde man engageret den tidligere 1. holdsspiller Svend Petersen. Det var spillerne, der havde peget på den nye træner.

Michael Rohde var fyldt 50 år. Hvem i B.93 kender ikke Michael Rohde? Og hvem ville tro, at den utrættelige og spændstige Michael er fyldt de 50 år? De sidste 27 år havde Rohde været juniorleder. I sit arbejde havde han forstået at bibringe drengene den '93-stil, som vi alle skatter så højt, og mange fortrinlige spillere er vokset op under hans ledelse. Klubben bragte ham på dagen gennem bestyrelsens deputation en hyldest og oprigtig tak.

De forskellige spilleudvalg blev:

Fodbold: Ernst Henriksen (formand), Per Brandtmar, Verner Christensen, Hans Pedersen og Gunnar Samson.

Cricket: Henry Uldaler (formand), H. Wiinstedt, Ove Jensen, John Andreasen og Hjalmar Hansen.

Tennis: Christen Ramlow (formand), Jens Petersen, Svend Harder Sørensen og Poul Fjælsted.

Under tennis kunne læses: Vi ønsker Vinoga Nielsen tillykke med ægteskabet; hun hedder nu fru Fournais, hvorefter enhver haver sig at rette.


Maj/Juni 1944. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1944_300px

Det var den nyudnævnte anfører Per Brandtmar, der evaluerede sæsonen 1943/44. Han var blevet anfører før forårssæsonen. I den indledende pulje for København og Køge var B.93 blevet nummer tre, og havde derved kvalificeret sig til kvartfinalen, hvor modstanderen blev AGF i Aarhus. Der var tilskuerrekord med 12.000 tilskuere. Efter 1-1 i den ordinære kamp vandt B.93 den forlængede spilletid med 1-0 på et sejrsmål af Kaj Hansen. Rejsen til Aarhus tog i tog hele ni timer. Klubben havde flottet sig, så man rejste på 1. klasse.

Efter kampen tog spillerne renvaskede på en kort visit hos K. B. Overgaards forældre, for derefter pr. auto at tage til ’Varna’, hvor en splendid middag med diverse o.s.v. tilfredsstillede de kræsne ganer og fylde de tomme maver. Senere tog man tilbage til det gæstfri Overgaardske hjem, hvor Arne Sørensen og Lille Kaj tabte deres hjerter til et skønt anker øl. Semifinalen blev tabt 0-5 til AB.

I foråret havde B.93 scoret 21 mål i DM-turneringen og pokalturneringen. Hele 16 af disse mål var scoret af Helmut Nielsen, også kendt som ’Denger’.

Lørdag den 29. april fejrede klubbens tidligere 1. holdsspiller, nu træner for 1. holdet, Svend Petersen, 25 års jubilæum som ciselør. I betragtning af, at Svend P. kun er 39 år, er det jo et flot jubilæum, især da Svend P. i denne lange periode har været beskæftiget hos samme arbejdsgiver, hvor han som 14-årig begyndte som lærling.

Også Niels Lage fra cricketholdet kunne fejre 25 års jubilæum. Det var som sporvognskonduktør. Klubben sendte på jubilæumsdagen et lykønskningstelegram til Lage, som i et takkebrev meddelte, at det havde glædet ham meget at blive husket af sin gamle klub.

Klubmestre i tennis, udendørs. Henning Wiig (HS), Martha Thomsen (DS), Ole Hytten og Poul Schmitz (HD), Martha Thomsen og Rigmor Madsen (DD) og Ivar Thomsen og Martha Thomsen (MD).


Juli/August 1944. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1944_5_6_300pxAalborgturen, som oprindelig var fastsat til afrejse onsdag morgen den 7. juli, blev aflyst grundet på generalstrejken. Klubben meddelte Aalborg, at vi ikke kunne stille hold, men vor inspektør Bendix Christensen blev herefter bombarderet med telegrammer og telefonopringninger om, at vi endelig måtte komme, da hele arrangementet afhang af B.93’s deltagelse.

Det lykkedes at skrabe et nogenlunde hold sammen, som kunne rejse fra København fredag kl. 13:00. Der skulle overnattes i Odense, før turen lørdag middag gik videre til Aalborg. Den første kamp var mod AaB (3-1), hvor holdet var: Ove Bock – Poul L. Hansen, Aage Christensen – Knud Petersen, Aage Nørregaard, Knud Børge Overgaard – Erik Andersen, Arne Petersen, Poul Eriksen, Jørgen Hammeken og Mogens Crone.

Finalen blev spillet tirsdag aften mod Aalborg Freja, der havde slået Aalborg Chang med 7-3. Der blev ikke den store spænding i finalen, idet B.93 vandt en sikker sejr på 5-1. Det var under denne tur, at Jørgen Hammeken pga. et væddemål gik på strøgtur i Aalborg iført mexicanerhat og pyjamas. Han havde væddet med en grosserer, og vandt derved grossererens pyjamas.

Medlemsbladet havde spurgt formanden Helge Hassel om købet af grunden i Melby. Alle formaliteter var på plads, grunden havde kostet kr. 11.000,- og det var indenfor Jubilæumsfondens midler. Grunden var på 44.000 kv. alen. Grunden lå 2 km. fra både Melby St. og Liseleje. Man forventede, at der ville gå et par år før grunden kunne benyttes som idrætslejr (krævede også der blev bygget et feriehus på grunden).

Tennis, udendørs. Henning Wiig erobrede to danmarksmesterskaber. Han genvandt titlen i herresingle, og vandt herredouble med Per Thielsen (HIK). I finalen vandt Henning Wiig med cifrene 2-6, 6-2, 6-4 og 6-3 over Erik Bjerre fra KB.

Klubbens næstformand og materialforvalter, rådmand Richard Lillie fyldte 60 år. Han havde været med fra klubbens yngste ungdom, og havde været næstformand de sidste 14 år.


September/Oktober 1944. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1944_7_8_300pxStarten på sæsonen 1944/45 var ikke startet specielt godt. Holdet var handicappet af, at Arne Sørensen ikke havde vist den fornødne interesse for træningen, således at man havde været nødsaget til at droppe ham. Træningskampene havde givet disse resultater: Lyngby (1-1), Brønshøj/Husum (5-4), B.1903 (4-1), KB (2-2) og AB (4-1).

Cricket havde haft en ikke speciel god sæson. Det største problem var, at man stadig ikke havde nogen bane at træne på, og alle kampene måtte spilles på udebane. Fra næste år skulle de igen få bane i klubben, så der var lys forude.

Bordtennis havde fået bedre forhold, idet klubben havde lejet et kælderlokale i Unitarernes Hus, Østerbrogade 30, hver fredag (18-20) og lørdag (19-21). Der var fem borde samt brusebad. Seniorspillerne skulle betale kr. 1,00 – 1,50 pr. måned. Junior og drenge skulle ikke betale noget, idet en anonym kreds af ældre medlemmer betalte for dem.

I ’Skjoldturneringen’ (tennis) var der mangel på dommere. At dette kunne være katastrofalt fik man et bevis på i en kamp i Række B.6, hvor den ene deltager havde medbragt en ”tilskuer-dommer”, der blandede sig i kendelserne. Kampen endte med almægtigt skænderi på både bane og tilskuerpladser, og under gråd og tænders gnidsel blev spillet afbrudt. Aldrig set før eller siden i klubbens historie. At spilleren var en dame, er vel overflødigt at bemærke (direkte citat, red.).

Der var under samme turnering en spiller der havde regnet sig frem til: Hvis a slår b, og c afgiver sæt til d, og c slår a, b, c, f, og f taber til a, b, og c og a, b, c, d, e, og f scratcher mod mig, er der alligevel en chance for, at jeg vinder min række.


November 1944. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1944_11_Sidste_300pxFormanden kunne meddele at indbetaling af den ekstraordinære kontingent for 1944 var forløbet over forventning. Da fodboldindtægterne også var over forventning, mente bestyrelsen ikke, at man kunne indkalde til ekstraordinær generalforsamling i december måned som sidste år og gentage succesen med ekstra kontingent.

Vort træningsarbejde i fodbold. Den 24-årige målmand Ove Jensen havde skrevet et læserbrev. Sagen var den, at 1. holdet i fodbold ikke var særligt flittige til at møde op til træning. En cykelrytter havde i BT udtalt, at han efter at have studeret forholdene i klubberne, var kommet til det resultat, at B.93 var den klub, hvor det var lettest at komme på 1. holdet. Oves forslag var, at klubben indførte nogle præstationspræmier. Jeg tror, at netop for en fodboldspiller, der jo ikke opnår mange præmier i sin tid, vil en sådan præmie betyde en stærkt forøget interesse for træningen, der er nøglen til de virkelige store resultater.

Klubbens ærestegn for 25, 35 og 40 års medlemskab havde været berørt på sidste generalforsamling, og bestyrelsen havde i årets løb forsøgt at få klarhed over omfanget af en sådan tildeling af ærestegn. Det havde vist sig umuligt gennem klubbens gamle protokoller at få rede herpå. Det eneste farbare var, at medlemmer, der mener at kunne komme i betragtning, til klubbens kontor indsender meddelelse herom.

Grosserer Arnold Kargaard fyldte 50 år den 3. december. Kargaard var blevet indmeldt i 1909, og var kendt som en af klubbens trofaste medlemmer. Han havde bestridt forskellige æreshverv, var medlem af bestyrelsen og spilleudvalget i fem år. Desuden havde Kargaard en imponerende rekord, idet han uafbrudt i 15 år var anfører på klubbens 2. hold, som i denne periode bl.a. seks år i træk blev vinder af KBU-turneringen.


December 1944. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1944_12_300pxDivisionsholdet var udsat for et utal af aflysninger. Den 8. oktober vandt de over Frem (2-1), og så skulle der gå syv uger før den næste kamp blev afviklet. Det var mod ØB, som på Trekanten blev besejret med 4-1. I Krigsturneringen, Kreds 3, skulle der spilles 16 kampe, og i efteråret blev kun afviklet fem kampe. Så det ville blive et travlt forår.

Klubbens 2. hold havde ikke haft de helt store resultater i efteråret indtil sidste kamp, hvor de på udebane slog Frem med de sensationelle cifre 14-1. Topscorer blev Bent Nielsen (lillebror til Helmut) med seks mål, Arne Petersen lavede fire mål.

Prokurist Christen Ramlow blev 50 år den 9. december. Han var blevet indvalgt i bestyrelsen i 1938 som repræsentant for tennisafdelingen, og havde i de forløbne år deltaget i klubbens arbejde med stor interesse, dels som baneinspektør og dels i spilleudvalget. I 1948 indvalgte bestyrelsen ham som repræsentant i den nystiftede Københavns Tennis Union, og man samledes om Ramlow ved valget af formand i KTU.

Onsdag den 13. december fyldte klubbens æresmedlem, fuldmægtig Aage Buntzen, 75 år. Han havde været i bestyrelsen i 29 år, heraf de 26 år som kasserer. Et job han bestred med største nidkærhed. Ved klubbens 25 års jubilæum fik Buntzen overrakt en sølvbowle som et bevis på medlemmernes taknemmelighed, og klubben hædrede ham ved i 1925 at udnævne ham til æresmedlem.

Bridge. Efter fjerde spillerunde var stillingen i toppen: 1. Poul Zølck/H. Benz - 2. L. P. Hansen/Helge Hassel - 3. Henning Wiig/Ernst Henriksen – 4. P. Fjelstad/K. Østberg – 5. P. R. Jørgensen/Niels Holst.

Ungdomsafdelingen. Michael Rohde var juniorleder igen i år. Det havde været et frustrerende efterår pga. de mange aflysninger. Flere gange var man mødtes på B.93 kl. 07:15 for at gå ud på KFUM eller Brønshøj, hvor man blev mødt af et skilt med ’Alt aflyst’. Michael Rohde håbede på, at man kunne benytte klubbens egne baner i 1945, så man undgik de umulige baner på Fælleden.

Medlemsbladets redaktion var blevet rekonstitueret. Civilingeniør Asger Truelsen var indtrådt i redaktionen. Hr. Truelsen havde mange praktiske erfaringer fra andre og større blade, og hans virksomhed havde allerede medført, at det ville være muligt at genindføre udgivelse af et månedligt blad uden ekstra udgifter for klubben.


Januar 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen


1945_1_300pxEfter Asger Truelsens indtræden skulle der således komme 12 numre i 1945. Det var tæt på, der kom 11 numre, og det er det højeste antal der er kommet på et år. Rekorden blev tangeret i 1946.

Formanden Helge Hassels nytårshilsen var på forsiden. Året 1944 var ikke blevet så slemt økonomisk som forventet.

Den årlige five-a-side i Idrætsparken i december måned blev en succes for B.93, der i semifinalen slog KB og i finalen AB. Der var rekord med hele 15.000 tilskuere, hvilket gav et overskud på over kr. 18.000,- til julens fattige. De fem fra B.93 var: Ove Jensen, Kaj Hansen, Poul L. Hansen, John Jønsson og Knud Børge Overgaard. Og det blev en dobbelt triumf for klubben, idet B.93 også vandt oldboysfinalen, hvor de gamle med Poul Jensen og Carl Stoltz i spidsen vandt over B.1903 i finalen.

Ungdomsafdelingen var styret af Michael Rohde. Fra efteråret 1944 havde han fået den gamle landsholdsspiller Poul Jensen, kaldet Pølse, som ynglingetræner. I den anledning var han blevet interviewet af John Andreasen.

I tennishallen havde fodboldspillerne arrangeret klubmesterskaberne i fodtennis. Finalen blev vundet af Halvor Larsen og Knud Petersen der i finalen slog Fritz Tarp og Leo Petersen.

Tennisafdelingen var blevet væsentligt forstærket ved indmeldelsen af Milly Vang Nielsen (f. Svanberg), der var kommet fra Odense. Milly Vang havde tidligere vundet alle tre rækker ved junior-DM i tennis. Hun vandt i 1938 junior-DM i badminton.




Februar 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1945_2_300pxBladet var nærmest en gentagelse af de forskellige afdelingers resultater for 1944, ligesom man kendte fra de gamle årsskrifter som udkom 1914/41. Krigsåret havde været en blanding af godt og ondt. Divisionsholdet nåede pokalfinalen (21.04.1944), hvor det dog blev til et knebent nederlag på 2-3 mod Frem. Der var hele 37.000 tilskuere. For B.93 scorede Helmut Nielsen og Arne Sørensen.

I den nye pokalturnering 1944/45 spillede B.93 i første runde 3-3 med ØB. I den nye kamp tabte B.93 med 2-4, et resultat holdet ikke kunne være bekendt. I DM-turneringen 1944/45 tabte B.93 med hele 1-7 til KB. Til gengæld vandt man de fire andre kampe over KFUM (3-2), B.1903 (2-0), Frem (2-1) og ØB (4-1). En masse udsatte kampe gjorde, at B.93 skulle spille 11 kampe i foråret, og herefter skulle man gerne spille kvartfinale, det krævede en placering mellem de fire bedste (ud af ni hold).

Cricket havde haft en sæson på det jævne. Ligesom i 1943 savnede man stærkt sin egen bane. For gud ved hvilken gang var kastningen det svage punkt. Et enkelt lyspunkt var Jørgen Petersen (Fisker Jørgen), der tog en mængde gærder i kampen mod FB, hvor B.93 tog revanche for den foregående sæsons forsmædelige nederlag. Cricketreferenten ’Nick’ (som står for John Andreasen) forventede sig en del af 1945, hvor man igen havde egen bane til rådighed, hvilket også betød, at man kunne genoprette juniorafdelingen.

Tennis havde spillet 10 klubkampe, men kun vundet de fem. På dette punkt måtte holdet gøres stærkere, så man udadtil kunne skabe lidt mere respekt. Og så ventede man på, at fredspiben (Krigen) snarest måtte blive tændt, så man igen kunne få den fornødne ro i sindet til helt at kunne koncentrere sig om sportens store og udødelige værdier.

Bordtennis. Oprindelig var det meningen, at der slet ikke skulle spilles bordtennis den vinter, men takket være et månedligt tilskud fra Hr. Michael Rohde samt et kontingent på kr. 1,50 månedligt fra hver senior, kom der alligevel gang i sagerne, og der blev opnået en hel del gode resultater. Willy Scott Nielsen var blevet københavnsmester i mestersingle efter smukt og elegant spil.


Marts 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1945_3_300pxGeneralforsamlingen var afholdt fredag den 16. februar i Parkteatrets selskabslokaler. Som dirigent valgtes højesteretssagfører Victor Hansen. Formanden Helge Hassel indledte med beretningen. Sekundaholdenes resultater i 1943/44-turneringen havde været på det jævne, hvilket dog måtte tilskrives de dårlige træningsforhold. For tennisafdelingens vedkommende fremhævede formanden Henning Wiigs mange udmærkede resultater (stærk applaus fra forsamlingen). Den vestlige fodboldbane var i sommerens løb blevet repareret med nye græstørv, men den var ikke klar i foråret pga. efterreparation.

Grunden i Melby havde kostet kr. 10.170,08. Dræningen kostede kr. 1.700,-. Pløjningen kostede kr. 250,-. Når freden engang kommer vil arealet være klar til videre udnyttelse.

Man havde i bestyrelsen fundet det rimeligt og smukt, at erindringen om de mennesker, der i årets løb havde ydet B.93 værdifuld støtte af enhver art, blev bevaret for eftertiden, og man havde derfor vedtaget at oprette et æresgalleri for disse medlemmer. Proportionerne lød som følger: Den 18. december 1944 vedtoges det at oprette et fotografisk æresgalleri af medlemmer, der i særlig grad har gjort sig fortjent af klubben. Fortjeneste kan være af både sportslig og administrativ art. Ved indstiftelsen vedtoges det at påbegynde æresgalleriet med 52 billeder, et billede for hvert af klubbens hidtidige leveår. Derefter et billede årligt, der udvælges af klubbens bestyrelse.

Formanden omtalte også bestyrelsens vedtagelse om indstiftelse af 25 og 40 års emblemet, og oplæste derefter navnene på de medlemmer, som havde opnået tegnet. De af de pågældende fik derefter overrakt nålen. Der var 63 medlemmer der havde opnået 25 års medlemskab, og der var 19 medlemmer der havde opnået 40 års medlemskab. Kun Johannes Gandil og Aage Buntzen havde været medlem siden 1893.

De 19 der fik 40 års nålen var: Direktør Johannes Gandil, fuldmægtig Aage Buntzen, ingeniør Henry Rambusch, viktualiehandler A. Jacobsen, rådmand Richard Lillie, fuldmægtig Sophus Clausen, arkitekt C. J. Klein, revisor Victor Klein, overretssagfører Poul Groes, assurandør Aage Mobech, redaktør O. Kinck-Petersen, sportsjournalist Lauritz Jensen, inkassator E. Nordstedt, maskinmester Anton Olsen, kontorchef Harald Berner, kontorchef Olaf Lindstrøm, direktør Erik Petersen, civilingeniør Helge Scharff og kaptajn William Gram.


April 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1945_4_300pxForsiden var forbeholdt et fyldigt referat af forårets første turneringskamp mod Fremad A. (3-0). Forskellige læsebreve havde de sidste par år kritiseret medlemsbladet for, at der stod for lidt om førsteholdets kampe. Der var en debutant til kampen, nemlig venstre wing Bent Nielsen. Han var den fjerde af dynastiet Nielsen, der alle opnåede at komme på 1. holdet. Henry, Arno, Helmut og Bent. Og en femte Nielsen, nemlig Svend, spillede på 1. junior.

Den sidste dag i Påsken drog førsteholdet pr. lastbil til Helsingør for at spille træningskamp. Medlemsbladet fangede inden lastbilen kørte tre af spillerne, nemlig Per Brandtmar, Kaj Hansen og Ove Jensen til et lille interview.

Tennis. Spilleudvalgets formand Jens Petersen var blevet interviewet til bladet af ”107”, som formentlig er interviewerens medlemsnummer. Der var arrangeret nogle klubmatcher, men om de blev spillet afhang af boldsituationen. Banerne måtte stadig ikke vandes med slange, så han bad om medlemmernes overbærenhed. Tennis havde afgivet bane 21 og 22 til Michaels Rohdes fodboldjuniores.

Ny opsynsmand. Pr. 1. april tiltrådte den nye opsynsmand, Hr. Emanuel Holm, der pr. 1. maj ville have bopæl i klubbygningen. Fru Holm ville forestå garderoben fra 1. maj. Emanuel Holm var oprindelig udlært tømrer, hvilket ville komme ham til gode i det daglige arbejde. Og som veltjent fodboldspiller i B.1908 var hans interesse for sporten stor.

Redaktionen havde tænkt sig at tilfredsstille medlemmernes ønsker. Der blev i flæng nævnt: Oplysning om arbejdet i ungdomsafdelingen, referater af turneringskampe, samtaler med fortids- og nutidsberømtheder og intimiteter fra klublivet. Med hensyn til det sidste havde redaktionen tænkt sig at alliere sig med ’Julle’ fra Aftenbladet, så skulle den sag være i orden.


Maj 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1945_5_300pxSom det fremgår af forsiden så var Danmarks Befrielse en kendsgerning. Den 4. maj om aften med kapitulationen dagen efter. For første gang bragte medlemsbladet noget med farve og det var meget passende det danske flag – i med- og modvind.

John Andreasen havde lavet et mindre referat af nogle af førsteholdets kampe, som havde budt på glæder (5-0 over Køge) og skuffelser (0-4 mod ØB). Det gjaldt alene om at blive mellem de fire bedste, og det burde ikke kunne give problemer, selvom der var mange kampe på kort tid. Den høje ranglede Christen Brøgger havde debuteret. Han var 1½ hoved højere end Arne Petersen, divisionens mindste spiller.

Juniortræneren Michael Rohde kunne den 27. april fejre 25 års jubilæum hus Burmeister & Wain (B&W).

Den myreflittige skribent for medlemsbladet, John Andreasen, havde lavet et større interview med tennisspilleren P. T. Jørgensen i anledning, at denne havde været til dommereksamen i fodbold. P. T., der havde spillet ungdomsfodbold i B.93, bestod eksamen. Da han kom hjem, gav han et pift i fløjten overfor sin måbende søn, tildelte ham en advarsel og smed ham lidt senere ud af stuen.

Antallet af 25 års jubilarer skulle forøges fra de tidligere nævnte 63 til 72. Der var åbenbart efterfølgende nogle, der var blevet overset, eller selv havde glemt at melde sig.  

Københavns Idrætspark havde i 1944 haft en publikums tilstrømning, som slog enhver rekord. Til 83 kampe var der 835.500 tilskuere, og det giver et fornemt gennemsnit på 10.000 pr. kamp. Tallet i 1943 var tilsvarende kun 424.000, oven i købet i 87 kampe.


Juni 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1945_6_Sidste_300pxDe 11 kampe i foråret i Kreds 3 i Krigsturneringen var for B.93’s vedkommende afviklet på under to måneder. De tre øverste AB, KB og B.93 opnåede alle 21 point i de 16 kampe, og rækkefølgen blev som nævnt. Som vinder af rækken var det AB, der vandt den såkaldte Huddersfield-pokal.

Efter lodtrækning skulle B.93 i kvartfinalen om DM møde Helsingør i Idrætsparken. En heldig lodtrækning, da Helsingør måtte antages at være det svageste af de otte resterende hold. Der var 10.000 tilskuere og de fik en spændende kamp at se. Kampen sluttede 3-3 (0-1). Den løbende scoring var 0-1, 1-1 (Arne Petersen), 1-2, 2-2 (Helmut Nielsen, str.), 3-2 (K. B. Overgaard) og 3-3. Da den forlængede spilletid sluttede 0-0 skulle der trækkes lod, og her vandt Helsingør. Til kampen manglede B.93 anføreren Per Brandtmar, Arne Sørensen og Kaj Hansen (som man iflg. aviserne sparede til semifinalen pga. en mindre skade).

Junior pokalfinalen i Idrætsparken plejede at have 15-20.000 meget ungdommelige og meget livlige tilskuere. Nu havde disse ikke længere gratis adgang til finalen, og det var synd og skam. Til årets finale var der derfor kun 3.600 tilskuere. Årets vinder blev B.93, der stillede med dette hold: Arne Rasmussen – Bruno Axelsen, Preben Hammeken – Vagn Bönnelycke, Jørgen Hansen, Kaj Arne – John Hansen, Svend Nielsen, Asger Christensen og Erik Sørensen (John A. havde glemt at skrive modstander, resultat, målscore og hvem den femte i angrebet var, red.).

Klubmesterskaberne i tennis blev vundet af: Henning Wiig (HS), Milly Vang Nielsen (DS), Henning Wiig og Leif Christoffersen (HD), Milly Vang Nielsen og Else Dam (DD) og Henning Wiig og Milly Vang Nielsen (MD). Både Henning Wiig og Milly Vang Nielsen blev således tredobbelt klubmestre.


Juli/August 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1945_7_8_300pxSidste år var B.93 på sommertur til Aalborg, hvor de vandt den af Aalborg Byråd udsatte pokal, som skulle vindes tre gange i træk eller fem gange i alt. Aalborg ville meget gerne have, at B.93 kom og forsvarede pokalen, men det gav problemer idet klubben også var inviteret til Sverige, og der var mange der gerne ville til udlandet efter fem års indespærring. For at begge ture kunne blive til noget, skulle man have tilladelse fra Det Danske Luftfartsselskab om at flyve frem og tilbage til Aalborg – og det fik man så efter mange henvendelser.

I Aalborg var semifinalen mod Aalborg Freja (6-1). I finalen skulle B.93 så møde AaB (3-1). Og derved forsvarede B.93 pokalen.

Efter den vellykkede tur til Aalborg startede turen til Sverige få dage senere. Første ophold var Sølvesborg (2-2), hvor man fik en enestående modtagelse. Næste formiddag kørte man i biler til Nybro, en strækning på 175 km. Det var anstrengende, og resultatet 1-7 mod et kombineret hold fra Halland og Blekinge var ikke smigrende, men spillerne var trætte. Næste kamp var i Kristiansstad (7-2) og den sidste kamp var i Malmø (2-6).

Klubbens formand Helge Hassel, som ferierede i sit dejlige sommerhus i Ålsgårde, måtte afbryde ferien for at lade sig indlægge på Esbønderup Sygehus for at underkaste sig forskellige undersøgelser for en nyrelidelse, som formanden har haft igennem længere tid. Undersøgelserne gav desværre til resultat, at formanden måtte gennemgå en ret alvorlig nyreoperation, hvor den ene nyre blev fjernet. Operationen var under hensyn til det alvorlige omfang, den havde, forløbet tilfredsstillende, men der forestår formanden et meget langt rekreationsophold, hvorfor næstformanden (Richard Lillie, red.) indtil videre havde overtaget formandens funktioner.

Seks danske fodboldtrænere var på en uges gæsteoptræden i Finland, hvor de skulle være med til at hjælpe finsk fodbold op af suppedasen. Blandt de seks trænere var tre fra B.93, nemlig Poul Jensen, Helge Scharff og Svend Petersen.

Svend V. Berendt havde modtaget Dansk Idræts Forbunds hæderstegn for nogen tid siden (1944). Det var KBU's bestyrelse, der havde indstillet Berendt, som i 1944 havde været medlem af denne i 25 år, deraf de 13 år som formand. Alene dette var kvalifikationer nok, men desuden havde Svend Berendt siddet i Stævnets forretningsudvalg i 17 år og i B.93's bestyrelse i over 20 år.


September 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1945_9_300pxForsiden kunne berette om to flotte rekorder. Det var Kaj Hansen og Arne Sørensen, der begge rundede de 25 A-landskampe, og derved blev tildelt DBU’s guldur. Det var første gang, at to fra samme klub fejrede 25 kamps jubilæum samtidig. Og det er en rekord der stadig består (april 2011, red.). Arne Sørensen havde spillet sine første 16 landskampe for B.1903. Kaj Hansen havde spillet to af sine landskampe medens han var et smut i Frem. Det er værd at bemærke, at Arne Sørensen havde spillet alle sine 25 landskampe i træk. Som en erindring fra klubben fik de to spillere en guldkæde til uret.

Divisionsholdet havde fået ny træner, nemlig svenskeren Helge Ahlstrøm fra Malmø. Han var en hård træner, som lagde stor vægt på konditionstræningen, som ikke tidligere havde været i højsædet. Der blev trænet mandag (løbetræning og dampbad), tirsdag (løb og boldtræning) og torsdag (spil til to mål). Træneraftalen gjaldt foreløbig kun i fire måneder, svarende til udløbet af Ahlstrøms opholdstilladelse.

Data om Helge Ahlstrøm: Født 17. marts 1914. Spillede på IFK Malmøs 1. hold i årene 1930/38. På trænerkursus i 1939. Træner for IFK Malmø 1940/45.

Formanden Helge Hassel havde fra sit sygeleje meddelt bestyrelsen, at han bad sig fritaget for hvervet som formand, hvilket bestyrelsen med beklagelse havde imødekommet. Indtil næste generalforsamling var næstformanden Richard Lillie konstitueret som formand.

Ved DM for juniorer i tennis var klubben repræsenteret af 10 spillere, syv piger og tre drenge. Blandt disse var Helge Hassel, søn af formanden med samme navn. Der var ingen af klubbens spillere der nåede ret langt. Herresinglen blev i øvrigt vundet af Kurt Nielsen (KB), der senere blev historiens bedste herrespiller i Danmark. Helge Hassel blev klubmester i HS for juniores. Birthe Nielsen blev tilsvarende klubmester i DS.

Bordtennis. Det så sort ud for den kommende sæson. Det var hverken til at få lokaler eller bolde. Desuden kneb det med at få administrative folk til at melde sig. Hvis der var emner kunne de kontakte John Andreasen, Slangerupgade 23, 3. på Nørrebro eller på telefon Central 8949.


Oktober 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1945_10_300pxForsiden var forbeholdt den nye svenske træner 41-årige Helge Ahlstrøm, der nu havde været træner i to måneder. Helge accepterede afbud til træningen, hvis en familiefest krævede spillerens nærværelse. Derimod kunne han ikke acceptere afbud hvis begrundelsen var, at spilleren skulle i biografen! Det måtte han gøre på andre aftener (og det lyder jo rimeligt, red.).

Ove Jensen havde – som erstatning for karantæneramte Egon Sørensen - fået sin landsholdsdebut som målmand på Råsunda mod Sverige (1-4), og var sammen med Carl Aage Præst blandt de bedste danskere. Ove Jensen havde været '93’er lige siden han var dreng. Han var fætter til Helmuth Søbirk (B.93 og Frem).

Medlemsbladet skriver, at fem landsholdsspillere var blevet udelukket fra landskampen mod Sverige, uden nærmere at gå i detaljer, så vi forlader lige medlemsbladet et øjeblik, idet de åbenbart stadigvæk ikke skriver om sådanne skandalesager. Sagen var den, at KBU-holdet havde spillet unionskamp i Århus mod JBU. Sejren på 3-1 syntes KBU-lederne blev fejret lige lovligt meget både samme dag og dagen efter på båden hjem. De fem spillere der fik lange karantæner, resten af året for turneringskampe og frem til 01-08-1946 for repræsentative kampe, var målmanden Egon Sørensen (Frem), Kaj Christiansen (Frem), Egon Mathiesen (B.1903) og de to '93’ere Arne Sørensen og Kaj Hansen.

Bestyrelsesmedlemmet Ernst Henriksen var blevet fader, idet fruen den 9. oktober havde født en søn (han kom til at hedde Torben, og er fast dirigent på generalforsamlingerne nu om dage, og han er 10 dage ældre end Palle Banks, red.).

Cricket. Onsdag den 5. september afholdt cricketspillerne den sædvanlige lille sæsonafslutning. Det blev som det plejede en særdeles morsom og indholdsrig aften. Da 2. holdet havde vundet fik hver spiller overrakt et standardbæger. Man mente, at 2. holdet var i gang med et generationsskifte, idet Fatter Havemand (P. H. Wiinstedt) kun havde spillet 1 kamp. En anden Wiinstedt, Erling, måtte senere vise sine talenter som auktionarius. Efter Zølck havde udbragt et leve for B.93, gik man hver til sit, de fleste dog til et lille privat eftersold.

B.93 har landets bedste cricketjunior. Således kunne bladet Cricket i sidste nummer meddele. Det var Svend Nielsen, kaldet Boston, fra B.93 der var tale om. Han havde i seks halvlege scoret 290 point, og havde desuden taget 22 gærder for 156 point. Han blev landsholdsspiller, men det var i fodbold (red.).

Der var en udførlig cricketstatistik, 1. hold, 2. hold, junior, turneringskampe, privatkampe og samlet. Spillere på 1. holdet: Palle Bloch-Jørgensen, John Caspersen, Aage Christensen, Børge Christensen, Tage Jespersen, Ove Jensen, John Jønsson, K. Jørgensen, Poul Erik Olivius, Knud Petersen, Jørgen Petersen (Fisker Jørgen), Christian Rosenkold, Marius Sørensen, Henry Uldaler og Ib Westergaard. På 2. holdet fandt man: John Andreasen, Knud Petersen, Ernst Spiegelhauer, Erik Sørensen og Poul Zølck.


November 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1945_11_300pxPokalfinalen. B.93 havde spillet sig frem til finalen mod AB (0-1) efter sejre over Frem (2-1) og KB (3-1). De tre kampe blev samlet overværet af over 48.000 tilskuere, så der var penge i pokalkampe.

B.93 var handicappet til finalen, idet de manglede de to karantæneramte spillere Kaj Hansen og Arne Sørensen. AB-anføreren Knud Lundberg mente godt nok, at det kunne gå lige op med, at AB havde sat Eyolf Kleven af! Efter finalen overrakte KBU-formanden Ivar Lykke (KB) pokalen og hilste på vinderen. Det tabende hold var han ikke så interesseret i at hilse på. Om det var fordi det var B.93 skal vi lade være usagt. Nåh, nogen større skade var der jo ikke sket ved det, mon ikke vore spillere helst ville være fri for den ære! Pokalfinaleholdet festede efter kampen med damer i Restaurant Viking, hvor stemningen trods nederlaget var fin.

Divisionsholdet havde fået en ny spændende spiller i Jørgen Leschly Sørensen fra OB. Medlemsbladet havde indkaldt den 23-årige fynbo til en samtale. Han var i København i forbindelse med færdiggørelse af sine studier til lærer på Statens Gymnastikskole på Nørre Allé. Efter Kaj Hansens karantæne var det Leschlys opgave at afløse ham, og det var foreløbig gået fortræffeligt.












December 1945. Medlemsblad. Redaktør: Bendix Christensen

1945_300px

Klubbens bestyrelse havde overfor DBU anket karantænen til Arne Sørensen og Kaj Hansen, som ikke måtte spille for klubben resten af året. Karantænen blev afvist med den begrundelse, at karantæner under tre måneder ikke kunne ankes. I dette tilfælde var karantænerne tre måneder på nær to dage.

Det lille interview. Medlemsbladet havde haft en samtale med anføreren Poul L. Hansen om efterårssæsonen. Som mange andre var Poul ikke enig i den karantæne de fem landsholdsspillere havde fået. Og så var han meget begejstret for den svenske træner Helge Ahlstrøm.

Medlemsbladet efterlyste de medlemmer, der ville være berettigede til at modtage 25 års eller 40 års nålen. En betingelse for at opnå emblemet er, at man i en periode skal have været aktiv spiller.

Til lykke. Kaj Hansens idømte karantæne er nu snart udløbet, men tro endelig ikke, han i karantænetiden har ligget på den lade side. Søndag den 9. december var han den bærende kraft på det hold, som vandt jule-five-a-siden turneringen på klubbens baner. Og søndagen efter, den 16. december, blev han i Frederiksberg Kirke viet til frøken Lizzie Petersen – dog uden DBU’s sanktion.

En julehilsen – från hinsidan:

"Inden jeg tager tilbage til Malmø for at holde jul, vil jeg gerne gennem medlemsbladet bringe alle i B.93 min hjerteligste tak for de svundne fire måneder. Samtidig sender jeg mine bedste ønsker om en rigtig glædelig jul og et godt nytår og udtaler håbet om, at vi må mødes i det nye år til fortsat godt samarbejde. Helge Ahlstrøm."

Situationen var den, at efter de første otte kampe i DM-turneringen havde B.93 opnået 13 point. Efter Krigsturneringerne (1940/41 – 1944/45) var turneringen tilbage til normale tilstande. En landsdækkende 1. division med 10 hold, dobbeltturnering. Og i forårets 10 kampe kunne B.93 igen disponere over Arne Sørensen og Kaj Hansen. Det var svært ikke at være optimist.

Dette julenummer var forsynet med en kryds og tværs, så læserne havde noget at fordrive juletiden med. Førstepræmien var en flaske akvavit, med den klausul at man skulle medbringe en tilsvarende flaske.

Januar 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_1_300pxSom ny redaktør var indtrådt P. T. Jørgensen. Antallet af numre blev som i 1945 i alt 11 numre.

Årets velgørenheds five-a-side i Idrætsparken blev for andet år i træk vundet af B.93 efter sejre over KB, B.1903 og i finalen Frem. De fem spillere var Ove Jensen, Poul L. Hansen, Knud Børge Overgaard, Jørgen Leschly Sørensen og Jørgen Hammeken. I finalen deltog Halvor Larsen i stedet for Jørgen Hammeken, der ikke kunne tåle den kolde luft.

Ringbærer-institutionen. Klubben havde aldrig yndet at uddele hæderstegn til højre og venstre. Således var der 52 år efter klubbens stiftelse kun udnævnt seks æresmedlemmer, så man forstår, at der skal noget ganske særligt til for at opnå denne store ære. For mange år siden dukkede imidlertid indenfor fodbolden den tanke frem, om ikke velfortjente fremragende fodboldspillere, der såvel på klubbens førstehold som i enhver henseende var en god og trofast B.93’er, burde påskønnes ved et synligt bevis. I 1908 under en fest på ’Constantia’ fandt indstiftelsen sted af klubbens fingerring, da den fremragende back Harald Hansen belønnedes med dette hæderstegn.

Man forstår hvor svært det er at blive ’Ringbærer’, når man læser betingelserne, som lyder således:

"B.93 Ringen, er en guldring med klubbens skjold i farver, er fodboldafdelingens fornemste ærestegn, som blev indstiftet i 1908. Fra indstiftelsen er der til denne udmærkelse knyttet den bestemmelse, at indehaveren skal have spillet mindst 10 år på klubbens 1. hold og tillige altid være en god og trofast 93’er."

Indstillingen foretages af bestyrelsen, og 2/3-del af de aktuelle ringbærere skulle godkende indstillingen (oprindelig var der vetoret). Følgende havde modtaget ringen: Harald Hansen, Johannes Gandil, Emil Jørgensen, Anthon Olsen, Michael Rohde, Fritz Tarp, Poul Jensen, Helge Scharff, Poul Zølck og Svend Jensen.

Nyt fra bestyrelsen. Kontrakten med den svenske træner Helge Ahlstrøm var forlænget for hele 1946. Alle funktionærerne havde modtaget et julegratiale i december måned. G. Rode-Jepsen var blevet knyttet som sekretær for fodboldafdelingen. Fra januar var der engageret ny opsynsmand i Ernst Hedlund.


Februar 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_2_300pxForsiden blev benyttet som indkaldelse til den kommende generalforsamling, som fandt sted mandag den 25. februar kl. 18:30 i Park Teatret. En ting var helt sikkert, der skulle vælges ny formand, idet Helge Hassel trak sig i slutningen af 1945 efter sin nyreoperation.


Bordtennis havde haft en god sportslig sæson. Willy Scott Nielsen var blevet nummer to i mesterskabsrækken i herresingle både ved KM og DM for senior. For junior havde Helmuth Jespersen vundet KM i herresingle og Svend ’Boston’ Nielsen og Kaj Seip Nielsen blev mestre i herredouble. Førsteholdet bestod af: Aage Christensen, Kaj Hansen, Børge Petersen, Willy Scott Nielsen, John Andreasen og Helmut Jespersen.

Kontorchef Olaf Lindstrøm, klubbens tidligere formand, var blevet 60 år. Den velholdte Lindstrøm svingede ketsjeren 2-3 gange om ugen, altid med et smil på læben og med et ukueligt godt humør parret med en stilfuld og fornem optræden. Lindstrøm sad i bestyrelsen i 22 år (1920/42), heraf de sidste 13 år som formand.

Redaktør, forstkandidat fra Landbohøjskolen, Johannes Gandil havde besigtiget klubbens næsten nyerhvervede grund i Melby. Han mente, at grunden var klar til bebyggelse m.v. i løbet af året.

Nyt fra bestyrelsen. Inspektør Bendix Christensen fratræder efter eget ønske sin stilling den 1. marts. Herr Bendix Christensen har virket fem år i klubben, og vi ønsker ham held og lykke i sit nye virke. Siden medlemsbladet startede i 1942 havde Bendix Christensen været redaktør.

Medlemsbladet havde erfaret, at de gamle fodboldspillere havde holdt møde om formandsposten som var i spil. Få dage efter holdt de ældre tennisspillere med samme dagsorden.

Dansk Idræts Forbund havde i anledning af 50 års jubilæet besluttet at hædre 50 danske idrætsmænd. Blandt de nominerede var Michael Rohde og Fritz Tarp.

Det fremgik af B.1908’s medlemsblad, at klubben havde ansat Poul Jensen (Pølse) som træner for 1. holdet. Med den store erfaring og det kendskab, Poul Jensen har fra sine talrige landskampe, er der vist ingen tvivl om, vore seniorer nok skal lære en bunke mere fodbold.

Klubbens ringbærere. I hvert af de kommende medlemsblade ville man i rækkefølge lave en profil på klubbens ringbærere. Man startede derfor med den første i rækken, Harald Hansen, der fik ærestitlen i 1909. Det var Johannes Gandil, der havde skrevet artiklen.

Bridgeklubben havde været udenlands – formentlig første gang i historien – idet de skulle spille returmatch mod Svenska Järnväges Schack- og bridgeklub. Da svenskerne var i København i december måned sluttede kampen 4-4. Trods udebanen vandt B.93 kampen med 6-2. Der deltog to hold med fire spillere samt reserverne Jørgen Andersen og Poul Jensen.


Marts 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_3_300pxGeneralforsamlingen. Det var ventet, at medlemmerne i år ville møde talstærkt op, dels fordi klubben går en vigtig tid i møde, dels fordi der skulle vælges ny formand. Alligevel mødte der kun 200 medlemmer op. Medlemstallet var 1683 (året før 1597). En fremgang der navnlig skyldes passive medlemmer. Bestyrelsens forslag om et kontingenttillæg blev vedtaget, dog var der to der stemte imod til referentens store harme. Formandsvalget forløb glat, idet alle opfordrede Richard Lillie til at modtage valget. Helge Scharff rykkede op som næstformand, og John Andreasen overtog den ledige plads efter Scharff. Der var 40 års nål til Georg A. Lorentzen (klubbens statistikker) og Svend V. Berendt.

I forboldspilleudvalget var der stor udskiftning, idet Hans Pedersen, Samson og Verner Christensen ikke ønskede genvalg. De blev afløst af Laurids Larsen, Aage Nørregaard og Aage Christensen.   

Et blandet ungdomshold skulle på langfart til Drafn i Norge. Man sejlede fra Frederikshavn til Oslo, og det blev en tur for de søstærke. Ledere på turen var Michael Rohde og Ernst Henriksen. Spillerne var: Ynglinge: Aksel Kørner, Børge Møller, John Hansen og Bruno Axelsen. Junior: Bent Struck Petersen, Per Buhelt, Hans Hansen og Jørgen Hansen. Drenge: Leif Rønnow Petersen, Ole Mullerup og Leo Christensen. Årsagen til det noget blandede aldersmæssige hold var, at der slet ikke blev spillet kampe på turen, som varede 10 dage.

Medlemsbladet ville som nævnt skrive om klubbens ringbærere. Den anden der blev profileret var Johannes Gandil (fik ringen i 1911). Omtalen var skrevet af hans gamle holdkammerat Henry Rambusch. Gandil var idrætsmandens rette bærer af de kendte ord: ”Tab og vind med same sind”. Da DBU i 1897 gæstede Hamburg (5-0) præsterede Gandil det kunststykke at drible igennem det tyske forsvar, distancere selve Tysklands mesterløber Friese, der spillede venstre back, og endelig score. Denne præstation vakte berettiget opmærksomhed. Endnu 20 år efter talte man i tyske fodboldkredse om denne bedrift.


April 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_4_300pxMed førsteholdet på fodboldrejse. G. Rode-Jepsen fra redaktionen havde fulgt 1. holdet til udekampen mod AGF (7. april), så læserne kunne få et indtryk af hvordan en rejse foregår. Holdet rejste lørdag aften kl. 23:00 med færgen ”Hans Broge” til Århus. Ved ankomsten kl. 07:00 i Århus gik man fra borde til Hotel Ritz, hvor morgenmaden skulle indtages. Især målmanden Ove Jensen spiste igennem.

Kl. 11:00 var der frokost, omelet med tunge, samme sted, hvor spillerne også havde deres værelse. Kl. 13:00 var der afgang til stadion, hvor det viste sig at temperaturen kun var seks grader i omklædningsrummet. Kl. 17:00 var man tilbage på hotellet, hvor der var en udsøgt middag. Kl. 18:25 tog man toget (Kronjyden) hjem. Hjemkomst kl. 00:30. Altså en samlet tur på 25½ time. Til gengæld vandt B.93 kampen med hele 9-0 (2-0) på mål af Jørgen Leschly Sørensen (5), Helmut Nielsen (1), Eyvind Berger (1), og så var AGF så gæstfri at lave to selvmål.

Fodboldbogen. Det var en lille grøn bog med turneringsoversigter og resultater, der blev redigeret af Valdemar Laursen fra KB. Bogen der gik under navnet ”Den lille grønne” udkom i perioden 1934/62, mange af årene halvårsvis.

I klublokalet er der som bekendt ophængt billeder af klubbens tidligere formænd, af hvilke nogle tillige er æresmedlemmer. Der vil nu også blive ophængt billeder – i mindre format – af klubbens øvrige æresmedlemmer.

Bordtennis. Klubmester for senior blev Aage Christensen, der overraskende slog Helmuth Jespersen i finalen. Juniorrækken blev vundet af Svend Nielsen (Boston).

Klubbens ringbærer. Man var nået til kanonangriberen Anthon Olsen, der fik ærestegnet i 1918. Der gik stadig rygte om hans mål ved OL i Stockholm i 1912, da han helflugtede en aflevering i nettet med et drabeligt skud. Det var Johannes Gandil, der havde skrevet profilen.

Anonyme indlæg til brevkassen går i papirkurven. I øvrigt mener vi, at Danmark snarest bør have en tipstjeneste. Bilnummerpladen B 93 tilhører den kendte travtræner O. Månsson.


Maj 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_300px

Forsiden med overskriften "Det hårde spil" hentydede til søndag den 18. april med to brækkede ben. I kampen B.93-AB (0-1) brækkede Halvor Larsen benet i et sammenstød med Svend Albrechtsen, som blev betragtet som hændeligt. Samme dag brækkede Kurt Bentzen fra B.1903 benet mod AGF efter en tackling af Tage Sørensen, som efter de flestes mening var grov. Michael Rohde udtalte, at hvis den slags skal tolereres så er det ikke værd at beskæftige sig med fodbold. I øvrigt delte de to værelse på Rigshospitalet.

Klubbens ringbærere. Denne gang var det Emil Jørgensen der blev omtalt, og sædvanen tro var anmelderen Johannes Gandil. Emil Jørgensen havde været medlem af bestyrelsen i både B.93 og KBU. Siden 1915 havde han været lønnet sekretær for KBU. 

Henry Salomonsen. Var forholdsvis ny på 1. holdet (9 kampe). Medlemsbladet havde lavet et lille interview med ’Salle’, som havde holdt et års pause pga. sygdom. Da han blev rask begyndte han at spille håndbold, men hans fodboldinteresserede far fik ham tilbage til fodbolden.

Inspektør. Som ny inspektør pr. 1. maj var tiltrådt Alfred Svendsen.

Det mangeårige medlem, fru Else Dam, fyldte 50 år den 4. maj. Fruen kunne se tilbage på en yderst glorværdig tennistid; Seks gange på landsholdet, seks gange DM-vinder og et utal af gange klubmester.

Bestyrelsen så således ud: Rådmand Richard Lillie (formand), civilingeniør Helge Scharff (næstformand), direktør Hugo Andersen (kasserer), kommunelærer Aage Wiit Nielsen, købmand Ernst Henriksen, assistent John Andreasen, bankkasserer P. T. Jørgensen, prokurist Christen Ramlow og kommunelærer Viggo Baunøe. 


Juni 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_6_300pxForsidebilledet er historisk. Det viser holdet der sikrede klubben det niende og sidste danmarksmesterskab den 27. maj 1946. Øverst og nedefter: Ove Jensen – Poul L. Hansen, Per Brandtmar – Jørgen Hammeken, Arne Sørensen, Arne Petersen – Henry Salomonsen, Kaj Hansen, Eyvind Berger, Jørgen Leschly Sørensen og Helmut Nielsen.

I løbet af foråret tegnede der sig et billede af at sæsonens sidste kamp KB-B.93 ville blive afgørende for danmarksmesterskabet. Men i næstsidste runde tabte KB 1-0 til AGF og da B.93 slog Frem 4-0 var mesterskabet afgjort.

Danmarksmestrenes afslutningsfest blev afholdt i Tårnpavillonen i Tivoli. Pokalen blev overrakt af Steen Nielsen fra DBU til anfører Poul L. Hansen. Der blev sendt en deputation til Halvor Larsen, der 1½ måned efter sit uheld stadig lå på Rigshospitalet. Som sejrspræmie måtte spillerne vælge mellem enten et cigaretetui, en kunstgenstand eller en tegnebog. Spillere må dog væbne sig med tålmodighed, idet varerne var vanskelig at fremskaffe. Efter fem år som massør sluttede Bering Liisberg pga. manglende tid.

Klubbens ringbærere. Denne gang var turen nået til Michael Rohde, som naturligvis også havde modtaget æresbevisningen. Og atter var det Johannes Gandil, der berettede om ringbæreren.

Klubmesterskabet i tennis. Henning Wiig (HS), Milly Vang Nielsen (DS), Henning Wiig og Leif Christoffersen (HD), Milly Vang Nielsen og Else Dam (DD) og Henning Wiig og Milly Vang Nielsen (MD).







Juli/August 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_7_8_300pxSommerturen til Norge. Det var kun anføreren Poul L. Hansen, der pga. sit arbejde ikke kunne deltage i turen på 14 dage. Tre af spillerne, Kaj Hansen, Arne Sørensen og Helmut Nielsen kunne kun deltage den ene af de to uger. For at leve op til DM-titlen lånte man de to B1909-spillere Jack Johnson og Kai Larsen. Leder på turen var Aage Wiit Nielsen, som var alene på posten, idet Helge Scharff blev forhindret i sidste øjeblik.

Turen indledtes med en flyvetur til Oslo. Første kamp var mod Sarpsborg FK (2-1), herefter mod Frederiksstad FK (1-1) og Drafn (3-2). Referatet fra turen er skrevet af Aage Wiit Nielsen og fortsætter i næste medlemsblad. Du må således vente på resultatet fra turens sidste kamp.

En måneds tid efter turen til Norge flyttede 24-årige Kai Larsen fra Odense til København, og han meldte sig i B.93. Det gav visse dønninger, idet 9’ernes klubblad betragtede det som fiskeri. Derimod forklarede B.93’s bestyrelse, at de ikke vidste, at Kai var flyttet til København, før han kom og meldte sig ind.

Knud Petersen, der for tiden ligger på kornetskolen i Helsingør, har bedt klubben om tilladelse til at spille for Helsingør IF, så længe han er deroppe. Tilladelsen er blevet givet.

Ved DM i tennis, udendørs på AB’s baner, var B.93 repræsenteret i alle fem finaler. Henning Wiig besejrede Erik Bjerre (6-3, 6-3, 8-10, 3-6 og 6-2). I mixed double vandt Henning Wiig og Milly Vang Nielsen. De tre andre finaler blev tabt.

Helge Hassel fyldte 50 år den 13. juli. "På tennisbanen er Helge den fødte gentleman, og som klubbens formand i fire år fulgte vi ham som dens dygtige og utrættelige leder og organisator. Tak, Helge, for de svundne år og et hjerteligt på gensyn til de mange der kommer". Således skrev Frede Petersen og Niels Turin.

Jørgen Hammeken, som måske var klubbens mest populære spiller, var blevet interviewet af medlemsbladets ”Jeep”. Hammeken havde haft en fornem sæson med DM-titlen og sin debut på A-landsholdet. Til gengæld var han ikke populær hos modstandernes tilskuere, som ofte råbte ’av’ når han var i nærheden af bolden.

Ib Eskildsen, der spillede 35 kampe/14 mål i perioden 1940/46, var ikke længere medlem af klubben. Klubbens bestyrelse havde anmodet ham om ikke længere at vise sig på klubbens område (vi forsøger at finde årsagen, red.).


September 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_9_300pxDe forsvarende mestre havde en skidt start på den nye sæson. AaB (3-0), ØB (1-2), AGF (3-3) og Køge (3-3). Fraregnet Jørgen Leschly Sørensen, der var vendt hjem til OB, var holdet ellers det samme. De fire første kampe var afviklet på 11 dage, hvilket kunne være lidt af forklaringen.

Fortsættelse af referatet fra turen til Norge fyldte yderligere en side. Den sidste kamp mod Bergen sluttede med en sejr til B.93 på 3-1. Derved sluttede de fire kampe med tre sejre og en uafgjort. Fra Oslo gik det i fly til Aalborg, hvor B.93 skulle forsvare sin pokal for de to sidste år. Det var et træt og reservespækket hold, med Christen Brøgger på mål det meste af kampen (Ove Bock blev skadet), der tabte 3-4 til Aalborg Freja. Der var kommet besked om at B.93 ikke måtte benytte sine landsholdsspillere, der skulle spille mod Norge.

Klubbens ringbærere. Turen var kommet til Helge Scharff, der blev ringbærer i 1927. Omtalen var uden afsender, men det kunne tyde på, at det var Johannes Gandil.

Poul L. Hansen blev lykønsket med sin landskamp nummer 25. Der var herefter 21 spillere, der havde opnået de magiske 25 landskampe, heraf var de otte fra B.93, nemlig: Fritz Tarp (44 kampe), Svend Jensen (41 kampe), Michael Rohde (40 kampe), Kaj Uldaler (38 kampe), Poul Jensen (30 kampe), Arne Sørensen (30 kampe), Kaj Hansen (27 kampe), og altså Poul L. Hansen (medlemsbladet havde glemt Christian Grøthan med 31 kampe, red.).

Kvartermester Hansen var i ubemærkethed blevet 75 år. Kvartermesteren, der blev medlem allerede i 1910, har gennem årene fulgt klubben med en brændende kærlighed, bl.a. oprettede han en præmiefond for juniores og ynglinge. Ligeledes var det kvartermesteren, der i mange år ledede salget af sympatimærker ved pokalfinalerne.

Kontorchef Kaj Bruun var den 5. september fyldt 60 år. Kom til B.93 i 1908 efter en fortid i Hermod og ØB. Bruun var en ivrig cricketspiller. Havde de sidste 13 år været klubbens revisor.


Oktober 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_10_300pxOptimismen har fået et knæk. Overskriften var helt berettiget, idet Arne Sørensen og Kaj Hansen havde meldt sig ud, de nærmere omstændigheder følger senere. Og i øvrigt havde 1. holdet spillet en flot træningskamp i Malmø (1-1), men med det resultat, at Ove Jensen, Poul L. Hansen og Aage Christensen fik influenza. Det betød fem afbud til kampen mod Fremad A., og det første turneringsnederlag mod amerikanerne (0-1).

Arne Sørensen og Kaj Hansen havde været i kontakt med Skovshoved, hvor de havde fået tilbudt penge under bordet, den såkaldte ’Salamander sag’. Skovsernes bagmand, handskemager Lund, forsøgte ofte at købe spillere til klubben. Arne og Kaj skulle være lokket med 5.000 kroner hver. De fortrød efterfølgende, men bestyrelsen valgte at indberette sagen til DBU, som erklærede de to for professionelle. De to 30-årige afsluttede så deres karriere i fransk fodbold.

Klubbens ringbærere. Denne gang var det Fritz Tarp, der blev portrætteret.

Der var også et lille interview med målmanden Hans Pedersen på 32 år. Hans havde fået et overraskende comeback, hvilket skyldtes at Ove Jensen var blevet syg (det blev ikke sidste gang Hans måtte træde til, red.).

Søndag den 13. oktober fyldte Charles Jensen, også kaldet ’Støvlebyggeren’, 50 år. Charles spillede i midten af tyverne en udmærket venstre back på 1. holdet. Han var ikke hurtig, men var frygtløs og havde et dejligt befriende backspark. Charles var i flere år medlem af vort spilleudvalg, hvor han i særlig grad varetog sekundaspillernes interesser.





November 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_11_300pxSituationen er kritisk – men. Det var førsteholdet i fodbold, der havde haft et særdeles skidt og turbulent efterår. Efter nederlaget mod Fremad A. havde man spillet mod KB (1-3), B.1903 (0-1), Frem (1-3) og AB (0-1). Derved lå de danske mestre efter første halvdel med ni kampe og sølle fire point.

Klubbens ringbærere. Denne gang var turen så kommet til Poul Jensen eller – som han populært kaldes – ’Pølse’. Han var oprindelig centerforward, men fandt hurtig sin plads som centerhalf, hvor hans fysiske styrke kom til sin ret.

Der synes endelig at være en mulighed for, at DBU indfører nummerering af spillerne. Uden tvivl vil publikum synes om denne facon for service, og B.93 vil i givet fald gå ind for reformen.

Man var også begyndt, at skrive om muligheden for at spille i elektrisk lys. KB havde spillet i lys i Norge, hvor de så spillede med en hvid bold, der udskiftes mindst fire gange under spillet.

Svend Berendt, tidligere i bestyrelsen, var blevet formand for atletikklubben KIF.

Cricketafdelingen havde holdt deres afslutningsfest den 9. oktober, stærkt forsinket. Poul Zølck udtalte, at cricket nu var sådan et rart lille sommerspil, og selvom det ikke ligefrem gik strålende, var der dog ingen grund til at afskaffe spillet. Zølck sluttede af med en stærk hyldest til P. H. Wiinstedt, der havde holdt spillet oppe i mange år i B.93.







December 1946. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1946_12_300pxFormanden Richard Lillie havde forsiden i anledning af årsskiftet. I klubben kunne man glæde sig over DM-titlen i fodbold i foråret, men den sidste halvdel havde været smertelig både for spillere og for ledelsen.

Første halvleg af DM-turneringen var endt, og med endnu to nederlag mod Frem (1-3) og AB (0-1) overvintrede de danske mestre med ni kampe og fire point. Det største tab holdet havde lidt var, at Jørgen Leschly rejste tilbage til OB. Det mest smertelige og overraskende var afgangen af Arne Sørensen og Kaj Hansen.

Klubbens ringbærere. Man var efterhånden nået til nummer ni i rækken. Denne gang var det Poul Zølck der blev portrætteret. Bager, som han blev kaldt, var en ener, altid i strålende humør, altid ydende sit bedste for den sport og den klub, han holder af. Gid den ungdom, som skal videreføre klubbens traditioner, vil få indpodet den klubånd, som han altid har været i besiddelse af.

Medlemsbladet havde en lille julespøg. Der var afbilledet 11 af klubbens kendteste medlemmer i forskellige sportssituationer, og så skulle man gætte navne og indsende løsningen. Førstepræmien var et gavekort på 50 kroner til Samsons Kjoler.

Inspektør. Klubbens inspektør, herr A. Svendsen, er fratrådt sin stilling pr. 1. december. En del af inspektørens arbejde overtages herefter af Helge Ahlstrøm, der vil være på kontoret hver formiddag. Endvidere vil der blive antaget en dame til hjælp. Og på samme side: Den 1. december fratrådte Hr. Hedlund efter eget ønske sin stilling som klubbens opsynsmand.




Januar 1947. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1947_1_300pxDer udkom syv medlemsblade i 1947. Udover redaktøren P. T. Jørgensen var holdopstillingen i redaktionen den samme: John Andreasen, Viggo Baunøe, Verner Christensen, G. Rode-Jepsen, Svend Jørgensen, Asger Truelsen og som fotograf Gunnar Samson.

I anden halvdel af året bestod redaktionsudvalget af: Aage Blomberg, Viggo Baunøe, Verner Christensen, G. Rode-Jepsen, Svend Jørgensen og fotograf Samson.

Der blev inviteret til klubfest lørdag den 1. februar kl. 18:00 i Håndværkerforeningen i Dr. Tværgade. Optræden af kendte kunstnere, fælles aftensbord og dans. Pris kr. 7,-.  Og der blev også indkaldt til generalforsamling torsdag den 27. februar i Karnappen i Niels Hemmingsensgade 8-10.

Stævnet havde været på en tur til England, og lederen fra B.93, Aage Wiit Nielsen, skrev om turen, men ikke noget om de fem kampe, udover at de danske spillere kæmpede som mandfolk i alle kampe.

Årets five-a-side i december måned 1946 var afholdt uden den store tilslutning. Der var kun 10 hold med. Vinder blev holdet med Michael Rohde, Verner Christensen, Poul Eriksen, Arne Winther og Bent Schou. Overskuddet fra andespillet skulle gå til Halvor Larsen; desværre var der ikke noget overskud. I øvrigt havde spilleudvalget intet gjort for, at det skulle være en hyggelig søndag, det har vist aldrig været så dårligt arrangeret som i år.

Tennisspilleren Niels Turin fyldte 60 år den 22. januar. Den kendte gymnast havde deltaget ved OL-holdet i 1908 og 1920. Som supplement til gymnastikken indmeldte Turin sig i B.93 i 1922, hvor han lige siden havde dyrket tennissporten med stor iver. Det var Turin, der stod for udsmykningen af hallen ved jubilæet i 1943.

Henning Wiig, den suverænt bedste herrespiller i Danmark, havde været så uheldig at falde ned fra en stige og beskadiget ryggen. Sygelejet benyttede medlemsbladet til at interviewe Henning Wiig, som var født ind i klubben, idet hans far var tennistræner.

Tennisafdelingens juniorleder, bestyrelsesmedlem Viggo Baunøe er af Københavns Skoledirektion blevet udnævnt til overlærer. Til lykke!

Julekonkurrencen fra bladet i december måned blev vundet af E. Hye-Knudsen (gavekort) samt Jørn Larsen og Ernst Spiegelhauer (landskampsbiletter). Navnene på billederne var: Helge Ahlstrøm, Poul Zølck, Arne Petersen, Jørgen Hammeken, Henning Wiig, P. H. Wiinstedt, Gunnar Samson, Theresia Madsen, Herdis Mølgaard, Michael Rohde og N. Holst.


Februar 1947. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1947_2_300pxDet var John Andreasen fra redaktionen der havde skrevet oversigten over klubbens sportslige virksomhed i 1946. Mesterskabet i fodbold var yderst fortjent, og overalt i klubben var der glæde over titlen. Kun eet lagde dæmper på vor glæde, og det var tanken om Halvor, som var så uheldig at brække skinnebenet i en kamp mod AB. Omstændigheder har bevirket, at han endnu 10 måneder efter ulykken ikke er blevet rask. Og i øvrigt afslørede uheldet klart, at klubbens ordning med ulykkesforsikring var mangelfuld.

Klubbens ringbærere. For 10. gang var der en præsentation af en af ringbærerne. Denne gang var det målmanden Svend Jensen, som var den 10. der havde opnået den ærefulde titel, som blev tildelt fodboldafdelingens ypperste spillere. Hermed sluttede serien, idet Lange Svend (og Poul Zølck) var de sidste modtagere i 1943, ud fra daværende kriterium.

Af indkaldelsen til generalforsamlingen fremgik det, at der skulle vælges ny kasserer, idet Hugo Andersen ikke ønskede genvalg. Det samme gjaldt P. T. Jørgensen fra tennis.

Årets klubfest den 1. februar i Håndværkerforeningen havde kun deltagelse af 125 medlemmer, så interessen syntes at være meget lav. Stik imod alle forventninger blev festen en succes fra start til slut. Bel Canto indledte underholdningen med nogle lystige sange, derefter fulgte klubbens medlem John Price, der på fortræffelig vis sang og fortalte. Til sidst optrådte Lilly Broberg, der efter hvert nummer fik hele forsamlingen til at juble. Inden festen gik der rygter om, at klubben i fremtiden ville afholde sig fra at arrangere denne årlige fest, fordi tilslutningen var for ringe. Forhåbentlig vil festens forløb bevirke, at man alligevel gentager den. Vi der var med kommer alle igen, således afslutter den anonyme referent.

Fra bestyrelsen. Hr. Jens Jacobsen er den 1. januar tiltrådt som opsynsmand ved de åbne baner. Vi håber, at dette må blive til gensidig glæde og ønsker hr. og fru Jacobsen velkommen. Kontoret mangler i høj grad en skrivemaskine. Der skulle vel ikke være et medlem, som er i stand til at skaffe en sådan – ny eller brugt?

Artiklen i januar-nummeret om den ringe five-a-side var skrevet af ’Jeep’. Hans artikel blev skarp kritiseret af John Andreasen, der samtidig mente at man skulle skrive under med sit navn og ikke et mærke. Svaret fra Verner Christensen kunne læses efterfølgende, og det fremgik meget klart at Verner og John ikke var venner.


August 1947. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1947_3_300pxDer var gået næsten et halvt år siden sidste medlemsblad var udkommet. Årsagen til at medlemsbladet måtte holde en ufrivillig pause, var naturligvis typografstrejken, som varede over fire måneder og lammede dagspressen. Fodboldsæsonen 1946/47 var gået elendigt, bortset lige fra, at holdet klarede sig fri af nedrykningen, som blev overladt til AaB med ni point, to færre end de danske mestre.

Efter to sæsoner var Helge Ahlstrøm ophørt som træner. Træningen var overtaget af Michael Rohde i samarbejde med Fritz Tarp og Hans Pedersen. Mon ikke alene denne kendsgerning – uden at forklejne Ahlstrøm – styrker troen på, at vort hold kommer op af bølgedalen.

Divisionsholdet havde fået en ny plakat, som man forventede at tage i brug i efteråret, når lageret af den gamle var opbrugt. Den nye plakat viser en spiller, der header mod mål, hvor en målmandsskygge kaster sig efter bolden oppe i trekanten. Blandt flere forslag fra forskellige tegnere kom det endelige valg til at stå mellem to udkast, der begge var indleveret af den kendte fodboldspiller fra KB, Povl Kolind.

Generalforsamlingen var – heldigvis – refereret, selvom den var foregået for lang tid siden. Dirigent blev højesteretssagfører Victor Hansen. Regnskabet ville blive gennemgået af den ene af revisorerne, P. H. Wiinstedt, idet kassereren Hugo Andersen var blevet syg. Formanden henstillede til medlemmerne, at de behandlede personalet på en ordentlig måde, hvilket ikke havde været tilfældet i det svundne år. I årets løb var samtlige klubbens funktionærer blevet udskiftet, og flere var desværre rejst, fordi de ikke havde kunnet holde til det pres, der blev lagt på dem. Som ny kasserer valgtes P. H. Wiinstedt, medens P. T. Jørgensen fra tennis blev afløst af Eigil Gram. Der var kampvalg til spilleudvalget i fodbold, valgt blev Hans Pedersen, Ingemann Petersen og Svend Petersen i kamp mod Ernst Spiegelhauer og Aage Blomberg.

På generalforsamlingen blev foreslået, at der blev nedsat et udvalg til at se på organisationen. Udvalget kom til at bestå af: Formanden (Richard Lillie), Fritz Tarp, John Andreasen, Knud Rasmussen, Helge Hassel, Christen Ramlow og Svend Jørgensen.

Dødsfald. Emil Jørgensen var død den 23. marts 1947, han blev 65 år. Derved havde fodboldspillet mistet en af sine betydeligste lederskikkelser. Emil Jørgensen spillede 115 kampe/11 mål for B.93 i perioden 1901/17. Han opnåede endvidere fire A-Landskampe i perioden. Emil blev ansat som sekretær for KBU i 1912, et job han bevarede til sin død. Nekrologen var skrevet af Johannes Gandil.

Nyt fra bestyrelsen: Den 1. august rejste vor opsynsmand Hr. Jacobsen, hvis efterfølger er blevet Hr. A. Johnsen, der hidtil har virket på KFUM’s anlæg i Emdrup (Johnsen og schæferhunden King blev sidenhen legender i klubben, red.). 


September 1947. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1947_4_300pxSom forsiden meddeler var Aage Buntzen død i en alder af 78 år. Derved havde klubben mistet et af sine æresmedlemmer. I perioden 1900/29 sad Buntzen i bestyrelsen, heraf de 26 år som kasserer. Han var også en periode næstformand for DBU. Buntzen havde i 33 år været tilknyttet smørfirmaet Har. Klitgaard som førstemand. Da firmaet lukkede, blev han i stedet hovedkasserer for Københavns Idrætspark. Nekrologen var skrevet – ikke overraskende – af Johannes Gandil.

De stolte pokaltraditioner havde fået et skud for boven. For i første runde tabte B.93 på udebane 2-0 til upåagtede B.1908 fra Københavnsserien. I medlemsbladet står:

"Tiderne skifter, - ja så sandelig også i fodbold! Allerede nu hænger ordet 2. division betænkelig nær vore læber, allerede nu frygter vi medlemmer, det, der ikke må ske: Degradationen med dens uanede dystre udsigter for vor gamle klub. Vi håber og beder til at klubben, dens øverste ledelse med spilleudvalg og trænere og alle dens aktive udøvende fodboldspillere må være klar over, at faren er over os, at tiden er moden til, at bøtten må vendes, at der må spyttes i næverne og tages fat. Hvorledes og hvordan – vil De måske spørge – ja, det må de vise mænd i klubben besvare, men som det nu går – ja, da er det næsten uudholdeligt for os menige tilhængere, vi kan næsten ikke tage mere."

Det lille interview. Medlemsbladet havde fanget 1. holdets træner Michael Rohde for en samtale her lidt inde i sæsonen 1947/48. I de to første turneringskampe mod B.1903 (0-2) og Frem (1-2) måtte B.93 i store dele af kampene spille med kun 10 mand pga. skader af hhv. Knud Petersen og K.B. Overgaard. Pokalkampen mod B.1908 var efter en meget svag indsats.

Klubbens sekretær indrykkede denne annonce i medlemsbladet: "Klubben har næsten 2000 medlemmer – mon der ikke blandt disse findes blot én, der kan skaffe mig en 3-3½ værelsers lejlighed? G. Rode-Jepsen, Godthåb 9707."

Dødsfald. Otto Palby, tidligere 1. holdsspiller, døde 25. august i en alder af 56 år. Palby var på det sejrende pokalhold i 1915 og 1918 og deltog i klubbens store Spaniensrejse.

Dødsfald. Fru Else Hassel, gift med den tidligere formand Helge Hassel, var afgået ved døden efter en lang og svær sygdom. Medfølelsen vil samle sig om Helge Hassel og hans tre børn.

I brevkassen beklagede Gunnar Samson over, at Knud Petersen havde været indlagt på Militærhospitalet i 10 dage, efter han beskadigede sit knæ i turneringskampen mod B.1903. Knud P. er ikke den, der beklager sig, men hans kammerater, der sætter sig i hans sted, undrer sig over, at bestyrelsens medlemmer ikke lod høre fra sig.


Oktober 1947. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1947_5_300px"Rettigheder – Pligter". Overskriften på forsiden hentyder bl.a. til en artikel om kontingentrestancer.

To mål er taksten. De første fem kampe i turneringen var sluttet således: B.1903 (0-2), Frem (1-2), Køge (2-2), AGF (3-2) og AB (1-2). Og så var der også pokalkampen mod B.1908 (0-2). Så i seks kampe havde holdet sluppet to mål ind i hver kamp.

For første gang i historien havde klubben tilmeldt et lilleputhold. KBU-turneringen var startet i sæsonen 1946/47. De tre første lilleputterne spillede var mod: AB (0-1), Fremad A. (0-1) og ØB (0-2). Det kunne tyde på, at der manglede noget skarphed oppe foran.

I fodboldsammenslutningen Stævnet blev Aage Witt Nielsen genvalgt til bestyrelsen og John Andreasen blev nyvalgt, idet Fritz Tarp ikke ønskede at fortsætte.

Tennishallen. Den 15. oktober kunne fru L. Christoffersen fejre sit 25 års jubilæum som ansat i klubben, en sjælden begivenhed. Da klubbens administration i 1922 nødvendiggjorde, at hallen og de åbne baner personalemæssigt blev skilt ud, blev ægteparret Christoffersen fast knyttet til Tennishallen, og efter Hr. Christoffersens død i 1943 fortsatte fruen sin gerning i hallen. Populær og afholdt havde ’fru Christof’ altid været.









November 1947. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1947_300px

Vort stærkeste hold? Medlemsbladet havde besluttet, at de ville lave en ’gallupundersøgelse’ blandt medlemmerne om førsteholdets udseende. For at lette arbejdet havde medlemsbladet nomineret spillere (nogle på flere forskellige pladser).

Målmænd: Der kunne man kun "vælge" mellem Ove Jensen. Backs: Christen Brøgger, Aage Christensen, K.B. Overgaard, Per Brandtmar, Knud Petersen, Palle Bloch-Jørgensen og Jørgen Petersen. Centerhalf: Poul Andersen, Brandtmar, Overgaard, Aage C. og Brøgger. Fløjhalf. Jørgen Hammeken, Svend Nielsen, Bent Nielsen, K.B. Overgaard, Knud P., John Jønsson, Arne Petersen, Eyvind Berger, Arne Winther, Axel Kørner og Aage Blomberg. Angribere: Erik Andersen, Svend Nielsen, Helmut Nielsen, Arne P., K.B. Overgaard, Brandtmar, Berger, Poul Eriksen, Jørn Larsen, Karloo Niilonen, Leo Petersen, Truelsen, Ibsen, Knud P., Salomonsen, Hammeken og Palle Bloch-Jørgensen. Medlemmerne opfordredes til at sende deres forslag til kontoret senest ultimo november. Og spilleudvalget måtte gerne deltage!

Det lille interview var denne gang med hele tre personer, nemlig Helmut, Bent og Svend Nielsen, også kendt som Denger, Bitter og Boston, altså de tre yngste i Nielsen-dynastiet. De to ældste var Henry (Brormand) og Arno (Tju-hej). Alle fem brødre kom på klubbens 1. hold (rekord), og tre af brødrene (Henry, Arno og Svend) kom på A-landsholdet (rekord).

Bordtennis. På Københavns Bordtennis Unions rangliste figurerede Willy Scott Nielsen som nummer to og Helmuth Jespersen som nummer tre.

Klubbens kasserer, P. H. Wiinstedt, ligger for tiden på Bispebjerg Hospital, hvor han har gennemgået en større operation. Formentlig vil der gå nogle måneder, inden Wiinstedt kan genoptage sit arbejde i klubben, og i mellemtiden fungerer John Andreasen som kasserer.

Jørgen Hammeken har meddelt bestyrelsen, at hans tid ikke mere tillader ham at sidde i spilleudvalget. Bestyrelsen har derfor – på forslag af spilleudvalget – indvalgt Ove Jensen, der også er udpeget til anfører for førsteholdet.

Medlemsbladet havde kritiseret W. Holst-Petersen fra AB, hvis spil de to sidste år intet havde med fodbold at gøre. Der skulle have stået de sidste to kampe. Fejlen fik både Idrætsbladet og forurettede til at reagere. Derved så man hvilken ravage et enkelt lille ord kunne forårsage. Og netop fordi Holst-Petersen normalt var en fair spiller, havde man specielt lagt mærke til hans hårde spil i de to kampe.


December 1947. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1947_7_300px

Ved årsskiftet var overskriften på forsiden på årets sidste medlemsblad. Det havde været et drøjt år at komme igennem. Lykkeligvis havde divisionsholdet undgået nedrykningen i foråret, men ved årets udgang var B.93 på ny i vanskeligheder. Det havde dog lysnet lidt, da bundholdet Fremad A. blev besejret med 3-0 i sidste runde inden vinterpausen. Derved havde B.93 som næstsidst seks point. Fremad A. havde et enkelt point.

"Typografstrejken og papirrestriktionerne vanskeliggjorde arbejdet med medlemsbladet i 1947, men vi kom dog igennem det og håber, at det nye år bliver bedre. Redaktionen vil gerne benytte lejligheden til at takke bladets annoncører, og vi sender disse samt alle klubbens medlemmer vore bedste ønsker om en glædelig jul og et godt nytår/Redaktionen."

Medlemmernes hold. Der var indkommet 58 seriøse forslag, samt et enkelt der havde foreslået fru Christof på kassen (ikke i). Medlemmernes hold blev: Ove Jensen – Per Brandtmar, Christen Brøgger – Jørgen Hammeken, Poul Andersen, Bent Nielsen – Erik Andersen, Svend Nielsen, Helmut Nielsen, Knud Børge Overgaard og Eyvind Berger.

Det lille interview var denne gang med den tidligere formand Helge Hassel. Anledningen var, at han som næstformand i DLTF havde afholdt dommereksamen i tennis for nye. Der var indtegnet et ret stort antal, men ved prøverne var fremmødet beskedent. Der var ti, der denne gang bestod prøven.

Bordtennis. For første gang spilledes landskamp i Norge, som blev vundet 5-0 af Danmark, der var repræsenteret af Erik Bilberg (KBK), Leif Skovgaard (AB) og Willy Scott Nielsen (B.93). 



Januar 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_1_300pxRedaktionen af medlemsbladet bestod af P. T. Jørgensen samt redaktionsudvalget bestående af: Viggo Baunøe, Aage Blomberg, Verner Christensen, Svend Jørgensen, G. Rode-Jepsen, Viggo Steensen samt fotografen Gunnar Samson. Der udkom 11 medlemsblade i 1948, en tangering af rekorden.

På generalforsamlingen den 19. februar forventedes der at ske store ændringer i bestyrelsen. John Andreasen og Christen Ramlow, der var på valg, havde begge meddelt, at de ikke ønskede at fortsætte. Formanden Richard Lillie var ikke på valg, men da de to år var gået han havde lovet at tage, skulle der findes en ny formand. Der gik rygter om, at Aage Wiit Nielsen og Ernst Henriksen fra fodboldafdelingen begge ville gå i utide.

Five-a-side var blevet afviklet på B.93 med et vinderhold bestående af: Knud Petersen II, Leif Bergqvist, Erik Larsen, Arne Hansen og Henning Pedersen. Ved julevelgørenhedsstævnet i Idrætsparken stillede B.93 med dette hold: Ove Jensen, Per Brandtmar, Poul Andersen, Helmut Nielsen og Eyvind Berger. Holdet tabte i første kamp til HIK.

Afslutningsfesten for 1. holdet foregik på klubbens anlæg. Hovedretten var gule ærter med flæsk, der i hvert fald faldt i herrernes smag. Der var en del taler: Formanden takkede førsteholdet, John Andreasen takkede Michael Rohde, Ove Jensen takkede holdkammerater, Michael Rohde takkede for de mange takketaler, Christen Ramlow takkede damerne og til sidst takkede Svend Petersen spilleudvalget med John Andreasen, Hans Pedersen og Ingeman Petersen. Og senere var det tid til at takke af. 



Februar 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_2_300pxOversigt over klubbens sportslige virksomhed i 1947. De danske mestre fra 1945/46 havde haft en del vanskeligheder i 1946/47-sæsonen. Første del af den nye sæson 1947/48 var gået lidt bedre end sidste år. Den tidligere landsholdsspiller Poul L. Hansen havde lagt støvlerne på hylden, og Jørgen Hammeken havde svært ved at få tid til fodbolden, idet han var blevet selvstændig. En del af de nye unge spillere havde alle gjort det godt; Christen Brøgger, Svend Nielsen, Knud Vig Petersen, Jørn Larsen og Poul Andersen.

DBU havde truffet en afgørelse, der var værd at bide mærke i. Til kampen Brønshøj-AaB var udeholdets spillertøj ikke nået frem i tide, fordi dragerne på Hovedbanegården kludrede i det. DBU afgjorde, at en forsinkelse af den årsag ikke kunne godkendes. Brønshøj kunne have protesteret før kampen, det ville de imidlertid ikke (sympatisk) – og AaB vandt for øvrigt kampen.

Det lille interview. På den kommende generalforsamling ville en af klubbens kendte medlemmer, Aage Wiit Nielsen, udtræde af bestyrelsen. Medlemsbladets Verner Christensen havde talt med Aage Wiit om årsagen:

"I flere måneder har jeg mærket en vis kritik af mit arbejde for klubben. Som det desværre er skik og brug i B.93, har ingen direkte henvendt sig til mig, men den skjulte kritik mand og mand imellem er vel også den der smerter mest."

Årets klubfest skulle afholdes i KB-Hallens Pejsesal fredag den 5. marts kl. 19:30. Underholdning af Bruno Henriksens orkester, parodisten Peter Kitter, Frandsen Trioen og herefter dans til Bruno Henriksens orkester. Pris for deltagelse var kr. 2,-.

Det var drøftet, om man skulle oplyse navnene på de medlemmer, der var i kontingentrestance, men en beslutning herom blev udskudt, til den nye bestyrelse var valgt.


Marts 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_3_300px"Formanden har ordet" var overskriften på forsiden. Afløseren for Richard Lillie blev sagfører Erik Becker, der ikke tidligere havde været i bestyrelsen. Becker udtalte:

"Klubben har haft vanskelige år – men med fødte optimisme – regner jeg fuldt og fast med, at B.93 klarer alle skær, såvel sportslige som økonomiske. Ved sammenhold, ved klubfølelse, ved erhvervelse af nye medlemmer og endelig ved at arbejde for sin klub med humør og glæde, vil B.93 gå lyse tider i møde."

Til ophjælpning af tennisafdelingens økonomi blev der på generalforsamlingen fremsat forslag om optagelse af medlemmer til modereret kontingent og med begrænsede rettigheder. Det forslag brød Fritz Tarp sig ikke om. Han opfordrede i stedet alle fodboldspillere til at melde sig som årsmedlemmer i tennisafdelingen. Det havde tre fordele: At støtte klubben økonomisk, at have noget at lave når støvlerne blev lagt på hylden, at styrke venskabet mellem tennis og fodbold.

Generalforsamlingen var imødeset med spænding, ikke mindst formandsposten. Det var først et par dage før generalforsamlingen, at der var fundet et nyt formandsemne, nemlig Erik Becker. Til fodboldbestyrelsen havde man forventet der skulle findes tre nye personer, men John Andreasen var blevet overtalt til at genopstille, så det var kun Aage Wiit Nielsen og Ernst Henriksen, der skulle erstattes. De blev afløst af Hans Pedersen og Ernst Spiegelhauer. Tennis skulle finde en afløser for Christen Ramlow, og det blev Svend Aage Bruun.

Højdepunktet ved generalforsamlingen kom da den afgående formand Richard Lillie forslog forsamlingen, at der blev udpeget to nye æresmedlemmer i Michael Rohde og Olaf Lindstrøm. Afstemning var ikke nødvendig. Forslagene blev modtaget med klapsalver og bravoråb. Næstformanden Helge Scharff foreslog herefter, at Richard Lillie også blev udnævnt til æresmedlem, og bifaldet her overflødiggjorde enhver afstemning. Derved havde B.93 fået hele tre nye æresmedlemmer i løbet af fem minutter, nummer syv, otte og ni.

Klubfest og faneindvielse. Der deltog 250 ved årets klubfest, der blev afholdt i KB-hallens Pejsesal. Ved 21-tiden gik G. Rode-Jepsen på talerstolen, og meddelte at en kreds af medlemmer ville forære klubben en klubfane. Medens trommehvirvlerne lød kom frøken Hassel ind med fanen i sin hvide tennisdragt. Der skulle slås tre søm i fanen, og det blev gjort af Johannes Gandil, Olaf Lindstrøm og Erik Becker.

Bordtennis. Ved DM i Helsingør den 21. og 22. februar tabte Helmuth Jespersen semifinalen til Knud Runchel. I herredouble vandt Scott Nielsen (B.93) sammen med Leif Skovgaard (AB) finalen i herredouble.


April 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_4_300px"Efter 4 nederlag". Som overskriften hentyder til, så gik det skidt for divisionsholdet. De første fire kampe i foråret var mod: OB (0-2), Frem (1-6), AGF (2-3) og ØB (1-2). De sidste fem afgørende kampe var imod KB, AB, B.1903, Fremad A. og Køge. Hvis disse kampe kunne indbringe fem point, så var klubben udenfor nedrykningsfare.

Helmut Nielsen var blevet ny anfører for 1. holdet (efter Ove Jensen). Det havde Aftenbladet denne mening om:

"B.93’s fodboldspillere har gjort et bemærkelsesværdigt valg. De har udpeget Helmut Nielsen som anfører. Der er grund til at knytte forventninger til det valg. Efter at Helmut Nielsen er blevet voksen, har han afsløret egenskaber, der syntes at gøre ham egnet som anfører. Gang på gang har man set ham kæmpe, hvor andre har givet op. Han kan utvivlsomt blive sine kammerater et godt eksempel."

Medlemsbladet havde en efterlysning af to medlemsblade fra 1943, tre fra 1945, to for 1946 og to fra 1947 (nu om dage har Kulturudvalget samtlige medlemsblade, også dem der blev efterlyst, red.). 

Efter seneste generalforsamling så bestyrelsen således ud: Sagfører, cand. jur. Erik Becker (formand), civilingeniør Helge Scharff (næstformand), fuldmægtig P. H. Wiinstedt (kasserer). Fodbold: Sekretær John Andreasen, værkfører Hans Pedersen og møbelsnedker Ernst Spiegelhauer. Tennis: Overlærer Viggo Baunøe, sparekasseassistent Eigil Gram og statsaut. revisor Svend Aage Bruun.







Maj 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_5_300px"Vi klarede Pynten". Som overskriften indikerer så klarede divisionsholdet sig fri af nedrykning. De sidste fem skæbnekampe var mod: KB (1-1), AB (2-4), B.1903 (2-0), Fremad A. (2-0) og Køge (3-3). Nedrykker blev Fremad A. (5 point), og det var netop som Fremad A. stod for at kunne blive optaget i ’Stævnet’.  Nu måtte de nøjes med, at forblive i ’Alliancen’, som var den mindst fine af de to sammenslutninger.

Johannes Gandil blev 75 år. Klubbens næstformand Helge Scharff havde denne fødselsdagshilsen til Gandil:

"Den 21. maj bliver du 75 år, rigtig hjertelig tillykke med dagen, gamle ven, og samtidig tak for dit trofaste venskab mod vor gamle klub. Både som spiller og leder har du lige fra B.93’s første dag været en bærende kraft i klubbens liv, og det glædede os alle, da du på klubbens 50 års dag også officielt blev hædret for din indsats i dansk idræt. At du de sidste fem år stadig har fulgt vor klubs liv og idrætslivet i det hele taget har været os en stor glæde. Vore ydelser i de sidste par år har givet os anledning til bekymringer, og vi ved, at du også har haft dine spekulationer i den anledning. Derfor tror vi ikke at kunne ønske noget bedre for dig, end at du atter må opleve at se B.93 i toppen af dansk fodbold. Endnu engang tak Johannes for dit venskab og for din usvækkede interesse."

Det lille interview. Dette nummers offer var 21-årige Leif Bergqvist, der havde debuteret i kampen mod AGF. Leif slap heldigt fra kampen og har siden vist, at han har muligheder for at udvikle sig til en fin angrebsleder. Endnu er han dog lidt veg i sit spil, men selve forståelsen af spillet er god, så når han blot får lidt mere fight i sig, vil vi sikkert få megen glæde af ham.

Oldboys. Fredag den 30. april var en del oldboys samlet for at drøfte starten af en oldboys-sammenslutning i lighed med andre foreningers tilsvarende. Der blev valgt tre medlemmer – P. H. Wiinstedt, Fritz Tarp og Svend Aage Østerbye – til at udforme de regler, der skal bygges videre på, og disse regler skal drøftes nærmere på et nyt møde den 24. maj. Alle tidligere og nuværende aktive medlemmer over 35 år, anmodes om at møde. Vi starter kl. 19:00 med lidt bold, derefter fortsætter drøftelserne ved en hyggelig komsammen, hvor den medbragte mad fortæres.

Overlærer Viggo Baunøe fyldte 60 år den 8. juni. Hans tidligere bestyrelseskollega P. T. Jørgensen havde skrevet et fint stykke om tennismanden. En anden tennisspiller, Oscar Rasmussen, fyldte 60 år den 30. maj. 


Juni 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_300px

Det flotte forsidebillede viser noget af tennisarealet med Sct. Jacobskirken i baggrunden. Klubhuset og fodboldbanerne ligger mod højre.

Førsteholdets afslutningsfest blev afholdt den 26. maj. Der deltog med damer, træner, spilleudvalg og bestyrelse i alt 47 personer. To busser førte det uvidende selskab op mod Nordsjælland, for at ende på den historiske Sandkro omkring Helsinge. Der var taler af formanden Erik Becker, Helmut Nielsen, Helge Scharff, Svend Aage Bruun (for damerne), P. H. Wiinstedt, Viggo Baunøe, Michael Rohde og Hans Pedersen. Ved midnatstid kørte busserne retur.

Det lille interview. Offeret var denne gang 30-årige Knud Børge Overgaard, der havde en stor andel i, at holdet reddede livet i 1. division. Hans spil havde været så godt, at han blev udtaget til OL i London, hvor han spillede venstre back i alle fire kampe. Normalt var K. B. Overgaard fløjhalf, men Knud Bastrup-Birk (AB) blev skadet op til OL, og ’K.B.’ havde kort forinden i en kamp for Stævnet som venstre back haft godt styr på Stanley Matthews. Disse OL-kampe var i øvrigt ’K.B.’ sidste på højt niveau.

Klubmester i tennis blev som sædvanlig Henning Wiig, der vandt alle tre rækker. Også Else Dam vandt som sædvanlig damesingle, det var hendes 29. singlemesterskab, en præstation vi alle tager hatten af for, men ærligt talt, er det ikke lidt beskæmmende for vor kvindelige ungdom.

Fodbold, spilleudvalg: Hans Pedersen (formand), Børge Petersen, Palle Bloch-Jørgensen, Ingemann Petersen og Helmut Nielsen.

Cricket, spilleudvalg: Henry Uldaler (formand), Palle Bloch-Jørgensen, Aage Blomberg, Børge Christensen og John Caspersen.

Tennis, spilleudvalg: Eigil Gram (formand), Leif Christoffersen, Knud Rørvig, Viggo Steensen og Perch Møller.


Juli/August 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_7_8_300px

Forsidebilledet viser de to '93’ere, Knud Børge Overgaard og Ove Jensen, der begge deltog ved OL i London. K. B. Overgaard spillede alle fire kampe, mod Egypten (3-1 efs.), Italien (5-3), Sverige (2-4) og bronzekampen mod England (5-3). Ove Jensen var reserve for Eigil Nielsen (KB).

Oldboys stiftede deres forening den 24. maj 1948, hvor der var vedtaget nogle love der indeholdt 12 paragraffer.

Tipning. Det var blevet vedtaget at indføre tipning i Danmark, ligesom man allerede havde det i Sverige og Norge. Hver række ville koste 25 øre. I meddelelsen fra Dansk Idrætsforbund stod, at i Stockholm havde en syerske, som aldrig i livet havde set en fodboldkamp, og som kun havde udfyldt en række på en kupon, hun tilfældigvis var kommet i besiddelse af, vundet 90.000 svenske kroner (derfra stammer ordet sygepigetip). I Skåne vandt en vaskekone hele 40.000 svenske kroner.

Kontoret manglede nu kun tre gamle medlemsblade (3/1943, 11-12/1943 og 10/1945). Når/hvis disse blade blev modtaget, ville man straks sørge for bladene blev indbundet.

Det lykkedes ikke at få K. B. Overgaard til at fortsætte karrieren. Men man havde indgået en aftale med Axel Bjerregaard om at stå for konditionstræningen. Bjerregaard hersede med OL-holdet.

Forsøgsvis var kontingentopkrævningen i et halvt år varetaget af et Incassofirma, der mødte op på adressen med opkrævningen. Men da man gentagne gange var udsat for, at mange medlemmer måtte besøges flere gange, før de følte trang til at betale skyldigt kontingent – hvis de overhovedet betalte – kunne det ganske naturligt ikke svare regning, og Incassofirmaet opsagde aftalen. Derfor gik klubben igen tilbage til at opkræve kontingent ved girokort (det var før PBS var født, red.).


September 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_9_300px"Vi startede svagt". Som overskriften fortæller, startede divisionsholdet ikke som lyn og torden. De to første kampe var mod Køge (1-4) og AGF (1-1). Men bare rolig, det skulle blive endnu værre.

Det skete ofte, at en klub tidligt i en kamp fik ødelagt en spiller (eller nogle gange to), og derfor måtte spille resten af kampen i undertal. Det blev løbende drøftet, om det ikke var rimeligt, at man havde en reservespiller, der så kunne sættes ind. De største bekymringer gik på, om man nu kunne være sikker på, at spilleren nu var så skadet så han ikke kunne spille videre.

Landsholdet havde klaret sig meget flot ved OL i London, især sejren over Italien i kvartfinalen (5-3) blev berømt, det var der hvor John Hansen fra Frem scorede fire mål. I de første 148 landskampe var status over flest kampe på klubbasis: 1. B.93 (407 pladser, 36 spillere), 2. KB (357 pladser, 40 spillere), 3. AB (273 pladser, 33 spillere), 4. Frem (270 pladser, 38 spillere) og 5. B.1903 (180 pladser, 21 spillere). Som det fornemmes, var landsholdet præget af spillere fra København.

De 36 spillere, der repræsenterede B.93 var (i alfabetisk orden): Per Brandtmar, August Bøge, Johannes Gandil, Christian Grøthan, Jørgen Hammeken, Ejner H. Hansen, Harald Hansen, Kaj Hansen, Poul L. Hansen, Raymond Hansen, Ove Jensen, Poul Jensen, Svend Jensen, Emil Jørgensen, Victor Klein, Haldur Lasthein, August Lindgreen, Arno Nielsen, Henry Nielsen, Anthon Olsen, Knud Børge Overgaard, Otto Palby, Svend Petersen, Michael Rohde, Hans Julius Rützebeck, Helge Scharff, Magnus Simonsen, Carl Stoltz, Helmuth Søbirk, Arne Sørensen, Erik Sørensen, Jørgen Leschly Sørensen, Fritz Tarp, Axel Thufason, Kaj Uldaler og Poul Zølck. I oversigten havde man for øvrigt glemt Alf Olsen.

Antallet af landsholdsspillere er sidenhen forøget med ni (Svend Nielsen, Poul Andersen, Børge Christensen, Flemming Nielsen, Jørgen Jacobsen, Tom Søndergaard, Jens Kolding, Jan Højland og Peter Hertz).

Som omtalt i sidste nummer havde klubben engageret den kendte instruktør, Aksel Bjerregaard, der skulle forestå seniorernes konditionstræning hver torsdag aften. Der er næppe tvivl om, at Bjerregaards arbejde i den kommende tid vil sætte sit præg på vore spilleres præstationer.


Oktober 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_10_300pxForsidebilledet er fra landskampen Danmark-England (0-0) i Idrætsparken, som blev overværet af 41.000 tilskuere, heriblandt Kong Frederik og Dronning Ingrid (som havde tre døtre). Der var ingen fra B.93 med i landskampen.

En smuk tanke. Den nu afdøde Emil Jørgensen nærede en stor kærlighed til B.93. Det betød at sønnen, chefredaktør Niels Jørgensen, kunne komme med den glædelige besked, at der var stiftet et legat: Anna og Emil Jørgensens Junior-legat. Beløbet, der er på kr. 1.500 kr., indsættes i Sparekassen, og renterne anvendes hvert år til indkøb af et par fodboldstøvler til en juniorspiller. Klubbens juniorleder bestemmer, hvilken af hans drenge, der skal have årets støvler, idet hensyn tages til, hvem der i det nærmeste foregående år har vist mest flid, bedst opførelse og bedst kammeratskab under træning og kampe. Blandt lige kvalificerede skal drenge fra ubemidlede hjem foretrækkes. Støvlerne mærkes ”E. J.-støvlerne 1948…..”, og uddeles hvert år på Emil Jørgensens fødselsdag den 23. marts, første gang dog i november måned.

Klubben havde i efteråret måtte undvære 23-årige Jørn Larsen, som ellers nok havde været at finde på 1. holdet. Jørn ligger for tiden på Blegdamshospitalet – pavillon 13 – til observation for en nyrelidelse, og det ser desværre ud til, at han må blive der et par måneder endnu. Medlemsbladet sender ham hermed en hilsen med ønsket om god bedring og i håb om snart igen at se ham frisk og rask på banen.

Det lille interview. Det var denne gang klubbens nye konditionstræner Aksel Bjerregaard, der havde haft en samtale med medlemsbladets Verner Christensen. Bjerregaard havde tidligere været rigstræner for K. A. F. (Københavns Atletik Forening). Sammen med dr. Bøje havde de siden årets start været tilknyttet fodboldlandsholdet med henblik på at forbedre konditionen og fysikken.

Billedmaterialet i medlemsbladet var generelt beskedent. I dette nummer var der hele syv profilbilleder af forskellige tennisspillere, nemlig: Bent Kozeluh, Max Helsteen, Eigil Gram, Anne-Lis Schmidt, Hr. E. O. Pedersen, Helge Hassel jr. og Viggo Enoch. Fælles for de syv var, at de var blevet rækkevinder i Skjoldturneringen.

Siden sidste medlemsblad havde 1. holdet kun spillet en enkelt turneringskamp, det var mod AB (1-4), så status sagde tre kampe og 1 point. Til gengæld havde man slået Posten med 2-0 i pokalturneringen, men det var efter en uhyre ringe indsats.

Efter OL i London havde KB-målmanden Eigil Nielsen skrevet en bog, hvor han bl.a. skriver:

"Det jeg har været mest glad for som sportsmand, var da min målmandskollega fra B.93, Ove Jensen, efter kampen mod Italien (5-3) kom og ønskede mig tillykke. Det var med ord og på en måde, som kun kan forstås mand og mand i mellem; og sådan delte han hele tiden mine glæder og sorger på kammeratlig vis. Hvad denne moralske støtte tillige betyder rent spillemæssigt, er uvurderlig og bør tages til efterretning." (Ove var altid en gentleman, red.). 


November 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_11_300pxPå forsiden var der holdbilleder af de tre bedste juniorhold. Inde i bladet kunne man læse holdopstillingerne (nævnt fra venstre):

Junior I: Øverst: Villy Astrup, Per Sørensen, Jørgen Jacobsen, Ole Mullerup og Svend Egon Jensen. Midten: Mogens Nielsen, Erik Petersen og Erik Toft Olsen. Forrest: Leif Eriksen, John Brodthagen og Erik Nielsen.

Junior II: Øverst: Jørgen Malmqvist, Knud Sand, Svend Andersen, Bent Rasmussen og Bent Ruelykke. Midten: Henrik Larsen, Leif Schou Jensen og Flemming Nielsen. Forrest: Thommy Nielsen, John Munkholm og Jørgen Lerche Olsen.

Junior III: Øverst: René Nielsen, Ove Spiegelhauer, Leif Holm, Tom Berg og Flemming Schou Jensen. Midten: Kurt Arnskov, Karl Blaabjerg og Per Brun. Forrest: Vagn Specht, John Lilliendahl og John Hjermind.

Oldboys havde den 22. oktober holdt sin første generalforsamling. Den første bestyrelse fik denne sammensætning: Victor Klein (formand), Svend Aage Østerbye (næstformand), Aage Wiit Nielsen (kasserer) og Emil Mobeck (sekretær). 

Den 31. oktober så de forskellige seniorhold således ud:

’1. hold: Ove Jensen – Aage Christensen, Per Brandtmar – John Jønsson, Poul Andersen, Tommy Thomasen – Rudolf Olsen, Arne Rasmussen, Svend Nielsen, Kaj Larsen og Aksel Kørner.

’2. hold: Ove Bock – Bruno Axelsen, Preben Hammeken – Vagn Bønnelycke, Bent Nielsen, Bent S. Petersen – Helmut Nielsen, Leif Bergqvist, Mogens Crone, Arne Petersen og Eyvind Berger.

’3. hold: Arne Larsen – Erik Larsen, Svend Bjarnes – Arne Hansen, Palle Bloch-Jørgensen, Aage Blomberg – Bendt Nielsen, Henning Petersen, Kaj-Ove Møller, Knud Petersen og Henry Salomonsen.

’4. hold: Hans Pedersen – Bent Schou Jensen, Torben Nielsen – Ingemann Petersen, Verner Christensen, Halvor Larsen – Knud Hansen, Svend A. Nielsen, Victor Christensen, Arne Winther og John Andreasen.

’5. hold: Bent Malmvig – Tage H. Andersen, Ernst Spiegelhauer – Aage Nørregaard, Knud Rasmussen, Erik Sørensen – Kaj Truelsen, John Hansen, Holger Carlsson, Erik Ellermann og Willy Carlsson.

I divisionskampen mod AB (1-4) debuterede Tommy Thomasen efter afbud fra Svend Nielsen. Tommy, der var kommet fra Skive Boldklub, greb chancen på førsteholdet, og fik en fin debut.

Carl ”Skomager” vender tilbage. Det var besluttet, at Carl Hansen på ny skulle træne førsteholdet. Han skulle overtage træningen fra Michael Rohde ved årsskiftet. Han havde tidligere haft succes som træner hos B.93, AB og B.1903.

Emil Jørgensens første par støvler var blevet uddelt. Den glade modtager var juniorspilleren Erik Tofte Olsen.

Kontingentet ville igen blive opkrævet ved incassator, dog kun hos medlemmer indenfor byområdet, idet man havde truffet aftale med Kühnau Hansen, der ville opsøge medlemmerne indtil to gange. Man kunne spare 50 øre ved at betale på kontoret inden 14 dage. Hr. Kühnau Hansen kunne træffes søndag formiddag 10-12 på de åbne baner.


December 1948. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1948_12_300px

Divisionsholdet havde mistet mange spillere de sidste par år, eksempelvis Poul L. Hansen (stoppet), Christen Brøgger (AB), Arne Sørensen (prof.), Kaj Hansen (prof.), Jørgen Leschly Sørensen (OB), Jørgen Hammeken (pause) og K. B. Overgaard (stoppet). Det var i høj grad til at se på stillingen i 1. division, hvor det i otte kampe kun var blevet til fire point.

Tre æresmedlemmer hædres. Bestyrelsen bød de på sidste generalforsamling udnævnte æresmedlemmer, Michael Rohde, Olaf Lindstrøm og Richard Lillie, til en middag på d’Angleterre, for dels at hylde dem og dels for at overrække dem deres æresemblem. Som gæster deltog de to æresmedlemmer Johannes Gandil og Poul Groes, klubbens ringbærere, den mangeårige dirigent Victor Hansen, arkitekt Viggo S. Jørgensen m.fl.

Klubbens kasserer P. H. Wiinstedt fyldte 60 år den 6. januar. I den anledning havde bladets redaktør P. T. Jørgensen skrevet et pænt stykke om Wiinstedts virke i klubben.

Det lille interview. Månedens offer var meget passende Carl ’Sko’mar’ Hansen, som skulle tiltræde som træner fra januar af. Carl ’Sko’ havde tidligere været træner for klubbens førstehold (1941/43). Den vigtigste opgave var at få holdet væk fra sidstepladsen i 1. division.

Medlemsbladet kunne meddele, at vort fodboldmedlem, den kendte badmintonspiller Erik Friis, havde indgået ægteskab den 4. december med fru Gerda Johannesen.

Bolddrenge-strejke. Der skete noget nyt indenfor tennissporten under Shell-turneringen, idet bolddrengene gik i strejke før finalerne skulle spilles om søndagen. Bolddrengene forlangte 50 øre mere i timen. Det hele blev dog ordnet meget smertefrit, idet man fandt ud af, hvem der var ophavsmænd for planen, disse blev sendt hjem efter afregning, og de andre drenge gik så i arbejde igen.

Oldboysafdelingen havde haft sin første sammenkomst mandag den 6. november. Der deltog 32 medlemmer til arrangementet i klubbens restauration. Først spiste man de medbragte klemmer, hvorefter der var andespil med masser af præmier. Som sædvanlig havde Henry Demant ’kassen’ med og bidrog i høj grad til den gode stemning (kunne tyde på han har givet en omgang – eller to, red.). Det blev oplyst, at man forventede at arrangere en gåtur i januar og en kegleaften i februar.

Karl Aage Hansen fra AB havde fået hele bagsiden af årets sidste medlemsblad. Efter B.93 overvintrede på sidste pladsen havde provinsens rygtesmede haft travlt. De mente, at såfremt den gamle hæderkronede klub sluttede sidst, så ville DBU udvide rækken, så de alligevel ikke rykkede ned. Det havde DBU dementeret sidste år. Så nu mente rygtesmedene, at hvis B.93 lå til nedrykning, så ville de øvrige københavnerklubber tabe med vilje, når de mødte B.93. Karl Aage Hansen dementerede dette sludder på det kraftigste (og beviset kom i forårets tredjesidste kamp B.93-AB 1-3, red.).


Januar 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_1_300pxForsiden var forbeholdt formanden Erik Becker, der havde skrevet sin nytårstale. Det der stod øverst på ønskesedlen var – ikke overraskende – at førsteholdet klarede sig fri af den overhængende nedrykningsfare. Den sidste kamp i december måned mod B.1903 (4-1), havde dog givet noget optimisme.

Søndag den 19. december fandt klubbens five-a-side sted. Der var 10 hold, der skulle slås om de eftertragtede fjerkræ til julen. Vinderholdet blev: Ove Jensen, John Jønsson, Tommy Thomasen, Rudolf Olsen og Kaj Skovgaard. Efter frokosten gik alle deltagerne over i Idrætsparken for at følge klubbens fem udvalgte: Poul Andersen, Aksel Kørner, Arne Petersen, Leif Bergqvist og Eyvind Berger. Efter en mål- og pointløs kamp mod B.1903 tabte man lodtrækningen, og så var de gæs fløjet. Man gik herefter tilbage til klubben, hvor andespillet tog sin begyndelse.

Den sygdomsramte Jørn Larsen havde sendt et takkebrev til klubben: Gode venner! Tak for den flotte gave, som I sendte mig til jul.

"Jeg er meget glad over al den venlighed, som kom fra mit ’andet hjem’. Jeg håber, I alle vil yde det bedste under ’Carl Skomager’s ledelse, for vi trænger jo unægtelig til nogle ’runs’. Angående mig selv, går det i hvert fald fremad, selvom det går langsomt, men jeg håber at stå på ’cementen’ når vort 1. hold starter sæsonen. Med sportslig hilsen og endnu en gang tak for gaven. Jørn Larsen." (Som det fremgår af næste blad døde Jørn Larsen den 29. samme måned, han blev 23 år, og opnåede fire 1. holdskampe, red.).

Det lille interview. Medlemsbladet havde spurgt Jørgen Hammeken om man kunne forvente han vendte tilbage til 1. holdet efter sin pause pga. dårligt knæ og sit job som selvstændig. Det ville han ikke svare på, men som han sagde:

"Min sagfører er i Afrika og forhandle med en negerstamme, og såfremt han ikke bliver ædt, kommer han nok hjem med et tilfredsstillende tilbud."


Februar 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_2_300pxForsiden blev benyttet til indkaldelse til generalforsamlingen som skulle finde sted tirsdag den 22. februar kl. 19:00 i restaurant ’Karnappen’. Som det fremgik af indkaldelsen, var formanden Erik Becker på valg allerede efter et år. Det skyldtes, at han blev indvalgt midt i en periode.

Det var John Andreasen der havde skrevet om fodboldafdelingens sportslige virksomhed i 1948. Det store fokus var naturligvis 1. holdets placering som nummer sidst, det havde vi aldrig prøvet tidligere. Ungdomsafdelingen havde ikke præsteret de store resultater, men nu så det ud til vi havde et talentfuldt juniorhold.

Dødsfald. Lørdag den 29. januar døde det kendte fodboldmedlem Jørn Larsen, han blev bare 23 år. Da budskabet nåede frem søndag formiddag, gik flaget på halv, og Jørn blev det store samtaleemne blandt kammeraterne, som han så ofte havde været det i den lange sygdomsperiode. Han var blevet indmeldt i 1935 som 10-årig.

Klubben havde inviteret divisionsholdet til afslutningsfest den 15. januar i klubhuset, hvor den nye restauratør fru Bang stod for middagen.

Ingen af efterårets spillere var faldet fra. Som tilgang var kommet Peter Avlastenok (fra Olympia), der spillede venstre wing. Man håbede på comeback fra tre af de gamle, Jørgen Hammeken, Poul L. Hansen og Knud Børge Overgaard.

Klubmester i tennis, marts 1948, indendørs: Henning Wiig (HS), Erna Frederiksen (DS), Henning Wiig og Leif Christoffersen (HD), Bodil Andersen og Erna Frederiksen (DD) og Henning Wiig og Ebba Jørgensen (MD).

Klubmestre i tennis, maj 1948, udendørs: Henning Wiig (HS), Else Dam (DS), Henning Wiig og Leif Christoffersen (HD), Bodil Andersen og Erna Frederiksen (DD) og Henning Wiig og Ebba Jørgensen (MD).


Marts 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_3_300pxGeneralforsamlingen. Der var kun 180 medlemmer til stede, hvilket sikkert skyldes den omstændighed, at der ikke var lagt op til noget spændende. Formanden takkede redaktionen af medlemsbladet, som han fandt udmærket, blot savnede han noget humor og morsomme tegninger. Grunden i Melby var til debat, og da den formentlig aldrig ville kunne tjene til det formål, den var erhvervet (Idrætslejr), blev det vedtaget at søge at få den solgt, og lade provenuet indgå i en særlig fond.

Helge Hassel formand i D. L. T. F. På generalforsamlingen i Dansk Lawn Tennis Forbund, trak formanden, direktør Percy Ipsen, sig officielt tilbage efter at have beklædt formandsposten siden 1931. Forsamlingen valgte derefter enstemmigt og med akklamation B.93’s tidligere formand, grosserer Helge Hassel, til øverste leder af tennisforbundet, et valg, der med Hassels mangeårige indgående kendskab til tennis i forbindelse med hans medfødte lederegenskaber, på forhånd synes at måtte blive en succes.

Bordtennis. Meget overraskende lykkedes det Helmuth Jespersen at vinde DM i bordtennis i Århus, da han i finalen besejrede Harry Sørensen, Zero, med 21-14, 21-14 og 21-18. Helmuth var også i finalen i herredouble med sin makker Ole Holst (KB). Her blev det til et knebent nederlag på 2-3 i sæt mod Harry Sørensen og Christian Juhl. Bordtennis var en afdeling i klubben, selvom spillet ikke var omtalt i klubbens formålsparagraf. Førsteholdet spillede i 1. division.

Til minde om Jørn. Som vi alle ved, var Jørn Larsen en usædvanlig god kammerat, der vil blive savnet af os alle. Klubbens bestyrelse har nu haft den store glæde fra Jørns forældre at modtage et beløb på kr. 1.000,-, hvis renter skal anvendes til køb af fodboldtøj til et medlem, der har ydet noget i og for klubben. Bestyrelsen udvælger efter giverens ønske det medlem, der skal glædes med gaven, som uddeles hvert år på Jørns fødselsdag den 16. marts – dog har Jørns forældre ønsket, at tøjet i år skal gives til Preben Hammeken, der var Jørns specielle ven.

I OB’s medlemsblad kunne læses: "B.93 har oprettet en oldboys-afdeling, hvilket herved bringes til OB’s oldboys-afdelings kendskab. Vi vil give den nye afdeling i B.93 et velkommen, og vi glæder os til ved lejlighed at komme til at hilse nærmere på dem i en venskabelig dyst på grønsværen."


April 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_4_300pxDet meget vigtige forår var startet med kampe mod: KB (0-1), B.1903 (0-0) og OB (2-3). Holdet havde spillet langt bedre end i efteråret, men det kneb med at score. Så forude lå nogle nervepirrende kampe mod: Køge, AGF, ØB, B.1909, AB, Frem og KB. Det lignede en nedrykning, der skulle afgøres mellem B.1909 og B.93.

Til udekampen mod OB stillede B.93 med dette hold: Ove Jensen – Bruno Axelsen, Aage Christensen – Aksel Nielsen, Poul Andersen, Arne Petersen – Helmut Nielsen, Jørgen Hammeken, Svend Nielsen, Eyvind Berger og Peter Avlastenok.

Klubbens 2. hold vandt 4-2 over HIK, tre mål af Kaj-Ove Møller og et på straffespark af Knud Petersen. Noget skuffende blev det kun 2-2 mod Fremad A.

Der var sket nogle ændringer i reglerne om obstruktion. Medlemsbladet havde fået den kendte fodbolddommer Erik Brenting (B.93) til at forklare om reglerne. Erik Brenting var i øvrigt lige blevet gift med frøken Inger Pedersen.

Emil Jørgensens støvler blev tildelt Leif Eriksen. Og Preben Hammeken blev første modtager af Jørn Larsens mindelegat.

"Fra den 15. april håber vi, at der er kommet så megen varme i luften, at gamle og stive lemmer kan tåle lidt bevægelse. Oldboys indbød medlemmerne til at komme til træning hver tirsdag fra 17-18, men husk selv at møde, I bliver ikke hentet. På gensyn. Hilsen fra Svend Aage Østerbye."







Maj 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_5_300px"Ih, hvor det lettede". Som overskriften på forsiden fortæller lykkedes det endnu en gang at redde livet i 1. division. Det var så tredje år i træk, at B.93 indtog næstsidstepladsen i landets bedste række blandt de 10 hold.

Efter nederlaget ude mod OB havde B.93 mødt: Køge (2-1), AGF (2-2), ØB (1-1), B.1909 (0-1), AB (1-3), Frem (2-1) og KB (0-0). Dermed havde B.93 tre point flere end B.1909 (og en klart bedre målkvotient), så det så jo meget godt ud, bortset lige fra at fynboerne manglede at spille mod OB og AGF, medens B.93 havde spillet alle sine kampe. DBU’s afvikling af turneringerne var skandaløs lemfældig. B.93 reddede livet, da OB vandt lokalopgøret mod B.1909 (som i øvrigt også tabte den sidste kamp mod AGF).

Klubbens medlemmer havde været igennem et nervepirrende forår. I kampen mod Frem i næstsidste runde, som i øvrigt var første kamp Henrik Lindholm overværede, var B.93 bagud med 0-1 til tre minutter før tid, så udlignede Peter Avlastenok til 1-1, og minsandten lykkedes det Aksel Kørner at score i sidste sekund til 2-1 til B.93.

Fordelen ved de mange ’nedrykningskampe’ var, at tilskuerne strømmede til. I nedrykningsdramaet i Idrætsparken mod B.1909 (0-1) var der f.eks. 23.900 tilskuere. De 10 kampe i foråret blev overværet af 125.000 tilskuere, på en god dag kan man regne gennemsnittet ud til 12.500.

Juniorholdet vandt i pokalturneringen 10-0 over Brønshøj. I næste runde blev Fremad A. besejret i to forsøg (1-1, 4-0). I næste runde tabte holdet dog til AB (0-4). Holdet var: Svend Egon Jensen – Leif Eriksen, Erik Nielsen – Mogens Nielsen, Erik Petersen, Erik Toft Olsen – Villy Astrup, Per Sørensen, Jørgen Jacobsen, Ole Mullerup og Jørgen Malmquist.

Niels Lage, et kendt og veltjent medlem af klubben, fyldte 60 år den 17. maj. Lage spillede i mange år, fra 1919/36, på klubbens crickethold, og var her hovedkaster. Han tog i alt 410 gærder for 4642 point, hvilket giver en average på 11,32. Vi kunne have god brug nu på 1. holdet for en mand med sådanne kasteevner, og det kriblede også så sent som i fjor i Lages fingre efter at prøve en over, men mere end en 2. holdskamp blev det vist ikke til.

Det mangeårige medlem, Ove Petersen, der var indehaver af vin- og tobaksforretningen ’Rhodos’, Ndr. Frihavnsgade 31, var blevet tipskuponforhandler.

KB’s medlemsblad. Man fortæller på Østerbro, at Knauer i 1901 skød fra midten af banen og ramte en tilskuer i maven, og at denne røg med bolden ud på Østre Allé og måtte betale entré igen for at komme ind (Christian Knauer, født i 1876, var kendt for sit ualmindelige hårde skud, red.).

Klublivet var i tilbagegang. Medlemsbladets Verner Christensen havde derfor bedt nogle af de ældre medlemmer deltage i en rundbordssamtale. Deltagerne var: Niels Turin, Egon Andersen (Baronen), Holger Mørch og Victor Klein. Det blev en hyggelig samtale, men der kom ikke så meget konkret på bordet.


Juni 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_300px

Forsiden viser klubhuset Pavillonen set fra Idrætsparkens tribunetag. Det flotte foto er taget af Gunnar Samson. Som man kan se er fodboldbanen (Bane 1) ikke helt pletfri. Det var i øvrigt sjældent den var det. De to fodboldbaner var alt for lidt til de mange hold.

Afslutningsfesten for 1. holdet foregik traditionen tro et ukendt sted i Nordsjælland. I år førte de to busser deltagerne til Rudegaard på toppen af Rudersdal bakke. Formanden Erik Becker takkede 1. holdet for indsatsen, og ikke mindst træneren Carl ’Sko’mager’, som i tilgift fik overrakt en kuvert. Musikken istemte med ’Skomagervisen’. Udover de traditionelle mange taler havde Rode-Jepsen lavet en fodboldquiz, som blev vundet af Poul Andersen.

Det lille interview. Denne gang havde man fået fat i Poul Andersen, der havde haft en stor betydning for 1. holdets forbliven i 1. division, og som af mange blev betragtet som en kommende landsholdsspiller.

Den 25. juni fyldte en god gammel 93’er, aut. revisor Victor Klein, 60 år. Klein kom til B.93 allerede som dreng og var med på det juniorhold, som indviede B.93’s nye bane i 1901. Det var et af de stærke hold, der igennem flere år vandt alle sine kampe, herpå figurerede bl.a. Hagbard Westergaard (dommer), Ove Palsby og Anthon Olsen. Lærer dengang var den fortræffelige Axel Andersen Byrval. Ti år fungerede Klein som revisor. (Lærer var på den tid betegnelsen for træner, red.). På landsholdet var Klein med til at besejre Norge med 12-0.

Idrætsbladet havde ”Wilbour” som en af deres sportsjournalister og ham var B.93 ikke gode venner med – og omvendt. Da B.93 protesterede til DBU over at B.1909 havde to kampe tilbage, når B.93 havde spillet sin sidste kamp, gik det for alvor galt, idet Wilbour benyttede lejligheden til nogle useriøse angreb på klubben.

De forskellige spilleudvalg så således ud:

Fodbold: Hans Pedersen (formand), John Andreasen, Bent Schou Jensen, Erik Larsen og Bent Nielsen.

Cricket: Palle Bloch-Jørgensen (formand), Erik Christensen (maler), Marius Sørensen, Preben Poulsen og Kaare Bloch-Jørgensen.

Tennis: Eigil Gram (formand), J. Brunbeck, E. Hye-Knudsen, Viggo Steensen og B. Block.


Juli/August 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_7_8_300px

Med B.93 på tur til Köping og Stockholm. Efter mange forgæves forsøg lykkedes det endelig at få en sommertur for 1. holdet i stand. Efter en bustur på 18 timer var holdet fremme i Köping (0-3). Holdet bestod af: Ove Bock, Bruno Axelsen, Preben Hammeken, Axel Nielsen, Poul Andersen, Bent Nielsen, Henry Salomonsen, Jørgen Hammeken, Leif Bergqvist, Arne Winther, Aksel Kørner og Kaj Truelsen. Næste dag skulle der køres 150 km. til Stockholm, hvor der ikke blev spillet. Turen varede fem dage, og blev refereret af Poul Andersen. Ernst Spiegelhauer var turleder.

Fritz Tarp fyldte 50 år den 2. august. Få havde på sportspladsen og i sportskredse kastet så megen glans over sin klubs navn som Tarp. Med sine imponerende 44 landskampe er han den '93-spiller med flest landskampe (Svend Jensen/41 og Michael Rohde/40). Hvem erindrer ikke Tarp fra '93’s ’guldaldertid’, hvor hans intelligente, smarte, opfindsomme samt teknisk perfekte spil var en pryd og gevinst og dertil en stil, som kunne have placeret ham på et hvilket som helst hold i Europa.

Juniorholdet var blevet københavnsmestre med 18 kampe og 33 point, og en målscore på 75-21. De mange mål blev scoret af: Jørgen Jacobsen (31 mål), Per Sørensen (13 mål), Ole Mullerup (13 mål) og Villy Astrup (10 mål).

Kontingentrestance. I det store hele gik det godt med at få indbetalt kontingenterne, men der var stadigvæk for mange, der ikke betalte deres kontingent. Bestyrelsen havde derfor besluttet, at navnene på sådanne medlemmer skulle opføres på en liste, der ophænges i klublokalerne. Hvis det virkede slap man for, at offentliggøre navnene i medlemsbladet.

Klubben havde lukket for det varme vand i juli måned. Det ville koste kr. 1.000,- til koks og kr. 1.500,- til indenlandsk brændsel, og begge dele pr. måned. Nu er vi vist enige om, at det er en uhyre fornuftig disposition af bestyrelsen, ikke sandt?   


September 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_9_300pxForsiden viser fem nybagte danmarksmestre i tennis for juniores, nemlig Hans Thykier, Annette Gammeltoft og Lillian Lüttichau, Bente Ludvigsen og Yvonne Siesbye.

Divisionsholdet havde nu tre år i træk netop lige reddet sig fri af nedrykningen, så man imødeså om det på ny skulle være en nervepirrende sæson. Klubbens økonomi var i høj grad afhængig af tilskuerindtægter i 1. division. Første kamp var mod oprykkerne fra Esbjerg, som knebent blev besejret med 2-1 på mål af Helmut Nielsen og Leif Bergqvist. Næst kamp sluttede 1-1 mod B.1903 (Leif Bergqvist), så en fornuftig start på sæsonen. I pokalturneringen blev Skovshoved besejret med 3-1 – og igen scorede Leif Bergqvist.

Der var til stadighed diskussion om danske fodboldspillere der rejste sydpå for at tjene penge på deres fodboldkunnen. Sidst havde den kendte AB-spiller Klaus Vedel sagt mindre pæne ting om disse spillere og deres stilling i samfundet. Klubbens sekretær G. Rode-Jepsen tog stærkt afstand for den holdning. Det var efter hans mening såre naturligt, at folk ønsker at tjene mest muligt på de evner, de besad. Og han tvivlede på, at 1 ud af 100 ville sige nej til de tilbud Carl Aage Præst, John Hansen og Karl Aage Hansen m.fl. havde fået.

Anthon Olsen, den gamle kanonskytte, fyldte 60 år den 14. september. Han spillede 16 landskampe, den sidste i en alder af 38 år. "Alle klubbens medlemmer vil med tak mindes de glade og muntre timer, Anthon Olsen gennem årene har beredt dem, og ønske alt godt for ham i de kommende år."

Victor Hansen, den mangeårige tennisspiller, fyldte 60 år den 29. august. Han var fast mand på 1. holdet i tennis, hvor han ved sit gode spil og noble optræden altid repræsenterede klubben på den smukkeste måde. Gennem mange år var Victor fast dirigent på generalforsamlingen. Victor var formand for DIF’s ordens- og amatørudvalg.


Oktober 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_10_Sidste_300px"Det kniber stadig". Endnu en forside, der fortæller om divisionsholdets aktuelle kampstatus. Siden sidste medlemsblad havde 1. holdet spillet i Odense mod OB (3-5) og i Idrætsparken mod AGF (2-6). Så det lignede en kopi af de tre sidste sæsoner.

Hvad siger fodbold om tennis? Det var ingen hemmelighed, at der gennem tiderne havde været en vis kløft mellem tennis- og fodboldspillere, som i de senere år havde givet sig udslag i, at man fra fodboldafdelingen side gerne ønskede de to afdelinger adskilt af hensyn til økonomien. Medlemsbladet havde samlet fire fodboldspillere til en rundbordssamtale:

Knud Rasmussen: "Er tilhænger af, at tennisafdelingens udgifter må stå i rimeligt forhold til indtægterne, således at det overskud, som fodboldafdelingen gerne fortsat skulle skaffe, kunne bruges til andet end dække tennisafdelingens underskud." Knud Petersen: "Tennis- og fodboldafdelingen bør adskilles økonomisk, således at hver afdeling har sit eget ansvar." Michael Rohde: "Adskillelse af afdelingerne er jeg ingen tilhænger af, men måske det dog er det bedste, de har det jo i mange klubber og er glade for det". Jørgen Hammeken: "Det er den almindelige opfattelse, at tennisspillerne er så fine på den, at man ikke kan tale til dem."

Fodboldsammenslutningen Stævnet havde været på en Englandstur. B.93 var repræsenteret af tre personer, nemlig Poul Andersen og Svend ’Boston’ Nielsen samt lederen Aage Witt Nielsen. Turen foregik pr. fly og varede fra tirsdag til fredag. Der blev kun spillet en enkelt kamp, og det var mod Portsmouth. Det blev til et nederlag på 2-6, hvilket medlemsbladets rapporter Poul Andersen fandt smigrende, idet englænderne kunne alt, hvad der hører til fodboldspillet. Poul kunne endvidere fortælle, at Boston klarede sig fint, medens hans egen præstation var meget svag. Efter kampen fik hver af de danske spillere en pakke med seks pund kaffe og en stor pose rosiner!

Oldboysafdelingen afholdt generalforsamling den 26. september. Der mødte kun 20 medlemmer op. Efter at formanden Victor Klein havde aflagt beretning om de ikke særlig talrige begivenheder i det forløbne år, blev bestyrelsen genvalgt. Det blev vedtaget, at holde kegleaften den 1. november i ”De berejstes hus”.


November 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_11_Sidste_300px"Vi avancerer". Som forsiden kunne fortælle, var 1. holdet inde i en god periode. Siden sidst havde man tabt til KB (0-3), men så vundet over Frem (3-1). Det var denne sejr, der gav anledning til overskriften. I pokalturneringen var holdet slået ud af AB, men først efter to kampe, 0-0 og 2-3 i den nye kamp.

DBU havde udtaget 36 mand til fællestræning, og her var B.93 repræsenteret af Ove Jensen, Aksel Kørner, Poul Andersen, Svend Nielsen og Henry Salomonsen, hvorimod Helmut Nielsen mærkeligt nok ikke var med i denne omgang.

Tennis. På DLTF’s rangliste for herrer lå Bent Kozeluh som nummer otte og Henning Wiig lå nummer ni. Listen blev ført af Kurt Nielsen (KB) foran Torben Ulrich (HIK) og Erik Bjerre (KB).

Bordtennis. Til stor forundring for mange medlemmer havde bestyrelsen besluttet at stryge bordtennis fra klubbens program. Begrundelsen skulle efter sigende være den, at der ikke var egnet plads til at dyrke spillet. Bladudvalget syntes ikke om beslutningen. Vi deltog dog i 1. division og talte blandt vore spillere sidste års danmarksmester (Helmuth Jespersen). Bladudvalget efterlyste en god forklaring fra bestyrelsen.

Shell-turneringen havde været afviklet siden 1937. For herrernes vedkommende var det en handicapturnering. Tre spillere, Jannik Ipsen, Kurt Nielsen og vor egen Henning Wiig havde to andele i fadet, og en tredje sejr til en af disse ville bringe Shell-turneringen til ophør, grundet på DIF’s bestemmelse om, at ingen turnering i fremtiden måtte bære et firmanavn. Men da Ole Hytten (B.93) overraskende vandt levede den populære turnering nu videre i al fald til næste år.

Hye-Knudsen var turneringsleder for Shell-turneringen. Det var i sig selv et stort arbejde at få afviklet 57 kampe på en uge, men spillerne gjorde ham opgaven endnu sværere ved simpelthen at udeblive fra deres dommerpligter. De fremmede spillere, med få undtagelser, satte gang på gang Hye-Knudsen i forlegenhed ved at ignorere bestemmelserne, og Hye måtte de fleste aftener sidde på dommerstolen til kl. 23, og man må beklage, at sportsfolk vil være bekendt at påføre andre et arbejde, de selv skulle have udført.


December 1949. Medlemsblad. Redaktør: P. T. Jørgensen

1949_12_300px"Nummer seks". Det var 1. holdets placering efter første halvdel. Men der var ingen tvivl om, at der bliver kamp på kniven til foråret. Efterårets sidste kampe var sluttet således: AB (1-7), Køge (2-2) og ØB (1-1). Placeringen var: 6. B.93 (7 p.), 7. Frem (6 p.), 8. ØB (6 p.), 9. OB (5 p.) og 10. Esbjerg (3 p.). Det store nederlag mod AB skyldtes til dels, at Jørgen Hammeken måtte udgå med en skade ved stillingen 1-2. Den store centerhalfback Poul Andersen havde udbedt sig en pause, og var ikke med i de to sidste kampe. Køge var storfavorit på hjemmebane, men B.93 spiller næsten altid uafgjort i Køge lød kommentaren (det gjorde de jo desværre også i 1954, red.). En særlig omtale fortjener Jørgen Hammeken, veteranen (på 30 år, red.), der egentlig var holdt op, men som i en betrængt situation gravede støvlerne frem og klarede sig strålende – et eksempel til efterfølgelse.

Klubbens nye restauratrice, fru Frederiksen, der havde afløst fru Bang, meddelte at hun allerede mandag den 2. januar var klar til at vise, hvad hun formår på det kulinariske område, idet medlemmerne den dag kunne nyde deres nytårsmiddag i klubbens restauration.

Fodboldtur til Belgien. Førsteholdet skulle til Belgien i perioden 25. december til 1. januar, hvor der var arrangeret fire kampe i Louvain, Bruxelles, Bruxelles og Liege. Da Helmut og Svend Nielsen samt Ove Jensen og Arne Petersen var forhindret, havde man lånt Knud Lundberg og Hartvig Møller fra AB. Turleder skulle være John Andreasen og Ernst Spiegelhauer samt G. Rode-Jepsen som særlig indbudt af de belgiske arrangører.

Fodboldbladet havde været en tur i omklædningsrummet før en kamp i Idrætsparken. B.93 klædte om i 1. holdets omklædningsrum i Pavillonen, før de gik ned gennem den ’Røde Port’ ud i Østre Allé og ned i spillertunnellen. Omklædningsrummet er tæt af folk, spilleudvalg, bestyrelsesmedlemmer, tidligere- og kommende førsteholdsspillere, opsynsmand, massør Dahl, reserver og minsandten også hist og her træneren eller en af spillerne. Der er en larm og en puffen og masen, og spillerne indøver de korrekte tacklinger i deres fortvivlede forsøg på at få en plads at klæde om i.

Rund fødselsdag. Den 25. november fyldte champagne- og landsholdets mangeårig krumtap, Poul Jensen, populært kaldet ’Pølse’, 50 år. I den anledning havde medlemsbladets ’Jeep’ lavet et langt interview med Poul ’Pølse’, som også havde været bestyrelses-, spilleudvalgsmedlem og træner, bl.a. for 1. holdet. De sidste seks år havde Poul virket som klubbens ynglingetræner.

Helmuth Jespersen, regerende danmarksmester i bordtennis, havde meldt sig ind i KBK.

Efter the-rationeringens ophævelse serveres der atter the i tennishallens opholdslokale. Sukker må dog medbringes.

John Andreasen har meddelt, at han grundet på manglende tid trækker sig ud af bestyrelsen fra næste generalforsamling.

Førsteholdet i cricket så således ud: Erik Christensen (192 p.), Ove Jensen (237 p.), John Jønsson (44 p.), Kaare Bloch-Jørgensen (578 p.), Palle Bloch-Jørgensen (212 p.), Jørgen Larsen (4 p.), Helmut Nielsen (77 p.), Svend Nielsen (20 p.), Kaj Seip Nielsen (5 p.), Poul Erik Olivius (17 p), Jørgen Petersen (81 p.), Knud Petersen (101 p.), Preben Poulsen (24 p.), Knud Rasmussen (4 p.), Michael Rohde (0 p.), Marius Sørensen (87 p.) og Ove Sørensen (46 p.). 



Skrevet af Palle "Banks" Jørgensen, juni 2011.

Skrevet af Klaus B. Johansen   
Antal hits: 8092
Senest opdateret: 04 marts 2014