CRICKET FRA 1893 – 1918

B.93’s crickethistorie (fra 1893 til 1918)

Cricket var den eneste sportsgren da klubben blev stiftet i 1893, og klubnavnet blev derfor meget naturligt ”Cricketklubben af 1893”.

Op til klubbens 25 års jubilæum skrev, dr. med Valdemar Brummerstedt (født 09-07-1888 – død 27-05-1941) en rapport om de første 25 år med cricket. Selvom han skiftede til AB i 1905 fuldendte han arbejdet.

Tilsvarende skrev fodboldspilleren, journalisten Olaf Windinge Sørensen (født 10-09-1877 – død 26-10-1934) en meget udførlig omtale om fodbolden i B.93 i perioden 1896/1918. Olaf fortsatte – og fuldendte – skriverierne, selvom han – også – skiftede fra B.93 til AB i 1905.

Det påtænkte jubilæumsskrift udkom ikke pga. klubbens økonomi. Første gang klubben udgav et jubilæumsskrift var i 1943 ved 50 års jubilæet. Dette jubilæumsskrift havde stor glæde af de første 25 år var belyst så omhyggeligt. Begge skribenterne var døde før 50 års jubilæet.

Valdemar Brummerstedt kom oprindelig fra Østerbro Boldklub, der gik ned i 1892, og året efter blev en del af B.93. Valdemar opnåede to kampe på førsteholdet i fodbold (1898/99), selvom han ikke var nogen særlig god fodboldspiller. Han var langt bedre til cricket. Som læge var han flittig benyttet blandt klubberne i København.

I 50 års jubilæumsskriftet fra 1943 kan man læse: ”Valdemar Brummerstedt, den nu afdøde læge, hørte som gammel ØB’er til en af vor klubs medstiftere. Brummerstedt var ikke alene en af cricketspillets ivrigste forkæmpere, men selv en brillant underarmskaster og udmærket markspiller, og han lagde et stort arbejde i klubbens tjeneste i den halve snes år, han var medlem. I 1905 indvalgtes han – for anden gang – i bestyrelsen, men kom allerede samme år i så alvorlig modstrid med sine fæller her, at han (i 1906) fandt anledning til at forlade klubben. Han indmeldte sig i AB, som han tilhørte ved sin død. Brummerstedt skrev i sin tid vor klubs crickethistorie fra 1893 til 1918”.

Om sit brud med klubben skriver Brummerstedt i sin nedennævnte beretning: “Året 1905 blev min sidste sæson i B.93, idet jeg af forskellige, private grunde fandt mig foranlediget til at trække mig tilbage fra den klub, som jeg havde været med til at stifte, og hvor jeg havde tilbragt en stor del af mit liv“.

Det kan forekomme noget specielt, at Brummerstedt, der udmelder sig i 1905 fuldfører en beretning der dækker perioden 1893/18, hvor han således ikke har været medlem af klubben de sidste 13 år.

Som det fremgår nedenfor under 1915, har Brummerstedt stadig en tilknytning til klubben, idet den legendariske formand I. C. Gandil, der er ugift, bor hos familien Brummerstedt i Pinsen. Det er herfra, at I. C. Gandil tager på cykeltur en morgenstund og falder død om. Det er Brummerstedt der kort inden hører formandens sidste ord. Uddrag fra beretningen:

“Han døde en smuk og lykkelig død. Under et besøg på landet hos forfatteren af denne bog (som aldrig blev udgivet, red.), døde formanden på en cykletur i den forårsgrønne bøgeskov. Hans hjerte havde i mange år været svagt, og en lille anstrengelse ved at køre opad en brat bakke var tilstrækkelig til at afslutte hans liv.

Gandil var tidlig oppe, erindrer jeg, den dejlige sommermorgen, og da vi forundrede spurgte ham, hvorfor han, der ellers ikke var udpræget morgenmand, var stået så tidlig op, svarede han med et fornøjet smil: ”Når vejret er så dejligt, så syntes jeg ikke man har råd til at miste for meget af dagen”. Han havde ret; der var ingen tid at spilde af den lyse dag.”

Det er specielt interessant at læse Brummerstedt-beretning, idet han var med fra klubbens start. Valdemar Brummerstedt var blandt de 23 stiftere af klubben. Han sad i bestyrelsen af to omgange, nemlig 1895/96 og 1905.

Vi gengiver nedenfor ordret – også tegnsætningen – Valdemar Brummerstedt’s notater, som fylder 62 sider maskinskrevne A4-sider.

—————

Cricket i 25 år i B.93

Skrevet af Valdemar Brummersted

1893

Det er med en blanding af lyst og ulyst, jeg begynder på at skrive cricketspillets historie fra B.93’s stiftelse og til nu, da klubben har nået den ærværdige alder af 25 år.

Det er for mig næsten som at skrive en ’nekrolog’ over en kær ungdomsven, som man har levet en stor del af sit liv sammen med.

Lidet anede vi unge, som den gang stiftede klubben under navnet ”Cricketklubben af 1893”, at navnet hurtig skulle forandres, og at den sport, som førte os sammen og holdt os trofast sammen gennem de første vanskelige år, skulle år for år sygne hen for at ende med at indtage det nuværende, ret trøsteløse standpunkt.

Men opgivet håbet om at opleve en ny blomstringsperiode for det nogle spil har jeg dog ikke helt, og jeg sætter mit håb til den opvoksende slægt, som måske vil indse, at bedre sommersport findes der ikke.

For os unge mennesker fra den gamle Østerbro Boldklub og Melchioranerboldklubben, som i forening lagde grunden til den nye klub, var der ingen tvivl, ingen diskussion om, at cricket var den bedste sport af alle. Om alt muligt andet kunne vi være uenige og diskutere, men ikke om vor yndlingssport. Den tog os ganske fangne, vi ofrede den al vor fritid, vore få penge og al vor interesse. De var skyld i mange familiescener, da forældrene slet ikke kunne forstå, at sønnerne kunne foretrække at løbe på Fælleden i den stærke sommervarme og slå til en bold frem for at deltage i skovture, Tivoliaftener og lignende ellers så tillokkende forlystelser.

Men navnlig i klubbens første år betragtede vi det som en kær pligt at møde så tidlig og så ofte som muligt om hverdag aftenerne, og de fleste søndage var optagne enten af træning eller kampe.

Klubben stiftedes ikke med nogen svimlende ”aktiekapital”, og af økonomiske grunde måtte vi begynde under beskedne forhold.

Vi var uhyre heldige med det første ”lokale”, idet vi fik overladt en del af den gamle villa, Nørre allé 49 for en billig pris.

Villaen ses endnu – den er ikke blevet kønnere med årene – på hjørnet af Nørre allé og Tagensvej, og vi fandt den fortræffelig. Der var, så vidt jeg husker, tre stuer og adgang til have med et lille lysthus, og om sommeren tilbragte vi mange aftener derude med gemytlig passiar. En yndet sport var at ”spille ring”. Seks metalringe i en snor, en krog på en træstamme, det var hele arrangementet. Det gjaldt om at få så mange ringe svinget ind på krogen som muligt i seks slag, og væddemålene drejede sig næsten altid om øl.

Der blev drukket mange ”gamle Carlsberg” i den have og helt afholdende var de fleste af spillerne ikke.

Inventaret i lokalerne var så spartansk som vel muligt, men fordringerne var beskedne den gang i forhold til vore dage, og vi befandt os yderst vel i de tarvelige omgivelser, hvor vi blev til 1896.

Rekvisitterne var det også småt med, og på grund af pengemangel måtte både bolde og navnlig boldtræer lappes så længe som muligt, og det faldt mig ofte svært at overtale den brave drejemester i Nørre Farimagsgade til at gøre endnu et forsøg på at redde et boldtræ, som var i stykker både i skaftet og pladen. Han var den eneste, der kunne, og han var oftest lumsk ked af et arbejde, som ikke gav ret megen fortjeneste.

Men på et område måtte der ikke spares, og det på spilledragterne. Jeg tør rolig påstå, at der aldrig her i byen har været et mere velklædt og ensartet hold end ”Cricketklubbens”.

Det fordredes af alle spillerne, at de skulle være iført hvis hue med blåt skjold, hvid flonelsskjorte og benklæder og blåt bælte, og ingen fik lov til at spille en kamp uden at være reglementeret klædt.

Spillepladsen blev valgt med største omhu på Blegdamsfælleden, hvor nu Rigshospitalets by ligger, og gærdepladsen var efter omstændighederne ganske god. Man må erindre, at vi i de første år ikke brugte ”tæppe”, men spillede på græs. Det var lidt risikabelt til hård kastning, og mange slemme knubs vankede der; men derved lærte man også at være hurtig i vendingen, og til markspil var Fælleden med sit ældgamle, elastiske grønsvær, ganske udmærket. Og belysningen var uendelig meget bedre end på vore nuværende lukkede baner.

Vi begyndte at træne kl. 18:00, og vi ventede ikke til midt i juni med at komme i gang. Var vejret rigtig mildt, begyndte vi så småt sidste i april og holdt ud til sidst i september.

Vi spillede altid, som om det var kamp, netspil kendte man ikke den gang, og det bød naturligvis markspillet de bedste chancer, hvorimod gærdespillet var ret tarveligt i sammenligning med nu. Man var nødt til at lære at stoppe en bold sikkert, hvis man ville undgå alt for mange, lange løbeture efter bolden, og man blev af hjertet hånet af kammeraterne, hvis man stoppede uden om.

Kastningen var udelukkende ”underarms” undtagen i Boldklubben Frem, der i de første par år var ene om at have overarmskastere, tilmed to meget fine kastere. Den ene var en harmonisk bygget mulat ved navn John Hughes, en glimrende sportsmand, lige god på alle spillets områder, den anden var en engelsk dværg, Sykes, der var ansat som montør hos ”Goldschmidt og Nordholm”. Han var en håbløs umulig montør, men en fortræffelig kaster, og han lavede i de første år ligefrem panik blandt cricketspillerne ved sin fint beregnede kastning. Han havde et ualmindelig stort hoved, vældig lange arme og et par stumpede ben, og jeg erindrer endnu det komiske indtryk, han gjorde på alle, når han kastede og altid fik overbalance, når kastet var endt. Hovedet var så stort og tungt, at det tyngede ham helt ned i venstre side.

Nå, men vi skal tilbage til træningen. Når spillet var endt, tog vi altid en ekstraomgang markspil. Wicketkeeperen gik til gærdet, og vi andre stillede os i en kreds uden om. Bolden blev nu slynget ud, enten højt til gribning eller henad jorden til stopning, og den skulle stoppes og stikkes ind i samme bevægelse og så fladt som muligt. Det var en glimrende øvelse, som gav varme i blodet, og derefter tog vi fat på gribeøvelser, idet en spiller, der slog særlig langt, som regel Frederik Nielsen, sendte bolden ud i alle retninger så højt og vanskeligt som muligt, og vi måtte så gribe med to hænder, med højre eller venstre alene, på kommando, ofte i fuldt løb. At vi blev gode markspillere ved disse øvelser er selvfølgeligt, og vi vandt mange kampe udelukkende på overlegent markspil.

Derfor undrer man sig også nu på sine gamle dage over, at folk klapper, når en spiller griber en høj bold. Det var for os den gang en så selvfølgelig ting, at en gribechance blev udnyttet næsten hver gang, og på Cricketklubbens første hold var i al fald syv mand fuldt ud på højde med vore nuværende bedste markspillere, og en indstikning til wicketkeeperen eller kasteren så god som den gang, kommer man næppe til at opleve.

Men på den anden side var gærdespillet som alt omtalt meget ringere. Det var i høj grad hjemmegjort, og på Cricketklubbens første hold var der ikke en eneste gærdespiller, som forstod at føre sit boldtræ korrekt.

Så oprandt da endelig den store dag, da den nystiftede klub skulle spille sin første kamp. Vi var meget uheldige ved lodtrækningen, idet Frem blev vor første modstander, og vi var meget benovede ved tanken om at skulle stå for deres farlige overarmskastning. Vi ville uhyre nødigt tabe den første kamp, det ville være et dårligt varsel, men vi havde ikke store forventninger om en sejr.

Dagen var den 25. juni (1893), og kamppladsen var en ”neutral” grund på Fælleden.

Vi blev sendt ind til gærdet først, og det gik os meget ilde. De fem første gærder fik næsten ingen points, og først da Gotfred Klint og Viggo Petersen kom sammen begyndte det at se lidt bedre ud. De scorede tilsammen 33 points (Klint 22) der var seks ekstra, og alle vi andre måtte nøjes med 11 points til deling.

50 point var ikke et imponerende resultat selv for den tid, men alligevel vandt vi første halvleg med ni point, idet vor kastning og markspil var fortræffeligt.

Vor anden halvleg blev endnu ringere, idet kun Viggo Petersen opnåede tocifret tal, og hele summen blev 43 points.

KB’s spillere, som lå lejrede udenom pladsen for at se på debutanten hånede os med rette for vort dårlige gærdespil, men til vor undskyldning tjente, at Frem’s kastning var ualmindelig god og overarme en ukendt vare for os.

Men, som vi senere skal se, fik vi revanche over KB kort efter.

Frem skulle nu score 53 point for at vinde, og de tre første gærder skaffede 20 points. Da det tilmed blev stærk regn, var alle chancerne imod os. Jeg havde det held at kaste den bedste spiller, Hughes ud for nul, men Harald Knauer (Frem), en broder til den senere så bekendte Christian Knauer, kom lidt i stød og scorede 20 points, inden han blev grebet elegant ud af Strømann, som ”short slip” på få alens afstand fra gærdet.

Der var 43 points for 8de gærde, men de sidste to mand fik kun tre points, og vi vandt således en lille, men yderst velkommen sejr med seks points. Og ”93” fik ”93” råbte gadedrengene, der var interesserede tilskuere, og det var jo et morsomt tilfælde.

For forfatteren af dette skrift var dagen yderst uheldig ved gærdet, idet jeg blev løbet ud for to points i første halvleg og kastet ud på første bold i anden halvleg af ”dværgen”. Men til gengæld havde jeg det held at tage 11 gærder for 24 points, så det bødede da lidt på det slette gærdespil.

Dagens sejr fejrede i ”Haven”, og mange skåler blev drukket i ”Gamle Carlsberg” på klubbens vel.

Da det var klubbens første kamp, kunne det måske more mange af de ”gamle drenge”, der spillede med i hin mindeværdige kamp at se regnskabet, som er taget fra Dansk Sportstidende.

Det tager sig således ud:

Første halvleg: Jensenius (0), Ipsen (1), Frederik Nielsen (1), Brummerstedt (2), O. Smith (3), G. Klint (22), Viggo Petersen (11), Strømann (4), Harald Simonsen (0), Aage Buntzen (0) og ekstra (6). I alt 50 point (Frem fik 41 point). I anden halvleg fik B.93 så 43 point mod Frems 46. Derved vandt B.93 med 93-87.

Kort efter spillede KB, som havde et godt hold mod Frem og tabte med ni stående gærder. Deres første halvleg gav os lejlighed til at give dem deres stikpiller tilbage med renter. De vidste nemlig på en prik, hvorledes man skulle behandle kastningen, da de lå ude som tilskuere, og vi var solgte, men da de skulle vise os det i praksis, gik det ikke helt godt.

Deres første halvleg blev på 10 points, hvoraf Johannes Nielsen, en af sin tids ypperste og eleganteste spillere, havde de seks; ”Mr. Extra” havde tre, og alle de andre havde 1 points til deling. KB tabte med ni stående gærder efter at have scoret 62 points i anden halvleg.

Den næste kamp spilledes mod AB, som i første halvleg fik 75 points, medens vi fik 145. Men i anden halvleg opnåede AB så 136 points, og vi fik kun 64, så vi tabte med to points (209-211).

Det var et ærgerligt nederlag, som skyldtes en ren tilfældighed. Frederik Nielsen havde scoret nogle points og sendte derefter en bold ud over grænsen, så at vi kun manglede tre points i at vinde. Der blev kastet, inden markspilleren, der havde været ude efter bolden, var kommet på plads, og da den næste bold til vor store glæde susede ud for en tilsyneladende sikker 4’er, dukkede der pludselig en mand frem fra tilskuerpladsen og greb bolden sikkert nok. Dermed forvandlede vor glæde sig til sorg, thi sidste mand faldt for nul, og kampen var tabt. Jeg husker, at Frederik Nielsen ærgrede sig meget over, at han var blevet grebet ud af en spiller, der var iført grå bukser og ”seler”. Han følte det som en personlig fornærmelse.

Der blev nu trænet om muligt endnu stærkere end før til næste kamp mod KB, som man den gang ligesom nu havde særlig mod på at få fat i.

Det var en brændende hed sommerdag, en af de varmeste jeg har spillet på, og vi var alle ganske ødelagt af solen, da kampen var færdig. Men vi havde den trøst, at KB blev slået overlegent med syv stående gærder, og at vi var dem overlegne på alle områder, navnlig markspil og kastning. Cricketklubben scorede 155 – 25 points for tre gærder (deraf Jensenius 50) medens KB opnåede 72 – 105.

I denne kamp spillede Rasmussen Tjæreby en særdeles god ”inning”, idet han scorede 22 points, en meget smuk præstation i gamle dage. Otto Smith havde 28 og Viggo Petersen 21.

Den nye klub stod efter denne kamp som vinder af turneringen og var derved berettiget til æren af at spille den repræsentative kamp mod et udvalgt hold fra de tre andre klubber.

Jeg måtte desværre rejse til udlandet inden denne begivenhed, hvilket var mig en ren sorg; men Cricketklubben klarede sig uden mig og vandt denne fine kamp med tre points. Det var nogle beskedne sejre i det år, og points var så små, fordi kastningen havde overtaget over gærdespillet.

Tallene så således ud: Cricketklubben af 1893: 38 og 94 (132). Det udvalgte hold: 55 og 74 (129). Dog var det et skår i glæden, at kampen utvivlsomt blev vundet på en fejlkendelse, idet Hughes blev dømt ”grebet ud” på en bold, der ramte hans underarm. Men Dansk Sportstidende skriver, at CK 93 havde trænet ivrigt, medens de andre havde drevet, og den unge klubs markspil beskrives som noget af det bedste, der er set herhjemme.

At der er blevet spillet godt i marken, og at kastningen har været god, vil man forstå, når man hører, at de sidste fire gærder blot skulle score seks points for at vinde. De fik kun tre. Dagens kastere var: Viggo Petersen, G. Klint og Harald Simonsen.

Det var således en vellykket start ”Cricketklubben” havde haft, men jeg må tilføje, at den var vel fortjent, fordi ingen klub tidligere havde gennemført en så rationel træning.

1894

Klubbens andet år (1894) var nok godt, men vi blev dog kun nummer to, idet Frem vandt turneringen. Af de 11 faste førsteholdsspillere var allerede fire gået fra, nemlig Jensenius, vor wicketkeeper og sikreste gærde, Strømann, Simonsen og Georg Nielsen.

Af de fire, der kom i stedet, var Johannes Gandil den, der senere blev mest kendt og berømt – men desværre for cricketsporten – væsentligst som fodboldspiller. Nogen god cricketspiller blev han aldrig, men han var meget adræt i marken. Katberg meldte sig også ind, men spillede først i 1895 på førsteholdet.

KB fik det år sin bane på Forchhammersvej i brugbar stand. Den var anlagt i 1893, og OB fik også en god bane, hvor flere gode cricketspillere blev uddannede, deriblandt Frederik Mouritzen.

Kampen mod AB var den første, men den blev afbrudt på grund af regn. Vi vandt efter første halvlegs resultat.

Vi begyndte at øve os i overarmskastning, og Frederik Nielsen viste de bedste anlæg og blev efterhånden en brugbar, senere en meget god kaster.

I kampen mod Frem led vi et stort nederlag med 1 halvleg og ni points, og her viste Axel Andersen (nu Byrval) sig for første gang som en meget lovende spiller og scorede dagens højeste points (34).

Søndag den 8. juli 1894 indviedes KB’s nye, gode bane med en kamp mod Cricketklubben (B.93, red.). Vi var uhøflige nok til at slå banens indehaver med 28 points.

Frem spillede som nummer et den repræsentative kamp, som de tabte.

På DBU’s generalforsamling den 30. juni 1894 vedtog man indførelse af to dages kampe (søndag og en eller flere hverdagsaftener).

1895

I 1895 gik det også ganske godt, men vi tabte dog mod KB, som nu havde fået en ganske god overarmskaster uddannet. Det var Thor Sick-Petersen, en af cricketspillets ivrigste tilhænger endnu den dag i dag.

På vort hold var der dukket nogle nye navne frem, hvoriblandt Volmer Sørnsen, der også vil være den nuværende generation bekendt, idet han på sine lidt ældre dage atter gav sig til at spille cricket efter flere års fraværelse.

Af andre, der har indskrevet deres navne i klubbens annaler kan man fra det år nævne, Jean Castberg og Jacob Staal, der var en af de dages eleganteste spillere. Han var tillige en ganske brugbar overarmskaster. Clary Hansen, med øgenavnet ”Clajs”, var også med på holdet, og en mere fornøjelig og pudsig fyr fandtes ikke i klubben.

Jeg husker, at han en aftenstund, da vi fulgtes hjem fra klublokalet ned ad Tagensvej, pludselig erklærede, at der voksede roser i grøften langs Blegdamshospitalet. Vi protesterede naturligvis på det bestemteste med dette udslag af naturens luner, men han holdt fast ved sit, og til vore store overraskelse kunne han fra grøften fremskaffe de dejligste roser, som han møjsommelig på udturen havde stukket ned i jorden blot for at drive spas.

På sådanne indfald var han rig, den gladeste kammerat blandt alle glade, og han og Viggo Petersen ”tykke Viggo”, som han altid kaldtes, formåede altid at holde lystigheden vedlige i klubben.

Cricketklubben vandt i 1895 ret let over AB, og føjede en ny sejr til denne ved at slå OB på Fælleden med 10 stående gærder.

Kuriøst var det, at på vort hold kastede Viggo Petersen og Brummerstedt under hele kampen, og vore underarmsbolde gjorde lyst i OB’s rækker, medens OB, provinsklubben, kunne møde med to gode overarmskastere, den ganske unge, flot byggede Mouritzen og Edvard Hansen (der var venstrehåndskaster). Men vi havde nu vænnet os bedre til overarmsbolde og klarede som sagt kampen helt fint.

Også en ’englænderkamp’ vandt vi med seks stående gærder efter en fin første halvleg. Det var et blandet hold af officerer og menige fra Kongeskibet Osborne, som var en jævnlig gæst her i byen, hvor de tidligere havde spillet mod KB.

Matroserne var meget misfornøjet med officerernes præstationer, kan jeg huske, og Newburry en af vore gamle venner og holdets bedste kaster, pegede foragtelig ned i regnskabet og sagde ”four officers – got nothing”. De havde virkelig fire nuller.

Jeg tror aldrig, jeg har trykket så mange udstrakte hænder og blevet klappet så mange gange på skulderen som den dag. Tilskuerne var den gang ligeså ivrige for cricket, som de nu er for fodbold, og vi måtte gennemgå den samme skærsild som vore fodboldherrer nu efter en vunden englænderkamp.

Vi var vist indvendig ganske fornøjede derover, og jeg var yderst tilfreds med at have taget 10 gærder for 16 points.

I en påfølgende kamp slog vi Frem med otte stående gærder, hvilket glædede os i høj grad, da vi året i forvejen havde tabt med en halvleg.

Men vi havde trods sejrene et yderst svagt hold på gærdespillets område, ikke én mand, der var sikker på at score en god ’inning’ og boldtræføringen lod meget tilbage at ønske.

Ingen af spillerne kunne ’cutte’ en bold korrekt undtagen Jacob Staal, og vi havde ingen læremestre som AB senere fik i Charles Buchwald, Danmarks bedste cricketspiller.

Vi måtte lære os selv, så godt vi kunne, og de fejl, vi havde, groede fast og var aldrig senere til at pille ud af os.

Klubben fik sin første fuldendt elegante og stilfulde spiller flere år efter, da Ove Petersen, nu Palsby, som junior trådte ind i klubben efter en kortvarig uddannelse i ØB. Vi klarede os på godt markspil og god underarmskastning og navnlig på vor energiske træning.

1896

Blev et ret dårligt år for vor klub, idet vi led et stort nederlag mod AB og senere mod KB, der nu var i stærk fremgang i kraft af at have en god bane.

I 1896 spillede Buchwald første gang som ganske ung mod os, og skønt han ikke udmærkede sig ved gærdet, kunne man dog straks i ham se en vordende første klasses spiller. Hans markspil imponerede i høj grad, og vi fik at vide at AB ventede sig meget af ham allerede den gang.

1896 blev et mærkeår i dansk cricket, idet KB da indførte at spille på cocosmåtte efter daværende kaptajn Kalckaes råd. Han havde læst om, at englænderne i Sydafrika måtte spille på sådanne måtter, og da vore baner var alt andet end ideelle, betød det et stort fremskridt, skønt det i begyndelsen generede kastningen for os andre, der ikke havde råd til en sådan flothed. Man var i første kamp ganske desorienteret, når man skulle skrue sin bold. Bolden traf ofte kanten af måtten og blev slået ud over grænsen til ’leg’. Men det var alligevel en stor forbedring for gærdespillet, og halvlegene blev efterhånden betydelig større end i de første år.

Cricketklubben (af 1893) fik i 1896 en kærkommen forstærkning af sit ret svage hold, idet Christian Knauer, der nu er en stor mand, kommandant i Kongo i belgisk tjeneste, indmeldte sig i klubben. Han var allerede da en særdeles god wicket-keeper, en af de bedste vi nogensinde har haft, og da han tillige var et godt gærde betød han et betydeligt plus for holdet. Også Olaf Winding Sørensen kom i 1896 ind i klubben som nybagt student, men han var bedre som fodboldspiller end som cricketspiller.

En kamp blev også spillet i Odense, mod OB, som efter en meget spændende anden halvleg vandt med to stående gærder.

Vi var lidt kede af dette nederlag, men en af de uforglemmelige, fornøjelige aftener hos formanden, sagfører Max Smith, trøstede os en del.

Han var sjælden i den nye, blomstrende provinsklub og var som en fader for alle de unge spillere. Han og hans elskværdige hustru havde altid åbent hus for spillerne, og den gæstfrihed, man mødte i deres hyggelige hjem, står altid blandt de lyseste minder fra svundne tiders sportsrejser. Hans glæde over den vundne sejr var ham derfor vel undt.

Et lille lyspunkt i denne dårlige sæson var der dog, idet vi vandt over ØB, der havde et ganske godt hold; men mod KB tabte vi atter, skønt Christian Knauer spillede en særdeles god ’inning’, da sagerne stod værst.

B.93 (klubben ændrede i 1896 navn til Boldklubben af 1893, red.) havde svært ved at stille et godt hold, fordi tilgangen af gode spillere var så ringe, medens KB og AB fik adskillige fuldt færdige spillere fra Sorø og Herlufsholm.

På dette tidspunkt og adskillige år frem i tiden bliver det uhyre vanskeligt at skrive cricketspillets historie i B,93, idet klubbens eget arkiv har formøblet alle optegnelser af betydning på en mystisk måde, og de ugentlig udkommende Sportsbladets optegnelser er så mangelfulde, at man får det indtryk, at redaktionen har ladet et af de yngste bude besørge anmeldelserne.

Vedkommende anmelder deler kampene i to slags: ”De spændende og interessante”, og ”De ikke videre spændende og interessante”, og da der ikke nævnes andet end points for halvlegene, men hverken spillernes navne, points eller kasteanalyse, så bliver opgaven unægtelig vanskelig. Man var ikke videre hurtig i vendingen den gang, og bladet Idræt udkom i fred og ro om lørdagen. Næsten alle spalterne var reserverede for cykelløb, sejlsport og lignende, og cricketkampene blev kun omtalte, når der var lidt plads tilovers.

For at give læserne et begreb om stilen i datidens cricketreferater vil jeg citere ordret nogle stykker deraf: ”Knauer fra B.93 udmærkede sig ’adskillige gange’ ved lange, kraftige slag, der ’jævnlig’ indbragte ham et par 5’ere og 6’ere. Da B.93 efter regnskabet dog kun opnåede 65 – 86 points, kan der næppe have været så farlig mange par 5’ere og 6’ere”.

En anden smuk buket stammer fra et referat af samme yngling, der har overværet en kamp mellem ØB og Frem. Det lyder sålunde: ”ØB gjorde sig god umage ved nydelige kast af Munck og Axel Jensen, men klubbens markspil kunne være bedre. At gribe fejl efter for mange bolde giver modstanderne altid for mange chancer. Vejret var under spillet ret godt, og i godt solskinsvej kunne begge kampene spilles til ende”.

Det er den slags referater, som det er vanskeligt at finde nogen mening i, men der findes nu ingen bedre.

Værre er det, at adskillige kampe overhovedet ikke er refererede.

1897

I 1897 gik det B.93, som klubben nu kaldes, betydelig bedre, takket være vor energiske træning under Knauers ledelse. Han var ved aftentræningen ganske utrættelig. Vi måtte gentage de gamle øvelser med gribning og indstikning til gærdet, og han lagde modigt fingre til selv de hårdeste indkast. Han havde i den tid næppe nogensinde 10 raske fingre, men han var utrolig hårdfør.

Vi fik i den første kamp rigtig fat i AB, som vi besejrede med seks stående gærder, og vor bedste overarmskaster, Frederik Nielsen, var nu blevet helt god og bidrog meget til sejren.

Derefter slog vi Frem med otte stående gærder og vandt med en halvleg – 82 over en ny klub Dana. Og ØB fik ligeledes prygl, men så vidt jeg husker tabte vi mod KB, som var i stadig stæk fremgang og havde gode overarmskastere. OB’s bedste spiller og navnlig fineste kaster, Frederik Mouritzen havde nemlig indmeldt sig i KB, hvor han i en meget lang årrække har gjort sit bedste for at holde cricketspillet vedlige. Han, Thor Sick-Petersen og, så vidt jeg erindrer, også Thorvald Petersen var en meget ubehagelig trio af kastere at spille imod.

1898

Blev ikke nogen succes for B.93. Ganske vist vandt vi over AB og Dana, som var en trøstens klub for de større klubber, men vi tabte overfor ØB, som i den unge Munck havde fået en god overarmskaster.

Kampen mod Frem skulle afgøre, hvem der skulle bliver nummer et: KB, AB eller Frem. Den spilledes på Fælleden, hvor vi for første gang flottede os med at bruge tæppe. Det hjalp imidlertid ikke os, fordi vort gærdespil var så usselt, og vi led et forsmædeligt nederlag med 10 stående gærder.

Kampen mod KB, som var opsat til bedre tider, blev aldrig spillet, hvorfor erindrer jeg ikke mere.

1899

I 1899 blev der indført at tage entré til kampene på KB’s baner, og denne forholdsregel gavnede ikke interessen for cricketspillet. Folk ville nu en gang ikke betale for en forlystelse, som altid havde været gratis tidligere, og tilskuermængden blev mindre.

På Fælleden var der derimod tilskuere nok, ofte så mange og så interesserede, at de generede spillet i høj grad. Man faldt ofte over en sådan ’nærgående’ tilskuer, når man i fuld fart løb efter en høj bold for at gribe den, og så blev man skældt ud i tilgift.

Den første kamp i det år var mod AB, som havde et helt godt hold, medens vi kun ved en kraftanstrengelse fik stablet 11 spillere på banen, blandt dem Strømann, der i lang tid ikke havde spillet.

Det blev en af de hårdeste kampe, jeg har været med til, idet den varede syv timer uden frokostpause. Man spiste sit medbragte smørrebrød, når der var lejlighed, fik en lunken bajer hos vor gamle, brave kagekone, madam Petersen, og så kilede man på igen.

Jeg husker denne kamp så tydelig, fordi vi vandt den, efter at stillinggen havde været næsten håbløs, og fordi det væsentligst var G. Klint og Strømann, som ved træningen ugen forud havde været komplet umulige ved gærdet, der scorede de nødvendige points, og det var mange. AB fik i første halvleg 77, vi nøjedes med 60, hvoraf Frederik Nielsen havde de 30. Derefter scorede AB så 102, hvoraf Buchwald havde 35. Vi skulle derfor score 120 points for at vinde, og det var den gang en mægtig halvleg.

En af vore bedste spillere var så gal i hovedet over situationen, at han tog sit gode tøj og gik, men heldigvis fik vi lov at sætte en reserve ind til gærdet i hans sted; det var jo tilsyneladende ganske ligegyldigt.

De fleste gærder faldt for få points, men da Klint og Strømann kom sammen, så spillede disse to gamle sig fra en rædsom begyndelse således op, at vi begyndte at glæde os over, at nederlaget dog ikke blev så stort.

Men de blev ved med at score med drabelige slag, indtil vi havde 64 af de 68, som behøvedes for at vinde. Så faldt Klints gærde, og vi havde kun reserven tilbage. Vi havde ikke en gang valgt ham endnu. Efter længere diskussion satte vi Georg Gielfeldt, som den gang var en lille bitte fyr, ind på denne uriaspost. Han var forsynet med to mægtige benskinner og handsker, og så vaklede han bleg og nervøs ind til gærdet. Han så i den grad komisk ud med de store skinner, som nåede omtrent op til hofterne, at vi var ved at dø af grin.

Vi formanede ham til at holde ’skeen’ stille og ikke flytte sig for bolden. Han fik den første bold, som traf hans benskinne, og i samme nu lød et flerstemmigt brøl fra AB: ’Ben for’. Men Edvard Gandil, som var dommer, var af en anden mening – og på næste bold skrabede Gielfeldt sig en ’ener’ til med den gale side af boldtræet; Strømann fik slag og sendte den næste bold langt ud over snoren. Sejren var vundet, ganske vist på en uhyre tvivlsom dommerkendelse, men vi var så begejstrede, at vi ikke tog os det nær.

Georg Gielfeldt var situationens herre, og jeg vover at påstå, det var den bedste ’inning’ han har spillet i sin lange karriere som cricketspiller.

Den næste kamp var mod KB og vi tabte naturligvis igen. KB havde atter fået forstærkning, idet Jürs og Bronée fra Sorø Akademi var blevet medlemmer, og de scorede flest points 39 og 38 i en halvleg. KB fik 171, vi kun 59 – 75. I denne kamp debuterede Peter Petersen, der senere blev KB’s sikreste gærde.

Referenten skrev således om ham: ”Den unge, lovende Peter Petersen gik allerede ud ved de første slag. Det var kedeligt for Peter, som var så lovende!”.

Over Frem vandt vi uden sværdslag, idet Frem ville have kampen udsat, hvad vi ikke ville gå med til, og da Frem ikke mødte, blev vi erklæret for vindere.

Referenten følte sig foranlediget til følgende udgydelse: ”Denne sidste affære vil antagelig afføde en hel del polemik, men sikkert er det, at den allerede har afsat en hel del ondt blod”. Jeg husker ikke de frygtlige følger mere.

Da vi ligeledes slog ØB overlegent, blev vi dog i 1899 nummer to, skønt vort hold var meget dårligt.

1900

Jeg tror ikke, at B.93’s cricketspillere ved det højtidelige århundredeskifte har ønsket held over deres sport i det kommende år. Hvis de har det, er deres ønsker i al fald ikke blevet bønhørte. Der blev sat en del rekorder i det nye år, og B.93’s seniores bidrog deres ved en rekord, som var yderst sørgelig for en klub, der var stiftet som cricketklub, idet de tabte alle deres kampe i turneringen.

Ludvig Sylow, KB, havde indtil året 1900 haft rekord 92 points for en halvleg, men den blev nu slået af Charles Buchwald (AB), der scorede 131 mod Frem. De forbedrede gærdeforhold og anvendelse af tæppe virkede nu godt, kun ikke fos os desværre.

Vi havde dog en opmuntring, idet vore juniorer den 1. juli slog AB’s juniores med en halvleg og 152 points og Harald Hansen satte den dag en rekord, som formodentlig aldrig bliver slået af en junior her i byen, idet han scorede 164 points, en glimrende præstation for en dreng.

Vort hold var i stærk tilbagegang, mange af støtterne var faldne fra, og de nye, der kom i stedet var navnlig som gærdespillere ikke videre talentfulde.

Havde vi endda haft Dana at spille imod kunne vi formodentlig have noteret én sejr, men de spillede ikke mere med.

Men B.93 fik dog i det nye år fattet en vigtig beslutning, måske netop på grund af nederlagene, at klubben skulle og ville have en bane ligesom KB.

Der blev spekuleret over det og talt om dette nye projekt tidlig og silde, og da klubben i 1899 havde fået en mand med store evner og ubøjelig energi til at træde ind som medlem, så fik planen efterhånden en fastere form og vi begyndte at håbe på muligheden af at overvinde vanskelighederne.

Denne mand var I C. Gandil (I. C. står for Jørgen Christian, red.), en broder til Johannes og Edvard, og skønt han aldrig havde været aktiv deltager i spil, omfattede han dog boldsporten med så stor interesse, at han hurtig ofrede al sin energi og store forhandlingsdygtighed for at skaffe klubben de nødvendige betingelser for fortsat trivsel. I slutningen af året 1899 var bestemmelsen taget, at vi skulle have en bane. Grunden var fundet og alle de utrolig store forhindringer blev efterhånden overvundne, så vi var på det rene med, at i året 1901 skulle B.93 nå sine ønskers mål, at få en stor, moderne og velindrettet bane.

1901

Dette år blev vendepunktet i B.93’s liv, idet vor klub efter så få års forløb blev en baneejende klub.

Jeg husker så tydelig, at vi gamle og ivrige medlemmer tilbragte en stor del af vor dag med at følge de forberedende arbejder, som aldrig kunne gå hurtig nok for vore utålmodige sjæle.

Vi ville helst have haft, at det hele havde stået parat til at tage i brug med det samme, men vi havde ikke som Aladdin lampens mægtige ånd til at udføre vore ønsker. Der er ikke noget eventyrligt i retning af hurtighed over vore danske arbejdere, og vi var meget misfornøjede med fremskridtet, skønt det vistnok gik for fuld damp hele dagen.

Men endelig stod banen da færdig i foråret 1901, og vi havde fået indrettet os så bekvemt som muligt i et stort skur ovre ved Lægeforeningens Boliger.

Efter fodboldsæsonens afslutning tog vi fat på træningen og forsøgte at få så meget som muligt ud af det meget dårlige materiale, vi havde at arbejde med.

De andre klubber, navnlig KB og AB, havde langt bedre spillere end vi, og navnlig var det rent galt fat med vort gærdespil. Vi havde ikke en eneste første klasses gærdespiller, og også vor kastning var meget ringe i sammenligning med de andre klubbers.

Af de kampe, der særlig har bidt sig fast i min hukommelse skal jeg omtale kampen mod AB, som vi tabte med en halvleg og 92 points. Deraf havde Buchwald, der nu allerede var en yderst generende modstander 122 points.

Det var jo galt nok, men langt værre gik det mod KB, idet denne klub på sin egen bane scorede den største halvleg (427 point), der er scoret i dansk cricket indtil 1917 – da AB passerede denne sum for tabet af fem gærder. Også denne gang var B.93 det gik ud over. Men til ære for B.93’s daværende mandskab må jeg bevidne, at vi holdt ud, skønt tre eller fire af holdets elleve fik uopsættelige forretninger, som tvang dem til at forlade banen, og ud fik vi vore modstandere væsentligst ved Christian Knauers glimrende markspil. Jeg husker Johannes Gandil og jeg fik taget livet af de fleste KB’ere, men Knauer havde hovedæren.

Peter Petersen scorede 130 points og Johannes Nielsen 97. Vi havde i første halvleg opnået den svimlende sum af 49 points, og i anden halvleg fik vi temmelig medtagne spillere kun 25 points for fem gærder.

Trods de gruelige klø vi havde fået, var vi glade over, at vi havde fået alle modstanderne ud, inden dagen var omme, og det glædede os meget, at den udmærkede sportsmand, Hasselbalch fra KB efter kampen kom hen til os og komplimenterede os for, at vi, skønt vi kun var syv mand i den sidste del af kampen, dog ufortrødent havde fortsat den ulige og ganske håbløse kamp. Det var en drøj dag for os, men vi trøstede os med, at vi syv dog i al fald havde konstateret, at vi have lært at holde ud, hvor galt det så end gik.

Men kampen medførte selvfølgelig en del splid mellem spillerne, og i den næste kamp mod Frem kunne B.93 for første gang i sin levetid ikke møde med noget kampdygtigt hold. Vi måtte sende afbud og tabte uden sværdslag. Vi havde i det år dog den trøst, at vort udmærkede juniorhold slog KB’s med en halvleg og 102 points.

1902

Er det år, jeg husker mindst godt, og alle oplysninger om vore bedrifter er forsvundne komplet. Det er for øvrigt kun til gavn for B.93, thi et husker jeg, og det er, at vi fik prygl i alle de kampe vi spillede med undtagelse af ØB-kampen. Vi havde aldeles ikke det sportslige udbytte af den nye bane, som de ivrigste af os havde ventet. Der var så meget, der lokkede spillerne bort fra den alvorlige træning, og den værste konkurrence var tennisspillet.

Det lå godt for de fleste cricketspillere, man behøvede kun at være to for at kunne få en match i gang, og var man først begyndt, skulle sættet naturligvis spilles færdig først. Det var en sand kamp for os få trofaste at få draget spillerne ud, og der faldt mange hvasse replikker af ved disse lejligheder.

Som læserne vil kunne se heraf, stod det i 1902 i lige så galt til med cricket som i 1917; man spåede spillet en snarlig død – ligesom nu – men endnu har man ikke fået taget livet af det. Så vidt jeg erindrer begyndte Thorald Petersen (senere Høyen) at spille på seniorhold det år. Harald Hansen var også med, men af det oprindelige hold fra 1893 var der kun et par stykker tilbage. Jeg selv begyndte også at tabe humøret og min tror på cricketspillets levedygtighed og jeg følte, at hvis der ikke hændte noget ekstraordinært til næste sæson, så var dets dødsdom fældet – i al fald for vor klubs vedkommende.

1903

Det ekstraordinære indtraf imidlertid lige på dette kritiske tidspunkt, og 1903 blev måske den mest fornøjelige cricketsæson i klubbens tilværelse, bortset fra stiftelsesåret.

En ren tilfældighed var skyld deri, idet dr. Folmer Hansen, vor berømte tennismester, som havde hørt mine hyppige klager over min yndlingssport forfald, en dag fik den udmærkede idé at tale herom i den britiske Legation.

Den engelske gesandt, sir Goschen, havde to sønner, hvoraf den ældste var i diplomatiet, den yngste studerede ved Eton College. Begge var ivrige cricketspillere og det samme gjaldt legationssekretæren, Mr. Peto. De blev straks interesserede for ideen om at dyrke ’the national game’ her i København i lighed med hvad englænderne gør overalt, hvor de kommer hen på jordkloden. Og ikke ret længe efter at denne samtale havde fundet sted, havde B.93 æren af at få Mr. E. Goschen og Mr. Peto til medlemmer; den yngste Goschen kom lidt senere ind i klubben, men han betød ikke så meget for klubben.

Den måde, hvorpå Mr. E. Goschen gjorde sin entré i B.93, er så karakteristisk for englænderen, at jeg ikke kan nægte mig fornøjelsen af at skrive den ned i dette jubilæumsskrift (som altså ikke blev til noget, red.).

En sommereftermiddag rullede en elegant vogn op foran min beskedne bolig, og Mr. Goschen, ledsaget af tjeneren ved gesandtskabet ringede på for at tale med mig. Jeg var lige gået over på banen, men min hustru tilbød at vise ham vej derover, og de fulgtes så ad.

Jeg stod ned på banen, da han kom ind; han kom hen og forestillede sig, kiggede lidt på spillepladsen, tog sin jakke af og to minutter efter sin entre var han allerede i færd med at kaste til mig. Der var intet unødvendigt vrøvl, vi spillede hele tiden, og da han kom til gærdet, var jeg hurtig klar over, at jeg havde med en særdeles fin spiller at gøre.

Få dage efter kom Mr. Peto, en ualmindelig køn og flot bygget spiller, også derover, og fra den tid og til udgangen af sæsonen var de som regel med på vort førstehold. Peto var en fortrinlig slåer, ikke så sikker ved gærdet som Goschen, men i stand til at score i en fart ved lange, dristige slag. Unge Goschen, der lidt senere blev medlem, var ganske flink (betyder god, red.) efter sin alder, han var vel 17-18 år, men havde dog ingen særlig succes.

Men året 1903 skulle endnu tilføje vort crickethold en første klasses mand, der endnu den dag i dag er den bærende kraft for B.93’s hold på grund af sin fortrinlige kastning. Det var englænderen Mr. George Peel Harvey (spillede også fire kampe på førsteholdet i fodbold, red.), der i det år tog ophold i København. Han var den første gode venstrearmskaster, vi har haft, udholdende, velberegnende og en fortræffelig sportsmand helt igennem, og han var absolut den mest værdifulde tilvækst, som cricketholdet nogensinde har fået i B.93.

Holdet, som året i forvejen var helt dårligt, blev nu pludselig som forvandlet. Træningen blev drevet med en i lang tid ukendt iver, og de stilfulde englændere havde den bedste indflydelse på holdets hele optræden.

De bedste spillere var det år: Harald Hansen, Albert Hansen (med tilnavnet ’Sorte’), Ludvig Petersen (nu Palsby), Olaf Winding, Hans Peter Katberg, Thorald Petersen (nu Høyen), brødrene Goschen, Pato, Harvey og min ringhed. Som reserve fungerede væsentligst Axel Hansen (Haralds bror), Axel Jensen (fra ØB) og Johannes Gandil.

Vi spillede vore sædvanlige kampe mod AB, Frem, KB og ØB og gik ubesejrede igennem, skønt vi kun vandt over ØB. De tre andre kampe trak så længe ud, at de ikke blev spillet færdig. Om det var særlig regnfuldt den sommer, i al fald om søndagen, husker jeg ikke mere, men noget sådant har nok været tilfældet.

Ludvig Petersen, Thorald Petersen, E. Goschen og jeg var hovedkastere. Harvey deltog kun i en kamp nemlig mod KB og tog fem gærder for 31 points.

Klublivet florerede rigtig den sommer, og vi havde mange hyggelige og fornøjelige aftener, deriblandt et ’rødgrødsgilde’ hvori englænderne deltog. Sige rødgrød korrekt var dem umuligt; tungen slog de mærkeligste saltomortaler under forsøget på at udtale dette ’barbariske’ ord, men spise denne danske sommerret, det kunne de. Der var sang og taler på dansk og engelsk og en dejlig blanding af begge sprog, og aftenen endte med ’lygtedans’ ude på banen til stor forargelse for befolkningen i Lægeforeningens Boliger; de kunne ikke sove for alt det spektakel vi holdt udenfor deres vinduer.

Sådan skal netop en cricketsæson forløbe, og jeg tror, at de fleste af deltagerne i disse beskedne gilder morede sig betydelig bedre, end vore spillere nu gør, når de samles til bespisning på Skydebanen.

Men Goeschen kom som ’et meteor’ og forsvandt lige så hurtig, idet hans diplomatiske karriere tvang ham til at rejse herfra året efter, medens Peto blev endnu et år i klubben.

Vi fik dog inden sæsonens slutning lejlighed til at spille en lille ’friendly match’ englænderne mod danske. Kampen overværedes af gesandten, Sir Goeschen og hustru, som var interesserede tilskuere. Englænderne vandt en kneben sejr, væsentligst ved Goeschens brillante gærdespil og Harveys kastning.

Vort udmærkede juniorhold vandt alle sine kampe det år, men det talte også en del ’fine navne’, hvoriblandt Ove Petersen (Palsby), Hagbard Vestergaard, Brødrene Klein, Edvard Skaarup, Erhard Wiig, Axel Thufason, Christian Sørensen og Anthon Olsen var de mest kendte.

Ove Petersen (Palsby), der, så vidt jeg husker, var 13-14 år (korrekt, født 29-10-1890, red.), var den eleganteste junior-cricketspiller, jeg har set.

Hans halvleg på 113 points mod Frem var ganske glimrende for en spinkel, lille dreng. Han scorede alt i alt 212 points i seks halvlege, samtidig med at han var den bedste kaster. Hans ’average’: 536 kast, 19 maiden overs, 123 points og 37 gærder er selv for en dreng ganske fortrinlig.

Hagbard Vestergaard havde i samme sæson 20 gærder for 86 points, hvilket heller ikke er helt ilde.

1904

Holdet var også i denne sæson en blanding af englændere og danske. Det var nu en tilstrækkelig anbefaling at være engelsk, så fik man straks lov at spille med på første hold.

Derved opnåede en mand som Cook, som mange endnu kan erindre, at få en plads på første hold i en enkelt kamp mod Olympia, skønt han ikke have ret meget idé om at spille. Men engelsk var han over det hele.

Mr. Peto spillede kun én kamp mod Frem, hvori han var topscorer med 35 points og et ar af hans slag var simpelthen fænomenale for den tid. Mr. Mills, den elskværdige og gemytlige Mills, hvis brede engelsk lød, som når grydeæter er ved at koge over, havde sin debut i B.93 i det år, og han var en helt flink spiller. Harvey var nu første kaster og deltog i alle kampene, og med afgjort succes.

Af nye, indfødte spillere, må Vigo Andersen – med kun et ’g’ – og Tannenberg, der var foruroligende lang og tynd den gang, nævnes med al honnør. De gjorde god fyldest på holdet, og førstnævnte var som markspiller ganske uovertræffelig.

Resultatet af turneringskampene var ret pænt, idet vi slog KB med 67 points væsentligt på grund af en fornem halvleg af Ludvig Petersen (Palsby) på 94 points. Vi vandt ligeledes over Olympia, som havde et særdeles godt hold (med August Lindgren, Ole Larsen og Knud Hansen i spidsen) ganske vist kun med et stående gærde og over ØB med 10 stående gærder.

Derimod spillede vi uafgjort mod AB der stod decideret bedst og tabte efter første halvleg mod Frem med syv points væsentligst på grund af brødrene Gielfeldts gode gærdespil og dristige løb mellem gærderne, noget de var mestre i.

Vi blev dog nummer to i turneringen.

Vore kære juniores vandt atter turneringen, skønt de tabte en kamp mod ØB efter første halvleg.

I denne sæson scorede Victor Klein mod AB sit første – og vistnok eneste – ’Century’ idet han i første halvleg fik lige 100 points. Når man tænker på de udmærkede juniores, som B.93 kunne mønstre den gang, er det ufatteligt, at klubben ikke har kunnet bevare en god stab lige til vore dage. Af drengene fra den tid er der kun tre der spiller cricket, nemlig Anthon Olsen i B.93, Axel Thufason (ØB) og Hagbard Vestergaard, der i flere år har spillet i AB, hvor han er Buchwald en hård konkurrent om førstepladsen.

1905

Blev min sidste sæson i B.93, idet jeg af forskellige, private grunde fandt mig foranlediget til at trække mig tilbage fra den klub, som jeg havde været med til at stifte, og hvor jeg havde tilbragt en stor del af mit liv.

Vort hold mønstrede nu kun to englændere, Harvey og Mills, og til erstatning for Pero og Cook fik vi Baumann, en hollandsk javaneser, hvis far var plantageeje. Han spillede efter min mening rædsomt cricket, idet han ’fejede’ bolden ud med vandret boldtræ, en dødssynd for en cricketspiller, men han var i besiddelse af en urokkelig selvtillid og et utroligt held stod tredje højst i average ved sæsonens slutning med 18,5 pr. halvleg. Han spillede kun en sæson i B.93 og forsvandt under dramatiske omstændigheder.

Harald Hansen var holdets bedste mand ved gærdet, en udmærket markspiller og ganske god underarmskaster.

At underarmskastningen ikke var så helt virkningsløs nu, da den blev en sjældnere vare, vil jeg lige omtale og både Harald Hansen og jeg havde en særdeles god kasteanalyse. Min var endog den bedste (6,6 pr. hærde), Harvey 7,9 og Thorald Petersen (Høyen) 7,2.

Det er ikke anført som selvros, men blot som et bevis på, at nøjagtig underarmskastning, når den assisteres af et godt markspil, er meget farlig. Uden denne assistance er den derimod for kostbar, da de fleste gærder skal tages på gribechancer. Harald Hansen har jo også i de sidste sæsoner vist sig som en meget farlig kaster.

Resultatet af turneringen var, at vi atter blev nummer to efter AB, med hvem vi spillede uafgjort kamp. Vi stod godt efter første halvleg, men AB fik aldrig lejlighed til at spille færdig kamp.

Vi slog Frem overlegent med 122 points, vandt med 10 stående gærder over KB, som havde et svagt hold og spillede mærkelig nok uafgjort mod Olympia, idet vi fik lige mange points i kampen 80 – 103 mod 100 – 83.

Det var os en stor ærgrelse, at vi ikke kunne tvinge AB til at fortsætte kampen, idet vi for en gangs skyld stod særdeles godt. Vi havde 121 for første halvleg, og ved en ganske genial markopstilling af Katberg, holdets anfører, havde vi fået Buchwald grebet ud for få points og havde, så vidt jeg erindrer, også Bronées og Otzens gærder for i alt 26 points.

1906

Blev et trist år for B.93, som led et smertefuldt tab ved Thorald ( Petersen) Høyens død.

Cricketholdet blev forøget med August Lindgren fra Olympia, og han gjorde som bekendt god fyldest i klubben i mange år. Han havde som lille dreng spillet med som ’ekstraordinært’ medlem, medens vi endnu spillede på Fælleden, og han var en pudsig lille fyr, som blot altid lavede gale streger, så at jeg måtte holde min beskyttende hånd over ham mange gange.

Axel Thufason rykkede i samme år op på seniorholdet, hvor han hurtig viste sig som en meget talentfuld spiller, en af de bedste B.93 har haft.

Anthon Olsen kom ligeledes op på første hold, men gjorde sig ikke straks rigtig gældende.

Fra det år omtales Albert Hansen som klubbens mest stilfulde spiller, og det var i virkeligheden altid en fornøjelse at se ham ved gærdet.

Tannenberg var topscorer, derefter Thufason og Harald Hansen, og Harvey var som kaster en afgjort nummer 1.

B.93 blev atter nummer to, idet klubben led et meget stort nederlag mod AB, som scorede 292 points mod 29 – 85.

Men mod ØB vandt B.93 med en halvleg og 206 points og ØB opnåede kun 14 – 15 points mod Harveys og Ludvig Petersens udmærkede kastning. B.93 scorede sine 235 points på 151 minutter, hvilket svarer til 93 points pr. time.

I kampen mod KB manglede B.93 englænderen Harvey, men en lykkelig skæbne magede det således, at Mouritzen, der var i Jylland, kom for sent til damperen, og derved ikke nåede at komme med i kampen.

B.93 fik i første halvleg kun 86 points mod KB’s 103, men i anden halvleg spillede Tannenberg, Harald Hansen og Ludvig Petersen særlig godt og totalsummen blev 139. KB skulle således score 123 points for at vinde, men fik kun 49. Referenten var med rette misfornøjet over B.93’s orden, idet de den første dag manglede bold, og rekvisitterne kunne ikke findes, derefter forsvandt overliggeren og tæppet beskrives som uanstændigt.

Hvis det var den samme las, som jeg husker fra 1905, må jeg indrømme, at det ubegribeligt, idet der var store huller der, hvor man skulle sætte fødderne, og man hængte altid fast når man ville ud efter en skæv bold. Kassereren har øjensynlig haft en nærig periode det år.

Olympia, som måtte se deres bedste mand fra 1906 på fjendens hold, led et stort nederlag med ni stående gærder.

1907

Blev et mærkeår i B.93’s cricketkarriere, idet Ove Petersen (Palsby, ’Trølle’) rykkede op på første hold.

Han var som junior klubbens ’kælebarn’, ligesom Thorald havde været det, og han fortjente det og tålte det. Den slanke, lyshårede dreng med de kønne øjne og det glade smil var alles erklærede yndling og et af de elskværdigste unge mennesker, man kunne have at gøre med. Han var ved siden deraf en ganske ypperlig sportsmand, flittig til træning, modtagelig for de ældres belæring, og det var med store forhåbninger, at han blev optaget på seniorholdet.

Hans første sæson blev naturligvis en skuffelse, idet han var lidt ængstelig over for den hårde kastning, og hans ’avarage’ blev kun 4,0 pr. halvleg, men senere indfriede han fuldt ud de løfter, han havde givet som junior og blev i en del år klubbens bedste gærde og Københavns næstbedste, men morsomste cricketspiller.

England var repræsenteret ved Harvey, Mills og af nye mænd: Lonsdale og Sandiford, en ung docent fra Manchester, der studerede i København det år.

Den elskværdige Lonsdale blev senere en meget omtalt mand, da han blev Frederick Cook’s – den falske Nordpolsopdagere – privatsekretær, men at han troede på manden er udenfor al tvivl. Han lod sig dupere som så mange danske gode og intelligente mænd også gjorde, og det var jo undskyldeligt.

I 1907 vendte man tilbage til de umulige endagskampe, og den første følge var, at B.93 tabte mod KB efter første halvlegs resultat.

Mod AB spillede B.93 sin næste kamp på en blød og dårlig bane (B.93’s egen) og Sallingboe, AB’s hårde kaster mejede gærderne ned, så B.93 i alt kun fik 10 points. Vigo Andersen var topscorer med fem point og seks mand fik andeæg. I anden halvleg fik B.93 dog 30 points (Lonedale 15), men tabte alligevel med 1 halvleg og 27.

Mod Frem gik det bedre, idet B.93 opnåede en lille sejr på 47 points. Klubben blev det år nummer tre ud af fire.

1908

B.93 havde et særdeles godt hold og blev sammen med AB, med hvem der spilledes en uafgjort kamp, nummer et i turneringen. Den uafgjorte kamp var oveni købet en todages kamp om mesterskabet, og den blev ikke spillet til ende af mangel på tid. Det er den slags meningsløse tilfælde, som ødelægger al charmen ved cricket.

I denne kamp opnåede klubben 152 points i første halvleg, medens AB fik 170. I anden halvleg ’closede’ Harvey for 166 for syv gærder, men AB havde kun mistet to gærder for 62, da kampen afbrødes. Ove Petersen havde en særlig god dag idet han scorede 36 – 61, Anthon Olsen havde 4 – 54 not out, Lindgren 37 – 10 og Ludvig Petersen 20 – 19.

Over Frem vandt B.93 meget let med ni stående gærder, Albert Hansen var topscorer med 51. Halvlegen blev på 173.

Mod ØB scorede B.93 vistnok sin til dato største totalsum 373 for en halvleg. Deraf havde Harald Hansen 168. Han skulle have været grebet ud straks, men blev tabt af en sovende ØB’er; det var en dyr tabt chance. Ove Petersen fik 75, Anthon Olsen 32 not out. ØB fik 87 – 57.

Mod KB gik det særdeles godt, takket være Brødrene Petersens og Anthon Olsens gode gærdespil. Af de 226 points i halvlegen fik Ove Petersen 58, Ludvig P. 59 og Anthon Olsen 43 (atter not out).

Ikke mindre end ni mand optrådte som kastere det år på holdet, men Harvey var stadig nummer et. Blandt de andre må nævns Ove og Ludvig Petersen, Thor Sick-Petersen, August Lindgren og Harald Hansen, der stadig havde succes med sin underarmskastning.

På holdet spillede unge Suder der år første gang; han tog senere til Siam, hvor han døde af klimatfeber, han vil mindes af mange som et prægtigt ungt og dygtigt menneske. Sammen med fire andre danske, hvoraf to er godt kendte, nemlig Regnar Jørgensen (AB) og Gronemann (ØB) dannede han et ’five a side’ fodboldhold, der skal være ualmindelig fint.

Fodboldspil i et så hedt klima var imidlertid næppe sundt, og sporten var sikkert en medvirkende årsag til hans død.

1909

Blev endelig et ekstra godt år for B.93’s crickethold, idet det vandt alle kampene og efter 16 års forløb tog pokalen hjem. Holdet var forstærket med Mouritzen og Th. Sick-Petersen (KB spillede ikke i tuneringen, da banen blev omlagt), og de bidrog meget til det gode resultat.

Skønt de to brødre, Ludvig og Ove Petersen, ikke var med mod AB vandt B.93 dog en lille sejr med 21 points (150 mod 129).

Mod Frem så det i lang tid ikke så godt ud, idet Frem scorede 88 points og B.93’s første gærder faldt for ganske få points. Alt beroede på Harald Hansen, som viste sig situationen voksen, og Harvey assisterede ham godt. B.93 opnåede 129 points, deraf Harald Hansen 49.

Men mod ØB’s svage hold scorede B.93 til gengæld 310 points mod ØB’s kun 38. Ove Petersen gik først ind sammen med Lindgen, og da de efter frokostpausen lige havde nået 127 points, den bestående rekord, sat af brødrene Gielfeldt, blev Lindgren dømt ud med ’ben for’ og Ove Petersen fulgte hurtig efter. Men Harald Hansen og Anthon Olsen scorede ved dristige slag, så at tredje gærde faldt for 232. Harald Hansen havde 91 points på 58 minutter, en særdeles hurtig scoring efter danske forhold.

Slutkampen om ’mesterskabet’ stod på B.93’s bane mellem B.93 og AB og førte til en smuk sejr for B.93 med en halvleg og 17 points, og kampen spileldes til ende på en dag.

Buchwald og Brummersted (som altså spillede for AB, red.) gik først ind, men AB’s mester blev hurtig kastet ud fra ’skinnen’ af Harvey for seks points. Alle AB’s gærder var nede på en lille time for 33 points.

Det gik ikke B.93 stort bedre til at begynde med, idet fire gærder var nede for 22 ponts. Men Ove Petersen, som gik først ind, reddede situationen ved en glimrende ’inning’ på 70 points (not out) og totalsummen blev dog 117. I anden halvleg gik Buchwald på samme måde for seks points, og AB opnåede kun 67 points.

Året bød på en englænderkamp eller rettere to mellem udvalgte hold og ’the wanderers’, et Yorkshire gentleman-hold. Begge kampe overværedes af et stort og interesseret publikum, hvoriblandt sås talrige kendte cricketspillere fra gamle dage.

Englænderne vandt deres første kamp meget let mod et svagt hold, men med den anden kneb det mere. Den blev vundet med 40 points overskud. Harald Hansen og Mouritzen scorede meget pæne points ved dristigt spil.

1910

B.93 vandt også i dette år alle sine kampe, skønt Mouritzen var gået tilbage til KB, som atter deltog i turneringen.

Første kamp stod mod Frem, og skønt B.93 var uden Harvey, Lindgren, Tannenberg og Lonsdale, vandt de dog en stor sejr med en halvleg og 104 points (194 mod 48 – 42). Anthon Olsen scorede 97 points ved meget forsigtigt spil i 2 timer og 42 minutter, medens Harald Hansen fik 44 points på en halv time. I første halvleg kastede Ove Petersen ualmindelig godt og havde den fine ’avarage’ af syv gærder for 17 points. I anden halvleg fik Harald Hansen en veritabel succes med sin langsomme underarmskastning og tog otte gærder for 20 points.

Den næste kamp mod AB, der i dette år havde et svagt hold med få kastere, blev vundet af B.93 med otte stående gærder – fire points, uagtet Buchwald spillede ganske ypperlig både ved gærdet og som kaster. AB opnåede kun 124 points, deraf Buchwald 61 (not out), Og da B.93 allerede havde 120 points for fjerde gærde, tegnede det til en stor halvleg. Men da Buchwald begyndte at kaste forandredes situationen hurtig og de tre næste gærder var nede for kun to points. Emil Jørgensen skaffede dog de for sejren nødvendige points, og halvlegen sluttede for 135.

I anden halvleg scorede AB så hurtig som muligt og closede for 95 points (Buchwald 58 not out) for syv gærder, og B.93 skulle nu gøre 85 points på 1½ time, og det lykkedes dem for tabet af kun to gærder. Anthon Olsen, Harald Hansen, Ove Petersen og Emil Jørgensen skaffede de fornødne points.

Mod ØB spillede B.93 uden Harvey og Scott – en flink (=dygtig, red.) ung englænder – og opnåede kun 79 points. Men ØB’s halvleg blev kun på 25 points, idet Ove og Thor Petersen kastede udmærket. B.93’s anden halvleg blev særdeles god, idet de for fem gærder scorede 191 points, hvorefter ØB opgav.

Sejren over ØB var i virkeligheden af ret stor betydning, idet ØB havde slået AB ret overlegent og derefter vundet en kneben sejr over KB. De havde i Ole Larsen en ypperlig kaster, en af sæsonens allerbedste. Han tog f.eks. otte af B.93’s gærder i første halvleg for 32 points, hvilket er talende tal.

Kampe mod KB blev spillet på denne klubs ny istandsatte bane, og Sportsbladets kritiker udtaler, at ’pitchen’ var blød og græsset udenom ikke ordentlig slået. Points blev derfor ikke ret store, og KB var inde først og scorede kun 73 points i 1 ¾ time. B.93 svarede med 140 points, godt fordelte mellem spillerne. KB scorede i anden halvleg 156 points for seks gærder på to timer og closede så, men det lykkedes dem naturligvis ikke at få B.93 ud på ¾ time. Der faldt tre af de fineste gærder for 54 points. B.93 vandt således efter første halvleg med 67 points.

Men hovedbegivenheden i det herrens år 1910 var dog de to kampe, som et udvalgt dansk hold udfægtede med det skotske hold ’Royal High School Cricket Club’. Det blev her slået fast, at vi kunne stille et absolut præsentabelt hold på benene, og at det kunne lykkes at få et ret stort publikum ud at se på disse kampe. For de få, der led af en ulykkelig kærlighed til det noble, men her til lands sørgelig forsømte spil, var disse kampe en hel oplevelse, som man sent vil glemme.

Den første kamp blev ’drawn’ nærmest i vor favør. Vore folk havde 196 points, skotterne 155 for otte gærder. Buchwald spillede fuldendt og scorede 85 points, Harald Hansen fik hurtig 25 point, deriblandt fem ’4’ere’. Buchwald og Vigo Andersen, som gik først ind, præsterede det kunststykke at score 92 points for første gærde. Skotternes bedste gærder var Mitchell 63 points – løbet ud ved glimrende indkast af Harald Hansen – Andrew 42 og Adair 26 points.

Den næste kamp var arrangeret som en tre dages kamp, og den blev en afgjort succes. Skotterne scorede ved ret forsigtigt spil 169 points, 128 om lørdagen, resten om søndagen, og Ove Petersen og Hans Hansen (fra Frem) brillerede ved gribning af nogle ualmindelige hårde og vanskelige bolde. Da vore kom til gærdet klokken 12:10 søndag formiddag, Buchwald og Vestergaard gik først ind, havde man den ærgrelse at sidstnævnte blev kastet ud straks.

Men Buchwald, Ove Petersen og Harald Hansen spillede ypperligt og da halvlegen sluttede, havde vi 242 points samlet sammen på 217 minutter. Buchwald 76, Ove Petersen ved dejligt spil 75 og Harald Hansen 30 (en 6’er og fem 4’ere). Inden anden dags cricket endte, havde vort hold fået tre af fjendens gærder ned for 55 points.

Den tredje dag, den 31. juli 1910, vil altid stå som en mærkedag i dansk cricket, idet Harald Hansen satte rekord for hurtig scoring. Skotterne havde en chance for at vinde kampen ved at score rask, close og få vort hold ud i en fart. Det gik imidlertid ikke, da banen var blød efter regn om natten. Da de havde scoret 163 points for tabet af syv gærder, var klokken 6½ (=18:30) og de closede da for at give danskerne en lille chance for ’færdig kamp’.

Det drejede sig ’kun’ om at score 91 points på 30 minutter, og ingen tænkte sig vist muligheden af, at det kunne gøres. Men det blev gjort, og Harald Hansen præsterede det kunststykke at score 76 points på 25 minutter.

Han begyndte med 14 points i den første ’over’ og fortsatte på samme vis, idet han med mægtige slag drev bolden til grænsen eller over denne. Publikum blev fuldstændig ophidsede af begejstring, der var en jubel, en klappen, en spænding, som jeg kun har oplevet magen til én gang i mit liv, nemlig da det danske hold i fodbold slog ’all Holland’.

Kampen blev vundet i sidste øjeblik, og det blev en meget smuk sejr på syv stående gærder – 1 points, og jeg tør garantere for at Harald har været stolt både den dag, og den næste da han i alle blade så sine bedrifter omtalte med begejstring.

Man kan godt få publikum i tale, når cricket spilles på rette måde, og hvis man en gang imellem kunne se en hurtigscoring blot tilnærmelsesvis som denne, ville der komme uendelig mange flere tilskuere.

1911

Blev ikke så godt som de to forudgående år, idet B.93 tabte to og vandt to kampe. ØB mødte med en ganske svagt hold og led et stort nederlag med 1 halvleg og 134 points (205 mod 15 – 56).

Mod AB tabte B.93 efter en ret spændende kamp, der udmærkede sig ved meget små points. B.93 opnåede kun 49 og 98 points mod AB 83 – 65 for syv gærder. Unge Henrik Andersen kastede udmærket i første halvleg, idet han havde fire af de bedste gærder for 16 points. Han tog Ove Palsby (tidligere Petersen) for nul points i første ’over’. I AB’s anden halvleg kastede Harvey aldeles udmærket og tog seks gærder for 17 points.

B.93 vandt efter første halvlegs resultat over Frem skønt holdet var temmelig defekt. Der manglede brødrene Palsby, Thufason og Anthon Olsen. Frem fik 114, B.93 svarede med at score 159, hvoraf Harald Hansen havde 58 og veteranen Volmer Sørensen 26. Frem scorede i anden halvleg 150 for otte gærder.

KB vandt derimod denne gang over B.93 efter første halvleg med 86 points. KB fik 190 points mod 104. Det var i denne halvleg, at der blev scoret 90 points for sidste gærde af Blache og Theuerkauff, og jeg kan huske, at Blache skulle være grebet ud lige straks, men Johansen tabte ham. B.93 havde fem gærder nede for 14 points, men de sidste spillede ganske net, bedst Ludvig Palsby, der fik 28 points på godt og chancefrit spil til fin kastning. Harald Hansen havde fem gærder for 60 og hans kastning generede KB mest. Harvey havde i denne kamp kun to gærder for 37.

1912

Blev en rigtig god sæson for B.93, idet klubben vandt sine turneringskampe, men tabte todages kampen mod KB.

B.93 begyndte mærkelig nok med en privat kamp mod Fredericia Boldklub og vandt med 1 halvleg og 91 points. Harald Hansen scorede atter en stor ’inning’, idet han efter at være sluppet fra en gribechance lige straks ’hittede’ løs af et godt hjerte. Han fik 117 points deriblandt 14 femmere og en sekser. Det var et fælt regnvejr, og både kastning og markspil led meget derunder. Fredericia fik 90 – 67.

Den første kamp mod Frem førte til en sejr for B.93 med ni stående gærder – 1 point. Når Frem ikke opnåede mere end henholdvis 46 og 107 points skyldtes dette Harveys og Wiigs kastning, der var særdeles god. Harvey havde i første halvleg syv gærder for 21, i anden seks gærder for 37. E. Wiig tre for 24 og tre for 39. Harald Hansen var atter topscorer med 56, men blev som sædvanlig tabt straks ved begyndelsen af sin ’inning’. Michael Rohde debuterede som cricketspiller, fik 10 points og spillede ypperlig i marken.

Mod ØB kneb det, fordi Harald Hansen og Anthon Olsen var med DBU i Stockholm til de Olympiske Lege og Harvey var på rejse. ØB vandt første halvleg med 93 points mod 68, men i anden fik de kun 51 points. B.93 scorede i øsende regnvejr de nødvendige points for tabet af syv gærder. Thor Sick-Petersen var en ren ’demon-bowler’ i anden halvleg og tog syv gærder for 19 points.

Mod AB, der havde et meget svagt hold, vandt B.93 en overlegen sejr med 1 halvleg og 48 points, uagtet totalsummen kun blev på 1126 points. AB fik 37 – 41.

I kampen mod KB havde B.93 held med sig og præsterede med et meget svagt hold et særdeles godt spil. B.93 måtte nemlig møde uden Harvey, Anthon Olsen og Thor Sick-Petersen, men kastningen bestredes med held af Harald Hansen, Thufason og Emil Jørgensen.

B.93 fik KB ud for 123 points, men udsigterne til sejr var ikke store, da B.93’s syv bedste gærder var nede for 80 points. Så spillede Wiinstedt og Helge Scharff den bedste halvleg i deres levetid (indtil dato) og bragte summen op til 152 for ottende gærde (Scharffs). Det var ikke overdådig elegant spil, men det var solidt og ubetaleligt i den forhåndenværende situation. Tiende gærde faldt for 156. KB spillede til for fuld kraft i anden halvleg, scorede 153 for tre gærder og closede. Det lykkedes KB at få B.93’s elleve ud inden kl. 18; der faldt kun fire gærder for små points. B.93 vandt således med 33 points, et meget fint resultat for et så svagt hold.

B.93 og KB spillede derefter todages kampen om mesterskabet. En ret komisk ordning har det altid forekommet mig, når den ene klub efter turneringsholdet er decideret nummer et.

Denne gang havde B.93 sit bedste hold i ilden med Harvey og Anthon Olsen til hjælp, og så blev resultatet, at KB vandt første halvleg med 136 mod 79. Harald Hansen var eneste, der udrettede noget ved gærdet, og tilskuerne fra kampen kan vist endnu huske den ’femmer’ som han sendte himmelhøjt ud over jernbanelinjen. Han fik 57 af de 79. Inden dagens arbejde sluttede, var de tre bedste KB-gærder faldet for 32.

På anden dag var alle gærder nede for kun 59. Harvey havde fire gærder for 26, Thor Sick-Petersen fire gærder for 30. Markspillet var meget kvikt og to mand blev løbet ud (Leopold og Philipsen). B.93 skulle nu score 117, men nåede kun til 103 (Anthon Olsen 37).

Mesterskabet gik således tabt denne gang for B.93, skønt alle turneringskampene var vundet.

Man må erindre, når man bedømmer dette års resultat, at B.93 måtte helt undvære brødrene Palbys assistance, et meget føleligt tab.

1913

Blev atter et ganske godt år for B.93’s crickethold, skønt ilgangen af ’lovende’ spillere var minimal. Harvey, Anthon Olsen og Rohde bar størstedelen af byrderne og med træning til daglig var det småt bevendt.

Den første kamp stod mod Frem, og B.93 vandt med otte stående gærder. Frem fik 106, B.93 svarede med 144, hvoraf Anthon Olsen, som nu havde overtaget Harald Hansens rolle som ’demonhitter’, havde de 80 (fire femmere, ni treere).

Kampen mod AB blev aflyst på grund af regn; men en time efter var vejret fint og banen i orden, så det var lidt forhastet af dommerne.

Senere på sæsonen blev kampen dog spillet, og B.93 slog et stærkt AB-hold med tre stående gærder. Anthon Olsen tog i første halvleg seks gærder for 37 og blev desuden topscorer med 49 points i denne halvleg. AB fik kun 104 points og grunden hertil var at B.93’s markspil i denne kamp var særdeles godt og hurtigt. B.93 fik 122 points. I anden halvleg kastede Harvey så Buchwald ud på første bold, en begivenhed i dansk cricket. AB closede for 103, men B.93 scorede de nødvendige 86 points for tabet af syv gærder.

Kampen mod KB førte til et nederlag for B.93 med 118 points. Det var i denne kamp, at KB’s 10 hvide spillere mødte op med en farvet gentleman, Jim Walker, til assistance. Den pågældende neger havde spillet cricket på Sct. Croix og var nu artist, så vidt jeg ved, i København ved et cirkus. Han var for øvrigt en meget net ung mand.

Man så i denne kamp suggestionens magt over sindene så klart som vel muligt. Der var forud for kampen fortalt om den sortes vidunderlige kastning, om hvorledes han til træningen var uimodståelig selv for KB’s bedste folk. B.93 troede derpå, til uheld for holdets præstationer ved gærdet.

Harvey begik den fejl at sende KB først ind, men det gik godt på en måde, idet alle gærder var nede for 77. Så kom B.93’s tur til at score, og det blev en sørgelig forestilling. De unge spillere var ikke som vi af den ældre årgang vant til at gøre front mod en neger, der vendte det hvide ud af øjnene og kastede sin bold med et djævelsk udtryk i ansigtet. Selv de letteste bolde kunne tage et gærde, og analysen viser følgende sensationelle tal: J. Walker: 8 overs, 3 maiden, 12 points, 8 gærder. Jim Walker kastede ganske godt, kunne skrue sin bold fra ’off’ og fra ’leg’, men noget vidunderligt var der såmænd ikke ved den kastning.

B.93 fik alt i alt 30 points (deraf syv ekstra). De syv ekstra opnåedes kun, fordi den spiller, der skulle have bold fra ’negeren’, ikke var særlig slikken efter at blive dernede ved det ’farlige’ gærde, og derfor ’spænede’ afsted, så snart der var mindste håb om at komme levende fra det.

KB’s anden halvleg blev på 220 (deraf Bendixen 75 og Peter Petersen 55). Med dette store tal nåede de kun ved et aldeles rædsomt markspil. Leopold skulle være stukket ud straks, han scorede 16, Bendixen gav den lettest mulige gribechance, da han havde syv points, den tabtes, og desuden tabtes et utal af sværere og lette ’gribere’.

Da B.93 kom ind næste gang, spillede de med ligegladhed, som indfinder sig når slaget er tabt, og Anthon Olsen og Michael Rohde behandlede Walkers kastning, som om den var det rene barnemad. Førstnævnte fik 57, Rohde 36, og totalsummen blev 149.

Walker havde denne gang: 16 3/6 overs, 0 maiden, 97 points, 6 gærder, så det var en anden snak. Det blev for øvrigt negerens eneste optræden, som cricketspiller i al fald.

Sæsonen bød til slut på to englænderkampe mod et amatørhold fra Leicester. Det er så kort tid siden, at de fleste nok kan erindre både de engelske spillere og kampene. Mest populær blev Farrington, en yderst fornøjelig spiller, der som man siger ’gik i folk med træsko på’, men også Mr. Todd (anføreren) og Howard erhvervede sig en del gode venner under deres korte ophold her i byen.

Englænderne vandt første kamp med kun 14 points (152 mod 138). Slutningen var meget spændende, og med lidt sikre markspil fra vor side, var kampen blevet tabt af englænderne.

I todages kampen, der havde lokket en ret stor tilskuerskare ud på AB’s baner, vandt englænderne på anden halvlegs store overskud, men første halvleg tabte de da med glans. B.93 var repræsenteret af Anthon Olsen, der scorede 30 – 0 og Michael Rohde: 19 – tre not out.

Det blev en udmærket kamp; navnlig første halvleg var morsom for os danske, og vore folk klarede sig særdeles godt. Englændernes første halvleg blev på 157, skønt ottende gærde var nede for 89, og det var vor specielle ven Farrington, der bidrog væsentligst dertil, idet han scorede 47 (to seksere og fire firere). Han skulle været løbet ud ved 11 points og gav senere tre gribechancer, der tabtes af Anthon Olsen, Buchwald og Gielfeldt. Vort udvalgte hold scorede 228.

I anden halvleg fik englænderne 278, medens vore kun opnåede 92 (Buchwald 47).

Vi tilbragte nogle yderst fornøjelige dage sammen med vore elskværdige engelske gæster, som var så begejstrede for Danmark, at flere af dem truede med at tage herover for at blive her. Som tegn på hvad glæde englændere kan tillade sig uden at risikere vrøvl, vil jeg anføre, at de i Tivolis Varité besørgede næsten hele underholdningen under publikums livligste bifald, og at Farrington dirigerede et sangkor gennem hele Strøget på hjemtuden, uden at komme i konflikt med lovens håndhævere.

Men de var meget afholdende, og humøret behøvede ikke at stimuleres ved stærke drikke. De overvandt alle ved deres friske og gode humør.

1914

B.93 tabte sin første kamp mod AB med otte points, men spillede gennemgående bedre, idet de fleste scorede hæderlige points. AB fik 199, deraf Buchwald 123 not out, og trods en hård kamp fik B.93 kun 191, idet deres sidste gærde, Dam, blev løbet ud på et dristigt løb.

Den næste kamp stod mod KB og B.93 vandt efter en uhyre spændende halvleg med 1 points (229 mod 228). KB scorede 228, deraf Leopold 125, men han gav syv gribechancer i sin meget fornøjelige ’inning’.

B.93 sendte Fr. Hansen (Aalborg-Hansen) og Klein ind først, og det blev Kleins bedste inning som senior, idet han på udmærket spil scorede 87 points. Fjerde gærde var nede for 157. Emil Jørgensen, der var Klein en meget god makker, scorede 32. Men da niende gærde faldt, var der dog kun 208 points, og Christian Hansen og Lauge, en spiller fra Jylland, havde nu hele ansvaret hvilende på deres skuldre. Christian Hansen spillede det mærkeligste cricket, jeg har set, idet han lod de skæve bolde passere urørte og kun slog til dem, der var lige på gærdet.

I det mest kritiske øjeblik, da der var 224 points, kastede J. Andersen et par langsomme underarmsbolde, og Lauge sprang frem til den anden og sendte den ud over grænsen. Et meget dristigt løb gav B.93 sejren, thi i næste bold tog Leopold så Lauges gærde. Det var en ganske overordentlig nervepirrende kamp, som B.93 nær havde tabt på sit elendige markspil.

Kampen mod Frem var ikke strålende, idet Frem mødte med et yderst svagt hold, som kun scorede 12 points. Ni mand havde nul point. Harvey satte vistnok rekord som kaster på et første hold, idet han tog seks gærder for to point, Anthon Olsen fire for ti. B.93 scorede 97 points, og Frems anden halvleg blev kun på 41. Harvey havde her syv gærder for 35.

B.93 spillede todages kampen mod AB, som efter glimrende gærdespil vandt med en halvleg og 115 points. AB fik 275 (Vestergaard 106) mod 48 og 112. Lyspunktet i kampen var Anthon Olsens spil i anden halvleg; det mindede om Harald Hansens imod Royal High School for fire år siden. Han scorede ved drabelige slag 74 points på en halv time, så blev han kastet ud af Henrik Andersen. Der var fem seksere og seks firere deriblandt. Med lidt koldblodighed til hjælp havde han sikkert nået en mægtig ’inning’.

Afslutningen på kampen foregik i største fart næste søndag, idet det hele var færdig på et kvarter. B.93 fik kun otte gærder ned, idet Harald Hansen og Volmer Sørensen ikke mødte på grund af den håbløse stilling, en uheldig fremgangsmåde af de to gamle og veltjente spillere. B.93 måtte således nøjes med stillingen som nummer to.

1915

Blev et yderst trist år for B.93, idet klubben led det største tab, som tænkes kunne ved I. C. Gandils bratte død. I. C. Gandil, som blev medlem af klubben i foråret 1900, blev i 1902 formand efter kontorchef Klint, og var fra den tid og til sin død sjælen i B.93.

Han døde en smuk og lykkelig død. Under et besøg på landet hos forfatteren af denne bog (som aldrig blev udgivet, red.), døde formanden på en cykletur i den forårsgrønne bøgeskov. Hans hjerte havde i mange år været svagt, og en lille anstrengelse ved at køre opad en brat bakke var tilstrækkelig til at afslutte hans liv.

Han var tidlig oppe, erindrer jeg, den dejlige sommermorgen, og da vi forundrede spurgte ham, hvorfor han, der ellers ikke var udpræget morgenmand, var stået så tidlig op, svarede han med et fornøjet smil: ”Når vejret er så dejligt, så syntes jeg ikke man har råd til at miste for meget af dagen”. Han havde ret; der var ingen tid at spilde af den lyse dag.

Ved I. C. Gandils død mistede B.93 sin bedste mand og mange af den ældre årgang en god, forstående og trofast ven.

Endnu en sorg havde B.93 samme sommer, idet den unge, frejdige Carl Olsen mistede livet under en rotur i Sundet. Han blev kun 19 år og var en af klubbens bedste fodboldspillere og en særdeles flink cricketspiller. Han stod ved siden af mig søndagen forud for den ulykkelige udflugt og fulgte mit regnskab ved kampen. Jeg glædede mig ved at se hans kønne og kraftige skikkelse og hans glæde smil og tænkte ikke på, at jeg den dag skulle se ham for sidste gang.

Sæsonen blev for cricketspillerne meget uheldig, idet B.93 kun vandt en kamp mod Frem med 89 point, medens de tabte mod AB med en halvleg og syv points (96 – 82 mod 185) og ligeledes tabte mod KB med 24 points efter første halvleg (80 mod 104). Holdet var uden ordentlig træning og alt for meget af ansvaret hvilede på Anthon Olsen, Harald Hansen og Harvey.

Af de unge spillere var der ingen, der viste afgjort talent for cricket; den bedste var vel nok Michael Rohde, hvis energi altid var beundringsværdig.

1916

Stadig tilbagegang i cricket karakteriserer dette år og det følgende. Der var ikke mere nogen interesse for spillet, og det var svært at stille et ordentligt hold på benene.

Den første kamp spilledes mod Frem i øsende regn, hvilket gør spillet fuldkomment parodisk. Cricket kan ikke spilles under sådanne forhold, og det hold der kommer først til gærdet har altid alle fordelene. Frem vandt lodtrækningen og scorede i alt 222 points, for største delen på grund af B.93’s dårlige markspil på en fedtet bane og med en våd bold. B.93 fik kun 73 points.

Mod KB var spillet bedre, men KB vandt dog kampen med 1 point. Med lidt hurtigere markspil havde B.93 vundet let. Points stod 106 mod 105.

Mod AB gik det også helt galt, idet Harvey var forhindret i at deltage på grund af bortrejse. AB scorede 344 points, skønt Buchwald kun fik 25. Vestergaard scorede 127 og Henrik Andersen 61. B.93 forsøgte på at spille på ’a draw’ men Wiinstedt var den eneste, der kunne gennemføre paradespillet. Han var ved gærdet 77 minutter for 16 points; en kedelig, men meget hæderlig præstation. Hele partiet fik kun 70 points. Det var tre tabte kampe af tre mulige.

 

1917

I 1917 havde B.93 et yderlig svagt hold, idet de måtte undvære den mest uundværlige mand, Harvey, som havde pådraget sig en knæskade ved hockeyspil.

Da Frem ikke stillede noget hold, var der i turneringen som den stolt benævnedes kun to kampe mod KB og mod AB. Begge kampe tabtes.

KB scorede 193 points og B.93 svarede med 95 og 66 og tabte således med en halvleg – 32 points. Det var et grimt nederlag, men mod AB gik det dog endnu værre, og kampe blev en trist afslutning på B.93’s 24 årige crickethistorie.

AB vandt lodtrækningen og sendte Buchwald og Vestergaard ind først, og til den svage kastning lykkedes det disse to generende spillere at sætte en ny rekord for første gærde med 253 points. Fjerde gærde faldt for 343 og derefter scorede Henrik Andersen på en time 106 points ved slag så drabelige, at vistnok de fleste vil erindre denne præstation. Der var ikke til at være i Lægeforeningens boliger i den time.

Klokken 16:11 havde AB lavet 481 points for fem gærder, og da først closede Buchwald. Det var meget sent og ikke videre hensynsfuldt overfor det svage hold, men det var jo tilladeligt.

B.93 skulle nu til gærdet, men de var så deprimerede, at de lod sig forlede til at opgive kampen, hvilket de aldrig burde have gjort.

Således endte sæsonen 1917, den sidste jeg skal omtale, og jeg vil udtale det ønske, at B.93 i 1918 må have alt det held med sig, som tænkes kan, men kun hvis klubben kommer i hu, at dens tilblivelse skyldes cricketspillet, og hvis spillerne med liv og lyst tager fat på træningen, som er nødvendig for succes.

Det ville være en glæde for os ældre, der deltog i klubbens stiftelse, om vor gamle klub atter kunne kom til hæder og værdighed også på cricketspillets område.

Sign. Vald. Brummerstedt, 4. maj 1918

Efterskrift/afrunding (1893/1918)

I et jubilæumsskrift som dette, der spænder over et stort et tidsrum som 25 år synes jeg det er på sin plads at sætte nogle enkelte, der særlig har udmærket sig enten som ivrige tilhængere af cricket eller som særlig dygtoge spillere, et minde, der kan overleveres efter efterverdenen.

Som den første vil jeg nævne Gotfred Klint, klubbens første formand, og den der mest bidrog til, at B.93 blev stiftet. Han er født 08-07-1871 og havde allerede fra drengeårene dyrket cricket, medens han gik i Melchiors skole. Han var et energisk og meget fremragende medlem af ’Melchiorianerboldklubben’, og da denne klub sammen med ’Østerbros Boldklub’ dannede ’Cricketklubben af 1893’ var han trods sin unge alder selvskreven til formandspladsen, som han med kortvarige afbrydelser indtog, lige til I. C. Gandil i 1902 afløste ham.

Klint var idealet af en cricketspiller, interesseret for sporten i høj grad, en glimrende markspiller, et solidt gærde, en god kaster og en klog og myndig anfører, som det var en fornøjelse at lystre.

Han kunne som få anførere muntre sit hold op til de yderste anstrengelser, og da han indprentede os altid, at så længe der var en chance for sejr, skulle man ikke give op. Som englænderne siger: ”a game is never lost, before it is won”, og således sagde også han, og cricketklubben vandt ved hans dygtige ledelse adskillige kampe, hvor chancerne syntes lig nul.

Som formand var han fortræffelig, fri for alt omsvøb og vrøvl, og hans ord stod til troende. Havde han sagt en ting, så holdt han fast derved, selv om de fleste andre var af en anden mening. Og han kunne i en sjælden grad bevare værdigheden skønt han var så ung, og vi havde stor respekt for ham alle sammen.

Han var en udmærket ven at have, en af de få, hvis venskab vil holde for livet.

Den næste er I. C. Gandil, som tidligere er omtalt i dette skrift, der var født 12-01-1865. Skønt han ikke selv dyrkede cricket, havde han stor interesse for det noble spil og viste igennem de mange år, han var B.93’s formand, denne interesse i gerning. Han var en interesseret tilskuer både til træning og kampe og sørgede for, at cricketspillerne havde de bedst mulige betingelser for at dyrke deres sport tilfredsstillende.

Ved hans død i Pinsen 1915 mistede B.93 sin bedste mand og cricketspillet en god og trofast støtte.

En mere beskeden stilling indtog den ældre broder, Edvard Gandil, der var født 20-02-1861. Han var medlem af klubben lige fra dens stiftelse, var en af dem, der mødte flittigst til daglig, og skønt han ikke drev det til noget som spiller, var han på grund af sin glødende interesse for spillet og klubben et såre værdifuldt medlem, en af dem, der i det stille udrettede et stort arbejde.

Manglede man en mand til en kamp, var han altid parat til at træde ind, og han gjorde altid sit bedste. Han erhvervede sig i årenes løb en god forstand på cricket, var en fast tilskuer til alle kampe, led bogstavelig talt, når det gik os galt, men strålede af glæde, når vi vandt.

Han havde en enestående hukommelse for resultaterne af kampe, var bogstavelig talt en levende ordbog, når man ville vide besked om tidligere begivenheder. Han ville ved udarbejdelsen af dette skrift have været mig en udmærket støtte, der kunne have erstattet de manglende årsberetninger. Da han døde i 1915, 54 år gammel, mistede B.93 et af sine bedste medlemmer, et godt og elskeligt menneske, om hvem man med sandhed kunne sige, at han ikke havde én virkelig uven.

Man kan ikke læse om B.93’s bedrifter på cricketspillets område i klubbens første og trangeste periode uden at støde på navnet Viggo Petersen.

Han var et af de mennesker, som blev kaldt ved fornavn, lige til han var en gammel dreng, og han var meget populær på grund af sit vidunderlige humør og store elskværdighed. Han var født 05-02-1871 og var medlem af cricketklubben lige fra starten og et meget værdifuldt medlem.

Han var i mange år vor bedste kaster, en særdeles god gærdespiller og trods sit embonpoint en meget livlig markspiller, navnlig som ’point’ eller ’cover point’. Han var let kendelig som kaster, selv på lang afstand, på grund af et ejendommeligt lille hop han gav, inden han afleverede bolden, og inden han tog tilløb, trak han uvægerlig lidt op i det venstre bukseben, hvoraf følgen altid blev, at hans unævnelige hurtig var ganske tyndslidte på det bestemte sted. Skønt det gik ud over pengepungen, kunne han aldrig værre sig af med det lille raske tag. Han kastede forbavsende sikkert og ret hårdt, skruede stærkt og varierede sine bolde længde og fart på en meget generende måde.

Han var ivrig og fornøjelig på spillepladsen, men man nød ham dog mest, når han i hjemmet eller hos venner anbragte sin trivelige person på en solid stol ved klaveret, hvor han spillede og samtidig virtuosmæssig fløjtede alle mulige melodier lige fra operaer til døgnets melodier. Han kunne holde et helt selskab i ånde ved sin mutterwitz, noget han havde arvet fra faderen, arkitekten, professor Ove Petersen, og han var altid midtpunktet i alle vore ungdommelige fornøjelser og selskabelige sammenkomster. Han måtte holde op i 1901 på grund af en benlidelse han havde pådraget sig ved en fodboldkamp. Men skønt han opgav at tage aktiv del i spillet, var han i mange år en trofast tilskuer, og hvis B.93 stiller op til kamp nu i jubilæumsåret, vil vi nok træffe vor gamle ven ’Viggo’ på tilskuerpladsen.

Blandt cricketspillets veteraner i B.93 kan man ikke undgå at nævne Hans Peter Katberg, født 22-07-1876, der blev medlem i 1894, og som i en meget lang årrække udrettede et overordentlig stort og fortjenstfuldt arbejde for sin klub.

Han var i de trange år fra 1896 til 1905 som regel anfører for cricketholdet og tog sig af sin opgave med al den omhu og grundighed, som var en del af hans natur. Jeg husker, at han havde adskillige udkast til markopstillinger i lommen, når han mødte på spillepladsen; alle pladserne til den forskellige slags kastning var afmærkede ved punkterede linjer, og han holdt streng disciplin, så at det hele forløb efter programmet.

Når resultatet ikke blev særlig strålende, skyldtes det for største delen det dårlige mandskab, han måtte manøvrere med. Han var selv en ualmindelig hård kaster, naturligvis underarms, og jeg tror, at hans bolde ville have generet adskillige af vore nuværende spillere i en betydelig grad. Desuden var han en god bagstopper, men på grund af hans nærsynethed var spillet ved gærdet hans svage punkt.

At den noget yngre generation må man med særlig fede typer nævne George Peel Harvey, der er født på øen Wight 27-09-1877. Han blev i 1903 medlem af B.93 og er den dag i dag det bedste medlem på cricketholdet, og når spillet endnu drives i klubben er det væsentligst hans skyld.

Han viste sig hurtig som en udmærket kaster, og ingen af vore hjemlige ’spidser’ kan rose sig af, at Harvey ikke har taget deres gærde.

Han er venstrehåndskaster, kaster som regel langsomt til middelhårdt, men han kan også af og til sende en meget hård bold mod gærdet. Han bruger sin hjerne under kastningen bedre end de fleste og da han kan skrue både fra ’leg’ og fra ’off’, kommer slåerne kun sjældent i stød til hans kastning. Halen på fjendens hold er som regel hans sikre og hurtige ofre, men selv den bedste danske spiller, Charles Buchwald, har aldrig følt sig rigtig hjemme til Harveys kastning, og jeg har adskillige gange noteret, at Harvey tog Buchwalds gærde på en bold, der fra skinnen gik i gærdet. Og det var ikke tilfældigt, men følgen af en forud lagt plan.

Harvey er tillige en god markspiller, navnlig i long-slip, et ganske godt gærde, selv om hans ’avarage’ aldrig har været særlig stor, og last but not least en udmærket og erfaren anfører.

Harald Hansen, som er født 14-03-1884, blev allerede medlem i 1895, og røbede hurtig ualmindelige evner både for cricket og fodbold. Han var meget kraftig og veludviklet af sin alder og var den fødte sportsmand. Han trænede meget ivrig som dreng og var hurtig en af de bedste juniores. I år 1900 scorede han mod AB’s juniores 164 points i en halvleg, en enestående præstation for en dansk dreng, og 10 år senere scorede han in berømte ’inning’ på 76 points i 25 minutter mod skotterne, således som jeg tidligere har omtalt denne bedrift.

Harald Hansen kunne spille på alle pladser i marken, havde et par sikre hænder at betro en gribechance til og kunne stikke en bold ind i en susende fart. Han var eller er desuden en meget god underarmskaster, hvis langsomme, stærkt skruede bolde har anrettet en stor ravage blandt modstandernes gærdespillere.

Når han trods sine glimrende betingelser aldrig blev nogen helt pålidelig mand ved gærdet, skyldtes det hans mangel på tålmodighed. Han kunne ikke vente på det rigtige moment til at slå til, han manglede det ’fiskeblod’, der skal til for at score ’et century’ gang på gang. Hos ham var det næsten altid knald eller fald.

En lige så fortrinlig, men mere rolig spiller, havde B.93 i Ove Petersen (nu Palsby), der som dreng kom ind i klubben, da den fik sin egen bane. Han er født 29-10-1890.

Ove Palsby var absolut den mest talentfulde cricketspiller B.93 har haft, lige god på alle spillets områder, og allerede som lille dreng var han juniorernes selvskrevne anfører. Som senior var kun Buchwald hans overmand, og han gjorde denne rangen som mester stridig i adskillige år. Det var en fornøjelse at se ham ved gærdet, hans bevægelser var stilfulde, hans øje sikkert, og den slanke krop var som stålfjeder.

Han var næsten altid et yderst generende gærde for modstanderne, og han mestrede de fleste slag. Tillige var han en god kaster, der varierede sine bolde godt og en ganske udmærket markspiller på næsten alle pladser. Han holdt desværre alt for tidlig op med at spille, men efter sikkert forlydende har han tænkt på at tage fat igen i dette jubilæumsår og har på ny indmeldt sig i B.93.

En anden udmærket spiller fik B.93, da Anthon Olsen i 1902 indmeldte sig i klubben. Han er født 14-09-1889 og er således i den bedste alder for en cricketspiller.

Starks som junior gjorde han sig bemærket, som en god all-round spiller, og det er han vedblevet med at være lige til nu. Jeg mener, at han er bedst som markspiller, idet han griber uhyre sikkert, stopper selv de vanskeligste bolde med stor behændighed, og hans indkast er næsten altid farligt for dristige løbere.

Hans kastning er jævn god og ville være betydelig farligere hvis den blev støttet af 10 gode markspillere, og han kan holde ud at kaste time efter time. Ved gærdet er han oftest en god mand, en underlig blanding af den forsigtige paradespiller og den alt for dristige slåer. Han har aldrig til bunds forstået at træffe den rette middelvej og har, så vidt jeg ved, ikke endnu opnået at score ’et century’, skønt han flere gang har været ude efter det og burde have haft nogle stykker deraf. Men han er en udmærket mand på sit hold og har udrettet meget for cricketspillet i B.93.

Inden jeg slutter min omtale af de mænd, der har udrettet mest for cricketspillet i B.93, må jeg nævne Axel Andersen (nu Byrval). Han fik sin uddannelse i Frem, men de glimrende evner, han sad inde med fik aldrig lov til at udfolde sig helt, fordi han måtte ofre så meget af sin knappe tid på undervisning. Han spillede nogle få kampe for B.93 i perioden på Fælleden, men i året 1903 blev han engageret som lærer for de unge og satte hurtig sit spor.

Han havde et svært godt tag på at undervise og omgås drengene, der havde megen respekt for den hurtige og erfarne spiller, og de fleste af klubbens unge folk, der blev til noget som cricketspillere, kan i høj grad takke ham derfor.

Han har blandt mange andre trænet Ove Palsby, Anthon Olsen, Hagbard Vestergaard, Victor Klein, Axel Thufason, Ludvig Palsby, Edvard Skaarup og Christian Sørensen, og hans undervisning satte sit præg på alle disse unge spillere.

Han var ivrig og interesseret som lærer og frembragte på få år en hel stab af gode spillere, som desværre nu næsten alle har ophørt at tage aktiv del i cricket.

Det er mærkeligt, at klubben ikke har fået mere ud af det udmærkede materiale og ikke har formået at holde sammen på dem. Af hele den unge stab er der nu kun Anthon Olsen tilbage.

Jeg har kun omtalt disse enkelte, som jeg synes har været de mest fremragende medlemmer.

Skulle jeg have glemt nogle, der har fortjent en speciel omtale, beder jeg ydmyget om tilgivelse og må undskylde mig med, at hukommelsen svækkes med årene, og dette lille arbejde er i høj grad baseret på mine erindringer om de svundne 25 år.

Valdemar Brummerstedt, maj 1918

(Direkte afskrift, noget jeg tillagde mig i skoleårene på Stevnsgade Skole, den 7. november 2011 / Palle “Banks” Jørgensen.)

Yderligere oplysninger