Vælg en side

Adam Emme Jørgensen (født 26. september 1997) blev på årsmødet i fodboldafdelingen kåret til årets spiller i seniorafdelingen, og ligner en spiller som får mange kampe for B.93 fremadrettet – hvis han undgår for mange skader og røde kort(!).

Adam er i gang med sit andet sabbatår mht studier. Udover det kan han prale at have mange søskende. Kontraktspilleren i B.93 har to brødre og en søster – derudover har han en halvbror.

Nogen stor målskytte virker han ikke som at være, men det kan jo komme.

Grunden til jeg er i B.93
Jeg bor på Østerbro, og har gjort det hele mit liv. Da min storebror spillede i klubben som lille, var det oplagt, at jeg som 6-årig startede hernede. Siden da, har jeg arbejdet mig op gennem ungdomsrækkerne op til senior. Gennem tiden har B.93 dermed opbygget en stor plads i mit hjerte.

Det jeg holder mest af ved B.93
Er at man føler sig tryg i klubben så snart man træder ind i klubhuset eller i omklædningsrummet. Det er dejligt at vide, at man kommer ned til en gruppe blandede mennesker – unge og gamle med forskellige baggrunde – der alle har det godt med hinanden.

Min største oplevelse i B.93 regi
Jeg har haft mange fede oplevelser i B.93, men der er to, der stikker ud – sejren med U 19 i Karel Stegeman turneringen i Holland og pokalkampen mod Esbjerg, hvor vi sendte dem hjem til det vestjyske med et nederlag på 1-0.

Sidstnævnte er nok den største oplevelse for mig indtil videre. Jeg glemmer sent den jubelfølelse efter slut-fløjtet. Den var jeg høj på i lang tid efter, og forhåbentligt kommer jeg til at opleve flere af disse kampe.

Fem ting I skal vide om mig …
1 … Jeg er ved at supplere fysik og kemi, som jeg skal bruge for at komme ind på DTU sommeren 2018 …
2 … Jeg er meget stor Liverpool fan, da mit tidligere idol Daniel Agger spillede der. YNWA!l …
3 … Jeg har generelt en meget bred musiksmag, men hører gerne gammelt rock eller indie …
4 … Jeg er helt vildt sliksyg (desværre) …
5 … Mit yndlingstal er nummer 5, og derfor har jeg en række ting, jeg skal gøre inden kamp, der har at gøre med tallet 5 …

93’eren er skrevet af Claus Vandborg.
Foto: Mark Bernquist.